Forfatter: Lone

Giv lidt mere af dig selv i 2018. Karlas klumme

Jeg har denne gang lånt min klumme ud til min yngste datter Karla, der går på Svendborg Gymnasium. Hendes klasse har af deres dansklærer fået til opgave at skrive en nytårstale til klassen og til danskerne. Her følger Karlas nytårstale:

Det er nu den 17. gang, jeg går et nyt år i møde, og det seneste år har været et enormt tumultarisk år på følelses-planet. 2017 var for os alle det år, vi måtte give afkald på vores trygge rammer og gå ind til noget helt nyt, der kommer til at udgøre de næste 3 år af vores liv, nemlig gymnasiet. For mig, og for mange af jer, var 2017 det år, vi blev nødt til at sige farvel til vores efterskole og alle de fantastiske mennesker, vi har lært at kende, og at elske.

Denne omvæltning fra efterskole til gymnasiet har vejet tungt på mine skuldre i løbet af det seneste halve år og har derfor fyldt en stor del af mit 2017. Jeg er blevet nødt til at lære mig selv at være glad i mit eget selskab igen, for det er nødvendigt, når alle ens tætteste venner pludselig bor flere hundrede kilometer væk, og det ikke længere er en vanlig sag at dele sine hverdagsnætter med nogen. Midt i denne følelsesladede tid, blev jeg tvunget til at forholde mig til en helt ny dagligdag med en noget anderledes rutine omringet af komplet andre mennesker – omringet af jer. Jeg har haft svært ved at acceptere, at 1.Y er min nye hverdag, og har det stadig nogle gange. Jeg har sammenlignet for meget, har forventet for meget for hurtigt og er derfor ikke blevet tilfreds. Jeg har indtrykket af, at I har det på samme måde, for noget er der i hvert fald galt med vores fællesskab – ja, nu siger jeg det altså bare ligeud. Men det behøver vi ikke være kede af, for starten på dette nye år kan være et godt startskud til at gøre en fælles indsats for at få denne klasse til at fungere – for at vi alle får det godt og føler os godt tilpas.

Såvel i klassen som i hele vores samfund, må vi gøre vores bedste, for det er i disse år, når depressionen og ensomheden rammer rekordmange danskere, at vi, der endnu har overskud, må hjælpe til. Start en samtale med din sidemakker i toget. Træk smilet frem i stedet for telefonen, når du går på gaden. Brug en eftermiddag med en ven, i stedet for altid at haste hjem for at ”slappe af”. Vi er her i Danmark blevet lidt for gode til ”alene-tid” og kræver den alle vegne.

Jeg vil opfordre jer alle til, at vi i 2018 dropper de almindelige nytårsforsæt om vægttab og materielle goder, og i stedet sætter nogle nye, holdbare nytårsforsæt om at åbne op, give lidt mere af os selv til andre mennesker og gøre en indsats for at snakke med flere forskellige. Måske endda der kunne komme noget godt ud af det, selv hvis det betyder, at vi må afgive lidt af vores egen tid til andre.

Bragt i FAA 25/1 2018

Vinterbal 2019

Vi skal skrive på ordet hjerteåbner, siger Niller.

Okay, siger jeg, selvom konfliktstof og ulykke jo er meget mere underholdende.

Hjerteåbner, dåseåbner, yogaøvelser og Danser med drenge: åbn dit hjerte, åbn dit hjerte.

Men jeg kan jo skrive om kroppen, for kroppen er sanser, og sanser er krop, og skrift.

Skrift er krop.

Det ender altid med krop.

En nylig undersøgelse af danskernes sexliv konkluderer stereotypt, at mænd har mere sexdrive og handler på det, fordi de, siger de, oftere onanerer, ser porno og er utro.

Men nu er No Nut November det nye hit. Lad skægget stå og undgå at ejakulere i november.

Absurd at man først får kropslig selvtillid på et tidspunkt i livet, hvor man ikke længere har krop, eller rettere har så rigeligt med krop:

Mere mave end røv, løst bindevæv, nye knæ, hedeture og læsebriller.

Man brænder på en anden dybere måde, insisterende, vedvarende, ulmende.

Ungdommens heftige opblussen var vild og fuld og svimmel og hurtig, en dunkende bas i underlivet.

Nu er vi mere en langtidskogt simreret, en rødvinstoddy, den dunkende bas sætter sig i brystet.

Bliver libidoen mindre og hjertet større?

Vi begynder at udspionere fugle, vandre i naturen, bade i havet, sanser det iskolde vand, der lukker sig om den nøgne hud, endorfinsuset, velværet.

Oplever gamle mennesker en større dybde i nydelsen?

Så meget godt i vente.

Blive høj på hud, på ord og intellekt.

Svulmen og trykken bag brystbenet, sitren i hjernen,

alt udvider sig, bliver varmt og stort og overgivent.

Fri passage for fryd: datter, søster, veninde, kæreste, mor.

Det lille vilde dyr i ribbenskassen, benburet, 

det lille vilde bløde dyr med dobbelt puls.

Det lille bange glade hjerte, med store runde perleøjne – en mus, en hamster, et egern.

Et lille blødt dyr – fanget, pisker rundt på den bittelille plads, indespærret, angst, vred, henrykt.

Læg dig på den grønne yogapølle med armene ud i kaktus.

Skuldrene tilbage ned ad ryggen, åbn dit hjerte, træk vejret helt ned i maven.

Lad det parasympatiske nervesystem arbejde og berolige dig.

Lad det lille vilde dyr falde til ro, rulle sig sammen, lægge sig udmattet, blødt, trygt.

Mærk din langsomme dybe vejrtrækning.

Åbn dit hjerte, lad det sive, drive igennem dig.

Tag imod, vær ikke bange, åbn dit hjerte.

Men så skete det! Jeg blev mormor!

Så meget mere overvældende, mere vildt og intenst, end forventet.

Dobbelt op på lykke og ængstelse. For mit barn og for hendes barn.

Så meget kærlighed, så meget taknemmelighed.

Hjertet svulmer, det gør så ondt og så godt.

Hjerteåbner. Tak for livet. Tak for jer.

Drømmen om Afrika. Del 3

Livet er som tidevandet, nogle gange er det lavt og stille, andre gange højt og voldsomt. Det er uforudsigeligt og du må tage det som det kommer, siger vores swahililærer Rashid. I Afrika kan du aldrig vide om det du sår skyller væk i regntiden eller tørrer ud i tørkeperioden. Inshallah, om gud vil, er den almindelige bemærkning, når du aftaler dag og tid for et møde. Du ved aldrig, hvad der sker i morgen. Her er livet uforudsigeligt, og derfor må du være tilstede i nuet. Du er her lige nu med disse mennesker, og det må du få det bedste ud af. Spred godt humør, tag én dag ad gangen.

Den nigerianske forfatter Chikamanda Adize skriver i romanen ”Americanah”, at det først var, da hun rejste til USA, at hun blev sort. Den sorte bliver i den vestlige litteratur, i medierne, i nødhjælpsarbejdet gjort til en stereotyp, den ædle vilde, den uciviliserede, den barnlige eller ofret ramt af borgerkrig, korruption, sygdomme og sult. Det skaber en ulige, uværdig relation mellem dem og os. For Afrika og afrikaneren er så meget andet også.

Da jeg rejste til Afrika oplevede jeg omvendt at blive mzungu (hvid), her ser jeg mig selv med den sortes øjne. Jeg bliver repræsentant for den hvide mand/kvinde, udbytteren, den rige, den privilegerede. Den der skal lokkes til at købe, den der skal give til tiggeren, den der skal give en højere pris for varen, den der skal sleskes for eller råbes efter. Jeg kan ikke blende ind, jeg stikker hele tiden ud med min blege hud.

Turisten tærer på de knappe ressourcer af mad, brændsel, byggematerialer, og producerer enorme mængder skrald, der ikke er nogen infrastruktur til at skaffe væk, og som derfor hober sig op i gader, floder og have. Men turisten sørger også for at de lokale kan få arbejde som tjenere, håndværkere, kokke og rengøringspersonale.

På safarituren til havs sejler alle både mod den samme flok af delfiner eller den samme stump døende koralrev. Til lands kører alle safarijeeps mod det sovende løvepar, de badende flodheste eller elefantflokken, der danner ring om den nyfødte unge. De vilde dyr bor i beskyttede reservater, men uden turisten fandtes de måske slet ikke mere?

På genbrugsmarkedet kan jeg købe billigt vestligt tøj og måske endda finde den kjole, jeg har fortrudt jeg afleverede i genbrugscontaineren hjemme i DK. Mange mennesker tjener lidt penge på at videresælge mit aflagte tøj, men de lokale producenter af stof og tøj har ikke længere et arbejde. Den hvide mand vil købe krydderier og kaffe, så det produceres og eksporteres på bekostning af produktion af fødevarer til de lokale.

I bedste fald gør vores højskole unge skandinaver klogere på sig selv og verden, bevidste om egne privilegier, og forhåbentlig vil de bruge denne viden til at arbejde for at skabe en bedre og mere lige verden.

Virkeligheden er kompleks og Afrika er kontrasternes kontinent.

Bragt i FAA 3/1 2018

Drømmen om Afrika. Del 2

”Polepole” betyder stille og roligt, ingen kommer til tiden. Fundien (håndværkeren) ejer kun en mulepose med lidt rustent værktøj og et par bøjede søm. Alt må fremstilles af de forhåndenværende materialer: mangrovetræ, kokosfibre, koskind. Alternativt importeres ad snirklede kanaler. Korrupte politifolk sælger pot til unge turister for bagefter at presse bøder ud af dem. Eller de opfinder uigennemskuelige vejafgifter for at tjene nok til at forsørge familien. Myndighederne trækker opholdstilladelser og arbejdsvisa i langdrag i håb om penge under bordet.

På ethvert gadehjørne får du tilbud om en personal shopper, der vil hjælpe dig med at finde taxa, frugt, medicin mod et par shillings som tak for hjælpen.

Arabere og europæer, og siden sydamerikanere og kinesere, har gennem flere hundrede år stjålet afrikas ressourcer. Verdenssamfundet pressede Tanzanias socialistiske regering til at gå af. Selvom socialismen er afrikanerens måde at gøre tingene på, som min tanzanianske ven Maksi siger. I fællesskab, ved at hjælpe hinanden. Nu er kapitalismen og dermed grådigheden løs i Tanzania, som i Rusland. Før herskede de hvide, nu hersker de sorte tyranner.

Den hvide turists rigdom er så uhyrlig i forhold til den lokales, at det kan være svært at rumme. Indbrud, pengeafpresning, drugcrime, tyveri og bilulykker er hverdag, som man må have vagter siddende på sin terrasse om natten for at undgå. Det afføder irritation over ikke at have lidt personligt rum til at sidde i tropenatten og nyde et glas vin, uden at skulle forholde sig til om vagten følger med i samtalen eller om man burde byde ham på en smøg og en lur i hængekøjen.

Højskolelærerens rolle som sikkerhedsgarant for den unge kolliderer med opfordringen til kulturmøder med de lokale. Kulturmøder, hvor vi samarbejder om projekter: legegrupper og filmklub for landsbyens børn, bygning af klasselokaler og multibane til den lokale skole, sportsdage og volleytræning for de unge. Projekter, hvor højskoleeleverne både lærer at navigere gennem uforudsete benspænd, og hvor de oplever den smittende glæde, når 200 børn griner hjerteligt over tegnefilmen kastet op på en kalket væg i landsbyen. Men vi må spørge os selv, hvem der får mest ud af disse kulturmøder? Gør vi det mest for vores egen skyld? Den unge højskoleelev lærer noget om sig selv, egne grænser, værdier og privilegier, men det er også et sted at starte.

Du kan aldrig få en virkelig ven i Afrika, siger journalisten Knud Brix, for I vil aldrig være lige. I vil aldrig have lige muligheder. Du kan vælge at rejse hjem igen, det kan han ikke.

Bragt i FAA 12/12 2017

Drømmen om Afrika. Del 1

Afrika og Zanzibar er kontrastfyldt og komplekst. Turkisblåt hav, kridhvide strande, billige drinks på lækre hoteller i kolonistil med smagfulde indfødte indslag af håndfarvede stoffer, ibenholtsfigurer og safaristole. Ludfattige fiskere med solgarvet hud, der hver morgen sejler ud i deres dhow eller vandrer ud på revet efter dagens beskedne indkomst i form af en blæksprutte at sælge til hotellet, så den hvide turist kan spise. Den blæksprutte som regeringen vil forbyde fangsten af, for at redde den vigende bestand. Men hvad så med turistens måltid og fiskerens sultne børn?

Seaweed-damerne går i bagende sol og høster deres havmarker for at sælge den tørrede tang til en beskeden kilopris til den danske sæbevirksomhed Kelko. Kokosmælkssælgeren på stranden vandrer frem og tilbage langs stranden hele dagen og råber: ”fresh coconutjuuuice, fresh cocnutjuuuice”, i håb om at fange en tørstig turists opmærksomhed og tjene 3 kroner.

Masaien går rank iklædt sine røde tæpper, kovogter-stok og plasticsandaler parat til at åbne sin ”polepole shop” for bikiniklædte kvinder. Fra sin pose udbreder han et tæppe i sandet og opstiller sine træfigurer og armbånd sirligt knyttet af småbitte plasticperler. Masaien, dette stolte folkefærd, der forsøger at fastholde sin oprindelige livsstil som nomade. Om masaierne skrev Karen Blixen, at de kunne ikke gøres til slaver for de ville dø i ufrihed. De har nu friheden til at vandre langs stranden i deres karakteristiske røde tæpper i forsøget på at charmere unge kvinder. Og de har friheden til at opføre deres traditionelle danse på turisternes hoteller med håbet om at sælge et perlearmbånd som tak. Skal vi beundre deres integritet og forsøg på fastholden af egen kultur, eller skal vi bekæmpe deres flerkoneri og omskæring af unge giftemodne piger på 12-14 år?

Bevæger man sig få meter fra stranden med hoteller, barer og bungalows ejet af arabiske og vestlige spekulanter, der fører penge ud af landet, ligger landsbyen i bagerste række uden el og vand. De lokale presses væk fra stranden og ind i landet. Her sidder børn i skolen med 45+ i hver klasse, mange på gulvet fordi der ikke er bænke nok. Der er ikke bøger til alle og selv læreren forstår ikke det regeringsudstukne pensum, hvorfor over halvdelen dumper de nationale test efter 6. klasse og aldrig når videre i uddannelsessystemet.

Alle vegne er der små boder, hvor dagens høst af kartofler, løg, mango sælges i små sirlige stabler. Stegte majs eller grillspyd over en tønde med trækul, og mindre restauranter med ugali (majsgrød), gedekød og stærk sovs. Side om side med kaffebarer med expats, dvs. de udstationerede fra ngo’er eller blot eventyrlystne europæere, der drikker for meget eller tager noget til næsen, for at holde desillusionen over egne strandede frelserdrømme og swahilikulturen ud. En virkelighed som plukket ud af Jakob Ejersbos Afrika trilogi.

Bragt i FAA 20/11 2017

Kanoner

I et samfund må der være en vis grad af enighed om grundlæggende værdier og normer. Det er den materiale almendannelse med til at sikre. Det kan fx være ved hjælp af en kanon, der betyder målestok, regel, rettesnor. Det har særligt højreorienterede politikere i de sidste godt 10 år været optaget af. De venstreorienterede er ofte mere optagede af den formale dannelse, altså vores evne til at tænke, reflektere, være kritiske, finde løsninger og handle. Men i praksis vil det materiale og formale ofte været blandet sammen, da dannelse både handler om viden, holdning og handling.

I 1994 tog Bertel Haarder initiativ til udarbejdelse af Dansk litteraturs kanon, der bestod af en kort kanon på 20 værker og en lang på mange flere. Den blev revideret i 2004, hvor noget af den blev obligatorisk undervisning i folkeskole og gymnasier.

I 2006 udgav kulturminister Brian Mikkelsen en Kulturkanon med 12 værker indenfor hver af områderne: arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk, film, litteratur, musik – opdelt i partiturmusik og populærmusik, scenekunst, som et udvalg af eksperter var kommet frem til som de bedste eller rigtigste.

I 2008 udkom en Demokratikanon udgivet af Undervisningsministeriet, som bestod af en liste over 35 begivenheder, som havde betydning for udvikling af det danske folkestyre. Det var fx Jyske Lov, Den amerikanske forfatning, Grundloven, Kvindebevægelsen og Murens fald, altså både nationale og internationale begivenheder.

I 2016 var Bertel Haarder igen på spil og tog initiativ til Kulturministeriets udarbejdelsen af en Danmarkskanon, der skulle finde frem til de 10 værdier, der kunne beskrive den danske nutidige og fremtidige kultur. Alle havde mulighed for at komme med deres bud, men til sidst var det et udvalg, der bestemte hvilke værdier, der skulle med.

De 10 værdier blev frisind, kønsligestilling, velfærdssamfundet, tillid, det danske sprog, foreningsliv og frivillighed, hygge, den kristne kulturarv, frihed, lighed for loven. Læs mere her: https://www.danmarkskanon.dk/ 

På Zanzibar Højskolen diskuterer vi, hvad vi forstår ved værdierne. Afspejler værdierne det Danmark eleverne kender? Er værdierne en realitet, en nostalgi om gamle dage eller en fremtidsdrøm? Synes de der mangler nogle værdier? Fremmer diskussion af national identitet integration eller skaber det konflikt? Hvordan ville deres værdikanon se ud?

Kanoner er med tiden blevet folkeligt. Der udarbejdes kanonlister over sangfugle, ølsorter, vine, idrætspræstationer osv., ligesom der sammensættes kommunale og regionale kanoner. Kanonfænomenet harmonerer da også med den neoliberale interesse for evaluering og rangordning. Kanoner kan skabe gode diskussioner, men bagsiden er at man kan glemme alt det, der ikke er kanoniseret.

Bragt i FAA 4/10 2017

Dannelse, globalisering og bæredygtighed

Dannelse er, når vi reflekterer over viden og kultur, tager stilling og handler. Dannelse involverer det hele menneske med fornuft, følelser, intuition, sanser, æstetik og relationer. Der skal være plads til undren, nysgerrighed, engagement og mod til at sætte sig selv i spil i samtalen. Åbenhed i mødet med andre og med det fremmede fører til større selverkendelse. Og det fører til selvstændige og demokratiske borgere. Dannelse handler altså om etik, værdier, refleksioner om mødet mellem naturvidenskab og humaniora (og står som modvægt til den økonomiske nyttetænkning).

Globaliseringen betyder at vi udveksler kapital, varer, ideer, information og mennesker hen over landegrænser og kontinenter, og det fører til gensidig afhængighed lande og folk imellem. Produktion, kapital og arbejdskraft er ikke længere bundet sammen af sted og stat.

Vi mennesker er tæt forbundet med naturen, men vores overforbrug har ført til kriser: finansielle, klimamæssige, fødevare- og råstofmæssige. For at løse de kriser må vi samarbejde globalt. De kan ikke løses ved kun at tænke lokalt, nationalt og lukke grænserne. Der er brug for kritisk tænkning, kommunikation, samarbejde, kreativitet, motivation, og at mestre teknologi. Det kræver aktiv deltagelse i samfundet og ansvar for fællesskabet.

Der er tre dimensioner i bæredygtighed: Miljøet, det sociale og økonomien. Fattigdom og ulighed kan ikke løses uden at medtænke forholdet til natur og miljø, og vi kan ikke løse klima- og miljøkriser uden at tage vare på den stigende ulighed.

Vi må opøve globale kompetencer, som både inkluderer det faglige, etiske, relationelle og handlende. På Zanzibar Højskolen inddrager vi aktuelle globale problemstillinger, og vi træner interkulturel dannelse ved atøve god kommunikation med folk med anden kulturel baggrund. Eleverne udvider egen horisont ved at se verden med andres øjne. Vi forbereder til handling ved atfokusere på kreativitet, åbenhed og nytænkning, og ved at træne samarbejde og projektarbejde.

FN besluttede i 2016 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. De skal frem mod 2030 sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten. Der er masser at tage fat på, og vi har brug for engagerede unge globale medborgere til at løfte opgaven. Hvordan mindsker vi ulighed? Hvad kan vi gøre ved den globale opvarmning? Hvad skal vi med biodiversitet? Hvordan skaffer vi energi? Hvad betyder vores forbrug for kloden? Hvordan renser vi verdenshavene for plasticsuppen? Hvordan sikrer vi rent drikkevand? Tilbage til stenalderen eller udvikling af ny teknologi? Er veganisme svaret? Er økologi? Hvordan kan vi være med til at gøre en forskel?

Blev inspireret til at tale om de 17 verdensmål her: http://heleverdeniskole.dk/de-17-maal/

Bragt i FAA 27/10 2017

Udlængsel og fællesskab

Da min yngste datter sidste år tog på udveksling til Utah, længtes jeg pludselig selv efter at rejse ud efter 28 år med hemmeboende børn. En boblende fornemmelse af frihed fik mig til at lede efter underviserjob ude i verden. Jeg forestillede mig at jeg blot skulle lidt ud i verden i de 10 mdr. min datter var på high school og efterskole, men jeg blev fanget ind.

Jeg var nemlig blevet tilknyttet Dansk Studie Center, der arrangerer rejser for unge med indbyggede højskoleforløb over hele verden. 3 ugers underviserjob ad gangen i New Zealand, Australien og Mexico, og så dukkede en hel fantastisk mulighed op: 2 år som viceforstander på Zanzibar Højskolen. Så stærk var udlængslen efter eventyr, at jeg lod mand og datter blive hjemme. Men hvad er det der trækker?

Det er helt fantastisk at få lov til at være med på unge menneskers rejse ind i fællesskabet og ud i verden. At være med på deres afbræk fra den individualistiske, målrettede og konkurrenceprægede jagt på uddannelse og job. Nogle af de unge har tidligere på en efterskole oplevet, hvordan et fællesskab kan gro og bære, når man er ung, formbar og lidt sårbar. Hvordan mange sammen kan meget mere end summen af de enkelte deltagere. Uanset om det er i skolens kor, i en teaterforestilling, i en engageret debat eller en dyneaften med te og film.

For andre er det første gang de oplever fællesskabet løfte sig. At man kan føle sig så stærkt forbundet med andre unge, som måske ved første blik virker så forskellige fra en selv, men som, viser det sig, man kan skabe stærke bånd til, fordi man er sammen både når det er er svært, og når man har det sjovt. I gråd og grin; så enkelt og banalt, og så fint og stærkt er det.

Når dette fællesskab yderligere får den dimension at man er ude i verden i en fremmed kultur, hvor sprog og levevilkår er fundamentalt anderledes, så står hjerte og nervebaner pivåbne for nye perspektiver. Man får øje på sine egne privilegier, sine egne problemers lidenhed, man får et andet perspektiv på sit liv, og kan mærke, hvad der virkelig betyder noget. Mellemmenneskelige værdier og klodens tilstand presser sig konkret på.

I swahilikulturen hører man ofte folk sige pole pole; tag det stille og roligt. Man interesserer sig for hinanden, man er nærværende og nysgerrige på den anden. For os der bare er på besøg, om det er på et 4 mdr.’s højskoleophold eller et 2-årigt job, er det en stor gave at blive lukket ind i denne kultur. Det sætter egen travlhed, vigtighed og utålmodighed i perspektiv. Det bliver nemmere at mærke, hvad der er virkelig værdifuldt.

Den boblende fornemmelse af frihed handler ikke om at blive fri for mand og børn, for de er altid med mig, uanset om vi bor sammen eller ej. Jeg glæder mig til de kommer på besøg og oplever mit Afrika, og forandres en lille smule sammen med mig.

Bragt i FAA 13/9 2017

Dannelse og debat

Dannelse er respekt for historien, for helheden og for den anden.

Der er dem, der foretrækker den materiale dannelse, hvor det handler om at tilegne sig viden om et bestemt indhold. Det kan være i traditionen fra de gamle grækere, hvor man fx skulle have viden om aritmetik, astronomi og retorik. Men det viser sig også i de sidste 10-20 års politiske interesse for kanoner, dvs. lister over det, der anses for det bedste og rigtigste indenfor fx litteratur, kunst, arkitektur eller danske værdier.

En anden gren går ind for den formale dannelse, som vi også kan kalde den demokratiske dannelse, hvor det mere handler om at tilegne sig bestemte måder at være, tænke og handle på., fx at engagere sig, tage stilling, være kritisk og finde løsninger.

Didaktikeren Klafki siger at dannelse har tre ben: evnen til selvbestemmelse, evnen til medbestemmelse og evnen til solidaritet med dem, der ikke har selvbestemmelse og medbestemmelse. Kogt ned kan vi sige, at dannelse handler om viden, holdning og handling. Om indsigt og udsyn.

For mig at se er der ikke noget i vejen for at blande de to dannelsessyn – det indholdsmæssige og det handlemæssige. Men særlig vigtig er den demokratiske dannelse, hvor vi i vores del af verden må forstå, hvor privilegerede vi er, og at det giver os et særligt ansvar for at tale og handle på vegne af dem, der ikke har de samme vilkår, såvel lokalt som globalt.

Den offentlige debat er vigtig. Vi bør sige til og fra her, hvor vi har vores på det tørre, og hvor vi faktisk har ytringsfrihed, og kan sige og skrive, hvad vi mener. Denne ret bør vi bruge og bruge den godt, også med respekt for og på vegne af dem, der ikke har kræfterne eller mulighederne for at ytre sig.

At bruge vores ytringsfrihed godt, betyder at vi ikke bare lukker hvad som helst ud i shitstorms og kommentarfelter. Indigneret vrede kan være en god drivkraft, men personangreb skaber dårlig stemning, og bevirker at engagerede mennesker melder sig ud af debatterne.

De sidste 10-20 år er der udviklet en ”bangekultur”, hvor fx medarbejdere i det offentlige ikke har turdet udtale sig kritisk om lovgivningsmæssige konsekvenser for borgerne. Medarbejderne har måske ikke frygtet at blive fyret, men en arbejdsplads er ofte det sted, hvor man har de fleste af ugens sociale kontakter, og man har brug for anerkendelse af ledelse og kolleger. Kollektivt pres og frygten for at blive set skævt til kan afholde medarbejdere fra at benytte sig af ytringsfriheden. Men netop i den offentlige debat bør man påpege konsekvenserne af politiske beslutninger for svage grupper.

Ydermere er det blevet mere og mere almindeligt at tilbyde frustrerede og pressede medarbejdere mindfulness- og stresskurser, og dermed gøre strukturelle, økonomiske og politiske problemer individuelle.

Bragt i FAA 22/8 2017

Reddet af job

Jeg har fået job. Efter næsten to års ledighed, mere end 180 jobansøgninger og 10 samtaler har jeg fået et spændende job, der matcher mine kompetencer og interesser. Det er på alle måder en lykkelig begivenhed.

Men således reddet på falderebet, inden jeg ville være faldet ud af dagpengesystemet og ned i ingenting, reflekterer jeg lidt over mine næsten to år i systemet på den forkerte side af skranken. Jeg har tidligere været teamleder i selvsamme jobcenter, men endte med efter 8 års ansættelse at sige op, da jeg ikke længere kunne stå inde for den lovgivning og det menneskesyn, vi skulle forvalte i jobcentrene. Et selvvalgt skift fra lederløn til to fantastiske år på SU, med mulighed for fordybelse i et kandidatstudie.

Jeg forestillede mig, at tiden som ledig efter endt studie ville være kort, og startede da også i fin stil med to måneders vikariat, allerede inden specialet var blevet bedømt. Men da jeg derefter overfor min jobrådgiver udtrykte min overraskelse over, at det ikke gik efter planen med at komme til samtaler og i job, blev jeg mødt med et: ”Hvad havde du dog regnet med?” – underforstået, at det var da helt selvforskyldt, sådan at sige sit gode job op, og tro at jeg som nyudklækket humanist kunne have noget at byde på.

Der er flere barrierer i jobsøgningen, som det er svært at gøre noget ved: geografi – tror arbejdsgiveren på det, når jeg forsikrer at jeg er villig til at flytte efter jobbet, uddannelse – overkvalifikation kan afskrække, tidligere leder – tør arbejdsgiveren tro, at det ikke er vigtigt for mig at være lederen, alder – 50+ er mærkeligt nok ofte en ulempe, selvom jeg først kan gå på pension, når jeg er 68.

Lovgivningen har udspring i mistillid til den ledige. Der er detailstyring og proceskrav med en ufravigelig plan for mødehyppighed med jobrådgiver og a-kasse, for tidspunkt og antal uger i praktik, for antal ugentlige jobansøgninger, og hvor jeg efter at have underskrevet jobkontrakten og meldt ferie, fortsat skal søge job i den resterende måned, som om intet er hændt.

Systemet gør også noget ved jobcentermedarbejderen, der trods god vilje bliver patroniserende og intimiderende, og ikke møder den ledige i øjenhøjde.

Med tidens hotte buzzword er jeg nok rimelig robust, og har sørget for at jobsøgningen ikke fyldte alle mine vågne timer og hele min identitet. En mindre privilegeret ledig kan nemt blive brudt ned, når dagpengeugerne tæller ned. Udover den økonomiske begrænsning dagpengene giver, er det svært at sige ja til invitationer eller frivillige opgaver, da jeg reelt ikke ved, om jeg en måned ud i fremtiden er i Skive, Hørsholm, Sønderborg eller Sverige. Bolig, transport og familieliv er kastet op i luften ved hver jobansøgning.

Næste klumme bliver afsendt fra mit drømmejob som viceforstander på en højskole på Zanzibar.

Bragt i FAA 31/7 2017