Da min yngste datter sidste år tog på udveksling til Utah, længtes jeg pludselig selv efter at rejse ud efter 28 år med hemmeboende børn. En boblende fornemmelse af frihed fik mig til at lede efter underviserjob ude i verden. Jeg forestillede mig at jeg blot skulle lidt ud i verden i de 10 mdr. min datter var på high school og efterskole, men jeg blev fanget ind.
Jeg var nemlig blevet tilknyttet Dansk Studie Center, der arrangerer rejser for unge med indbyggede højskoleforløb over hele verden. 3 ugers underviserjob ad gangen i New Zealand, Australien og Mexico, og så dukkede en hel fantastisk mulighed op: 2 år som viceforstander på Zanzibar Højskolen. Så stærk var udlængslen efter eventyr, at jeg lod mand og datter blive hjemme. Men hvad er det der trækker?
Det er helt fantastisk at få lov til at være med på unge menneskers rejse ind i fællesskabet og ud i verden. At være med på deres afbræk fra den individualistiske, målrettede og konkurrenceprægede jagt på uddannelse og job. Nogle af de unge har tidligere på en efterskole oplevet, hvordan et fællesskab kan gro og bære, når man er ung, formbar og lidt sårbar. Hvordan mange sammen kan meget mere end summen af de enkelte deltagere. Uanset om det er i skolens kor, i en teaterforestilling, i en engageret debat eller en dyneaften med te og film.
For andre er det første gang de oplever fællesskabet løfte sig. At man kan føle sig så stærkt forbundet med andre unge, som måske ved første blik virker så forskellige fra en selv, men som, viser det sig, man kan skabe stærke bånd til, fordi man er sammen både når det er er svært, og når man har det sjovt. I gråd og grin; så enkelt og banalt, og så fint og stærkt er det.
Når dette fællesskab yderligere får den dimension at man er ude i verden i en fremmed kultur, hvor sprog og levevilkår er fundamentalt anderledes, så står hjerte og nervebaner pivåbne for nye perspektiver. Man får øje på sine egne privilegier, sine egne problemers lidenhed, man får et andet perspektiv på sit liv, og kan mærke, hvad der virkelig betyder noget. Mellemmenneskelige værdier og klodens tilstand presser sig konkret på.
I swahilikulturen hører man ofte folk sige pole pole; tag det stille og roligt. Man interesserer sig for hinanden, man er nærværende og nysgerrige på den anden. For os der bare er på besøg, om det er på et 4 mdr.’s højskoleophold eller et 2-årigt job, er det en stor gave at blive lukket ind i denne kultur. Det sætter egen travlhed, vigtighed og utålmodighed i perspektiv. Det bliver nemmere at mærke, hvad der er virkelig værdifuldt.
Den boblende fornemmelse af frihed handler ikke om at blive fri for mand og børn, for de er altid med mig, uanset om vi bor sammen eller ej. Jeg glæder mig til de kommer på besøg og oplever mit Afrika, og forandres en lille smule sammen med mig.
Bragt i FAA 13/9 2017