Eksamensopgave i Tekstproduktion

4. semester

Syddansk Universitet

Studienævn for Dansk, Engelsk og Design
Åben Uddannelse

Skrivekunst

19. juni 2012

Konstruktion af identitet –

hvad er på spil i den selvbiografiske tekst

Skrevet af:

Lone Kramer

Eksamens Nr: 306825

Indhold:

Indledning og problemformulering  

Præsentation af den valgte teori om selvbiografi og identitetskonstruktion                  

Egne tekster i lyset af teorierne     

Konklusion og perspektivering       

Litteraturliste og bilag              

Indledning og problemformulering

I denne opgave vil jeg undersøge, hvad der er på spil i en selvbiografisk tekst. Jeg har valgt at vedlægge 8 egne tekster med selvbiografisk stof som bilag. Disse tekster vil jeg kigge nærmere på, når jeg ved hjælp af Bruner, Polkinghorne, Fludernik, Johansen, Melberg og Svanholm har indkredset det selvbiografiskes funktion og identitetskonstruktion.

Teori:

For at indkredse hvad der er på spil, når vi taler om konstruktion af selvet og identitet i en tekst; om brugen af det selvbiografiske stof, vil jeg starte med at referere nogle teoretikere på feltet.

Jerome Bruner skriver i “The ”remembered” self” at selvet konstrueres ved mange mentale processer bl.a. erindring. Vores erindringer er selektive og har forbindelse til vores handlinger, der udspringer af vores intentioner. Vi udvælger ifølge Bruner erindringer på følgende måder: 1)Selvet som repræsentation for vores ønsker, behov, overbevisninger og forventninger. 2)Selvet har en vis konsistens, men folk ændrer sig, får nye mål, forbliver ikke den samme, hvorfor vi ofte inddeler vores livsfortælling i perioder. 3)Vi ser vores selv som ikke forskelligt fra andre/som normalt. 4)Vi fortæller vores liv som narrativer og i genrer. 5) Vi oplever vores selv forskelligt sammen med forskellige personer/ i forskellige roller; selvet er en dialogisk ide.

Selvet er altså nærmere et resultat af tænkning end af erindringer.

…Self is a conceptual structure, a system for categorizing selected memories, for engendering expectations, for judging fitness, and so forth. The crucial cognitive activities involved in Self-construction seem much more like “thinking” than “memory”.[1]

Ifølge Bruner er erindringerne underlagt historisk/tidsmæssig indflydelse. De påvirkes f.x. af det ældre jeg, der fortæller om barndommen. Vi har behov for konsistens og sammenhæng i forståelsen af vores liv og til dette formål tjener fortællingen og konstruktionen af selvet.

En ”flashbulb”(blitzpære)-erindring er, når vi idealiserer en erindring, gør den skarpere, så den passer til vores selv-konstruktion. Fortællingerne ændrer sig endvidere med omstændighederne og efter hvem de fortælles til. Vi har ikke bare én hovedfortælling, men et sæt af fortællinger; en række alternative selv-koncepter baseret på forskelligt arbejde med fortiden: hvad vi gerne vil være, hvad vi frygter at være etc.

Selve fortælleformen påvirker også både fremkaldelsen af erindringerne og organisationen af dem. Følelsen af repræsentation i vores liv er det der mest gennemgår overdrivelse i vores erindring. Vi retfærdiggør os selv – arrangerer os selv mod de normative standarder.

Bruner skriver at folk ofte taler om turning points i deres liv: Nogle vendepunkter har en kulturel eller biologisk basis – er stadier vi skal passere. Derudover er de med til at gøre fortælleren sit selv klart. Bruner ser 4 kendetegn for vendepunkter: 1) Det er en indre ændring, selvom det ofte er koblet på en ydre begivenhed. 2) Det er bundet til episodisk hukommelse, rig på detaljer og farver. 3) Det resulterer i en ny og intens aktivitet. 4) Det udløser affekt.

Vendepunkter kan ses som en litterær trope, som kan bruges til at efterrationalisere vores liv. Vendepunkter tjener til idealisering af fortællingen om vores liv.

                      So to conclude, Self is a perpetually rewritten story.[2]

Monika Fludernik skriver i “Identity/alterity” at fortællinger konstruerer selvopfattelsen som individuelle og funktionelle roller. Mundtlige fortællinger skabes i interaktion med andre – i flydende selv-repræsentation. Identiter kan ikke opretholdes uden samarbejde med andre. Det er en dialektisk proces. Identitet er således ikke i modsætning til alterity (den anden/det anderledes). Ifølge Fludernik genfortæller vi også vores liv for os selv. For at skabe kontinuitet mellem fortid og nutid og for at udlede mening af vores oplevelser. Vi konstruerer en fortælling om vores liv. Men der er ingen sandhed om selvet, ligesom selvet ikke har en kerne.

Fludernik citerer Tolstoi for at sige at alle lykkelige familier er ens, kun de ulykkelige indeholder materiale til romaner. En egen-fortælling, der passer for pænt ind i et mønster bliver kedelig.

It is when a text gives expression to conflicting accounts of a protagonist’s actions or motives, when speculations about his or her state of mind are encouraged, that the story becomes interesting and in the plenitude of life defeats the uniform banality of moralistic judgment.[3]

Fludernik mener at konstruktionen af identitet psykologisk set måske endda er en forestilling om selvet som alterity/den anden. At fortælling er skildring og genvindelse af alterity/den anden/det anderledes. Ofte fungerer fiktion med en sfære af det ufamiliære, det sære og dragende, som forfører os med dets charme og hemmeligheder. Vi gennemtrænger/udforsker det ukendte, der symboliserer det ubevidste, id’et. Læseren opsluges empatisk i en andens tænkning. Fiktion er det eneste sted, hvor en andens bevidsthed kan blive repræsenteret. Alterity/den anden/det anderledes er mindst ligeså vigtigt som identitet i fortælling.

Yet identity becomes notable only where set into relief against one or more others: other that can be non-human (landscape, nature, the city, society); or human subjects (the mother or father, one’s partner, one’s friend, one’s master, one’s son or daughter, a stranger).[4]

Donald E. Polkinghorne skriver i ”Narrative and self-concept” at selvet er en fortælling snarere end en substans og at den bringer lys over tidsmæssige og udviklingsmæssige sider af den menneskelige eksistens.

Vores oplevelser er en konstruktion via kognitive processer, der inkluderer vores sanser, følelser og erindringer. Bevidstheden giver oplevelserne mening ved at strukturere dem i en fortælling/et meningsfyldt hele. Fortællinger er altså skematisk strukturering af tidsmæssige hændelser; fortællingens struktur fungerer som en organisering af hverdagens oplevelser og begivenheder.

”Emplotment” omdanner uafhængige hændelser til en samlet fortælling med en pointe eller et tema. Mere end ét plot kan skabe et meningsfuldt hele af de samme hændelser.

Ifølge Polkinghorne ses den narrative kompetence fra 2 år og i alle kulturer. Vi bruger den både på egne fortællinger/identitetsskabelse og på fiktive fortællinger. Identiteten er ikke statisk, men en proces/under udvikling. Hvis vi mister forbindelsen med fortiden f.x. fordi vi glemmer den, fortrænger den eller fokuserer på fremtiden, så resulterer det i mistelse af identitet.

Polkinghorne refererer til May, der mener at det at konstruere en personlig myte er essentielt for den mentale sundhed. Myter giver livet mening ved at sikre en orientering mod kosmos, give mening til oplevelsen af vores selv, til vores forståelse af andre og til vores medmenneskelige forhold. Myter bærer også vores kulturelle og personlige værdier.

Hændelser der har betydning for min familie eller mit land bliver en del af min egen-fortælling. Det ekspanderer min fortællings tid udover min fødsel og min død, at jeg inddrager andre og samfundet i min identitet. Ifølge Polkinghorne nævner May 4 kilder til vores kulturelle lager af narrative plots:1)Traditionelle myter, 2) Klassisk drama, 3) Hovedværker fra europæisk kultur, 4) Samtidig drama, film og romaner.

Det kulturelle lager afdækker meningen med den menneskelige eksistens og skaber f.x. i svære livssituationer mening. Individuelle og samfundsmæssige formål er således vævet sammen. Det kulturelle lager fungerer ofte ubevidst, men kulturens karakter er med til at skabe vores egen-fortællinger.

Good literary productions produced by storytellers cut out all the extraneous noise, or static. In a well-developed literary production we are told only what is necessary to “further the plot”. The storyteller selects out the events not necessary to move the story along. But in life all the static remains. Carr (1985) said, “Perhaps our lives resemble novels, but bad ones, cluttered and undisciplined ones”.[5]

Jørgen Dines Johansen skriver i ”Litteratur og subjektivitet” at litteratur oplyser os om, hvem vi er. Den er en model for eksistensen. Det der karakteriserer et subjekt er ifølge Johansen de samme fem hovedmotiver, som litteraturen beskæftiger sig med. 1) forholdet til kroppen, 2) forholdet til psyken, 3) forholdet til den anden, begærsobjektet, 4) forholdet til de andre, 5) forholdet til den ydre natur.

…subjektet er dialogisk og socialt konstitueret. Alligevel vil der altid være en kløft mellem det oplevede, erindrede og fantaserede og dets fremstilling i (sproglig) kommunikation rettet til andre. Det samme gælder også internt i subjektet, hvor der er et problem vedr. tab af eller forvanskning af betydning i oversættelsen mellem kropslige reaktioner, billeder og sprog.[6]

Arne Melberg skriver i ”Selvfremstillende strategier: Nabokov, Naipaul, Sebald”:

Selvskrivningen indebærer, at jeget fordobles til en instans, som omskriver og reflekterer over det jeg, som lever og har levet.[7]

Det kan være afstanden mellem dengang og nu, som fordobler jeget, men også f.x. geografisk, politisk eller sproglig afstand. Ifølge Melberg er der to ting, der motiverer selvskrivningen: opbruddet og tabet. Der er 3 strategier for selvfremstilling: 1) at vise mindebilleder af sig selv, 2) at søge sig selv gennem det skrevne, 3) at skjule sig i andre eller i noget andet. Melberg lægger sig i sporet af Paul de Man, der hævder at al litteratur er mere eller mindre selvbiografisk.

Louise Svanholm ridser i ”Den autentiske inautencitet” 70’ernes fronter op, hvor Barthes mener den selvbiografiske tekst er fiktiv per se og at læseren er den nye ”forfatter”, den der samler tekstens spor. Foucault mener forfatteren opererer mellem sig selv som biografisk person og tekstens sproglige subjekt. Lejeune skelner skarpt mellem roman og selvbiografi, hvor ”romanpagten” mellem forfatter og læser indikerer distance, hvorimod læseren med ”selvbiografipagten” underforstår at det er en virkelig person, der refererer til virkeligheden. Doubrovsky opfinder begrebet autofiktion, der hverken er roman eller selvbiografi, men svinger mellem de to typer.

Autofiktion tematiserer den manglende selvfølgelighed i kontrollen over tekster, og derfor handler det ikke om læserens fødsel på bekostning af forfatterens død, men om den selvbiografiske tekst som et stofskifte mellem liv og skrift, der paradoksalt nok skaber troværdighed ved at synliggøre fortælleforholdenes uigennemsigtige og ubestemmelige karakter: Livet som skrift, skriften som liv.[8]

De seks teoretikere jeg her har refereret er enige om at identiteten ikke er statisk, at vi til stadighed konstruerer den i en dialektisk proces med vores omverden og at identitetens grundsubstans er fortællingen.

Egne tekster i lyset af teorierne

Jeg vil angribe analysen af mine egne tekster ved at stille dem spørgsmål fra de refererede teorier.

I Livsværk nævnes det at kontrakten med læseren ligger i parateksten;

 ”ydre tekster, der forbinder bogens indre med dens liv i den virkelige verden”.[9]

Paratekst kan være genrebetegnelse på titelbladet (f.x. roman eller erindringer), brugen af illustrationer/fotos, forfatterportræt og handlingsreferat. Læserens forståelse af mine tekster vil således være afhængig af, hvad jeg ved en genreangivelse, et forord eller en præsentation f.x. fortæller om teksten. Skal den forstås som fiktion eller selvbiografi eller er det autofiktion/en dobbeltkontrakt. Derfor vil jeg hurtigt præsentere de 8 tekster jeg har valgt at bruge i analysen. Mine tekster er ikke egentlige fortællinger med plot etc. men mere fragmentariske billeder.

”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1) er erindringsglimt fra barndommen, som det fremgår af titlen og af henvisningen til Kristen Bjørnkær som inspiration. Desuden er der tale om en jeg-fortæller. Her indgås altså en kontrakt med læseren om at det er selvbiografisk materiale.

”Snapse” (bilag 2) er lidt svær at placere genremæssigt, men jeg vil vove at kalde det en novelle. Marie Lund Klujeff skriver at begivenheden i en novelle ikke længere behøver at være noget der indtræffer rent mekanisk udefra.

”En novelles begivenhed er en semantisk størrelse, som har indflydelse på personernes situation eller livssyn. Den er betydningsfuld, fordi den tillægges betydning af personerne.”[10] 

”Selvom man ikke kan pege på en absolut og markant begivenhed i novellen, kan begivenheden godt være tematiseret og være til stede i en minimeret udgave eller simpelthen give betydning ved sit fravær.”[11]

I denne novelleforståelse nedtones fortælleren og begivenheden bliver diminutiv. I min novelle er der en 3. Persons-fortæller og der er ingen hints, der viser at novellen er selvbiografisk. Læseren vil altså forstå teksten som fiktion, medmindre han mener at genkende sig selv i en scene. Vi kan igen hævde med Paul de Man, at al litteratur er mere eller mindre selvbiografisk eller med Barthes, at den selvbiografiske tekst er fiktiv per se.

” Lodderne” (bilag 3) er kortprosa. En beskrivelse af en grusvej på landet. Måske starten på en større fortælling. Der er en jeg-fortæller, men medmindre man researcher på forfatteren, ved man ikke at hun er opvokset på adressen Brandelev Lodder 7. Alt efter kendskabet til forfatteren vil læseren altså enten forstå teksten som fiktion eller selvbiografi.

”At være for meget eller være for lidt” (bilag 4) er et digt og det er skrevet i 1. Person. Det kan give anledning til at læseren læser det som selvbiografisk, men det er jo ikke givet.

”Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser” (bilag 5) er et portræt, her viser titlen mod at det er selvbiografisk stof, da det er det vi forventer at statusopdateringer på f.x. Facebook, men i ordet selviscenesættelser er det samtidig understreget at det er iscenesatte, udvalgte begivenheder der er præsenteret. Læseren kan derfor forstå teksten selvbiografisk eller som en dobbeltkontrakt.

”Glæden ved at gå over stregen”, ”Konventioner” og ”Vil –vil ikke” (bilag 6-8) er alle essays. I essaygenren forventes en subjektivitet, en springende associerende stil og så gerne et reflekterende vid, der viser det store i det små (om det sidste er lykkedes i mine essays kan nok diskuteres, men det er en helt anden historie). I forforståelsen af essaygenren vil læseren altså antage er der er benyttet selvbiografisk stof.

Er det så muligt at analysere teoretikernes pointer frem i mine tekster? Jeg vil lægge ud med Bruner og spørge hvilke intentioner der ligger bag den selvkonstruktion, jeg har valgt? Er der tale om ”flashbulb” og vendepunkter? I ”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1) er det barndomserindringer og det er særligt de erindringer, der handler om at være opvokset i provinsen på et husmandssted, som titlen indrammer. Det har ikke været en bevidst intention at fremstille barndommen specielt dramatisk, men når jeg genlæser teksten slår det mig, at der er beskrevet meget voldsomme begivenheder, men på en hverdagsagtig naturlig måde, som om det bare hørte livet til. Fra barnets synsvinkel, hvor absurditeterne godtages, som naturlige, fordi det er den verden man kender. Men det er jo netop den voksne der har valgt hvilke begivenheder, der skulle trækkes frem og derfor er det i højere grad den voksnes forståelse af sin barndom, end det er barnets forståelse. Hverdagens dramatik er trukket frem i ”flashbulb”-erindringer, leksikon-stilen lægger op til de fragmentariske billeder. Her kan f.x. nævnes ulykkerne med fald fra loftet, kulilteforgiftning og harvens tænder eller naboen, der skød sig selv eller hende der drak denatureret sprit, kolort, duelort, hjernemasse, utroskab og far der vil skyde sig selv, hvis han bliver syg. Det dramatiske kontrasteres af sommersansninger, salmevers, kroppkakor, legen blomsterbutik, børnebøger og håndboldkampe. Vi præsenteres ikke for nogle vendepunkter, men læseren aktiveres ved at fortælleren lader de dramatiske billeder stå ukommenteret og læseren vil måske meddigte nogle af begivenhederne som vendepunkter. F.x. lillebrors sidste fødselsdagsfest, brandbilernes overtal ved traktorbranden, de blodige ulykker.

Er der konfliktstof/hul til læserens tolkning og er der et spil op imod den anden (personer eller natur) som Fludernik påpeger? For at illustrere dette vil jeg benytte ”Snapse” (bilag 2) og ”At være for meget eller være for lidt” (bilag 4). Digtet (bilag 4) efterlader huller og aktiverer læseren. Der præsenteres stærke følelsesmæssige billeder, som vil få læseren til at tolke på, hvad der er på spil; faderen der stiller betingelser for sin kærlighed, datteren der arbejder som escortpige, manden der er træt af jeg-fortælleren og hvem er håndværkeren? Begge tekster spiller op imod det andet/naturen. I digtet (bilag 4) foregår det som en beroligende, nærmest besværgende remse som kontrast til de voldsomme menneskelige følelser; ”jernspurv, blåmejse, skovskade, rødkælk, musvit” etc. I ”Snapse” (bilag 2) tager beskrivelsen af planterne og fremstillingen af snapse, som indrammer hvert af de erotiske stykker, farve af det erotiske. Vi læser pludselig nøgterne beskrivelser af planter med ord som dybe furer, skinnende, spredte, elliptiske, behåring, modne, spirformet, glinsende, saft, kileformede, kraftig pælerod, tungeformede, fnok, svøb, mørkt purpur, bloster, kødfuld etc. med konnotationer til det erotiske. Plantebeskrivelserne bliver pirrende.

Er det overflødige skåret bort som Polkinghorne/Carr påpeger er nødvendigt for at det personlige bliver omformet til læsværdig litteratur? Og er der tegn på det kulturelle lager, der inddrager andre og samfundet i fortællerens identitet, som May påpeger? På nær de tre essays (bilag 6-8), som har en sludrende stil er mine tekster karakteriseret ved en meget fåmælt og fragmentarisk stil, men det kan naturligvis diskuteres om det er det nødvendige, der står tilbage på papiret. I ”Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser” (bilag 5) kan man argumentere for at det hele er overflødigt i sin overfladiske selviscenesættelse. Kan det overhovedet kaldes litteratur blot fordi det er samlet i et dokument? Det bliver et meget koncentreret portræt holdt i den selvrefleksive 3. Persons-form som Facebook-opdateringerne inviterer til, da de alle starter med den opdaterendes navn. Opdateringerne koketterer med en alsidig interesse i kultur og kunst f.x. Escher på Gl. Holtegård, irsk musik med Morter og Thomsen på Supergrillen, ballet og Tjajkovskjij, Leonard Cohen med Granhøj Dans, Poetry Slam, Jacob Ejersbo. Der refereres til rejser og aktiviteter f.x. Berlin, Århus, skiferie, cykeltur, Østerssafari. Der er flere naturiagttagelser; fiskehejre, blomster-namedropping, sommerfugle, kastanjer og der er beskrivelser af de husmoderlige aktiviteter som vinduespudsning, syltning, musefældeopsætning, broderi, nyt badeværelse, kyllingestegning. Endelig er der også lidt til at pirre læserens nysgerrighed f.x. jeg hader når det sker, tænker på en stor kasse, åbner op for kaos. Samlet giver det et portræt af fortælleren som er mere eller mindre troværdigt og måske ganske overflødigt, medmindre det skal bruges til noget mere i en større fortælling. Det kulturelle lager i form af henvisninger til samtidens kunst og kultur er inddraget i identiten som vist ovenfor. Også i ”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1) er der hints til det kulturelle lager, der gør at fortælleren forstår sig selv som en del af en større sammenhæng og som samtidig får læseren til at føle genkendelse i teksten i forhold til tid og sted. F.x. 2CV, Peter Pjusk, Milly Molly, legene i skolegården, Sweet, Slade, Stones.

Hvilke af Johansens 5 forhold for subjektet repræsenterer mine tekster? Er de alle tilstede? Til dette spørgsmål har jeg valgt at se på ”Glæden ved at gå over stregen” (bilag 6). 1)Forholdet til kroppen er tilstede i beskrivelsen af ønsket om mandens død og i de seksuelle møder med (tilfældige) mænd. 2)Forholdet til psyken kommer til udtryk i fantasiens leg med mandens død og den psykiske rummelighed den efterlader, i fornøjelsen ved at underspille sit intellekt, i sorgen over ikke at blive gravid med et sort barn, i laissez-faire-indstillingen til skovbranden og i beskrivelsen af angsten der følger vreden. 3) Forholdet til den anden; begæret beskrives i forholdet til den første ægtemand og til de tilfældige mænd, hun forlader, når de bliver for interesserede. Der handles med kærligheden i forhold til ægtemanden og der hævnes eller passes på egne følelser i forhold til de tilfældige mænd. 4) Forholdet til de andre, forstået som kollektivet/

autoriteterne, kan vi argumentere for at teksten berører, som normerne for utroskab og normerne for vrede. At det er tilladt under bestemte omstændigheder. 5) Forholdet til den ydre natur – det ser vi hvor de orienterer sig efter solens stilling på himlen, her er naturen en hjælp. Skoven, solen og stranden er scene for ureflekteret afslapning og branden accepteres som noget, der ikke kan kæmpes imod.

Kan vi se jeg’ets fordobling i Melbergs forstand i mine tekster? Kan vi se tegn på opbruddet og tabet som motiv? Viser, søger eller skjuler jeg mig i mine tekster?  

I de tre essays (bilag 6-8) er jeg’ets fordobling tydelig. Ud fra nogle valgte temaer; henholdsvis glæden ved at gå over stregen, forholdet til konventioner og ambivalensen i forhold til at give og modtage kritik, ser jeg’et på sine egne handlinger og tanker. Formen gør det klart for os at jeg’et ”omskriver og reflekterer over det jeg, som lever og har levet”[12] Det samme gør sig gældende i ”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1), da vi forstår ud fra titel og form at det er erindringer, hvor det jo er givet at det er den voksne, der ser på barnet. I ”Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser” (bilag 5) giver form og titel også, at her er et jeg, der iscenesætter sig selv. I ”Snapse” (bilag 2) findes der ikke denne fordobling, da læseren vil læse teksten som fiktion, der er ingen spor, der peger på noget selvbiografisk. I Lodderne (bilag 3) og i digtet (bilag 4) mener jeg også at fordoblingen er tilstede, da der optræder et jeg, der henholdsvis beskriver noget der ligger bagud i tid og sammenstiller udsagn i hver sætning, der kalder på refleksion f.x. ”Du siger du er træt af mig. Jeg drømmer vi er gift med nogle andre og utro med hinanden”.[13]

I ”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1) og  i ”Lodderne” (bilag 3) er det tabet af barndommen der motiverer selvskrivningen. I den første tekst desuden måske tabet af den barnlige uskyld i de dramatiske situationer; selvmord, ulykker etc. I ”Snapse” (bilag 2) er det tabet af elskerne. Vi fornemmer at hun tænker tilbage, at elskerne er fortid. I ” At være for meget eller være for lidt” (bilag 4) er det igen tabet der er på spil; af kærlighed især. ”Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser” (bilag 5) er der hverken tab eller opbrud på spil, her er mest stilstand, iscenesættelse. I ” Glæden ved at gå over stregen” (bilag 6) er der tale om en slags opbrud, i forhold til fantasien om at ”myrde” manden og at overraske med sit intellekt efter at have underspillet det, utroskaben kan både forstås som udtryk for et tab og et opbrud. I ”Konventioner” (bilag 7) er det opbruddet der motiverer til selvskrivningen. Først faderens opbrud med konventionerne og siden jeg’ets opbrud mod faderens opbrud. I ”Vil-vil ikke” (bilag 8) er der hverken for alvor tab eller opbrud til at motivere selvskrivningen, det er mere en ængstelse, en tvivl (tab?) på egne evner.

I ”Min husmandsleksikalske barndom” (bilag 1), ”Lodderne” (bilag 3), ”Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser” (bilag 5) og ”Glæden ved at gå over stregen” (bilag 6) viser jeg billeder af mig selv; fra barndommen, fra årets statusopdateringer og fra situationer, hvor jeg er gået over stregen. I ”At være for meget eller være for lidt” (bilag 4), ”Konventioner” (bilag 7) og ”Vil –vil ikke” (bilag 8) søger jeg mig selv gennem det skrevne; henholdsvis (kærligheds-) relationen til faderen, datteren, ægtemanden, afsøgning af forholdet til konventioner og selvforståelsen som mere end skrivebordsskuffe-skriver. I ”Snapse” (bilag 2) skjuler jeg mig i en 3. Personsfortæller. Man kunne også argumentere for at jeg i statusopdateringerne mere skjuler mig end viser mig, alt efter hvor ”sande” vi oplever iscenesættelserne.

Er mine tekster autofiktion, som Svanholm beskriver den; en blanding mellem selvbiografi og fiktion?

Måske er det Svanholm der kommer tættest på det, der er på spil i det selvbiografiske, nemlig en kompleks dialog mellem forfatter, fortæller, hovedperson og læser. Forfatteren har ikke den fulde kontrol over sine tekster og vil heller aldrig kunne fortælle endegyldige sandheder om sit liv. Selvom intentionen skulle være at være ”sand”, vil der altid være tale om valgte og redigerede scener og læseren vil meddigte og lægge ny forståelse i det fortalte. I den forstand er mine tekster autofiktion. Jeg har udvalgt og redigeret scenerne og givet læseren tomme pladser til at meddigte og danne sig sin egen opfattelse.

Konklusion og perspektivering

Hvad er så på spil i en selvbiografisk tekst? Hvad er det selvbiografiskes funktion og identitetskonstruktion?  

Fortællingen er i sig selv en identitetsskabende handling. Al litteratur er i en vis grad selvbiografisk og den selvbiografiske tekst er altid i en vis grad fiktiv. Konstruktionen af identiteten er en repræsentation af forfatterens intention, som kan være mange-facetteret, alt efter om forfatteren vil vise, søge eller skjule sig selv. Det handler om afsøgning af de almengyldige temaer om menneskets forhold til kroppen, psyken, den anden, de andre og naturen. Det handler om at skabe helheder og sammenhænge, og det handler om at opstille modsætninger, der kan skabe nye horisonter og udkigspositioner. Det motiveres af opbrud og tab, og af behovet for kontinuitet mellem fortid og nutid. Det er et fundamentalt menneskeligt behov at gå i dialog om vores selv, og samtidig er det paradoksalt at vores oplevelser via sproget taber, forvansker eller får ny betydning.

Det har været interessant at se nærmere på jeg’et i egne tekster, og at kaste blikket på mine valg. Måske er jeg blevet lidt klogere på mig selv i denne proces. Ved at se mine tekster/mine valg/mig selv udefra, er jeg måske kommet nærmere den blinde vinkel – at se mig selv, som de andre ser mig. ElIer måske nærmere i denne sammenhæng; at se mig selv, som jeg ikke vidste at jeg gerne ville have, at de andre skulle se mig! Det har også givet en forståelse af, at man som forfatter har stor kontrol over sin tekst i forhold til, hvordan og hvad der præsenteres, men at man aldrig har den fulde kontrol, da læseren er en vigtig brik i teksten.

Jeg vil slutte af med to citater af Niels Frank fra hans kronik om selvfortælling. Her præsenteres endnu et perspektiv på, hvad der er på spil; nemlig at befri sig fra historien:

Målet for figuren er at vinke farvel til forfatteren, fordi der af den løsrivelse skal opstå en større, bredere, mere kompleks subjektivitet, end det selvbiografiske jeg nogensinde ville kunne opvise.[14]

Når en forfatter beslutter sig for at skrive en selvbiografi, er det for at komme tæt på sin livshistorie, hvorimod den forfatter, der skriver selvfortælling, vil befri sig fra historien ved at fortælle den.[15]

Litteraturliste:

Jerome Bruner: ”The ”remembered”self” i The Remembering Self: Construction and Accuracy in the Self-Narrative Af Ulric Neisser, Robyn Fivush s.41-54, 1994

Monica Fludernik: ”Identity/alterity” i The Cambridge Companion To Narrative Af David Herman s.260-273, 2007

 

Donald E. Polkinghorne: “Narrative and Self-Concept” i Journal of narrative and life history 1 s. 135-153, 1991

Jørgen Dines Johansen: ”Litteratur og subjektivitet” i K&K – Nr. 101 årg. 34, nr. 1, 2006  s. 96-107

Arne Melberg ”Selvfremstillende strategier” in Selvskreven s. 195 – 210. Red. Stefan Kjerkegaard, Henrik Skov Nielsen og Kristin Ørjasæter, 2006

Louise Svanholm: ”Den autentiske inautenticitet” i Selvskreven s. 35 – 48. Red. Stefan Kjerkegaard, Henrik Skov Nielsen og Kristin Ørjasæter, 2006

Claus Christensen og Peter Jensen: Livsværk. Det selvbiografiske i ny dansk litteratur, 2008

Marie Lund Klujeff: Novellen – struktur, historie og analyse. 2002

Niels Frank: ”Jeg har ladet mig fortælle”. Kroniken i Politiken 26. Maj 2012.

Bilag: Egne tekster:

Bilag 1: Min husmandsleksikalske barndom.

Bilag 2: Snapse. Novelle.

Bilag 3: Lodderne. Kortprosa.

Bilag 4: At være for meget eller være for lidt. Et digt.

Bilag 5: Statusopdateringer – et år med selviscenesættelser.

Bilag 6: Glæden ved at gå over stregen. Et essay.

Bilag 7: Konventioner. Et essay.

Bilag 8: Vil –vil ikke. Et essay om kritik.

---

[1] Jerome Bruner: ”The ”remembered”self” i The Remembering Self: Construction and Accuracy in the Self-Narrative Af Ulric Neisser, Robyn Fivush,1994 s. 43

[2] Jerome Bruner: ”The ”remembered”self” i The Remembering Self: Construction and Accuracy in the Self-Narrative Af Ulric Neisser, Robyn Fivush,1994 s.53

[3] Monica Fludernik: ”Identity/alterity” i The Cambridge Companion To Narrative Af David Herman, 2007 s.263

[4] Monica Fludernik: ”Identity/alterity” i The Cambridge Companion To Narrative Af David Herman, 2007 s.271

[5] Donald E. Polkinghorne: “Narrative and Self-Concept” i Journal of narrative and life history 1, 1991 s.146

[6] Jørgen Dines Johansen: ”Litteratur og subjektivitet” i K&K – Nr. 101 årg. 34, nr. 1, 2006  s.105

[7] Arne Melberg ”Selvfremstillende strategier” in Selvskreven. Red. Stefan Kjerkegaard, Henrik Skov Nielsen og Kristin Ørjasæter, 2006 s.195

[8] Louise Svanholm: ”Den autentiske inautenticitet” i Selvskreven. Red. Stefan Kjerkegaard, Henrik Skov Nielsen og Kristin Ørjasæter, 2006 s.48

[9] Claus Christensen og Peter Jensen: Livsværk. Det selvbiografiske i ny dansk litteratur, 2008 s.22

[10] Marie Lund Klujeff: Novellen – struktur, historie og analyse. 2002 s. 23

[11] Ibid s. 24

[12] Se note 7

[13] Bilag 4

[14] Niels Frank: ”Jeg har ladet mig fortælle”. Kroniken i Politiken 26. Maj 2012.

[15] Ibid

Et essay om kritik.

Om at give kritik:

Det er svært at give brugbar redskabsagtig kritik til andres tekster. Altså den systematiske, saglige kritik, et ”gør sådan her-så virker det-fix”. Det bliver nemt meget subjektivt og svært at begrunde, hvorfor jeg kan li’ eller ikke kan li’. Men måske er det så godt det kan blive, så må forfatteren selv reflektere over, hvad hun vil gøre ved det eller om hun vil gøre noget ved det. Alligevel har jeg prøvet at samle nogle af de tricks, vi har lært undervejs i Skrivekunst og som kan indgå i en (mere objektiv) tekstkritik:

Måden:

Servér en sandwich: Først noget postitivt, så noget der kan arbejdes med, til sidst igen noget positivt.

Vær ikke personlig, angrib teksten – ikke forfatteren.

Oplevelsen:

Vær specifik, konkret, eksemplificer, vis hvad det gør ved dig som læser. Sig hvad der ikke fungerer – ikke nødvendigvis hvorfor. Hvor blev du revet ud af flowet?

Tomme pladser og modstand:

Husk de tomme pladser, ubestemtheden, så det ikke bliver for forklaret, for banalt.

Giv mig tomme pladser til selv at inddrage mine erfaringer, mine refleksioner, lad mig medtænke og ordne og forvente. Overlad ”huller” til læseren. (Omvendt kan det også blive for mystificeret, for kringlet og ikke give mening for læseren.)

Overrask mig, giv mig modstand.

Dialog og refleksion:

Krydr gerne med dialog, men aldrig afskrift af virkelig dialog. Brug ikke dialog til at forklare sammenhænge for læseren.

Pas på at din refleksion ikke står i vejen for den oplevelse, du vil formidle.

Tider og fokalisering:

Træk læseren tæt på med nutid og 1.person/intern fokalisering( kan opleves som intensitet eller et ”førergreb”) eller hold i strakt arm med 3.person/ekstern fokalisering (beretterstemmen) og datid.

Hav styr på tiderne – lad være med at springe rundt.

Leg med hvilke udtryk, der kan tids- og stedfæste en fortælling f.x. ”kommer over i nat” eller ”knæhøj karse”. Indskriv noget lokalt, nationalt, globalt, der viser en bestemt tid f.x.

Tempo:

En langsom tekst: Beskrivelsen svarer til realtid eller langsommere. F.x. replikker. Mange detaljer, beskrivelser, sanser. Lange sætninger sænker tempoet . Substantiver/statisk. Fremmedord. Understrege det monotone. 3. person, datid, bagudsyn(det er sket).

En hurtig tekst: Et langt handlingsforløb fortalt på kort tid. Humor, ironi, letforståeligt sprog.

Beretninger, referere, der sker en masse. Synsvinkelskift, sprudlende samtale. Korte sætninger giver hastighed. Verber/dynamisk. Jeg-person, nutid, medsyn(det sker nu).

Undgå og pas på:

Undgå lydord(hov, nej, jo…) Undgå udråbstegn. Undgå passiver.

Pas på ikke at bruge gentagelser.

Adjektiver og detaljer:

Spar på adjektiver, så det ikke bliver for overlæsset, for meget, for klichéfyldt.

Stram op – skær væk, det forklarende og uinteressante skal væk. Kun det nødvendige skal med.

Brug detaljerne til at bringe teksten udover det almene, banale.

Show don’t tell:

Jeg vil se det, mærke det, ikke have det forklaret. Vis stemninger i stedet for at fortælle, hvordan hun føler og tænker.

Skub ikke dig selv ind imellem beskrivelsen og læseren (”jeg ser blomsten, der…” -”blomsten….”)

Videnskab og lyrik:

Det videnskabelige konkrete blandet med følelsesmæssige udtryk, forstærker det samlede udtryk.

Ved den lyriske form kan teksten bliver større end forfatteren – der kan ske noget, der ikke var tænkt.

Forhold dig til titlen.

Begynd der, hvor det klør, hvor du synes det er interessant.

Om at modtage kritik:

I starten er blufærdigheden. Det er sårbart og meget nøgent at vise min tekst frem. Angsten for at det er for ringe, for banalt, for uinteressant, ikke rigtig litteratur, bare noget kedeligt klichéagtigt. Tvivlen – det jeg i går syntes fungerede godt, er i dag bare fladt og kedeligt. Angsten for de andres dom, deres kommentarer. Bange for at de ikke kan skille tekst og forfatter. Eller bange for at jeg ikke selv kan skille tekst og forfatter?

Paradoksalt nok er en del af ideen med at skrive jo at vise det til andre, få deres respons, deres tanker, hvordan virker det, er det godt nok, stramt nok.

Farligst at vise noget til nogen, der er tæt på. Deres ord kan såre eller irritere mere end dem der er mere fjerne. Bedst med nogen jeg ikke har noget i klemme i forhold til. En der tør være ærlig og kan give konstruktiv kritik uden det går ud over vores relation.

Den der giver kritik skal selv skrive og læse for at kunne give konstruktiv feedback på teksterne. Skal være begavet og interesseret i sprog.

Og undervejs skrotning, omskrivning – hvis jeg er enig med læseren i kritik – og måske ideer til noget helt andet.

Læserens forventning til hvad hun skal læse er også afgørende for kritikken. Hvis hun f.x. forventer noveller, men får kortprosa. Eller hun indtænker situationer fra eget liv (selvbiografisk læsning), eller fremlæser intentioner, der ikke var mine.

Efterhånden får jeg afstand til teksten, accepterer at den lever sit eget liv sammen med læseren, at den ikke længere er mig eller mit. Betragter hvad der sker i mødet mellem læser og tekst, men nyder at teksten kan afstedkomme oplevelser, jeg ikke havde forudset eller tænkt. Jeg skal ikke forklare/forsvare.

Så er næste angstprovokerende udfordring at læse højt for et publikum. Men det giver ny forståelse af, hvad der virker i teksten: Hvornår keder folk sig, hvornår griner de eller bliver chokerede eller overraskede. Hvad virker stærkest og hvorfor (overraskelse, kontrast, brud på forventning til stil, stemning eller genre).

Og når jeg kommer så langt at jeg bliver udgivet, så kommer angsten for den professionelle kritiker. Det var jo egentlig ikke meningen, blev bare grebet af stemningen. Vil helst ikke have at nogen ved det. Bare holde det hemmeligt.
Men hele meningen med en udgivelse er vel for fanden, at nogen læser det, jeg har skrevet. At jeg får respons. Er bange for prygl, håber at anmelderne helt ignorerer udgivelsen og ingenting skriver. Bliver rædselsslagen ved tanken om at nogen måske vil ringe til mig og spørge om noget. Jeg bliver skræmt ved tanken om, at mene noget offentligt eller at nogen vil mene noget om mig offentligt. Jeg er slet ikke parat til at blive eksponeret.
Vil alligevel holde et lille release-party for mine venner. For lidt fejret vil jeg jo gerne blive. Og læst. Og blive kærligt bedømt.

Teksterne er slet ikke farlige og kun en lillebitte smule mig. Og ja faktisk kedelige, intetsigende, tamme. Det er faktisk værre IKKE at mene noget, ikke at have et budskab. Håber at ingen kommer til mit release-party, ingen skriver anmeldelser, ingen bemærker noget. Det var en fejl. Jeg er slet ikke klar til det her.
Men når jeg genlæser det og når jeg ser det sat op i bogformat, synes jeg godt jeg kan være det bekendt. Og bare jeg selv tror på det og forlæggeren tror på det, så tror resten af verden da også på det?
Og man dør jo heller ikke af en dårlig anmeldelse, vel? Eller gør man?

Almindelig valnød – Juglans regia

Bark. Lysegrå, jævn mellem brede, dybe furer; hos unge træer skinnende grå, senere blegere og furet. Krone. Bliver meget bred med store, bugtede nedre grene. Skud og blade. Skud tykke, blanke og jævne, mørkt gulgrønne til mørkebrune. Knop kort og bred, mørkt purpurbrun. Blade spredte, finnede, elliptiske eller omvendt ægformede; sidebladene aftagende i størrelse mod basis. Matte, mørkt gulliggrønne med gullige nerver, der bøjer af nær kanten; tykke, læderagtige; helrandede. Knuste blade lugter af skosværte. Sent, orangebrunt udspring. Blomster og frugt. Hanrakler tykke, korte, over bladarrene på fjorgamle skud; mørkegule i juni. Hunblomster endestillede på de nye skud, 2-5 sammen, med kort, grøn behåring, flaskeformede med gule grifler. Frugten kugleformet, jævn, mørkegrøn, frøet (valnødden) kan modne hos os i lange, varme somre.

Han var plejebarn hos naboen, ordblind, tætbygget og tidligt i puberteten. Havde et stort krøllet hår, stærke arme og et blik, der var så ærligt, at hun blev nød til at slå sit eget ned. Når hun kom på besøg lod han printplade, dioder, kondensatorer og modstande ligge og kyssede hende længe. På et tidspunkt tog de tøjet af og lå hud mod hud under hans vattæppe. Det kildrede og de pressede og masede, men ville ikke rigtig lykkes. Han var for stor og hun ikke parat endnu. Desuden skulle hun være hjemme kl. 22.

Valnød snaps

De grønne, umodne valnødder plukkes, skæres i stykker, fyldes på en glaskrukke og dækkes med. Henstilles til trækning 2-3 mdr., hvorefter essensen filtreres fra. Nydes stærkt fortyndet med brændevin.

Pære – Pyrus

Bark. Mørkebrun eller sortagtig med smalle, dybe revner og små firkanter. Krone. Høj kegleform med afrundet eller hældende top; opstigende grene. I ungdommen smal og spirformet. Skud og blade. Skud brune, ofte svagt hårede; kraftigtvoksende grene med tornskud. Blade kredsrunde til ovale eller elliptiske, fint rundtakkede, glinsende mørkegrønne eller gulgrønne, stilk slank. Blomster og frugt. Blomster hvide samlet i skærmlignende klynger; frugt rund eller pæreformet, frugtkødet med stenceller.

Han var den første, der havde taget hende bagfra. Måske var det ikke engang med vilje. De var meget ophidsede begge to og elskede for tredje gang den nat. Han smuttede helt ud og i et hug ind i det bageste hul. Det føltes udspilet og fantastisk. Gjorde slet ikke ondt, han var våd af egne og hendes safter. Han bevægede sig langsomt og dybt og sagde frække ting til hende imens. Hun var ellers ikke til dirty talking eller snak overhovedet.

Hun havde prøvet det sjældne gange med enkelte andre, men det havde ikke siden været så nydelsesfuldt.

Pæresnaps.

Er morsomt at lave, men kræver tålmodighed og god karakter for at blive fuldendt. En flaske bindes på en gren med en pæreknop. Når pæren har vokset sig stor og moden, fyldes flasken med snaps, tilproppes og henlægges 3-4 år til lagring. (Når man begynder på denne snaps så lav flere flasker ad gangen, for det er en fantastisk god snaps).

Hyld – sambucus nigra

De karakteristiske ildelugtende blomster sidder i flade skærme i enden af grenene. Frugten er en bærlignende, skinnende sort stenfrugt med blårød saft.

Forekomst: Ofte forvildet overalt i Danmark.

Hun kunne genkalde sig ham inden i sig længe efter. Kunne fremkalde sammentrækninger i livmoderen ved bare at tænke på ham. Han var lige blevet gift og hun selv havde mand og to små børn, ammede stadig den yngste. Han åbnede hendes bodystocking med tænderne og slikkede hende, men hun måtte hive ham op til sig og bede ham bolle hende. Hun ønskede bare at blive ved, men på et tidspunkt faldt de i søvn og da hun vågnede var han gået. De sørgede for ikke siden at blive alene sammen. 

Hyldesnaps

Hyldeblomsterne afraspes og påfyldes en flaske. 6-8 ranker til en halv flaske snaps. Henstår til trækning i 6-8 dage, filtreres og lagres i 6 uger. Bitteren drikkes fortyndet efter smag.

Pors – Myrica

En stærkt forgrenet busk med små, mørkegrønne, kileformede, mod spidsen takkede stærkt duftende blade. De ovale rakler samlet i småstande og udviklet før bladene. Rakleskællene brune, bådformede og frugten med to vingeagtige udvækster, dannet af dækbladene. I hedemoser, klitheder og moser.

De var altid tre par der mødtes. De drak te og hørte ABBA. Slukkede lyset og lå parvis tæt sammen og kyssede. Hvis én eller to ikke kunne, mødtes de ikke, det duede kun når de var der alle sammen. En dag spurgte de to andre piger om de tungekyssede, hun svarede ja og de udtrykte væmmelse. Det forstod hun ikke, hun havde faktisk øvet sig på en veninde, for at få respons på, hvordan det føltes. Hun og han lå meget tæt og hun kunne mærke at han blev hård, men de rørte aldrig inden for tøjet, pressede sig blot hårdt mod hinanden. Han var meget lys, næsten gennemsigtig. Han havde fortalt de andre drenge at han var forelsket og at han ikke kunne forestille sig hende skide, det grinede de meget af.

Porsesnaps

Et par kviste porse, der er tørret et par dage, kommes i en flaske. Skal henstå til trækning 5-8 dage, hvorefter man filtrerer den brun-grønne snaps fra. Skal derefter lagres 3-5 mdr. for at få den fuldendte fylde. Drikkes fortyndet med brændevin.

Løvetand, Fandens mælkebøtte –Taraxacum Officinale

Mælkesaftførende, flerårig, urt af kurvblomst familien
med kort rhizom og en kraftig pælerod; rosetstillede, tandfligede blade.
Gul blomst, bestående af utallige blomsterblade, som sidder enligt på hul stængel. Blomsterne er tungeformede; nødderne spredes ved hjælp af fnok, som
sidder i spidsen af et langt næb. Er uhyre almindelig.

Han sagde at hun skulle ringe til sin mand som det første næste morgen, ellers ville det blive for svært. Han lød som verdensmanden, der havde prøvet det masser af gange før og vidste hvordan utroskaben og løgnen skulle tackles. De havde bygget op til det i flere måneder, men det var egentlig lidt en skuffelse, da det skete. Strejfene af en arm eller presset fra et knæ, når de sad ved siden af hinanden havde opbygget en spænding, der havde været stærkere som længsel end som forløsning.

Løvetand snaps

Mælkebøttens nyudsprugne blomster bruges. Snit gennem det grønne svøb, da det er ubrugeligt på grund af sin bitre smag. Enkeltblomsterne fyldes på en glaskrukke og dækkes med snaps. Skal trække et døgn og filtreres. Essensen kan drikkes fortyndet med det samme. Smager frisk og let syrlig.

Almindelig røn – Sorbus aucuparia

Bark. Sølvgrå til lyst gråbrun; først glat, senere med tynde skællede kamme. Krone. Uregelmæssig, åben ægform; opstigende grene. Skud og blade. Skud mat purpurgrå, først hårede, siden glatte. Knop langt ægformet, med krum spids; de ydre skæl mørkt purpur. Blade finnede; undersiden i begyndelsen med fin og tæt behåring, senere næsten glat. Tidligt løvspring; ofte stærkt røde høstfarver. Blomster og frugt. Tæt blomsterstand med uldhårede stilke, opret eller nikkende. Blomsterne hvide. Frugt rund; først gul og orange, ved modning rød.

De havde tumlet på bakken. Havde holdt fast i hinanden og rullet rundt. Grinet og været uden bekymringer. Hun opdagede at hun i brydekampen havde tabt den ring, han havde givet hende. De ledte og ledte i det fladmaste græs. Og de fandt den. Den lå og lyste med sin blå lapis lazuli; djævlestenen. Det havde været et tegn. Et tegn på at det virkelig skulle være dem. Det holdt seks år. Hun var sammen med tre andre mænd i den periode. Første gang gjaldt det ikke, fordi det var med en gammel kæreste, som havde været i hendes liv længe før ham. Anden gang gjaldt det ikke, fordi hendes mand var fraværende og hellere ville drikke eller spille musik end være hjemme hos hende og børnene. Tredje gang talte ikke, fordi han havde villet skilles – og selvom skilsmissen var afværget, havde hun ret til at være utro for at genskabe balancen.

Rønnebær snaps

Godt modne bær plukkes og lægges i fryseren. Bærrene optøs, dækkes af snaps, hvorefter de henstår til trækning ca. 1 mdr. Herefter filtreres den gul-røde snaps fra bærrene.

Slåen – Prunus spinosa

Gærder, krat, skovkanter. Almindelig. Busk. Blomster som regel enlige. Grene med vedtorne. Blomsterne kommer frem før løvspring. Blade elliptiske eller lancetformede, tilspidsede, skarpt savtakkede, kortstilkede. Stenfrugt, næsten kugleformet, sortblå, blådugget, smager snerpende.

Han lavede sådan nogle sjove lyde, når han kom. Ligesom en hund, der peb, altid tre gange i træk. Det distraherede hende så hun selv gik glip af udløsningen, hvis hun ikke allerede var kommet. Men hun kunne godt lide lydene, det fik hende til at fnise uden lyd. Han havde ønsket at konen skulle opdage hans bedrag. På anden måde kunne hun ikke tolke det. Efter et år, hvor de havde mødtes en gang om måneden, når han var til konference i byen, havde han bedt hende ringe hjem til sig privat på en bestemt dag. Indtil da havde de kun kommunikeret via arbejdsmailen. Det blev tydeligt lidt inde i samtalen, at konen sad ved siden af i sofaen og kunne høre det hele. Han behøvede åbenbart at leve sit liv farligt eller han behøvede, ikke at blive taget for givet. Et par dage efter ringede han og fortalte at de holdt tænkepause, men at han regnede med at vinde konen tilbage. Hun følte sig lidt som et redskab i noget, der ikke havde med hende at gøre, men hun havde ikke noget i klemme følelsesmæssigt. Senere ville han mødes igen, men da havde hun selv fået en kæreste og ville ikke ses mere.

Slåen snaps

Pluk de blå bær og læg dem i fryseren. Optøs i snaps og henstilles til trækning i 2-3 måneder. Hæld essensen, som har en skøn blå-rød farve, fra bærrene og henstil den til klaring 8-10 dage. Hældes forsigtigt på anden flaske til ny lagring. Drikkes meget fortyndet.

Strandmalurt -Artemisia maritima
Hele planten er stærkt gråfiltet og stærkt aromatisk. Bladafsnittene er linjeformede. Kurvene er ustilkede, gule og sidder på ret lange hængende sidegrene til hovedstænglen. Der optræder i reglen mange sterile bladrosetter uden blomsterbærende skud i bestandene. De nedre dele af stænglen er ofte træagtigt forvedede.

Havde hun nogensinde haft en mere sensuel elsker? De havde været unge, det havde været en leg, de prøvede alt, de fik lyst til. Fistfucking, tantra, slikkede flødeskum af hinanden, talte hvor mange gange de kunne få udløsning på et døgn. Skændtes så det bragede, gik og smækkede med døren og havde tårevædede forsoningsknald bagefter. De skiftedes til at være den mest aktive, var opmærksomme på den andens behov. De drak næsten aldrig alkohol, men stod tit op for at spise i en elskovspause. Salater med olie-eddikedressing, som de dyppede brødet i. De spiste med fingrene, de havde hele tiden opmærksomheden vendt mod hinandens munde, mens de spiste. De kunne grine og fjolle, men også være stille, kigge på nattehimlen og mærke månen trække i kroppen. Måske havde hun ikke siden fundet én, hvor deres behov og kroppe stemte så smukt overens, men det vidste hun ikke dengang, hun var så ung.

Hun gjorde det forbi, fordi hun ville have én der også kunne stimulere hendes intellekt. Hun vidste ikke, at én der passede så fint til ens krop var en sjældenhed.

Hun syntes han for nemt glemte hende, da hun valgte at gå. For hurtigt gemte hendes billeder væk og fandt nye kvinder. Han led for lidt over tabet af hende. Måske anede hun allerede da, at hun ikke igen ville finde en mand, der passede så perfekt til hendes krop.

Senere mødtes de, men da var fortryllelsen væk. Han var blevet almindelig. Måske var magien kun mulig, fordi alt var nyt og de kun lige stod på kanten til at blive rigtig voksne.

Snaps af strandmalurt

Malurt plukkes når blomsterne står i fuldt flor, derefter tørres den et par dage. En enkelt gren puttes i en flaske med snaps. Et døgn efter har man en lysgrønlig bitter. Flasken kan genopfyldes adskillige gange. Ved længere lagring må udtrækket betragtes som essens og tyndes med snaps.

Perikum – Hypericum

Buskene er lave, løvfældende eller til tider stedse­grønne. Bladene er modsatte eller kransstillede og har oliekirtler, der op mod lyset ses som gennemskin­nelige prikker. Blomsterne er samlet i endestillede kvaste, gulfar­vede og regelmæssige med femtalligt bloster. Støvdragerantallet er stort; de sidder samlet i knipper og kun ved basis endnu er sammenvoksede. Der findes 3-5 grifler, og frugten er en kapsel, der er kødfuld og bæragtig.

Hun havde danset uden BH og han havde sagt at hun havde hængebryster. Som hævn havde hun voldbollet ham på dansestedets toilet og havde hurtigt trukket trusserne på, da han var færdig og havde efterladt ham der. Hun havde følt sig stærk og godt tilpas i sin rå seksualitet. Han gav hende clamydia.

Perikum snaps

Perikum er almindelig på grøftekanter og bakkeskråninger. De gule blomster tørres, og en enkelt top er tilstrækkeligt til en halv flaske snaps. Den bør trække et par døgn, og resultatet bliver en smuk højrød drik med en lidt tør smag.

Ene – Juniperus

Formen varierer fra smalt søjleformet til bred og flad buskformet. Nålene i tre-tallige kranse, sylformede, rendede. Hunblomsten består af tre i en kreds stillede frugtblade, hvert med et frø, og danner ved modenheden en sort, blådugget bærkogle. På sandede kratbakker, overdrev, i heder og moser, sjælden og i stadig aftagen.

Det hun egentlig huskede tydeligst, var den sidste gang de bollede. Hun kunne pludselig ikke længere holde ud, at han altid startede med at nusse hendes fødder. Egentlig var det opstået en måned tidligere, men stod først klart for hende, da han igen var i gang med hendes fødder, som indledningen til deres elskov. Han havde vist sig fra en ukendt, patetisk side, hun slet ikke kunne klare. Han havde mistet sin bagage, da de skulle på skiferie og havde klynket over det hele ugen.

Hun red ham koncentreret og var sig helt bevidst, at dette var noget, hun gav ham for sidste gang. Hun funderede over, om han ville huske det med samme intensitet. Sandsynligvis ikke, først næste formiddag ville hun fortælle ham at det var slut.

Enebærsnaps

Man kommer en snes tørrede enebær i en halv flaske snaps og lader den trække en uge eller to. Så sies bærrene fra, og man har en blød og fint krydret bjæsk.

Et essay.

På et tidspunkt læste jeg et portræt af en ældre kvindelig forfatter. Hun blev spurgt om hun nogensinde havde overvejet skilsmisse. Hun svarede: – Aldrig. Men mord.

Sådan har jeg det også. Ikke i fysisk konkret forstand, men sådan at jeg fantaserer ham død. Nogle gange fredeligt ved et pludseligt hjertestop i søvnen, andre gange voldsomt i et trafikuheld. Så forestiller jeg mig at jeg sørger, men er fattet og ordner begravelse og papirarbejde hos bank, revisor og advokat på eksemplarisk vis. Jeg fantaserer over, hvordan jeg genstand for genstand kører hans ting på lossepladsen, hvordan jeg skurer ham ud af alle kroge i huset. Til intet spor er tilbage og verden er min, min alene.

Det er naturligvis ikke noget jeg går og skilter med, men det har en dejlig beroligende, ja meditativ effekt sådan at udradere ham af verden. Jeg er ligesom mere rummelig og kærlig bagefter.

Da jeg var stor teenager elskede jeg til større selskaber, hvor jeg sad til bords med fjern familie eller andre sporadisk bekendte, at underspille mit intellekt. Jeg valgte konventionelle samtaleemner og kedelige svar på bordherrens spørgsmål. Når han så efter flere forsøg ikke rigtig fik en spændende konversation i gang og henvendte sig til mere interessante samtalepartnere, brød jeg ind med åndrige kommentarer og synspunkter. Blot for at nyde overraskelsen over mit pludselige vid.

En sommer tog en veninde og jeg på bustur til Portugal, på vejen ned gjorde bussen holdt på et hotel i Frankrig. Veninden og jeg skyndte os ud i byen, som viste sig at være dødkedelig, selvom vi gik længe for at finde en café eller et værtshus. Da vi til sidst opgav, gik det op for os at ingen af os havde lagt mærke til hverken hotellets eller busselskabet navn, endsige hvilken vej vi var gået på opdagelse. Det lykkedes os dog at finde tilbage ved at erindre os solens stilling på himlen fra hotelværelset og nogle jernbaneskinner i nærheden. Da vi ankom til Portugal, boede vi i telt på en campingplads midt i en skov. Vi sov til solen bagte på teltdugen og vi blev nød til at stå op. Vi lå på stranden hele dagen og gik på restaurant og drak vin om natten. Nogle gange elskede vi med ukendte mørke mænd på stranden. Sådan gik næsten 3 uger i skøn ureflekteret afslapning, da en skovbrand nærmede sig vores destination. Vi havde godt hørt om den og set røgskyer i det fjerne, men denne dag begyndte der at falde askeflager ned på stranden. Vi vågnede lidt af vores soldøs og mente nok at de flammer og den sorte røg vi kunne se var i retning af campingpladsen, men blev enige om at hvis det brændte, så brændte det og mere kunne vi ikke gøre ved det. På et tidspunkt valgte vi dog at bevæge os mod campingpladsen. Det viste sig at en større menneskemængde var på vej i den modsatte retning. Vi nåede akkurat at redde soveposerne og en to-liters vinflaske ud af det forkullede telt.

På et tidspunkt var jeg på arbejdslejr i Østafrika. Jeg var væk fra min kæreste i 3 mdr. og mødte en smuk sort mand. Jeg besluttede at jeg ville prøve at få et barn med ham, selvom studiestart og kæreste ventede derhjemme. Uheldigvis fik vi smittet hinanden med en eller anden kønssygdom, så da vi var sammen omkring min ægløsning, valgte han at bruge kondom. Jeg havde naturligvis selv nogle med, det hørte jo til det fornuftige backpacker-inventar i 80’erne, men det røbede jeg ikke, da jeg håbede at hans sorte(!) bilslangeagtige kondomer ikke virkede efter hensigten. Det gik nu ikke som planlagt og jeg vendte hjem til kæresten og påbegynde mit studie uden at nævne min sortbabyplan. Men i stilhed sørgede jeg lidt over tabet.

Da jeg var min første mand utro første gang, syntes jeg ikke rigtig det gjaldt, fordi det var med en, jeg havde kendt længe før min mand. Da jeg var utro anden gang, gjaldt det heller ikke, fordi han på det tidspunkt havde overvejet skilsmisse. Tredje gang gik det faktisk godt imellem os igen, men jeg skulle også have lov at have det lidt sjovt efter to fødsler, og i modsætning til ham, ingen sprut og værtshus i årevis.

Senere som fraskilt ansvarlig alenemor slap jeg hver anden weekend kontrollen, når børnene var hos deres far. Så drak jeg mig i hegnet med en veninde, råbte og sang i gaderne på vej hjem tidligt om morgenen og bollede tilfældige mænd, som blev kasseret efterhånden som de blev for interesserede.

Det er ikke så tit jeg går over stregen mere. En gang imellem bliver jeg vred på den der udfriende måde, hvor jeg bare lader raseriet og skældsordene flyde frit og forløsende, den retfærdige harme. Uden fortrydelse, fordi det var så fortjent. Desværre er det oftere at jeg bliver vred på den selvforsvarende perfide måde, der efterfølgende fremkalder angst over at jeg igen gik over stregen og fik sagt ting, jeg vist ikke kan stå inde for.

Det er lidt samme koldsvedsfremkaldende angst, der kan komme over mig, når jeg går for vidt i en tekst, ikke opfører mig som den pæne pige, men bliver for provokerende, for meget. Men de der siger, jeg er for meget, er det fordi de selv er for lidt?

oktober:

er skabshusmor: har presset saft, lavet æblekage, bagt boller og smidt cremer med parabener ud.

har kastanier i lommerne!

Har samlet en trappestige efter en MEGET kompliceret tegning.

Er på Gl. Holtegård og ser udstillingen med Eschers fantastiske synsbedrag.

trænger til at grine sammen med manden sin.

skal til fortælleaften med Islington og Graverson.

forlænget weekend i Berlin fra fredag, første gang siden Østberlin nytåret 86/87.

årets Vinterbal er en hyggelig tidslomme befolket med søde og sære eksistenser.

november:

er vild med frostmorgener.

lørdag aften på Supergrillen kan byde på dygtige musikere som Doug Morter og Alan Thomson.

broderer julekort!

fra mit digtervindue ser jeg lærkes spinkle skørter lyse gult mod den mørke fyr.

Manhattan Transfer – et forrygende musikalsk pust fra 70’erne på Magasinet i går.

nyder min privilegerede langsomhed.

er i gang med et studie i om vores mus bedst kan lide pølse, brød, agern eller ost i fælderne.

er på vej mod de wärmlandske skove.

december:

sidder helt stille og kigger ud på snefnug.

Fiskehejren har glemt at flyve sydpå, står bare der i støvregnen med strakt hals og skifter vægten fra ben til ben.

kan godt li’ sin verden indpakket og støddæmpet.

tænker på en stor kasse.

har nydt solen og Jacob Ejersbo iført tyk gul flyverdragt.

min første ballet! Kroppens sprog og Tjajkovskij. Fascinerende og forførende.

januar:

nu med bundfrossen toiletvogn.

fejrer det færdige badeværelse med boblevand på det varme gulv.

åbner op for kaos!

overvejer om det er på tide at få en moster…….

Granhøj Dans. Fuldstændig vidunderligt. Leonard Cohen for åbne sanser.

drager mod nord med ski og snekæder.

februar:

har stillet fiskehejre til optøning.

har været på auktion. Er nu ejer af 4 bowlerhatte, en klaphat og et mågestel……..

Fortsætter no-life livet og hæver sin tetris-score: 199385!

JEG HADERNÅR DET SKER !!!

Måske skulle man bare tage hjem og se om der stadig er en familie……….

marts:

hader cykeltyve…

Magic Slim & The Teardrops i Borgerforeningen – et gungrende godstog gennem natten – blues direkte fra det sorteste Chicago.

tænder op i brændekomfuret og steger kylling.

har købt nogle meget høje, meget orange sko.

tænder sgu selv det lys for enden af tunnelen.

april

har genindvundet 10 kvadratmeter mark med de bare næver.

har pudset 21 småsprossede vinduer med koblede rammer. Forstår hvorfor vi aldrig hørte mere til vinduespudseren!

har plukket anemoner og købt iris.

drikker mousserende vin hos groende morgenfrue, hjulkrone, mamelukærme.

skærper sit budskab, sin præcision, sin skarphed for det væsentlige. Tænk dogme, tænk benspænd.

maj:

Solen og alt det lysegrønne åbner sprækken til den poetiske parallelverden.

er klar til bal i Forsamlingshuset.

hop glad på bussen …ses i skoven.

har premierebadet i Øhavet.

har fundet det, hun ikke turde sige var blevet væk. (tak, Trisse)

tror ikke på klokken. (tak igen, Trisse)

juni:

har høstet årets første agurk.

har fået akut syge, der kræver masser af sol og saltvand og karantæne på en ø.

nyder junglelydene fra mosen!

hører stemmer i væggen….

kom til at smide den regnormemos ud, der var tiltænkt den nedfaldne svaleunge!

Juli:

sover ude under den danske tropehimmel igen i nat.

er samler og har sikret vinterens forråd af ribs og solbær.

er parat med panodiler, kaffe, moderlig omsorg og rene håndklæder, når de unge mennesker trænger til en pause under Fællestival.

på Østerssafari.

what do you want; coffee, the or me?

august:

Dagpåfugleøje og Nældens Takvinge mæsker sig i mynte-nektar.

rødvinssylter blommer, der skal spises med flødeskum til vinter.

plukker buket af baldrian, cikorie, kornblomst og knopurt.

lukker sin landhusmoder ud af skabet og åbner for hverdagens poesi.

vil også bo i Kbh., så jeg kan gå til bogudsalg i Politikens Hus og til støttekoncert på Rådhuspladsen!

plukker brombær og tæller ned.

Admiral-sommerfuglene mæsker sig i Victoria-blommerne og det sorte egern piler rundt i nøddehegnet.

september:

leder efter sit flow.

glæder sig til Poetry Slam i Århus med sin store datter.

har bestilt billetter til vinterens forestillinger i Baggårdsteatret.

bager vafler, der nydes med flødeskum og multebærsyltetøj.

æælsker farvefloraen – skønne, mærkelige fagudtryk: Fnok, kurvsvøb, bladfod, lyreformet, kamdelt, rakle, svikkel, bloster, spore, grifler….

cyklede manden på arbejde gennem Snarup Have og Frydenborg Skov. Skovskader, rådyr og en havørn. Oldenår.

køber billetter til Moussa Diallo og glæder sig til at danse.

er vendt hjem fra Hultet i den fortryllede skov med grævling under gulvbrædderne, ræv i brændeskuret, ravn i trætoppene, vildsvin i skovbunden og mus i sofapuderne.

A-1066, A-261, A-313, de nummererede pinde stikker op i uregelmæssige mønstre overalt på de plane flader mellem bunkerne af gråbrun lerjord. Overdimensionerede mikadopinde med røde og hvide striber står i landskabet omkranset af totter af skvalderkål, fuglegræs og kamille. Grusbelagte boulevarder bryder det bulede landskab i lige linjer og samlebrøndenes grå beton rager op mellem dynger af plastrør. Der er aftryk, som af dupper fra kæmpemæssige fodboldstøvler og badekarsdybe render efter larvefødder fra gravkøer og gummigeder.

Klokken er over fire, maskinstationens folk har fyraften og de store gule og orange maskiner står tilfældigt efterladt mellem skurvogne og bunker af grus og sten. De 6-7 ha er på to sider omkranset af brede læbælter af eg, tjørn, poppel og slåen. Til de andre sider breder stubbene efter hvedemarker sig, med enkelte fugtige øer af uhøstede og regnknækkede aks.

Jeg synes jeg gennem vinden kan høre bølgerne og smage saltet fra Svendborg Sund knap en kilometer herfra i fugleflugtslinie. A-290, A-1576 markerer, hvor museets arkæologer har fundet potteskår, stolpehuller og pilespidser. Det er ikke svært at forestille sig livet på denne plet i Bondestenalderen. Her er tegn på skovrydning og på dyrkning af byg og spelt, der blev høstet med stensegl. Man flyttede husene rundt, når jorden var blevet udpint. Stolpehullerne viser at det var mindre enfamilieshuse og ikke som de større langhuse i jernalderen. Der er fundet fin keramik; kopper og krukker til madlavning og opbevaring. Pilespidserne tyder på en blandingskultur, hvor man udover at opdyrke marker har fanget vildsvin og sæler. Sandsynligvis er husholdningen suppleret med agern, æbler, bær og nødder fra skoven.

Her 4-5000 år senere vil der snart stå en ny bydel med bæredygtigt byggeri, hvor god arkitektur, skønhed og kvalitet vægtes. Der skal bygges varieret og i samspil med landskab og natur og med fokus på sundhed og kreativitet. På dette sted vil mennesker igen forsøge at leve det gode liv i et historisk spænd og i samklang med naturen. En oplevelsesrig bydel tager form; landskabsbyen Tankefuld.

Før var Bo arbejdsnarkoman og lunten var kort, men nu hjælper NLP og lange gåture til at samle tankerne.

Af Lone Kramer

Præcis kl. 10 kommer Bo i windbreaker, sorte løbesko og jeans. Han låser op til Medborgercaféen, så vi kan komme i læ for oktobervinden. Han har rødblondt strithår og fregner og ser yngre ud end sine 45 år. Energisk smider han jakken og rygsækken og spørger om jeg vil have kaffe. Han starter kaffemaskinen bag baren i det lyse lokale med glasfacade til 2 sider. Caféen har eksisteret i et halvt år og er oprettet af frivillige for at have et billigt mødested for enlige forældre, førtidspensionister og andre ensomme i Svendborg. Bo fortæller at de gerne vil udvide med et legerum til de, der har deres børn med.

Mens kaffen løber igennem maskinen, sætter vi os og Bo begynder at fortælle. Han fik diagnosen ADHD for 2 1/2 år siden og pludselig var der nogle brikker der faldt på plads.     – Jeg valgte at nulstille mig selv og lære tingene forfra på en mere hensigtsmæssig måde. Bo henter kaffe og mælk. Han skænker op og skifter stol, så jeg ikke får solen i øjnene. Bo har ikke rigtig nogen venner, fortæller han, for han har aldrig været god til det sociale. Han har svært ved at tale om generelle ting og omvendt har han svært ved at stoppe igen, hvis snakken falder på noget han går op i. Faktisk var det allerede i 1. Kl. det gik skævt socialt. Bos blå øjne flakker rundt i lokalet, mens han fortæller. Han bruger hænderne til at tegne med i luften. Han skifter benstilling, sætter sig på hænderne, klør sig på ryggen under den lilla t-shirt. Folder hænderne bag nakken og strækker benene frem for sig.

Han var rigtig glad for en pige fra klassen og havde fået den opfattelse at man skulle drille, hvis man var glad for nogen, men det gik helt over gevind for Bo. Han begyndte en aggressiv mobning, der blev værre og værre jo gladere han blev for pigen. Det endte med at alle de andre børn vendte sig mod Bo. I dag kan han undre sig over at der ikke var nogle voksne der greb ind og hjalp børnene ud af situationen.

Som barn syntes Bo at han var født i en forkert tidsalder, alt gik for langsomt til hans temperament og han blev aldrig forstået. Bo fortæller om noget, der skete da han var ca. 12 år. Hans ældre fætter har tirret ham og Bo løber efter fætteren, der prøver at køre væk på cykel. Bo indhenter ham, flår ham af cyklen og banker ham gul og blå. Det gjorde Bo så forskrækket og bange for, hvad han selv kunne finde på, at han har kontrolleret sin vrede og andre følelser meget stærkt siden.

Det var samme år, at Bo blev smidt ud af kirken under sin morfars begravelse, fordi han begyndte at grine. – Af jord er du kommet, sagde præsten og det gav slet, slet ingen mening for Bo, der bare begyndte at grine.

Revalideringsplanen

Den sidste halvanden måned har Bo ikke boet sammen med sin kone, som han har tre store børn med, den yngste er 18 år. Han har ellers udviklet sig meget de sidste to år, hvor han har læst NLP. Han har fået vendt mange episoder fra sit liv og fået en større egenforståelse. Han mangler fem træningstimer, hvor han selv skal være terapeuten, inden han kan få sit bevis. Så vil han holde en pause inden han har planer om at læse videre til psykoterapeut, men det kommer også an på om han kan få forlænget sin revalideringsplan. Bo har ellers store boglige indlæringsvanskeligheder, så han er stolt af at være nået så langt. Han vil gerne arbejde som NLP terapeut; give folk med ADHD en større forståelse for egen situation og forhindre at de kommer ud i misbrug.

Det var jobrådgiveren nede i Jobcenteret, der sendte ham til udredning hos en psykiater. Psykiateren tilbød ham medicin, men det vil Bo ikke tage. Han blev sendt til psykolog for at få bearbejdet sin modstand mod at tage medicin, men psykologen kunne godt se at det kom han ingen vegne med, så i stedet går Bo nu mellem 20 og 40 km om dagen og han mediterer. Tidligere havde Bo brug for tempo og for spænding. Han begik indbrud som teenager, ikke på grund af udbyttet, men fordi det var spændende at klatre på ydersiden af en bygning og spændende om han kunne løbe fra politiet.

En kort overgang var Bo afhængig af alkohol, men oplevede at en bedre måde at føle indre ro, var ved ekstremsport som mountainbiking på ekstremt stejle skrænter, udspring, svæveflyvning og når motorcykel eller bil kom over 250 km/t. – Jeg blev engang prikket på skulderen af en motorcykelbetjent, da jeg på cykel kørte med over 50 km/t i Svendborg midtby, fortæller Bo.

Arbejdslivet

Psykologen har sagt at han ikke længere skal arbejde med fysisk arbejde, da han tager for hårdt fat. – Jeg ville gerne arbejde 28 timer i døgnet 8 dage om ugen, og det gjorde jeg faktisk, da jeg arbejdede hos Vestas, siger Bo.

Bo har ellers haft fysisk arbejde siden sit EFG basisår, 1-2 år hvert sted, så siger han op eller beder om at blive sagt op, fordi det bliver for kedeligt. Så arbejdsløs i en periode og så i nyt ufaglært job på spritfabrikkerne, hos en bilproducent, som lydtekniker, avisbud, som betjener af skæremaskinen på Vestas, som SSP medarbejder. Bo klør bare på, når han er på arbejde. På Vestas arbejdede han på natholdet og skar svøbplader til tårnene. En nat lægger han alene plader op for seks mand, så der ikke er mere arbejde, da dagholdet møder. Arbejdsformanden og tillidsmanden bliver vrede og skælder ud: – Han skulle fandeme ikke løbe rundt på en farlig arbejdsplads og brække nogle akkorder.

Bo har brændt armen på en skærebrænder, han har kørt en overfræser over knæet, han har tabt et 80 kg lod over en finger, og har hver gang insisteret på at arbejde videre uden sygedage. Bo kan ikke holde ud at tingene går for langsomt og han hader at blive afbrudt, når han har lagt en plan.

Temperamentet og intuitionen

Bo har hele tiden tankemylder og af og til tvangstanker. Sidste jul havde skattevæsenet trukket en masse penge, det viste sig senere at være en fejl, men i situationen blev Bo så vred at han om aftenen lå og fantaserede om at sprænge kommunekontoret i luften. – Jeg måtte stå op og gå helt til Ringe og tilbage igen og så var jeg endda stadig bange for om jeg kunne finde på det, da jeg kom tilbage.

Bo har en evne til at se frem, se hvordan tingene skal gøres, se et system. En slags visuel intelligens, en blanding af logik og intuition. Han kan forudse og tilrettelægge den mest hensigtsmæssige arbejdsgang for et arbejde, der skal udføres. Sammen med sin far oplever han at kunne arbejde helt ordløst, de har samme måde at se opgaven på og kan f.x. samarbejde om flytningen af tunge ting uden at diskutere fremgangsmåden først. Hans far har eget firma og har aldrig med skiftende ansatte oplevet samme intuitive forståelse for en opgaves løsning, som han oplever med Bo.

Bo fortæller at cafeen er et fristed, hvor han kan være sig selv, ellers skal han hele tiden passe på det sociale.

– Jeg siger tingene som de er, tager det ord for ord og det har også ind imellem gjort mit ægteskab besværligt, slutter Bo og giver hånden til farvel, inden han skal rede trådene ud med en kollegas telefonregning og lytte til en gæst, der vil bede caféen støtte noget velgørenhed.

Thomas har svært ved at finde ud af de sociale konventioner og har derfor i mange år helst undgået socialt samvær. Nu har han taget initiativ til en café, hvor man kan være sig selv og sige hvad man tænker uden forstillelse.

Af Lone Kramer

Nummer 2 er en stor firkant af en gammel villa med afskallet puds på murværket og en efterårskrans på døren. En kultiveret udseende herre i halvtredserne åbner døren og præsenterer sig som Thomas. Hans fuldskæg er velplejet og det grå hår med lidt længde i nakken omkransen en velvoksen måne.  Han har en charmeklud bundet i halsen. Jeg følger efter Thomas ind i stuen, der er et højloftet rum med mørkerøde vægge. Vi sætter os i sofa-arrangementet, der består af et par ældre polstrede stole og en antik rokoko-sofa draperet med hjemmestrikkede tæpper. Et kig ud i havestuen afslører at den også er fyldt godt op med møbler. Bøger og magasiner er bunket op på sofabordet og andre vandrette flader. En afslappet 70’er hule.

– Jeg har vanskeligheder med at organisere tingene sprogligt, så normale mennesker kan forstå det. Jeg tænker ikke lineært, mine tanker er graduerede med mange hvis’er og men’er. Thomas taler et lidt affekteret dansk. Han fortæller at hans barndom var noget forstyrret med blandede signaler og megen excentricitet. Hans far var kunstmaler og alkoholiker, der blev holdt fester med udklædning og dans i hjemmet. Faderen hamrede engang en af gæsterne ned, fordi han kurtiserede Thomas’ mor. En anden gang købte han en levende hummer for de sidste af husholdningspengene, blot for at befri den for ståltråden om kløerne og smide den i Øresund.

Thomas’ kone kommer ind med te i en lertøjskande. Thomas tænder fyrfadslyset, der skal holde kanden varm og fylder vores krus. Han fortæller at han som 7-8 årig var instrueret i at konversere med gæsterne og han ville give en kompliment til en dame. Han sagde at hendes kjole var nydelig, men at det var synd hun var blevet for fed til den. Thomas har stadig kort fra tanke til tale og han finder det sociale spil vanskeligt. Han oplever empatisk at kunne opfange alle folks følelser, men at have vanskeligt ved at afkode konventionerne om, hvad man siger og ikke siger. Han har ikke selv nogle grænser og ofte nøjes han med at høre 4 ord af samtalepartnerens sætning og gætte sig til resten. I større selskaber hører han brudstykker af flere samtaler samtidig og kan ikke fokusere. Han finder det trættende at stave sig igennem det sociale og det er grunden til at han kun har haft meget få venner gennem livet.

Allerede som stor dreng meldte Thomas sig ud af det sociale og sad på værelset og læste tykke bøger af Darwin og om astrologi. I skolen fik han altid at vide at han godt kunne, men var doven eller at han skulle tage sig sammen. Han afleverede ofte ikke sine ting, fik ikke læst lektier eller afleverede for sent, det var ikke fordi han ikke ville, det lykkedes bare ikke for ham. Han begyndte at skulke fra skolen og som teenager dyrkede han yoga hver aften, han røg og drak ikke og han spiste biodynamisk. Thomas mener, at det har været med til at strukturere hans hjerne, så hans ADD ikke giver ham flere vanskeligheder end den gør. Thomas er stadig omhyggelig med at spise sundt, f.x. kun frugt til morgenmad og at overholde faste spise- og sovetider. Strukturen er med til at holde ham fokuseret. Thomas nipper til teen og holder øjenkontakt, der er hele tiden et lille drilsk lys i de blå øjne. Han forklarer mig forskellen på ADHD og ADD: – ADHD’eren er i aktivitet, må gøre noget, kan ikke sidde stille. ADD’eren sætter sig hen og tænker, stirrer ud ad vinduet, er den stille indadvendte type.

Arbejdet og fyringen

Astrologi-interessen førte til matematiske udregninger over planeternes placering og til udvikling af programmer, der kunne regne det ud. Det blev en forløber for det Thomas har beskæftiget sig med hele livet, nemlig arbejdet som programmør. Som programmør er der dog mange kedelige rutineprægede opgaver og det gjorde det svært for Thomas at fokusere og så lavede han fejl. Han fandt ud af, at ved at udsætte de kedelige opgaver til sidste øjeblik, så blev han stresset og så indfandt fokus sig. Han udviklede en evne til at kunne præstere utroligt meget i sidste øjeblik og det fungerede godt i 20 år. Men på et tidspunkt brød hans system sammen, sidste øjebliksopgaverne tog tid fra de øvrige opgaver og til sidst var han under konstant stress. Han oplever ellers at have et rigt følelsesliv, men kunne pludselig ingenting føle. Han kunne ikke løse sine opgaver og blev fyret.

Thomas’ sociale vanskeligheder i barndommen og i ungdommen tilskrev han dengang psykologiske årsager og opvæksten i et kaotisk hjem og derfor gjorde han sig selv umage med at skabe en tryg barndom med entydige signaler for sine egne børn. I dag kan Thomas se at faderen også havde ADD. Som aktiv i modstandsbevægelsen under krigen følte faderen sig allermest fokuseret og rolig i de situationer, der var mest farefulde, men når han skulle på posthuset med et girokort, var han ved at få et nervøst sammenbrud.

Allerede tilbage i 95 blev Thomas opmærksom på at han måske havde ADD. Hans amerikanske kone havde en veninde på besøg og de talte om nogle vanskeligheder deres dengang 10-årige søn havde. Veninden arbejdede med at præ-diagnosticere børn og mente det var DAMP, som benævnelsen var dengang. Thomas kone udbrød spontant at den beskrivelse da også passede på Thomas. Først afviste Thomas det som et amerikansk modefænomen, men da han og hans kone tog en test veninden fremsendte, blev han klar over at der var noget om det og han begyndte at læse al den litteratur om emnet han kunne finde.

Først da Thomas blev fyret for tre-fire år siden lod han sig diagnosticere og tager nu Ritalin, når han skal arbejde. F.x. kunne en kedelig opgave med at samle kvas i haven og bære ud til storskrald tidligere tage en hel dag, fordi han lige skulle ind og have en kop te, så skulle han hente vanter og så blev han sulten og måtte ind at tage en mad. Nu kan han arbejde fokuseret en hel formiddag uden at opdage at tiden er gået. Thomas har igen fået job og er meget optaget af at holde sig på arbejdsmarkedet, da han ikke ønsker at havne i arbejdsløshedssystemet med dets mange regler og krav.

Fordelene og caféen

– Fordelene ved ADD er at man er god til at tænke ud af boxen, kan se muligheder andre ikke ser, har mange associationer, kan arbejde kreativt og kan nå meget. Hvis man opnår at blive helt opslugt, at fortabe sig, fungerer man optimalt. Thomas kalder det hyperfokusering. Men afbrydelse kan bringe ham ud af denne tilstand og han kan ikke finde tilbage. Thomas reagerer med stor irritation, hvis han bliver afbrudt i en hyperfokusering og er efterfølgende meget træt. Det der også gør det svært at udleve det potentiale, der ligger i at have ADD, er ”at burde” står i vejen. De fleste med ADD har store selvværdsproblemer, da de altid har fået at vide at de er forkerte eller skal tage sig sammen. De har udviklet en indre dommer, der bremser dem, når de får vilde ideer.    

– Det er som at være skuespiller, der står og improviserer på scenen og så stikker suffløren hele tiden hovedet frem bag tæppet og hvisker, hvad man skal sige.

Thomas er stolt af at han har et familieliv og et arbejdsliv der fungerer. Derudover har han taget initiativ til en café for personer med ADHD og ADD, de mødes den sidste mandag i hver måned. I caféen kan han slappe af, der er ingen sociale spil at afkode. Her tales der råt for usødet, man kan sige hvad man tænker, der er ingen forstillelse. – Normale oplever det som om man sårer med vilje, siger Thomas, den slags er man fri for sammen med andre med ADD. Der er ingen regler i caféen, men Thomas tænker det som en selvhjælpsgruppe, hvor han tager forskellige emner op f.x. om kost, hjælpemidler, selvværd osv. Thomas holder ikke oplæg, men kommer med nogle stikord og så går snakken frit over bordet.

Thomas følger mig ud og på trappen siger han, at han ved det lyder modsætningsfyldt at ADD personer ikke kan holde regler ud, men samtidig har behov for struktur, for at dagen ikke skal skride. Men forskellen er at man selv bestemmer sin struktur.

Januar er udsalg, slankekur og påskud

Februar er kyndelmisses knude og knoglebrud

Marts er jævndøgn, hverken-eller og opbrud

April er dyrebørn, æg og knopskud

Maj er syrener, jasmin og bryllupsskrud

Juni er jordbær, hyldeblomstdrik og hekseskud

Juli er kløverhalm, dovne dage og udbrud

August er græshoppernes sitren og stjerneskud

September er mosekonens bryg og æbleskud

Oktober er kastaniedyr, græskarmænd og bøsseskud

November er grå evighed og skybrud

December er tændte lys og nougatbrud

Amme. ”Tror du nu, du har mælk nok?” spurgte mormor og farmor og moster. Det troede min mor ikke. Så jeg fik pulvermælk og gulerodsmos, fra jeg var 18 dage.

Bestik. Min føjelige mor stikker en gaffel i låret på min far.

Bilen. Min far og mor kørte Citroên. Først en rød varevogn, dem der blev kaldt vaskebræt. Min bror og jeg sad på et løst sæde omme bagi, indtil det en dag var ætset væk, fordi der havde ligget et bilbatteri og lækket. Der blev skåret to små ruder i hver sin side af kassevognen, så vi kunne kigge ud og ikke hænge henover nakken på far og mor.

Da vaskebrættet ikke kunne køre mere, brugte vi den til legebil og kaninbur.

Så fik vi en 2CV med soltag; en kaleche, der kunne rulles ned. Der kunne vi stå bagi og stikke hovederne op og synge; ”Hvem var det der vandt i dag, det var dem fra Næstelsø af”, når far kørte os hjem efter håndboldkamp.

Binde. Da jeg var barn brugte vi selvbindergarn til det meste.

Blomsterbutik. Valmue, kornblomst, cikorie, baldrian, knopurt. Til salg fra syltetøjskrukker på havebordet.

Brand. Jeg var 4 år, men stor og dygtig, så jeg skulle ringe til centralen, da traktoren brændte. Far og mor hentede vand. Damen på centralen troede ikke på mig, jeg ringede igen og igen og SÅ troede hun på mig. Der kom mindst 15 brandbiler, men da var branden slukket.

Brev. Posten spørger, hvorfor jeg ikke er i skole. Jeg svarer jeg er syg. Siden gemmer jeg mig altid når han kommer.

Brusebad. På varme dage løber vi under markvanderen.

Bøger. Peter Pjusk. Milly Molly. Puk. Silas. Den sorte hingst.

Børnefødselsdag. Jeg blev snydt for sangen og snurreturen på lærerens stol, fordi jeg havde fødselsdag i sommerferien.

Til pigefødselsdagene spiste vi lagkagelys og servietter og legede Fri til prinsessen.

Til min lillebrors fødselsdag drak de sodavand med sugerør. De sugede det op og pustede det i øret på sidemanden. Da de blev sendt ud, legede de cowboydere og indianere i køernes løbegård, så får måtte spule kolort af deres bukser med en vandslange. Det var smaddersjovt, men det var min lillebrors sidste børnefødselsdag.

Duelort. Dagbog november 1973: I dag har jeg ryddet op, det synes jeg er så sjovt. 

For to uger siden, da min far skulle køre mig i skole, så så han lige lidt ind til mine duer. Han sagde at der lå en lille unge derinde, dens forældre og den anden unge var væk. Da jeg kom hjem havde min far lagt den lille dueunge i en kasse og havde taget den ind i stuen. Om aftenen tog min far en plasticsprøjte og skar det øverste væk, så proppede han nogle mosede hønsepiller ind i sprøjten.

Da den var tre dage kunne den selv spise mad af en skål. Den får mad tre gange om dagen. Vi har den inde i stuen endnu. Det værste er at den skider hele huset igennem. Så man skal passe på, man ikke træder i en duelort.

Duplikator. Det blå kalkerpapir, når vi skulle lave tipskuponer og gætte historiespørgsmål.

Farmor. Serverede altid rejer til frokost og nødede os, mens hun slugte os med øjnene og fortalte, hvor trist det var hun ikke tålte skaldyr.

Gevær. Vi skulle love far, at hvis han blev gammel og syg, skulle vi give ham jagtgeværet, så han kunne skyde sig selv.

Gynge. Rytmisk sang, det vægtløse fald fra himlen og solen der lyser øjenlåget rødt.

Havmåge. Dengang der endnu var færger, snuppede en måge en sårskorpe på min brors finger.

Hjerne. Dagbog februar 1976: I dag er lillebror blevet syg, så han kunne ikke komme med op og hente roeoptageren. Far kørte kl. 9 sammen med Orla, som har lastbilen. De kom hjem kl. 13. De kom med roeoptageren, en forfalden transportør og en kornsnegl. Orla fortalte nogle gruelige historier om at en flugtbilist var kørt ind i hans lastbil, som havde stået med enden ned mod vejen. Han sagde at mandens hjerne lå på kofangeren og resten af ham lå og sydede på motoren.

Jørgen. Sagde han gik i stalden for at skyde rotter, men han skød sig selv.

Kernehus. Jeg hadede, når der var negle i æblegrøden.

Lykke. Jeg er født på en søndag. Derfor er jeg et lykkebarn. Et lykkebarn og et ønskebarn, i modsætning til min lillebror, der var et uheld. Min farbror mente, at dumme mennesker fik mange børn. Min far og mor fik nu kun min lillebror og mig, for så kom p-pillen.

Mormors Kroppkakor. Gör så här: 1. Koka potatisen mjuk i lättsaltat vatten. Skala och pressa den. 2. Blanda potatispresset snabbt med mjöl, ägg och kryddor. 3. Skala och finhacka löken och tärna fläsket. Stek det tillsammans. 4. Forma bollar av potatissmeten, tryck i lök och fläsk och slut igen. 5. Koka i 5-6 minuter i lättsaltat vatten. Kroppkakorna är klara när de flyter upp till ytan. 6. Servera med lingon och smör.

Nyre. Det var min far, der lavede stegte nyrer. Min mor kunne ikke, fordi hun tænkte på tis.

Nyse. Min far var overfølsom for nyheder, men så fik han tekst-tv og det viste sig at være avisen, der fik ham til at nyse.

Salmevers.

Op al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

Skolegård. Hoppe i bue og elastik. Spille mur og klink med glaskugler. Alle mine kyllinger kom hjem. Smørhul. Jorden er giftig. Hoppe i hinkeruder med tunge hinkesten af glas.

Fysiklærerens børn kom op at slås og stod i skammekrog.

Drengene pillede vinger af fluer og brændte dem med forstørrelsesglas. Det var frydefuld skræk at kigge på.

Sommer. Endeløse dage, hvor vi løb ud på bare tæer uden morgenmad eller tandbørstning.

Tidseltorne i en tå og brændenældebrændte ben, der måtte kartoffelmel på.

Den søde duft af solbrændt hud, når man stak næsen i albuebøjningen.

Nybagt brød med hjemmelavet jordbærsyltetøj.

Den sødt-syrlige duft fra tomatplanterne vi nippede med gule fingre.

Hushøj skvalderkål man kunne blive væk i.

Den tørre lugt fra Foderstoffen, hvor kontordamen havde elskov med gårdejeren i sin parkerede bil.

Dage ved vandet, hvor vi fangede rejer i net udspændt på cykelfælge. 

Nyrøget hornfisk med de grønne ben fra røgerens hvide hus.

Fryden ved at fange krabber, der kunne bide i tæerne.

Blæretangens sprøde smæld, når man klemte den.

Og altid fik vi buksebenene i cykelkæden.

Spejling. For Nancy hun er landmandsdatter, jeg selv er ude fra katsig bakker, vi drømmer om det grønne græs derhjemme.(Allan Olsens Det grønne græs fra Norlan)

Sprit. Hjalmars husbestyrerinde fandt de død med hovedet inde i køkkenskabet. Hun havde drukket af husholdningsspritten, selvom den var denatureret.

Sweet, Slade eller Stones. Det var vigtigt, hvem man foretrak.

Ulykker. Faldet fra halmloftet med ansigtet mod vandpumpen. Kun forældre i besøgstiden, men sygeplejerskerne var søde og saften rød og stærk.

Kulilten fik min bror til at glide under vandet i badekarret, min mor holdt ham fast og råbte på far. Jeg var rundtosset og grinede, men fik proppen op.

Det blodige tøj var gemt i hundekurven, så jeg ikke skulle blive bange, da min bror slog hovedet mod harvens tænder.

Undertekst. Kvinden siger til min far at han har horn i panden. Jeg studerer hans pande.

Valnødder. De umodne, til vi brækker os.