Kategori: Klummer om lidt af hvert

Dette er min klumme nummer 75 for Fyns Amts Avis. Jeg har valgt, at det også er min sidste. Det var dejligt for 4 ½ år siden at få muligheden, men nu må andre til. Det har ofte været en lidt ensom proces at være klummeskribent. Men et par læserbreve og en enkelt vred mail til min mand er det da blevet til. Og så selvfølgelig likes fra vennerne på de klummer, jeg har valgt at linke til på Facebook. Den årlige middag med ledsager for klummeskribenterne på avisen vil jeg savne. Og egentlig også at have en deadline – det at SKULLE skrive har været motiverende. Nu må jeg selv holde mig i gang, for jeg fortsætter med at skrive. Om det der undrer, fascinerer, gør ondt og gør godt. På lonekramer.dk kan du finde mine klummer og andre skriverier, også fremover.

Her følger et lille potpourri over mine klummer. Jeg har skrevet om arbejdsmarked og politik: om neoliberalismens ulyksaligheder, om beskæftigelseslovgivningens mistillid til mennesker, om borgerløn, om salg af vores infrastruktur, om skattely og kampfly, om vilkårene for den kritiske offentlige debat og om det politiske sprog, der sætter rammerne for vores tænkning.

Jeg har skrevet om flygtninge og integration: om forholdene på flugt og i flygtningelejrene, om politiske krumspring og uværdige stramninger i lovgivningen, om hindring af familiesammenføringer og udsendelse af børn, om falske modsætninger mellem fattige danskere og flygtninge.

Jeg har skrevet om Afrika og andre rejser: om den globale ulighed, om turismens dobbelthed, om udlængsel og om slow travel, om skønne steder i verden og i Danmark.

Jeg har skrevet om klima og natur: om bæredygtighed og klimamål, om virusser og overforbrug af klodens ressourcer, om landbrugets træghed, monokulturer, gylle og forurening af vandløb, om fugle, grøftekanter og store små naturoplevelser.

Jeg har skrevet om litteratur og kultur: om kunst som et perspektiv på verden, om genkendelse, anerkendelse og ny erkendelse gennem litteratur, om at skriften er kropslig og sanselig, om at blive rørt, inspireret og få stof til samtaler, om viden, holdning og handling, om at leve et mere poetisk liv.

Og så har jeg skrevet om alt muligt andet, der har fyldt: om tid og om dannelse, om personlige og politiske følelser, om byens steder og rum, om brevskrivning, om frivillighed, om den tropiske alder, om sorg og om lykke.

Nu er det snart ferietid, og så er det tid til ren væren. Et par madrasser bliver smidt bag i Passat’en, og så kører vi på opdagelse. I år bliver det Mols. Med gratis færger skal vi måske også besøge et par øer eller tage på en uges togtur til uudforskede egne af landet. Bare stå af og se hvad der sker.

God sommer til avisen og til læserne.

Bragt i FAA 29. juni 2020

I starten af 80’erne sagde en af mine eksilerede venner, at når han kom hjem til Chile, ville han være transportminister, for han var virkelig imponeret over, at de danske tog og busser altid gik på minuttet.

Nu kan vi ikke længere stille uret efter togene. Flere gange har jeg misset toget til Svendborg, når jeg kom fra København, med næsten en time på en halvlukket banegård i Odense en søndag aften som resultat. En af gangene forhørte jeg med ved afgangen fra København, om konduktøren forventede, at vi ville ankomme rettidigt til Odense og min videre forbindelse, hvortil hun lakonisk svarede: ’Hvis jeg kunne spå, var jeg ikke ansat i DSB’. Dog skal det siges, at ved en times forsinkelse kompenseres man med en gratis erstatningsbillet.

Til en jobsamtale for et par år siden skulle jeg skifte i Langå og med et tog videre mod Struer, i stedet kom jeg til at stige på toget tilbage mod Aarhus og måtte ringe og annoncere min forsinkelse. Jeg gennemførte den forsinkede samtale, men fik ikke jobbet.

En enkelt gang er det lykkedes mig at misse et fly. Vi skulle via Canada til Mexico, hvor jeg skulle undervise. I rejsepapirerne stod, at det kun var ved rejse via USA, at visum var nødvendigt, så vi troppede afslappede op i god tid. Imidlertid viste det sig, at der siden udstedelsen af billetten var indført visumpligt til Canada også, så vi måtte igennem febrilske elektroniske indtastninger for at få udstedt visum, som desværre først tikkede ind få minutter efter, at der var lukket for indtjekningen. Det udsatte vores rejse et døgn, men til gengæld fik vi erstatningsbilletter på premium (et produkt indført mellem den luksuriøse business class og den almindelige økonomiklasse), hvor drinksene blev serveret i rigtige glas og sæderne var brede nok til at sove i.

Det kan være fascinerende at fundere over, hvilke mennesker man ikke havde mødt eller havde mødt i stedet, hvis man var ankommet på andre tidspunkter. Hvis jeg var kommet hjem til den aftalte tid fra pinsefesten, ville mine forældre så have undladt at sende mig på efterskole, hvor jeg mødte søde lærere, der fik mig til at beslutte at jeg ville gå på Den Frie Lærerskole, og hvor jeg så ikke ville have mødt min første mand, fået mine ældste børn og de veninder, jeg stadig ser ofte? Ville min nuværende mand være blevet min mand, hvis ikke han var til 40 års fødselsdag på det samme spillested og den samme aften, som jeg var til polterabend for en ven? Ville jeg være blevet klummeskribent, hvis en veninde, der havde fået det tilbudt, ikke havde foreslået mig i stedet? Sådan kontrafaktisk tænkning minder mig om præsten, der sagde: ’Skæbne er den røde tråd, vi forsøger at finde i tilværelsens tilfældigheder’.

Bragt i FAA 6. april 2020

For nylig bemærkede min chef, at jeg stadig skrev ’hej’ og ikke ’kære’, når jeg henvendte mig til ham på mail, trods næsten et års ansættelse. For ham er ’hej’ distanceret og ’kære’ mere nært. Jeg bruger derimod ’kære’ til formelle henvendelser eller når jeg skriver til mine ældste familiemedlemmer, hvorimod jeg bruger ’hej’ til dem, jeg kender godt og har et afslappet forhold til.

Lørdag d. 25. januar kunne man i en artikel i Politiken læse om en undersøgelse Dansk Sprognævn for nylig har foretaget, for at kortlægge, hvordan danskerne henvender sig i breve og mails. Her viste det sig, at hilsnerne har ændret sig over tid, og at generationerne opfatter hilsnerne forskelligt.

For flere hundrede år siden var ’kære’ forbeholdt folk, man havde et tæt eller kærligt forhold til. I de seneste århundreder er ’kære’ blevet opfattet som en neutral starthilsen, man kan bruge til hvem som helst. Unge er nu igen begyndt at lægge en tungere og intimere betydning i ordet ’kære’. Mange unge, der er vokset op med sms og messenger, springer ligefrem den indledende henvendelse over og kommer direkte til sagen.

Sprognævnet anbefaler på baggrund af undersøgelsen, at man bruger ’hej’ plus fornavn til både private og ikke-private modtagere, fordi det er den mest neutrale hilsen i dag. ’Kære’ kan bruges til private modtagere, man har et nært forhold til.

Når det kommer til at afslutte mailen eller brevet, er der endnu flere valgmuligheder. Flertalsformerne ’venlige hilsner’, ’mange hilsner’ eller ’kærlige hilsner’ opfattes som mere hjertelige end entalsformen ’med venlig hilsen’. ’Kærlig hilsen’ og ’knus’ er reserveret de helt nære. De korte former ’mvh’, ’vh’ og ’kh’ er også almindelige, hvorimod blot ’hilsen’ opfattes som ikke-venligt.

Sprognævnet må dog konkludere, at der ikke er enighed om, hvad hilsnerne dækker og derfor råder de til, at man ikke tolker for meget på de hilsner, man får.

Meget få skriver egentlige breve mere, og mange har også vanskeligt ved at tyde håndskrift. Vi kan hurtigt komme i kontakt på mobil, sms eller mail, hvorimod et brev med PostNord er 5 dage eller længere undervejs. Jeg udveksler kun breve med min 91-årige faster, som i øvrigt netop har fået mobil og nu kan læse sms’er. I starten af 80’erne, før mobilen og de sociale medier var opfundet, skrev og modtog jeg breve, da jeg rejste 2 x 3 mdr. i Kenya. Nu er tanken om blot en uge udenlands uden netadgang utænkeligt. Vi kan læse forfattere og andre kendtes brevvekslinger fra de forrige århundreder, men mon der bliver personlige udvekslinger fra 2000 og frem for kommende generationer at læse?

Bragt i FAA 26/2 2020

Ifølge ordbogen er man grådig, når man begærer og forbruger mad, penge eller magt udover det, man faktisk har behov for. Og det er så nemt at overforbruge her i juletiden, hvor alle butikker frister med ting. Nogle siger, at vores eneste frihed er forbruget. Men selv forbruget føles ikke så frit, for vi lader os nemt lokke til at købe mere end vi har brug for.

Men det er en dobbelt følelse, for det er også virkelig dejligt at nyde god mad og vin sammen med familie og venner. Og det er skønt at glæde børn og voksne med gaver og overraskelser. Vi har mange dygtige lokale fødevareproducenter og kunsthåndværkere vi kan støtte ved at købe lokalt.

Heldigvis findes der også masser af hyggelige julesysler, der ikke belaster miljøet eller pengepungen. Gå i skoven efter mos, gran og kogler til hjemmelavede dekorationer, flet et hjerte eller en stjerne af en strimmel avis, bag brunkager, svenske lussebrød og kommenskringler, spis risengrød, lav æblegløgg på æblemost, gå på biblioteket og læs julehistorier, syng alle julesangene og -salmerne, find et lille julemarked og nøjes med at lade dig inspirere og indsnuse lidt julestemning.

Jeg fandt et postkort og en glasengel til min faster på Kunstnernes julemarked på SAK, et par filtede vanter til yngste datter på julemarkedet på Hvidkilde Vandmølle og en flet-selv-fugl til en veninde på Christianias julemarked, plus masser af inspiration til egne kreative projekter. Vi behøver ikke at bruge mange penge, men kan også give nærvær og oplevelser i gaver: en hjemmelavet middag, en gåtur, en børnepasning.

Julemagien kan findes i en tidlig morgens frosttåge over landskabet, var det ikke en lille nisse, der krøb i skjul bag det træ der? Julemagien kan være i duften af varme krydderier fra brunkager og gløgg, i et tændt stearinlys eller i den ene gang om året at lakere sine negle røde. Julemagi kan også være at putte sig under varme tæpper, mens regn og blæst suser udenfor.

Der gror mistelten i vores æbletræer, de er nemme at få til at gro – blot gnid det lille klistrede hvide bær i en grengaffel og misteltenen tager fat, siden sørger fuglene for yderligere spredning. En ophængt mistelten i en dørkarm betyder julekys til de, der mødes der. Den ophængte mistelten skulle stamme fra den keltiske folketro, hvor den blev brugt som værn mod onde ånder.

Juletiden og afslutningen af året er også der, hvor vi kan afsætte lidt tid til at reflektere over året der gik. Gøre alt det op, der er at være taknemmelig for. Familiemedlemmer og venner, der ikke er her mere, men som vi stadig tænker på med glæde, nye små familiemedlemmer, der er kommet til og som får vores hjerter til at svulme. Naturoplevelser, fester, samtaler, litteratur, teateroplevelser, der har gjort indtryk. Og så kan vi begynde at drømme om 2020, hvilke mål vil vi sætte os? Hvor vil vi gøre en forskel?

Bragt i FAA 20/12 2019

I fredags havde vi det årlige formidable Vinterbal i Ollerup Forsamlingshus. Der var fællesspisning, åben scene med flere kor og gøgl og trylleri, og til sidst lækker dansemusik med FreezeSchool Band og deres 4 mand store blæsesektion. Morten, Niller og jeg leverede som vanligt lidt poesi til den åbne scene, her kommer mit bidrag:

Vi skal skrive på ordet ’hjerteåbner’, siger Niller.

Okay, siger jeg, selvom konfliktstof og ulykke jo er meget mere underholdende.

Hjerteåbner, dåseåbner, yogaøvelser og Danser med drenge: åbn dit hjerte, åbn dit hjerte.

Men jeg kan jo skrive om kroppen, for kroppen er sanser, og sanser er krop – og skrift.

Skrift er krop.

Det ender altid med krop.

En nylig undersøgelse af danskernes sexliv konkluderer stereotypt, at mænd har mere sexdrive og handler på det, fordi de – siger de – oftere onanerer, ser porno og er utro.

Men nu er No Nut November det nye hit. Lad skægget stå og undgå at ejakulere i november.

Absurd at man først får kropslig selvtillid på et tidspunkt i livet, hvor man ikke længere har krop, eller rettere har så rigeligt med krop:

Mere mave end røv, løst bindevæv, nye knæ, hedeture og læsebriller.

Man brænder på en anden dybere måde, insisterende, vedvarende, ulmende.

Ungdommens heftige opblussen var vild og fuld og svimmel og hurtig, en dunkende bas i underlivet.

Nu er vi mere en langtidskogt simreret, en rødvinstoddy, den dunkende bas sætter sig i brystet.

Bliver libidoen mindre og hjertet større?

Vi begynder at udspionere fugle, vandre i naturen, bade i havet, sanser det iskolde vand, der lukker sig om den nøgne hud, endorfinsuset, velværet.

Oplever gamle mennesker en større dybde i nydelsen?

Så meget godt i vente.

Blive høj på hud, på ord og intellekt.

Svulmen og trykken bag brystbenet, sitren i hjernen, alt udvider sig, bliver varmt og stort og overgivent.

Fri passage for fryd: datter, søster, veninde, kæreste, mor.

Det lille vilde dyr i ribbenskassen, benburet, det lille vilde bløde dyr med dobbelt puls.

Det lille bange glade hjerte, med store runde perleøjne – en mus, en hamster, et egern.

Et lille blødt dyr – fanget, pisker rundt på den bittelille plads, indespærret, angst, vred, henrykt.

Læg dig på den grønne yogapølle med armene ud i kaktus.

Skuldrene tilbage ned ad ryggen, åbn dit hjerte, træk vejret helt ned i maven.

Lad det parasympatiske nervesystem arbejde og berolige dig.

Lad det lille vilde dyr falde til ro, rulle sig sammen, lægge sig udmattet, blødt, trygt.

Mærk din langsomme dybe vejrtrækning.

Åbn dit hjerte, lad det sive, drive igennem dig.

Tag imod, vær ikke bange, åbn dit hjerte.

Bragt i FAA 28/11 2019

En lille hakke af hjortetak dateret til 11.000 f. kr. blev i 1968 fundet ved dræning af en lavning i Løgeskov. Den er et af de ældste tegn på mennesker i jægerstenalderen. Istiden var lige forbi og landskabet den såkaldte tundra, der var åben og med lav bevoksning af lyng, græs, dværgbirk, pil og enebær. Der var vandfyldte lavninger, åer og bække. Området var præget af såkaldte issøer, hvor store isklumper lå begravet under jorden og først smeltede over flere århundreder og aflejrede ler og sand. Der var rener, der skaffede jægerfolket våben, føde og skind til tøj og telte.

Derfra skal vi helt frem til middelalderen før vi med sikkerhed ved, at der igen har boet mennesker i området. Stenstrup bliver nævnt første gang i 1200-tallet, og i 1372 nævnes herregården Løjtved. Både løjt- og løge- kan betyde løg, men kan også stamme fra løgh, der betød ’vaskevand’, altså bæk eller mose. Tved betyder rydning, fældet skov. Området har været skov og mose, og det siges, at bønderne fra Hundtofte sejlede deres kreaturer ud til græsning på Løgeskovs holme. Området blev også kaldt pajdlandet, da det var bosted for padder eller tudser.

Tørv dannes i moser af delvist nedbrudte plantedele og bruges til brændsel. Det er udgravet og brugt siden jernalderen, og fra 1800 ved vi, at der laves æltetørv på Løgeskov, hvor tørven tilsættes vand og æltes med hånd- og siden maskinkraft til mindre tørvestykker.

Mellem 1775 og 1820 fik alle bønder deres jorder ’udskiftet’ af den fælles bymark. Gradvist ophørte fæsteforholdene og bønderne fik selveje. Der skete en ’udflytning’ af gårde fra de gamle landsbyer til nye jordstykker. Der opstod husmandskolonier ved udskiftningen, de blev typisk placeret i et hjørne af ejerlavet med den dårlige jord, som fx ved Stenskov Huse, Løgeskov og i Rantzausminde. Husmanden havde i modsætning til bonden ikke så meget jord, at han kunne leve af det, og var derfor ofte nødt til at tage arbejde ved siden af.

Istiden aflejrede fint stenfrit ler i området, og der har været 11 teglværker, de første fra 1700. Man gravede leret ud og brændte mursten, teglsten og rør. Om sommeren var der arbejde i lergraven og på teglværkerne, om vinteren i skovene. Leret blev æltet i en tromle trukket af heste eller vindmølle, og senere kom dampmaskiner til. Leret blev formet eller strøget i hånden inden brændingen i ovnen. Bl.a. på Bækgården på Klarningsvej havde man teglværk, hvor Løgeskov-boerne arbejdede.

Folk på Løgeskov var helt op mod nutiden ludfattige. Ved gilder dengang taltes kun om tørv og teglværk, hedder det. Det var det eneste befolkningen kendte til. Det forlyder at en skomager fra Løgeskov efter at have været til gilde i Stenstrup gik ind i kirken, hvor han hørte en røst forkynde: ’Der er de gode og de onde og dem fra Løgeskov.’

Bragt i FAA 23/9 2019

Man siger, at vi har fået to ører og en mund, fordi vi skal huske at lytte dobbelt så meget, som vi taler. I den gode samtale er vi nysgerrige efter, hvad den anden tænker eller oplever. Vi lytter og spørger ind med åbne spørgsmål, i stedet for at sidde og tænke på, hvad vi vil svare eller fortælle, når vi selv får ordet.

Fordybelse og koncentration i en samtale giver nydelse. At turde vise sin egen sårbarhed og ufuldkommenhed kan bringe samtalen ind på dybere, mere intime emner, som beriger os og fylder os med mening. En samtale bør være en fælles undersøgelse af et emne og ikke en konkurrence om at få ret.

Nogle mennesker er bange for stilhed og føler sig forpligtet til uafbrudt overfladisk pludren. Det kan efterlade mig helt tom tankemæssigt og følelsesmæssigt. Det forstyrrer samtalens flow og de tankerækker, der kan bringe os i forbindelse med, hvad vi egentlig har lyst til at fortælle eller tale om.

Desværre giver vi os ofte ikke tid til dybe, intime og berigende samtaler, selvom der er en stor nydelse i det. Nogle gange kan samtaler med fremmede mennesker, eller mennesker vi ikke kender specielt godt, være nogle af de mest interessante. Måske fordi vi ikke har en forudfattet forestilling om den anden eller bilder os ind, at vi ved, hvad den anden vil sige og mener.

Girafsprog og assertiv kommunikation bliver ofte lidt latterliggjort, men det handler om den bedst mulige kommunikation, hvor man bestræber sig på en ligeværdig dialog, hvor man er åben, direkte og ærlig. Det er dog nemmere sagt end gjort, for det kræver en vis portion mod at vedkende sig sine følelser, behov, grænser, ønsker – og turde give udtryk for dem med respekt for sig selv og andre.

Hvis vi tør være mere modige, sårbare og nysgerrige kan vi få spændende samtaler med både mennesker vi kender og ikke kender. Vi kan træne vores mod ved at bryde vaner og mønstre. Du kan fx iagttage nye ting, du ikke har lagt mærke til før hos dine børn, partner eller kollega eller i dine omgivelser. Prøve en hel dag at efterlade alle du har været i kontakt med i en bedre tilstand, end da du mødte dem. Gøre noget du aldrig har gjort før: skrive et digt, prøve en ny sport, høre en ny type musik. Starte en samtale med et menneske du ikke kender eller om et emne du ikke har diskuteret før.

Flere steder kan man deltage i Samtalesaloner, hvor man taler om et bestemt emne ud fra nogle ’samtalestartere’ og en ’samtalemenu’, som værten står for. Emnet kan være alt muligt fx alder, drømme, hverdage, vaner, traditioner eller det kan være mere politiske emner, der skal føre til handlekraft. Det kan man læse meget mere om på www. Samtalesaloner.dk.

Bragt i FAA 8/8 2019

Her en god bid inde i min ferie er tempoet dejligt langsomt. Jeg har tid til at fordybe mig i en bog, i en samtale eller nørde med en unyttig, men frydefuld interesse. Som fx at genopfriske blomsternavnene på strandengen.

Det pirrer et særligt center i min hjerne, som frydes over ord, der smager vidunderligt på tungen. Hjorterod, harekløver, bakkenellike, musevikke, cikorie, røllike, blåklokke, dueurt, gederams, perikum, krageklo og gul snerre, der også kaldes ’Frejas urt’ eller ’Jomfru Marias sengehalm’. De krydrede, sødlige dufte de udsender kan gøre mig helt beruset af lykke, når jeg krydser strandengen på vej op til morgenkaffen efter mit havbad.

I år har der været virkelig mange valmuer, hvedemarker helt røde af blomster og enkelte klynger af min yndlingsblomst, kornblomsten med de blåeste blå kronblade. Heldigvis lader man flere steder grøftekanterne gro, så de vilde planter kan få lov at blomstre og smide frø. Til glæde for både insekter og mennesker.

På Radio24syv hørte jeg én citere en ældre dame: det hedder past og future, men present hedder sådan, fordi det er a present, en gave. Og ja, det er virkelig en gave at kunne være i nuet. At være tilstede med sine sanser og tillade sig at lade alle parader falde, ikke tænke på i går eller i morgen eller senere, om lidt. Selvforglemmende, sansende, opmærksom, åben. Det er også det, der kendetegner det at være i flow. En tilstand hvor arbejdet eller legen kører af sig selv, man er opmærksom, vågen og aktiv, det perfekte sted mellem anspændt og afspændt, tilpas udfordret. Oplevelse af meningsfylde.

Taknemmelighed over at være til, over naturen og over de mennesker der er i mit liv. Ja, sådan en sommermorgen kan man blive helt rørstrømsk på kanten til det religiøse eller spirituelle. Jeg som ellers til daglig er så prosaisk og verdslig.

Lige nu læser jeg Hanne Højgaard Viemoses ’HHV, FRSHWN’. Det er den første roman, jeg læser af hende, men nu vil jeg sluge alt hun har skrevet. Hun skriver vild, sanselig prosa, der minder om Kamilla Hega Holst, Karen Fastrup, Christina Hagen og Iben Mondrup, når de er bedst. Intense, kropslige, grænsebrydende. De kan formidle fortættede følelser og sanseindtryk, så man kan mærke hvor kropslig en oplevelse skrift og læsning er.

Om lidt går turen til havnen efter fisk. Måske en dukkert senere, og hvis vi er heldige, ser vi igen marsvinet med sin unge fouragere tæt på kysten. De små hvalers spidse rygfinner bryder vandet i synkrone glidende bevægelser, så tæt på at man næsten kan røre dem. Forestille sig følelsen af den glatte kølige hud.

Jeg tilføjer lidt til min bucketliste, ting jeg skal nå inden jeg dør: opleve et svensk krebsegilde, bestige tårnet i Vor Frelser Kirke, ro havkajak, køre på glatbane, skrive en roman, med tog gennem Schweiz, lære flere blomsternavne…

Bragt i FAA 17/7 2019

I takt med at bøgen er sprunget ud i sit hysterisk lysegrønne og rapsmarkerne står selvlysende gule, har jeg de sidste 14 dage rejst rundt i Danmark med tog og i bil. På arbejde og på besøg.

Godsbanen i Århus er et klondyke af værksteder og kreative arbejdspladser. Her var inspirerende temamøde om unge psykisk sårbares arbejde med læsning af litteratur og egen skrivning på forfatterskole ledet af forfatter Sofie Kragh-Müller, hvor det er teksten og ikke sygdommen, der er i fokus.

Weekend i sommerhus på Reersø med løb gennem frostrimmet græs til morgenens havbad. Fødderne først smertende siden næsten følelsesløse på vej over stenbunden. Endorfinsuset og varmen i huden, når man har været under. Masser af sol på terrassen, mens første bog i trilogien om svenske kvindeskæbner afgjort af uønskede graviditeter blev læst i flugtstolen: Kristina Sandbergs ’Et barn at føde’.

Havnebad og sauna i Troense efterfulgt af suppe og god snak hos venner. Tænk at kunne starte alle sine morgener i havet.

Analysetur med fokus på henkastet affald rundt i Tønder Kommune under den høje himmel. Marsken fyldt med får og nyfødte lam. De gamle pittoreske marskgårde af røde reglsten, hvidfugede og stråtækte. Alt så rent og ryddeligt, men få mennesker. Langt ude på landet er stilheden helende, og i de større byer har de grimme og rodede aftryk levet menneskeliv afsætter sin charme. Men der er noget trøstesløst over provinsbyer uden mennesker.

I København til masterclass i verdenslitteratur i Indre Bys Kulturhus, hvor vi talte om generationernes gentagelsestvang, og om litteraturens frisættende potentiale gennem erkendelse af almene og eksistentielle menneskelige vilkår på tværs af køn, alder, geografi og tid, snarere end gennem genkendelsen i miljøer, der afspejler vores egne liv én til én.

Bagefter på rundtur til mine voksne børn på Østerbro, i Nordvest og i Sydhavnen, med 150S, 5C, 3A og på gåben. Jeg bliver aldrig træt af at kigge på mennesker og på bygninger. Vi spiste ramen på Wagamama, risotto på Grød og drak kaffe hos Grannys i Torvehallerne. Oplever børnene på deres hjemmebane, og føler mig hel og lykkelig sammen med dem, og over at være deres mor. Lader dem grine kærligt af mine ubehjælpsomheder udi elektronik, musik og byliv.

På vejen hjem i toget læste jeg David Vanns voldsomme syndefaldsfortælling ’Goat Mountain’ om en dreng, der tager på jagt med sin far og farfar, og hvordan alt falder fra hinanden, da en ulykke indtræffer. Rosafarvede solnedgangsskyer, da vi kører over Storebælt.

Til Nordisk Strandrydder Dag i Agger i Thisted Kommune. Blev rusket af blæst og kulde ved Vesterhavet og dernæst besøg hos engagerede medarbejdere i virksomheden Strandet, der genanvender marint affaldsplast.

De næste måneder fortsætter min færd rundt i Danmark, og jeg glæder mig til at opleve mangfoldigheden.

Bragt i FAA 10/5 2019