Tro på det – en togrejse til Cadiz, Spanien
Jeg køber ristede kastanjer, netop raget ud af gløderne og overrakt i et kræmmerhus af gårsdagens avis.
Lottosælgere på alle gadehjørner – tro på det.
Det grønne apotekerkors blinker i hver 3. gade – her fås det meste i håndkøb.
Jeg farer vild i smalle gader og passerer så igen den samme læder-, grønt-, eller tobakshandler.
Jeg går i Carrefour, Dia og El jamon efter kaffe, yoghurt, manchego, vin og vand.
Hola, buena, por favor, gracias.
På markedet kan jeg få fisk, rejer, blæksprutte, østers, kød i alle udskæringer, avocado, mango, store gule ferskner og den søde cherimoya (sjeri-måja). Selv tomater, løg og gulerødder smager sødere – tro på det.
Hos sherrymanden får jeg cremede oliven, hemmeligheden er lagen af ansjoser.
Hos bageren er der alle slags søde kager med sukker, kanel og creme.
Jeg spiser tapas og drikker vin på cafeerne: kartoffelsalat med rejer, bagt aubergine med ricotta, filodej med porre og flødeost, stærke pebre, søde kartofler med salt, ceviche af torsk.
Min cafe con leche drikker jeg hver morgen på cafeen på hjørnet, hvor gadens tosser, drikfældige og tilrejsende får samme venlige og kontante behandling.
Alle argumenter lyder som skænderier. Her er temperamentet stort og blodet varmt.
Hos naboen bliver vi inviteret ind for at se deres farvestrålende og larmende parakit. Far, mor, voksen fraskilt søn og sønnesønnen på 6 år deler de 3 værelser.
Hver dag et nyt cruiseskib; 300 meter langt med plads til 6000 passagerer. Ligger i havnen et par timer, mens turisterne i store flokke hærger gennem hovedstrøget og turistfælderne med sko, tasker, mærketøj, kopper og magneter – tro på det.
Hver aften solnedgang over det gamle fort og fyrtårnet, set fra stranden med en drink. Der klappes.
Atlanterhavet er friskt og køligt; hæver og sænker sig regelmæssigt og hypnotisk efter månens planer. Tidligt kommer fiskerne ind i deres små hvide både med dagens fangst.
Ældre ægtepar tusser afsted hånd i hånd med en indkøbstaske på hjul. Mødre og fædre luftes arm i arm med deres voksne døtre eller sønner. Sidder på en bænk i skyggen på torvet. Duedamen kommer og kaster brød.
Himlen åbner sluserne over Valencia. Der ledes efter forsvundne i mudderet, i sammenstyrtede huse og i oversvømmede biler i parkeringskældre, tunneler og floder – tro på det.
Den hellige jomfru tilbedes med billeder, kranse, blomster og lys – tro på det.
Allehelgensaften er et udstyrsstykke af et optog. Helgenbilleder, levende lys i glasstager, guld og stave båret i langsomt vuggende optog af adskillige mænd i broderede kåber. Ledsaget af et tambour-orkester med blæsere og trommer, der kan vække selv de døde – tro på det.
Bymuren er en fæstning, herfra udskibedes og forsvaredes varer allerede for mere end 3000 år siden.
På museet ældgammelt kunsthåndværk: krukker og figurer i glas og fint dekoreret ler i blå, grønne og violette nuancer. Kæmpe sarkofager og primitive fiskeredskaber.
Et amfiteater efter romersk forbillede har underholdt med komedier og tragedier. Teatret bearbejder vores liv, glæder og sorger – tro på det.
Vin, vand og teater – tro på det.
Massive trædøre med jernnitter. Ornamenterede gitre, indgangspartier og atriumgårde med kakler, springvand og planter. Dybe mørke kølige boliger. Pudderfarvede mure med skodder i kontrastfarver.
Befæstningsgraden er høj, klippegrunden beklædt med brosten og fliser. Parker med palmer og skyggefulde hundredårige træer. Gaderne vaskes hver morgen; servicebiler fjerner hundetis og støv.
Menneskene elsker deres små hunde. De vilde katte lever på de store sten bag muren langs havet. Diskrete liv som de hjemløse i mur-nicherne – tro på det.
Flaminco-sangere står på torvet med deres guitarer og sanganlæg. Sorte sælger armbånd og tørklæder ved cafébordene – tro på det.
På vejen hjem en detour over alperne. Et stenlandskab med mosser og lav i nuancer af irgrøn og karrygul.
200 km af åndeløs skønhed: jadegrønne søer, orange lærketræer og hvide snetinder.
Den unge konduktør smiler lykkeligt, som om det er ham der har frembragt disse prægtige scenarier for os – tro på det.