Kategori: Blandede bolcher

Rejsenoter fra tog

Søndag 1. oktober

Støvregn over Fyn. Grå tågedis lægger sig blødt om marker, bakker, hegn og skel.

Vejle Fjord er en matgrå rillet overflade. Broen er solid og tung. Togkonduktøren lader den gravide muslimske kvinde blive siddende på 1. klasse, selvom hun ikke har billet.

Kvæg og svaner på de sumpede enge mellem Horsens og Skanderborg. Wraps og spirende vinterafgrøder. Højspændingsmaster og stubmarker.

Asfalt og himmel har samme nuance i Skanderborg. Trafiklysene spejler sig i våde gader.

I Aarhus striber regnen ruderne og vi skifter kørselsretning.

Inden Randers er landskabets farver udviskede og gulligt lys siver fra stuehuse og parceller.

En flok sortbrogede kvæg står under en gruppe træer med halerne presset mod kroppen og vendt mod vinden.

Mellem Hobro og Aalborg vugges jeg i søvn. Så videre mod nord med Skagensbanen. Mobilsnakken går på finsk, ukrainsk og kiswahili. Vi passerer Vrå, Tolne, Kvissel og andre nordjyske stationsbyer. Af og til står passagerer af og på.

Mandag 2. oktober

Har sovet godt i den indvendige kahyt. Færgemotorernes fjerne dunken og duven. Glat køligt bomuldssatin. Går langs lange øde gange med lyserøde døre og messinggreb. Som en scene fra Ondskabens Hotel.

I morgenmadsrestauranten vrimler det med asiater, måske japanere, der fylder godt på tallerkenerne og smasker højlydt. De starter alle med æbler. Har japanske kvinder altid kort hår? Og er det sandt, at asiater ikke går i overgangsalder? De må være vant til asiatiske gæster, for der står spisepinde sammen med det øvrige bestik. Høje lyse norske kvinder med stærke knogler.

Nu står solen op over Oslofjorden. En kortvarig sprække af gyldent lys mellem tunge skyer. En mosaik af pastelfarvede huse klistret op ad skrænterne mod fjorden.

Oslo er en metropol. Med en behagelig summende puls. Afdæmpet. Samler en kastanje til lommen i Tollbugata og køber kantareller på Torvet. Sidder på en bænk i solen.

Her er vældig mye polis i gaderne. Og romaer. På Jernbanetorget tigger de, ryger, spiser nudler og efterlader skrald.

Deler sæde med en ung kvinde fra Tyskland, arbejder i Trondheim, hendes forældre er fra Kosovo. Overfor sidder en ældre kvinde, bor 3 timer nord for Trondheim, taler et norsk, der er vældig let at forstå. Vi kører længe længe gennem en tunnel. Så dukker marker og skove op. Solen skinner på granner og på gule birketræer, på stubmarker og på industrikvarterer. Vi kører langs med og over elve. Gennem tunneler sprængt i grundfjeldet. Mjøsa er blank i solen. Lystfiskere står med stænger langs bredden. Vi stopper ved små stationsbyer med poetiske navne som Elverum, Steinvik, Hanestad, Alvdal.

Hvide, røde og gule træhuse. Hvide og grønne skodder. Togføreren tuder i hornet og jeg spejder efter elg mellem fyr, birkestammer, bærkrat, lav og bløde mosser. I bunkevis af fyrrestammer. Birkens hvide stamme og gule blade overalt, også rønnebær og de røde blade på løn og ahorn og egens rødbrune.

Birkestammerne lyser i aftensolen. Rundede myretuer i skovbrynet. Kilder springer ned over klipper. Et eventyrland.

Solen forsvinder bag et fjeld, men dukker op igen et par sving længere fremme. Skyerne får rosa kanter. Tusmørket udjævner landskabets konturer.

Tirsdag 3.oktober

Trondheimfjorden. Jeg får lyst til at græde. Har et landskab nogensinde gjort mig så bevæget før?

Efterårsfarverne bliver mere udtalte her nordpå. Fjorden ved Levanger. Får på skråning.

Alle disse nordmænd i smarte fjellbux. Smukke træhuse side om side med virkelig mange firkantede betonkasser: varehuse, industribygninger.

8 grader ude, sol, fjorde, fjelde. Skove. Lavvande nu – fjordbunden med brunlige tangtuer er synlig.

Fugle flyver i flok. På træk. Smukke formationer – på linie, i V. Snåsavatnet. Snaskevandet! To sendrægtige nordmænd taler sammen. Især den ene drævende, brummende. Siger ting som: ‘Elna somnade i Toyotaen… Han var med til noget disko i kælderen…. Han strunter ikke i bremser her.’

En lille rundhovedet steward med høje tindinger tilbyder vand og frukost og hører om alt er bra. Kaffen er ad libitum og bitter.

Rejsen går gennem skove, fjelde, elve, fjorde, rydninger, skrånende marker, stationsbyer.

Mangler at se elg. Elge, elve, elme. Elegier.

Fjelde, fjorde, fjed.

Orange, rust og rosa. Skovbundens krybende krat tager mange farver. Formofossen og Rosset syd og nord for Grong. Nu forlader vi Trøndelagen og kører ind i Nordlandet. Efteråret er dybere her. Flere røde og orange træer. Birkerisene har en næsten dyb lilla farve.

Norden i mit hjerte. Timerne bare går og går, jeg bare kigger og kigger.

På lange stræk er skoven hegnet ind mod skinnerne. Ved alle stationsbyer er angivet meter over havet.

Nu dukker bare fjeldtoppe uden træer op. Himlen mørkner. Det grår til.

Skiftet mellem mikro og makro. De store panoramaer til fjerne fjelde og de helt nære mosser, træer og sten. Vegsnfjorden i regn.

På vej mod Mo i Rana. Vi krydser polarcirklen og Nordlandsbanens højeste punkt 680 moh. Fjeldtoppene er nøgne her og birketræerne små og forvredne. Og pludselig er vi over trægrænsen. En flok rener! Hvide og vilde. Og Saltfjellet, en bræ af evig is. Her har fjeldene sne på toppen. Tænk der bor mennesker i hytterne i Lønsdal.

Jeg glemmer at trække vejret, og jeg er ved at tude flere gange. Åben og porøs. Helt oppe at køre over al den skønhed! Kan slet ikke forstå de passagerer der bare sidder og læser eller sover som om dette landskab er hverdag. Måske er det hverdag!

Nu med regnbue! Og så Saltdalsfjorden, hvor solen går ned i en sæk bag fjeldet.

Jeg siger: Jeg kunne også flytte til byen og vi kunne være progressive, være cola: couples living apart, løfte vores ægteskab op til next level

Han siger: Det giver mig ondt i maven, men ok, gør det

Han siger: Det ordner sig, det bliver fint, jeg skal bare have lidt tid

Jeg tænker: Hvor jeg elsker ham, hvor han tager det fantastisk

Han siger: Jeg skal lige runde nulpunktet, jeg skal have lidt tid, jeg ved ikke om det tager 14 dage, 3 mdr eller et år

Jeg tænker: Selvfølgelig skal han have tid, det skal nok gå, han skal lige synke det hele

Han siger: Jeg ved sgu ikke, jeg skal finde mig selv

Jeg tænker: Han får tid, han er i proces, jeg vil ham jo

Han siger: Jeg vil ikke være kærester med dig, det er slut

Jeg spørger: Kan du huske den sidste gang vi havde sex

Han siger: Nej

Jeg siger: Skal vi så ikke gøre det en sidste gang, så du kan huske den sidste gang vi havde sex

Han siger: Nej

Jeg tænker: Jeg elsker ham og det var det værste der kunne ske

Men det var det ikke

Han sender en sms: Han knalder en anden

Jeg siger: Seriøst, sms, er du fucking 13 år

Han siger: Jeg kunne ikke lige få det sagt

Jeg spørger: Hvor længe

Han svarer: Det kan jeg ikke huske, 3-4 uger

Jeg råber, jeg græder, jeg skriver onde sms’er

Jeg siger: Du skal være ærlig, så jeg kan hele

Han siger: Ok, det er nok 5 uger

Jeg siger: Forelskelse sker, men du skal ikke være uærlig oveni

Han siger: 7 uger

Jeg siger: Du må sige hele sandheden, selvom det stiller dig i et dårligere lys

Han siger: Det startede for 4 mdr. siden

Jeg siger: Du må udholde ubehaget

Han siger: Jeg har kendt hende i 1 1/2 år

Bragt i Udkant #21 november 2022

Mor er en hval. Mor er en søko. Hun rummer et hav. Hun er tung og indadvendt.

Mor tør ikke glæde sig over maven, for tænk, hvis baby ikke vil leve.

Mor synes babys læber er blå, mor lægger øret til baby, mor kan intet høre, kan ikke finde puls på babys hals, mor ryster baby vågen.

Naboen siger mor er en ravnemor, fordi hun lader baby ligge alene på bordet.

Men mor er ingen ravnemor, hun er en hønemor.

Mor leger med sine børn. De leger sanseleg, smageleg, kildeleg. De leger larver. De små kroppe er varme og tætte. Mor er så lykkelig, at hun græder.

Mors lille dreng er blevet væk. Hun løber desperat mod centerets udgang, ud på parkeringspladsen, fortvivlet tilbage igen, hun kan ikke tænke, hun kan ikke råbe, bare mærke pulsen i halsen og ørerne. Men så, – der står mors lille dreng ved en legetøjsbutik.

Mor holder i live, hun holder af, holder om og holder ud.

Mor er en ilder, hun forsvarer og vogter over sine børn. Ingen skal gøre dem fortræd. I sidste ende bider hun hellere selv halsen over på dem end lader nogen såre dem. Mor ved de er bedre mennesker med renere hjerter. Hun tåler ikke, at deres tillid bliver misbrugt.

Mor falder i søvn, når hun putter sine børn. Så veninderne, der venter i stuen, må gå sure hjem.

Mor vågner med børn på tværs over ansigtet.

Mor er en barkbille. Barkbillens larver gnaver gange mellem bark og ved på nåle- og løvtræer og efterlader et dekorativt mønster. Larverne udvikles inde i et blad, som er kompliceret sammenrullet af de voksne biller.

Mor cykler med to børn på cyklen i vintermørket og føler sig som en af hverdagens helte.

Mor siger ja til legeaftaler med den nye drengs mor, men mors dreng vil hellere lege med sin gamle ven.

Mors børn vågner lige så tidligt som solen. Men når de starter i skole, kan de endelig sove og må vækkes forsigtigt, forsigtigt.

Mors dreng vil have, at hun trøster den store fremmede dreng, der har slået sig og græder. Men mor siger,det er bedre, at læreren trøster, og ser at noget forandres i hendes drengs øjne.

Mor er vild og mild. Hun er rå og øm.

Da mor var barn, skulle man ikke klæde sig ud og lave teater eller cirkus. Man skulle ikke skabe sig. Mors børn har masser af klæd-ud-tøj.

Mor efterlyser konstant glemte gymnastikposer, vanter og computere.

Mor er altid på vagt. Hun skal sørge for at alle har det godt. Hun holder rummet. Far ER bare. Han mærker ikke alle følelserne, han kan slappe af og være sjov. Mor vil være far.

Mor tænker på de mænd og børn, der kunne have været. Forestiller sig, hvordan livet så kunne være.

Mor længes efter den lille død. Efter mere søvn og flere orgasmer.

Mor er en havodder, hun flyder med sin unge hvilende på maven.

Mor beskytter sine børn med sin krop. Hun sidder vagt i stolen bag hoveddøren hele natten med uro i gaden, hvor politiet ikke vil komme.

Mor drømmer, at gamle elskere frier, men at hun forærer dem sine døtre. Og mor drømmer, at hun skal passe spædbørn, mens andre knalder.

Mor er en hare. Haren spiser sin egen lort, fordi den er fyldt med proteiner og mineraler. Hvis den forhindres i det, dør den i løbet af få dage. Haren kan parre sig og blive gravid igen inden den har født, så den bærer to kuld med forskellig alder.

Mor laver regler. Kun et glas juice til hver til morgenmaden. Far synes, hun styrer for meget, men hvordan skal der ellers være juice til 7 mennesker.

Mor har lange arme. Mor slæber poser med mad hjem hver fredag. Alligevel er køleskabet tomt og alle sultne søndag aften.

Mor rusker i armen og stiller uden for døren i den mørke gang. Mor udelukker fra selskabet.

Mor er magtesløs. Mor stikker en lussing. Mor råber og græder. Mor er ikke for børn.

Mor er et dyr. Hun ved ikke om hun helst vil skride fra det hele, slå dem ihjel eller forsvare dem med sit liv.

Mor er liderlig og moderlig.

Mor tager den pæne kjole og læbestift på. Betaler benzin, teaterbillet og drinks. Da de kommer hjem og hun blotter et strømpeklædt ben, vil han bare i seng og sove. Mor overvejer om et forhold kan overleve, at man ignorerer umage.

Mor er en østers, den er både nosse og vulva. Den bliver kønsmoden når den er 1 år og skifter køn afhængig af vandtemperaturen.

Mor drømmer om at forsvinde fra mand, job og børn. Hun smugler passet ud i handskerummet.

Mor vågner ved siden af sin elsker og er stadig fuld. Så går mor i panik. Hvor er børnene? Så husker mor. De er hos far.

Mor er taget på ferie med sin veninde. De drikker vin, bader i havet og knalder fremmede mænd på stranden. Når mor ser en familie eller et barn, kigger hun væk og tænker intenst på noget andet.

Mor drømmer, at hun og hendes mand er gift med nogle andre, men utro med hinanden.

Mor er en blæksprutte. Hun kan skifte farve efter omgivelserne. Kan smyge sig ind overalt. Gå til angreb eller stikke af i en sky af blæk.

Mor græder ved en sø i Højby 4 år efter skilsmissen.

Mor holder af sine papbørn. Papbørnene vil ikke holdes af, de vil elskes som mors egne børn. Det kan mor ikke.

Mors ældre veninde siger: ’Når de er fyldt 12, kan du ikke længere opdrage dem, så må du bare håbe på det bedste’.

Mor ligger søvnløs og henter fulde børn og deres venner midt om natten. Hun våger over deres vejrtrækning med en hånd på panden og en spand ved sengekanten.

Mor er en gorilla. Den interagerer gennemsnitligt med 13 familiemedlemmer og 39 venner.

Mor holder vejret, til døtrene når ud af teenageårene uden at være blevet unge mødre.

Mor tager begejstret imod sine svigerdøtre og svigersønner. Hun undgår behændigt at kritisere dem, når det går forbi, for i næste uge er de måske sammen igen.

Mor ønsker bare at hendes børn skal være lykkelige. Men lykken er et pres, der gør alle kede af det.

Mor er sine børns fortrolige. Hun hører ting, hun helst ikke vil vide.

Mor føler sig udenfor, når far ved ting, børnene ikke har fortalt hende.

Mor skuffer sine børn, når de kommer hjem på ferie eller weekend. Hun har arbejde og sociale arrangementer at passe, orker ikke at diske op med livretter og nærvær. Når de endelig sidder sammen om et spil, er det ikke lige så sjovt og hyggeligt, som da de var børn.

Mors søn siger: ’Man kan altid se, hvordan jeg har det med noget, – det har jeg fra dig’.

Mor er en krage. Krager er nogle af naturens klogeste dyr. De kan bruge redskaber og løse komplekse udfordringer.

Mor frygter for sin datter og sit ufødte barnebarns liv.

Mor bliver mormor. Hun er taknemmelig, fordi hun får lov at være tæt på den lille nye familie.

Mor finder det skræmmende for evigt at skulle være pålidelig, stabil og tilregnelig, fordi hun er nogens mor og mormor.

Mormor får sin datter til at føle, at hun ikke er en god nok mor.

Mor drømmer, at en terapeut har sagt til hendes datter, at det ikke er godt for hende og hendes lille søn at se mormor.

Mormor er en krabbe. Hun har en hård skal og et blødt indre.

Mormor elsker tyngden af det sovende barnebarn mod sin hud.

Mormor har lyst til at amme sit barnebarn, men tør ikke spørge.

Mor drømmer, at hun flår sit hjerte ud og lægger det på bordet mellem hende og datteren. Det pumper og stænker dem til med blod. Datteren læner sig frem og tørrer sit blodplettede ansigt i mors kjoleskørt og siger: ‘Det er ikke altid dig, det drejer sig om’, vender ryggen til og går.

Mormor lader sin datter tro, at hun aldrig vil rejse langt væk fra sit barnebarn

Mormor et dyr.

Udgivet i Udkant #18, marts 2022

Mine elskere og mine aldre, vores steder og køn flyder sammen. Al elskov er en fælles erfaring.

Der er en særlig kropslugt af hø og sved, de meget blå øjne, der i særligt humør skifter til gråt, de store hænder, der kan holde så fast, den smukke pik, det bløde sted i lysken, svajet i ryggen, saltet på huden, den skæve tand, latteren, appetitten, at blive set.

Aflæsning af de mindste tegn, et tonefald, en forsinket opringning, en bemærkning. Alt er ladet med betydning. Hvor meget tør man sætte på spil – indtil alt sættes på spil.

Vi kysser længe i sommerregnen. Vi ler af lykke.

Vi er vågne om natten, månen trækker i os. Vi skiftes umærkeligt til at give og til at tage.

Vi går på opdagelse i hinandens kroppe, undersøger hvor mange orgasmer vi kan få på et døgn, og hvor mange vi kan holde tilbage.

Vi står op om natten og spiser salat og hvidt brød med olie og citron. Vi mader hinanden med fingrene.

Vi drikker vin og mate og suger hinandens safter.

Vi taler om vores tanker og drømme.

Vi rører konstant ved hinanden. Vi skjuler os bag træer og bygninger, i opgange og på toiletter.

Vi er grådige og lattermilde.

Hverdagene er uendeligt lange, rastløse og ufokuserede, til vi igen kan røre hinanden.

Venner og veninder lader utålmodigt høre fra sig.

Umærkeligt holder vi op med at kysse hver gang vi går ud eller ind ad døren. Vi glemmer at kramme godnat.

Vi begynder at vogte på hinanden, begrænse hinanden, veje alting på vægte, dræbe glæde og uddele skyld.

Vi sårer hinanden, men vil ikke lade den anden gå eller sætte os selv fri.

Indtil alt er overmodent. Det hvide raseri. Hadet og skriget og gråden. Det frie fald, det bundløse og smertelige.

Langsomt, langsomt det åbne rum, hvor alt igen bliver muligt.

Og så uventet. Vi kysser længe i sommerregnen. Vi ler af lykke.

Skrevet på sommerhøjskolekurset Den hallucinerede skrift på Jyderup Højskole med bl.a. underviser Hans Otto Jørgensen juli 2021

Jeg kradser huden i laser. Jeg gnider salt og vodka i sårene. I hans og mine.

Jeg skriger og skingrer og hulker.

Jeg smadrer porcelæn mod væggene, så kaffe, tomatjuice og ærtesuppe driver festligt ned af tapetet.

Mit ansigt er ophovnet og forvrænget. Min gråd er aggressiv, skræmmende og hæslig. Ingen skal prøve at trøste mig.

Jeg er ond, ulykkelig og rasende. Ingen tør nærme sig, jeg sikrer min ensomhed med frygt.

Jeg længes mod den tynde størknede skorpe over ajlebeholderen. Hvor man uforvarende kan træde ud og forsvinde i kopis og lort.

Og jeg længes mod kornsiloen, hvor små glatte kerner vil sikre min krops glid mod bund og kvælningsdød.

Jeg har overlevet kulilte, traktorhjul, bakkende maskiner, rasende kreaturer, men nu ønsker jeg bare et.

Jeg lader min nøgne krop omslutte af havvandet. Jeg svømmer, bliver følelsesløs af kulden, mærker en prikken af varme i huden. Jeg svømmer til jeg er i strømmen. Jeg flyder, lader mig trække med, trække ud, trække ned. Kulden mod mit hoved og ansigt. Havets larm i mine ører som i en osteklokke. Alene, lykkelig, viljeløs. Kold og varm, søvnig, bevidstløs, væk.

Skrevet på sommerhøjskolekurset Den hallucinerede skrift på Jyderup Højskole med bl.a. underviser Hans Otto Jørgensen juli 2021

At bo i Afrika med egen vagt i haven, kok og vaskekone.

At skide i haven, i havet og i egen rede.

At spise æggehviden fra et underkogt æg og at sluge sperm.

At savne hans store gode hænder, selvom de nu rører ved hendes krop.

At stå i baren og snave med alle mulige.

At hævnknalde.

At leve i et ukærligt forhold.

At fodre og passe dyr for at spise dem.

At spise orme.

Analsex.

At drikke sig i hegnet.

At melde sig syg med hjertesorg.

At spise parmesan, selvom det lugter som opkast.

At give slip, tillade sig sammenbrud og vanvid.

At være for meget.

At udklemme andres hudorme.

At foragte sin far.

At nægte at tage det pænt og klare det godt.

At drikke gin og ikke kunne abstrahere fra lugten af billig barbersprit.

At købe sex.

At sige NEJ til sine børn.

At hade hunde.

At være villig til at føde og amme andres børn.

At undlade at tage ansvaret for den gode stemning.

Skrevet på sommerhøjskolekurset Den hallucinerede skrift på Jyderup Højskole med bl.a. underviser Hans Otto Jørgensen juli 2021

Er det universets grundtone. Hvis man slapper af og presser en lyd frem fra struben, vil man altid ramme et dybt g, som er urlyden. Eller er det et hulrum under vores hus, der virker som resonanskasse for underjordiske boremaskiner langt væk. Er det fjern trafikstøj fra motorvejen. Eller højspændingsledningerne, hvis magnetfelter genboen beskytter sig mod med kobberringe om huset. Eller som dengang jeg troede jeg kunne høre naboens gæster tale sammen på terrassen ved midnat, jeg forsøgte at tyde, hvad de sagde, men så viste det sig at være murbier i væggen under vinduet. Er det en summen fra køleskabet, varmepumpen, stokerfyret, kompressoren, stikkontakten. Jeg lytter og lytter, men kan ikke høre noget, blot en lille fin hyletone, en tinnitus jeg ellers ikke lægger mærke til. Men min mand har flere gange måttet overnatte i sin bil for at slippe for den forbandede brummen. Jeg må indrømme, at jeg nok har tænkt, at det var noget neurotisk, men nu er Vagn Remme i landsbyen også plaget af denne brummen.

Tekst inspireret af Rolf Steensig og Vagn Remmes ‘Afstandspoesi’ udgivet på Forlaget Em i juni 2020