Jeg kradser huden i laser. Jeg gnider salt og vodka i sårene. I hans og mine.
Jeg skriger og skingrer og hulker.
Jeg smadrer porcelæn mod væggene, så kaffe, tomatjuice og ærtesuppe driver festligt ned af tapetet.
Mit ansigt er ophovnet og forvrænget. Min gråd er aggressiv, skræmmende og hæslig. Ingen skal prøve at trøste mig.
Jeg er ond, ulykkelig og rasende. Ingen tør nærme sig, jeg sikrer min ensomhed med frygt.
Jeg længes mod den tynde størknede skorpe over ajlebeholderen. Hvor man uforvarende kan træde ud og forsvinde i kopis og lort.
Og jeg længes mod kornsiloen, hvor små glatte kerner vil sikre min krops glid mod bund og kvælningsdød.
Jeg har overlevet kulilte, traktorhjul, bakkende maskiner, rasende kreaturer, men nu ønsker jeg bare et.
Jeg lader min nøgne krop omslutte af havvandet. Jeg svømmer, bliver følelsesløs af kulden, mærker en prikken af varme i huden. Jeg svømmer til jeg er i strømmen. Jeg flyder, lader mig trække med, trække ud, trække ned. Kulden mod mit hoved og ansigt. Havets larm i mine ører som i en osteklokke. Alene, lykkelig, viljeløs. Kold og varm, søvnig, bevidstløs, væk.
Skrevet på sommerhøjskolekurset Den hallucinerede skrift på Jyderup Højskole med bl.a. underviser Hans Otto Jørgensen juli 2021