Klummer – Lone Kramer

Klummeparade

Dette er min klumme nummer 75 for Fyns Amts Avis. Jeg har valgt, at det også er min sidste. Det var dejligt for 4 ½ år siden at få muligheden, men nu må andre til. Det har ofte været en lidt ensom proces at være klummeskribent. Men et par læserbreve og en enkelt vred mail til min mand er det da blevet til. Og så selvfølgelig likes fra vennerne på de klummer, jeg har valgt at linke til på Facebook. Den årlige middag med ledsager for klummeskribenterne på avisen vil jeg savne. Og egentlig også at have en deadline – det at SKULLE skrive har været motiverende. Nu må jeg selv holde mig i gang, for jeg fortsætter med at skrive. Om det der undrer, fascinerer, gør ondt og gør godt. På lonekramer.dk kan du finde mine klummer og andre skriverier, også fremover.

Her følger et lille potpourri over mine klummer. Jeg har skrevet om arbejdsmarked og politik: om neoliberalismens ulyksaligheder, om beskæftigelseslovgivningens mistillid til mennesker, om borgerløn, om salg af vores infrastruktur, om skattely og kampfly, om vilkårene for den kritiske offentlige debat og om det politiske sprog, der sætter rammerne for vores tænkning.

Jeg har skrevet om flygtninge og integration: om forholdene på flugt og i flygtningelejrene, om politiske krumspring og uværdige stramninger i lovgivningen, om hindring af familiesammenføringer og udsendelse af børn, om falske modsætninger mellem fattige danskere og flygtninge.

Jeg har skrevet om Afrika og andre rejser: om den globale ulighed, om turismens dobbelthed, om udlængsel og om slow travel, om skønne steder i verden og i Danmark.

Jeg har skrevet om klima og natur: om bæredygtighed og klimamål, om virusser og overforbrug af klodens ressourcer, om landbrugets træghed, monokulturer, gylle og forurening af vandløb, om fugle, grøftekanter og store små naturoplevelser.

Jeg har skrevet om litteratur og kultur: om kunst som et perspektiv på verden, om genkendelse, anerkendelse og ny erkendelse gennem litteratur, om at skriften er kropslig og sanselig, om at blive rørt, inspireret og få stof til samtaler, om viden, holdning og handling, om at leve et mere poetisk liv.

Og så har jeg skrevet om alt muligt andet, der har fyldt: om tid og om dannelse, om personlige og politiske følelser, om byens steder og rum, om brevskrivning, om frivillighed, om den tropiske alder, om sorg og om lykke.

Nu er det snart ferietid, og så er det tid til ren væren. Et par madrasser bliver smidt bag i Passat’en, og så kører vi på opdagelse. I år bliver det Mols. Med gratis færger skal vi måske også besøge et par øer eller tage på en uges togtur til uudforskede egne af landet. Bare stå af og se hvad der sker.

God sommer til avisen og til læserne.

Bragt i FAA 29. juni 2020

Grøftekanter og duftende træer

På Teknik og Erhvervsudvalgets møde d. 7. maj behandlede man punktet ’Biodiversitet i vejrabatter’, hvor et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening skal sikre mere vild flora og fauna. D. 20. maj fulgtes den glædelig beslutning op med en pressemeddelelse ’Vilde rabatter i Svendborg Kommune’. Få dage efter var dog de fleste grøftekanter over hele Svendborg Kommune blevet tæt barberet af klippemaskiner!

Mange rabatter er alt for næringsrige til de historiske blomsterarter bl.a. pga. landbrugets brug af gødning og gylle. I stedet vokser der mest brændenælde og græsser, og her kan det hjælpe at lave en forsommerslåning hvert 4.-5. år. Man kan håbe, at det er det der er sket, dog bør der ikke slås lavere end 10 cm og grøden skal fjernes, så den ikke giver mere næring.

Derefter skal grøft og rabat have fred til at komme sig, og en mangfoldighed af blåhat, gul snerre, kamille, blåklokke, gederams, røllike, perikon, cikorie og merian kan brede sig. Til glæde for vilde bier, insekter, firben, frøer, salamandere og lærker. Hvis man derefter vil slå, skal det tidligst være i september, da tidlig slåning giver færre blomster og insekter, og kun hvert 2. -3. år for at hindre buske og brombær i at tage over.

Da jeg var barn, var der masser af vilde blomster i grøftekanterne på Sydsjælland, og ofte plukkede jeg store buketter på vej hjem fra skole. Valmuernes kronblade klarede sjældent cykelturen hjem, men de øvrige gule, blå, hvide og lyslilla blomster kom i syltetøjsglas, og så legede jeg blomsterbutik ved havebordet.

Sidste sommer besluttede bl.a. Ishøj, Stevns og Herning Kommuner at give plads til flotte blomstrende grøftekanter. ’Vild Med Vilje’ er en forening, der skaber levesteder for planter, svampe og dyr, og øger vores kendskab til naturen. ’Vild Med Vilje’ indgår samarbejder med virksomheder, kommuner, foreninger og institutioner, og man kan også som privat haveejer finde inspiration på deres hjemmeside.

For få uger siden så jeg, at det store flotte lindetræ lige ved jernbaneoverskæringen i Frederiksgade var blevet fældet. Det stod muligvis i vejen for noget gravearbejde? Jeg følte en lille sorg over, at så smukt et træ måtte lade livet, og nu vil jeg ikke længere blive mødt af lindetræets søde duft i sommermånederne på vej til arbejde. Lind kan blive mindst 300 år gammelt og bliver kaldt kærlighedens og glædens træ. Lindetræet er et af de få store træer, der bliver bestøvet af insekter og ikke af vinden.

Til gengæld har jeg i hele maj kunnet glæde mig over duften fra de mange blomstrende vilde syrener, og nu er det jasminernes tur til at blomstre og dufte. Og hylden – så skal der laves hyldeblomstsaft med citron og puddersukker, og pulpen skal genbruges til hyldesnaps.

Klumme bragt i FAA 8. juni 2020

Rapport fra en forårsweekend

Store Bededag fredag og derfor havde vi allerede weekend torsdag eftermiddag. Jeg gik en tur med to veninder langs Christiansminde, selvom det anbefales at finde andre steder, da det er et hotspot for forsamling. De fleste havde været mere lydige end os, så vi havde stort set strækningen for os selv ved det solglitrende sund, der gav mindelser om sydligere himmelstrøg. Tilbage til byen gennem skoven ved Gammel Hestehave. På Torvet sad vi i en solstribe og ventede på vores sushi, som vi spiste i den ene venindes have.

Med en glutenallergiker i huset er hveder ikke noget vi bruger, men på vej hjem købte jeg en kartoffelkage til mig selv, som jeg nød med et glas bobler, der var tilovers fra papsønnens svendegilde med familien dagen før. Hørte de sene nyheder med den glædelige melding at bl.a. efterskolerne kan åbne snart. Fandt derefter DR-podcasten Genstart med Knud Brix’s bevægende interview med Martin Krasnik i forbindelse med Yahya Hassans død. ’VI HAR TABT HAM, MEN I DET MINDSTE HAR VI HAFT HAM’.

Fredag startede med yoga efter en af de videoer min yogalærer har lagt på nettet, da vi jo ikke kan mødes fysisk. Derefter gjorde jeg rent, vaskede tøj og bagte rugbrød. Weekendavisen blev læst, en artikel handlede om, at det er de med mest viden, der også er mest uenige. Man kunne måske forvente, at der ville være en sammenhæng mellem viden og konsensus, men tankevækkende nok er der tværtimod en klar sammenhæng mellem viden og polarisering. Jeg noterede et andet ord for uorden og kaos: entropi, og så læste jeg en anmeldelse af en novellesamling, der kom på ønskelisten: Hemmelig lykke af Clarice Lispector. Til aften spiste vi artiskok med smør og salt, smuk og lækker fingermad.

Det meste af lørdagen i solen i gården med Rachel Cusk’s Omrids, der beskriver alle de fortællinger, mødet med forskellige mennesker på en kort rejse giver, når man er åben for dem. Den pighvar vi købte ved en fiskerbåd på havnen på Reersø forrige weekend blev spist med spidskålssalat. Aftentur langs åen. Store gule engkabbelejer, duftende vandmynte og skovmærke.

Søndag gik turen til Søren Bild Strand og et havbad. Vandet var helt stille, og lunt nok til et par svømmetag. Morgenkaffe på hjemvejen hos den nytilflyttede papdatter med familie i Ulbølle. Klatrerosens grene havde forvildet sig op under tagrende og tag, så den blev studset. Krukker og drivhus vandet, og ukrudt brændt af mellem fliserne. Telefonsamtale med begge døtre, den ene skulle bruge feedback på CV, den anden håber på mulighed for fejring af studentereksamen om en måned. Bestilte Min naturbog – 50 ting du skal prøve i naturen før du bliver 12 til mandens ældste barnebarn, der skal fejres på torsdag. Så TV om iskolde planeter, og om vilde danske dyr, dramatiseret tæt på kvalmegrænsen, men smukke billeder. Slut på en dejlig doven forårsweekend.

Klumme bragt i FAA 15. maj 2020

Den nye virkelighed

Menneskets indtrængen på vilde dyrs levesteder øger risikoen for zoonose, at sygdomme og virus smitter fra dyr til mennesker, som zika, hiv, ebola, malaria, tyfus, influenza og nu covid-19. Globaliseringen med transport af varer og mennesker over hele kloden, overbefolkning, megastorbyer, ødelæggelse af dyrs levesteder og klimaforandringer øger risikoen for pandemier.

Derudover udvikles antibiotika-resistente bakterier fx MRSA, der i dag slår lige så mange mennesker ihjel som malaria. Dette er også et resultat af menneskelig aktivitet, da man fx i USA bruger 80 % af den anvendte antibiotika på dyr, og så er vi forsvarsløse, når de resistente bakterier sidenhen smitter os mennesker.

Det er tankevækkende, så hurtigt økonomierne over hele verden er faldet drastisk, man taler om den værste recession siden 30’erne. Økonomien er sindssygt afhængig af, at vi hele tiden køber ting, vi ikke behøver.

Økonomen Branko Milanovic har nogle bud på, hvordan fremtiden ser ud efter covid-19. Han mener globaliseringen vil blive delvist tilbagerullet, flere lande vil hjemtage produktion og tilstræbe selvforsyning, så man ikke er så afhængig af andre lande. Den fri bevægelighed for varer og personer vil blive indskrænket. Det vil særligt gavne de rige lande og gøre den globale ulighed større.

En anden konsekvens kunne være et opgør med den neoliberale tænkning, der siden 80’erne har stået for effektivisering og markedgørelse af offentlige funktioner. Under en pandemi som nu viser det sig uhensigtsmæssigt at fx sundhedsvæsenet er blevet besparet ind til benet. Der er offentlige funktioner som nødvendigvis må fungere på andre præmisser end kapitalens, ellers kan vi ikke løfte nødvendige opgaver i samfundet, og det vil altid være de mindst ressourcestærke, der kommer i klemme.

Klimaet har fået et pusterum under pandemien, mon man kunne drømme om, at en lavere og mere bæredygtig produktion kunne fortsætte efter krisen. At vi fortsætter de gode takter med kun at købe det, vi behøver.

Vores liv er blevet mere digitalt, både når det handler om arbejde, kulturforbrug og sociale møder. Jeg savner live kulturoplevelser: låne bøger på biblioteket, gå til oplæsning, i teatret, til koncert eller sidde på en café med kaffe eller vin og nyde nærværet af andre mennesker. Det gør ondt at tænke på, at dette liv kan være forandret for altid. Dansk Erhverv foreslår fradrag for kultur lig håndværkerfradrag for at få gang i kulturen. Fed ide.

I vores omgangsformer skal vi vænne os til færre knus og håndtryk, og i stedet forfine fodhilsner og hånden på hjertet. I denne uge har jeg to aftaler med forskellige venner, hvor vi mødes til gåtur og picnic i det grønne. Det KAN lade sig gøre at mødes ude i virkeligheden uden fysisk kontakt. Og det er både fysisk og mentalt sundt at afbryde det stillesiddende liv med dagslangt morgenhår og nattøj bag skærmen.

Bragt i FAA 27. april 2020

Ankomsttidspunkt

I starten af 80’erne sagde en af mine eksilerede venner, at når han kom hjem til Chile, ville han være transportminister, for han var virkelig imponeret over, at de danske tog og busser altid gik på minuttet.

Nu kan vi ikke længere stille uret efter togene. Flere gange har jeg misset toget til Svendborg, når jeg kom fra København, med næsten en time på en halvlukket banegård i Odense en søndag aften som resultat. En af gangene forhørte jeg med ved afgangen fra København, om konduktøren forventede, at vi ville ankomme rettidigt til Odense og min videre forbindelse, hvortil hun lakonisk svarede: ’Hvis jeg kunne spå, var jeg ikke ansat i DSB’. Dog skal det siges, at ved en times forsinkelse kompenseres man med en gratis erstatningsbillet.

Til en jobsamtale for et par år siden skulle jeg skifte i Langå og med et tog videre mod Struer, i stedet kom jeg til at stige på toget tilbage mod Aarhus og måtte ringe og annoncere min forsinkelse. Jeg gennemførte den forsinkede samtale, men fik ikke jobbet.

En enkelt gang er det lykkedes mig at misse et fly. Vi skulle via Canada til Mexico, hvor jeg skulle undervise. I rejsepapirerne stod, at det kun var ved rejse via USA, at visum var nødvendigt, så vi troppede afslappede op i god tid. Imidlertid viste det sig, at der siden udstedelsen af billetten var indført visumpligt til Canada også, så vi måtte igennem febrilske elektroniske indtastninger for at få udstedt visum, som desværre først tikkede ind få minutter efter, at der var lukket for indtjekningen. Det udsatte vores rejse et døgn, men til gengæld fik vi erstatningsbilletter på premium (et produkt indført mellem den luksuriøse business class og den almindelige økonomiklasse), hvor drinksene blev serveret i rigtige glas og sæderne var brede nok til at sove i.

Det kan være fascinerende at fundere over, hvilke mennesker man ikke havde mødt eller havde mødt i stedet, hvis man var ankommet på andre tidspunkter. Hvis jeg var kommet hjem til den aftalte tid fra pinsefesten, ville mine forældre så have undladt at sende mig på efterskole, hvor jeg mødte søde lærere, der fik mig til at beslutte at jeg ville gå på Den Frie Lærerskole, og hvor jeg så ikke ville have mødt min første mand, fået mine ældste børn og de veninder, jeg stadig ser ofte? Ville min nuværende mand være blevet min mand, hvis ikke han var til 40 års fødselsdag på det samme spillested og den samme aften, som jeg var til polterabend for en ven? Ville jeg være blevet klummeskribent, hvis en veninde, der havde fået det tilbudt, ikke havde foreslået mig i stedet? Sådan kontrafaktisk tænkning minder mig om præsten, der sagde: ’Skæbne er den røde tråd, vi forsøger at finde i tilværelsens tilfældigheder’.

Bragt i FAA 6. april 2020

Katastrofer og delfiner

Coronavirussen truer med at få Europas sundhedsvæsen og økonomi til at kollapse. De smittedes antal stiger og stiger. Det affødte håndtryksforbud sætter tildelingen af nye statsborgerskaber på hold. Vi øver fodtryk, men det rækker ikke til et dansk pas.

De græske kystvagter skyder, med det øvrige EUs velsignelse, gummikugler mod både med syriske flygtninge på flugt fra de fortsatte krigsrædsler. Den håbløse situation i Syrien ser blot ud til at blive værre og værre.

Klimarådet kommer med konstruktive forslag til at nå klimamålene i 2030, men klimaminister Dan Jørgensen og øvrige socialdemokrater er fodslæbende og vil ikke vedtage afgifter, der kan genere landmænd, industri eller forbrugere. Hvordan forestiller man sig, at vi nogensinde skal kunne ændre noget, hvis det intet må koste?

De største græshoppesværme i 70 år er på vej til at skabe sultkatastrofe i østafrika, hvor afgrøder barberes ned på ingen tid.

Den vådeste februar herhjemme nogensinde har sat marker og huse under vand flere steder i landet.

Det kan være lidt svært at få øje på lyspunkter i denne tid fyldt med små og store katastrofer.

Men fuglene fløjter deres forårssange i haverne, uanfægtet af menneskenes katastrofer, og er i gang med at finde mager og bygge reder.

Vi får øje på, hvor glade vi er for vores frihed til at bevæge os frit, for at kunne køre med offentlig transport, gå på arbejde og til koncerter og arrangementer, når vi lyster.

Vi vender os mod hinanden og mod naturen, når det spidser til og vi behøver trøst og mod. Folk søger sammen (men undgår knus), og hjælper fx de karantæneramte med indkøb.

Jeg er så privilegeret, at jeg arbejder i Frederiksgade og derfor går over på Frederiksøen og får en daglig dosis havluft, mågeskrig og en foranderlig himmel; vild, grå, lyserød eller gemt i dis og gus. Om eftermiddagen går jeg ud på molen og skimter efter delfinen, og får lidt luft i lungerne og blæst i kinderne. Det er ret hyggeligt, som vores delfin i Svendborgsund får alle mulige til at falde i snak. Fremmede mennesker mødes på kajen, skimter efter den legesyge og samtaler om glædessprederen. Bedstefar med barnebarnet ved hånden, en gruppe unge mænd med en joint på omgang, ham med kasketten og klirrende flasker i posen, hende med veninden under armen. Børn, arbejdende og pensionister har fået et samtaleemne, der får smilene frem og gør dagen lidt lettere.

Delfinens smilende ansigt smitter og minder os om, at vi vil hinanden det godt.

Bragt i FAA 16. marts 2020

Med kærlig hilsen

For nylig bemærkede min chef, at jeg stadig skrev ’hej’ og ikke ’kære’, når jeg henvendte mig til ham på mail, trods næsten et års ansættelse. For ham er ’hej’ distanceret og ’kære’ mere nært. Jeg bruger derimod ’kære’ til formelle henvendelser eller når jeg skriver til mine ældste familiemedlemmer, hvorimod jeg bruger ’hej’ til dem, jeg kender godt og har et afslappet forhold til.

Lørdag d. 25. januar kunne man i en artikel i Politiken læse om en undersøgelse Dansk Sprognævn for nylig har foretaget, for at kortlægge, hvordan danskerne henvender sig i breve og mails. Her viste det sig, at hilsnerne har ændret sig over tid, og at generationerne opfatter hilsnerne forskelligt.

For flere hundrede år siden var ’kære’ forbeholdt folk, man havde et tæt eller kærligt forhold til. I de seneste århundreder er ’kære’ blevet opfattet som en neutral starthilsen, man kan bruge til hvem som helst. Unge er nu igen begyndt at lægge en tungere og intimere betydning i ordet ’kære’. Mange unge, der er vokset op med sms og messenger, springer ligefrem den indledende henvendelse over og kommer direkte til sagen.

Sprognævnet anbefaler på baggrund af undersøgelsen, at man bruger ’hej’ plus fornavn til både private og ikke-private modtagere, fordi det er den mest neutrale hilsen i dag. ’Kære’ kan bruges til private modtagere, man har et nært forhold til.

Når det kommer til at afslutte mailen eller brevet, er der endnu flere valgmuligheder. Flertalsformerne ’venlige hilsner’, ’mange hilsner’ eller ’kærlige hilsner’ opfattes som mere hjertelige end entalsformen ’med venlig hilsen’. ’Kærlig hilsen’ og ’knus’ er reserveret de helt nære. De korte former ’mvh’, ’vh’ og ’kh’ er også almindelige, hvorimod blot ’hilsen’ opfattes som ikke-venligt.

Sprognævnet må dog konkludere, at der ikke er enighed om, hvad hilsnerne dækker og derfor råder de til, at man ikke tolker for meget på de hilsner, man får.

Meget få skriver egentlige breve mere, og mange har også vanskeligt ved at tyde håndskrift. Vi kan hurtigt komme i kontakt på mobil, sms eller mail, hvorimod et brev med PostNord er 5 dage eller længere undervejs. Jeg udveksler kun breve med min 91-årige faster, som i øvrigt netop har fået mobil og nu kan læse sms’er. I starten af 80’erne, før mobilen og de sociale medier var opfundet, skrev og modtog jeg breve, da jeg rejste 2 x 3 mdr. i Kenya. Nu er tanken om blot en uge udenlands uden netadgang utænkeligt. Vi kan læse forfattere og andre kendtes brevvekslinger fra de forrige århundreder, men mon der bliver personlige udvekslinger fra 2000 og frem for kommende generationer at læse?

Bragt i FAA 26/2 2020

Værdien af litteratur og kunst

Til litteraturtidsskriftet ’uDkAnt’ blev jeg spurgt, hvorfor litteratur er vigtig. Der er særlig fokus på litteraturen, da der lørdag d. 8. februar holdes ’Det Fynske Bogtræf’ i Tinghuset i Svendborg.

I litteraturen kan vi genkende os selv, og derigennem bliver vores følelser og oplevelser anerkendt, men vi kan også få helt nye erkendelser ved at blive katapulteret ind i andre tider, steder og kroppe. Gennem litteraturen udvider vi vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Litteraturen skaber undren og nysgerrighed. Den pirrer intellektuelt og følelsesmæssigt, den starter refleksioner og nye tanker. Fiktionen kan være mere sand end virkeligheden, fordi den kan udtrykke rå, ærlige, autentiske følelser og sansninger.

Litteratur er også kropslig, vi oplever litteratur med vores kroppe og sanser. Vi bringer vores kroppe med til fiktive steder. Vi griner, græder, rødmer, får hjertebanken eller åndenød, når vi sidder i lænestolen med en bog. Og så er godt sprog en fryd.

Den amerikanske litteraturforsker Rita Felski skriver at den æstetiske oplevelse, som læsning er, skaber 4 ting i læseren. For det første opdager og anerkender man det andet menneske, man møder i litteraturen, men også ukendte sider af sig selv. For det andet kan læsningen fortrylle – man glemmer sig selv, lader sig rive med, lader sig absorbere af en anden verden. For det tredje får man viden – litteraturen kan give indsigter i, hvordan verden ser ud og føles, indsigter man ikke kan opnå på anden vis. For det fjerde kan litteraturen chokere os – vi kan få udfordret vores tabuer og igennem chokket få ny social viden.

Litteratur og anden kunst har en værdi i sin egen ret. Kunst er et perspektiv på verden, den giver os en ny erfaring, den er et sprog og gennem kunst kan vi finde mening, stille spørgsmål, undres, blive pirret. Vi kan opnå nye erkendelser om os selv og andre. Det gælder både for den udøvende kunstner og for modtageren, der oplever, reflekterer og i varierende grad deltager i tilblivelsen af kunstværket.

Seismonaut har udarbejdet en model, der skal vurdere kunsts værdi, specifikt lavet til danske film, men den kan bruges til litteratur og andre kunstformer også. Udgangspunktet er, at de traditionelle måder at måle på: besøgstal på museer og teatre, bogudlån på biblioteker, salg af biografbilletter etc. ikke fortæller os noget væsentligt om kunstens værdi. Ved at spørge publikum vurderer Seismonaut den emotionelle betydning (fortæller rørende historier, er underholdende), intellektuel betydning (sætter tanker i gang, skaber interesse for et emne), kreativ betydning (giver inspiration, motiverer til at gøre noget nyt) og social betydning (giver anledning til samtaler, giver noget at samles om).

God fornøjelse med litteraturen og kunsten.

Bragt i FAA 4/2 2020

Tanker om fugle og forbrug

Dompap, musvit, bogfinke, grønirisk, solsort, sjældnere blåmejse, spætmejse, sumpmejse, kvækerfinke, flagspætte, næsten aldrig skovspurv, gråspurv, rødhals. Jeg nyder at sidde i køkkenet med avis og kaffe og glo ud på foderbrættet. Katten glor med og vil ud, men den er heldigvis for gammel og fed til at fange fugle. Mens jeg sidder her i ro og kan nyde min søndag en grå januar, brænder Australien, drukner mennesker i Middelhavet, lider tusinder af grise indespærret i danske stalde.

Verden er fyldt med lidelse forårsaget af menneskers jagt på profit. Men verden er også fyldt med skønhed, samhørighed og omsorg. Når vi skræller alt det ydre af, ønsker alle mennesker allermest et kærligt forhold til deres nærmeste, fremfor penge og status. Ideelt set burde vi max arbejde 25 timer om ugen, dermed ville vi blive nødt til at skrue ned for vores forbrug til glæde for kloden, og vi kunne skrue op for samvær og nærvær.

Når man ser udsendelser fra 50’erne er det slående, hvor anderledes verden var. Endnu næsten ingen plastik. Togene gik til tiden, posten var fremme på et døgn, og alligevel havde folk tid til at tale sammen også i arbejdstiden. Det er nemt at se på de gode gamle dage i et idyllisk lys, og vejen frem går ikke tilbage, men måske behøver vi ikke have så travlt. ’Belønningen’ er blot stress, fremmedgjorthed og i værste fald fortrydelse på vores sidste dag. Når man lige har haft ferie eller weekend med tid til bare at være, føles hverdagens høje tempo sært meningsløst. Det tager tid at dyrke en gulerod, at bage et brød eller strikke en sweater, men det foregår i et tempo, hvor sjælen kan følge med.

De fleste af os har indrettet os, så vi er afhængige af lønnen fra to fuldtidsjob. Men måske kan vi spare kloden for CO2 og os selv for følelsen af hamsterhjul ved at sætte vores forbrug og dermed vores behov for at arbejde i alle vinterens lyse timer ned. Mange af os bruger forbrug som trøst og belønning, når vi er trætte, udmattede og har tabt meningsfuldheden af syne efter en travl arbejdsdag. Mad, tøj, ting og sager der kun tilfredsstiller ganske kort ryger i kurven.

Man kan lade sig inspirere til at leve mere minimalistisk dvs. at fokusere på det vigtige og fjerne det overflødige. Køb mindre nyt tøj, brug det du har eller byt med veninder. Stop med at købe ting og sager, reparer det du har og praktiser én ind, én ud. Afmeld reklamer i postkassen og på email, så du ikke fristes unødigt. Skriv huskeseddel og hold dig til den. Bag dit brød selv. Spis mindre kød og flere rester. Lån bøger på biblioteket (den er svær, jeg elsker at eje bøger). Prioriter oplevelser frem for ting; gå i teateret, på udstillinger, museer og til koncerter med venner og familie. Tag toget eller cyklen på ferie i stedet for flyet.

Glo mindre på skærme og mere på fugle.

Bragt i FAA 13/1 2020

Lidt julemagi

Ifølge ordbogen er man grådig, når man begærer og forbruger mad, penge eller magt udover det, man faktisk har behov for. Og det er så nemt at overforbruge her i juletiden, hvor alle butikker frister med ting. Nogle siger, at vores eneste frihed er forbruget. Men selv forbruget føles ikke så frit, for vi lader os nemt lokke til at købe mere end vi har brug for.

Men det er en dobbelt følelse, for det er også virkelig dejligt at nyde god mad og vin sammen med familie og venner. Og det er skønt at glæde børn og voksne med gaver og overraskelser. Vi har mange dygtige lokale fødevareproducenter og kunsthåndværkere vi kan støtte ved at købe lokalt.

Heldigvis findes der også masser af hyggelige julesysler, der ikke belaster miljøet eller pengepungen. Gå i skoven efter mos, gran og kogler til hjemmelavede dekorationer, flet et hjerte eller en stjerne af en strimmel avis, bag brunkager, svenske lussebrød og kommenskringler, spis risengrød, lav æblegløgg på æblemost, gå på biblioteket og læs julehistorier, syng alle julesangene og -salmerne, find et lille julemarked og nøjes med at lade dig inspirere og indsnuse lidt julestemning.

Jeg fandt et postkort og en glasengel til min faster på Kunstnernes julemarked på SAK, et par filtede vanter til yngste datter på julemarkedet på Hvidkilde Vandmølle og en flet-selv-fugl til en veninde på Christianias julemarked, plus masser af inspiration til egne kreative projekter. Vi behøver ikke at bruge mange penge, men kan også give nærvær og oplevelser i gaver: en hjemmelavet middag, en gåtur, en børnepasning.

Julemagien kan findes i en tidlig morgens frosttåge over landskabet, var det ikke en lille nisse, der krøb i skjul bag det træ der? Julemagien kan være i duften af varme krydderier fra brunkager og gløgg, i et tændt stearinlys eller i den ene gang om året at lakere sine negle røde. Julemagi kan også være at putte sig under varme tæpper, mens regn og blæst suser udenfor.

Der gror mistelten i vores æbletræer, de er nemme at få til at gro – blot gnid det lille klistrede hvide bær i en grengaffel og misteltenen tager fat, siden sørger fuglene for yderligere spredning. En ophængt mistelten i en dørkarm betyder julekys til de, der mødes der. Den ophængte mistelten skulle stamme fra den keltiske folketro, hvor den blev brugt som værn mod onde ånder.

Juletiden og afslutningen af året er også der, hvor vi kan afsætte lidt tid til at reflektere over året der gik. Gøre alt det op, der er at være taknemmelig for. Familiemedlemmer og venner, der ikke er her mere, men som vi stadig tænker på med glæde, nye små familiemedlemmer, der er kommet til og som får vores hjerter til at svulme. Naturoplevelser, fester, samtaler, litteratur, teateroplevelser, der har gjort indtryk. Og så kan vi begynde at drømme om 2020, hvilke mål vil vi sætte os? Hvor vil vi gøre en forskel?

Bragt i FAA 20/12 2019