Kategori: Klummer om litteratur og kultur

Til litteraturtidsskriftet ’uDkAnt’ blev jeg spurgt, hvorfor litteratur er vigtig. Der er særlig fokus på litteraturen, da der lørdag d. 8. februar holdes ’Det Fynske Bogtræf’ i Tinghuset i Svendborg.

I litteraturen kan vi genkende os selv, og derigennem bliver vores følelser og oplevelser anerkendt, men vi kan også få helt nye erkendelser ved at blive katapulteret ind i andre tider, steder og kroppe. Gennem litteraturen udvider vi vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Litteraturen skaber undren og nysgerrighed. Den pirrer intellektuelt og følelsesmæssigt, den starter refleksioner og nye tanker. Fiktionen kan være mere sand end virkeligheden, fordi den kan udtrykke rå, ærlige, autentiske følelser og sansninger.

Litteratur er også kropslig, vi oplever litteratur med vores kroppe og sanser. Vi bringer vores kroppe med til fiktive steder. Vi griner, græder, rødmer, får hjertebanken eller åndenød, når vi sidder i lænestolen med en bog. Og så er godt sprog en fryd.

Den amerikanske litteraturforsker Rita Felski skriver at den æstetiske oplevelse, som læsning er, skaber 4 ting i læseren. For det første opdager og anerkender man det andet menneske, man møder i litteraturen, men også ukendte sider af sig selv. For det andet kan læsningen fortrylle – man glemmer sig selv, lader sig rive med, lader sig absorbere af en anden verden. For det tredje får man viden – litteraturen kan give indsigter i, hvordan verden ser ud og føles, indsigter man ikke kan opnå på anden vis. For det fjerde kan litteraturen chokere os – vi kan få udfordret vores tabuer og igennem chokket få ny social viden.

Litteratur og anden kunst har en værdi i sin egen ret. Kunst er et perspektiv på verden, den giver os en ny erfaring, den er et sprog og gennem kunst kan vi finde mening, stille spørgsmål, undres, blive pirret. Vi kan opnå nye erkendelser om os selv og andre. Det gælder både for den udøvende kunstner og for modtageren, der oplever, reflekterer og i varierende grad deltager i tilblivelsen af kunstværket.

Seismonaut har udarbejdet en model, der skal vurdere kunsts værdi, specifikt lavet til danske film, men den kan bruges til litteratur og andre kunstformer også. Udgangspunktet er, at de traditionelle måder at måle på: besøgstal på museer og teatre, bogudlån på biblioteker, salg af biografbilletter etc. ikke fortæller os noget væsentligt om kunstens værdi. Ved at spørge publikum vurderer Seismonaut den emotionelle betydning (fortæller rørende historier, er underholdende), intellektuel betydning (sætter tanker i gang, skaber interesse for et emne), kreativ betydning (giver inspiration, motiverer til at gøre noget nyt) og social betydning (giver anledning til samtaler, giver noget at samles om).

God fornøjelse med litteraturen og kunsten.

Bragt i FAA 4/2 2020

Vi mennesker er sanselige og poetiske væsener, men oftest undertrykker vi de sider af vores liv, og lader i stedet ydre og internaliserede krav om rationalitet, effektivitet og resultater tage over.

En tidlig sommerlørdag for 25 år siden, da jeg var nyskilt og sårbar, cyklede jeg i skoven efter hyldeblomster til saft. Jeg boede i et lille byhus i Odense dengang, så måske var det Åløkkeskoven, måske var det Næsbyhoved Skov jeg forvildede mig ind i. Men pludselig befandt jeg mig i en lysning med en flok unge mennesker, digtere i tavs lytten til en oplæsning. Jeg stillede min cykel mod et træ og listede mig hen og satte mig yderst på en bænk. En ung lyskrøllet mand smilede til mig og lagde sig frimodigt til rette på bænken med hovedet i mit skød. Det var en vild, magisk og sanselig oplevelse. Skoven, digtoplæsningen, tyngden af den unge mands hoved mod mit skød.

Efter oplæsningen blev jeg indbudt til at deltage i digterlejren og blive til næste dag. Om eftermiddagen skulle de i tavshed gå rundt i skoven og finde deres indre alfer. Jeg var dybt fascineret af denne magiske parallelverden, jeg uforvarende var havnet i, men så fyldt af oplevelsen at jeg ikke kunne rumme mere. Jeg cyklede med bankende hjerte hjem med mine hyldeblomster. Dette korte sanselige møde har fyldt mig siden, og kan stadig vække en længsel efter at give slip og leve et mere poetisk og sanseligt liv.

Forsker og performancekunstner Gry Worre Hallberg er stifter af performancegruppen Sisters Hope. ’Børn tegner, før de skriver og de danser, før de går. Alle mennesker har en iboende sanselighed, men vi bliver skubbet væk fra den i løbet af livet. Det er værd at huske på, at det også er en vigtig side af livet, som gør os glade og lykkelige’, siger GWH i et interview med iscene.dk.

’Den interaktive kunst demokratiserer adgangen til den sanselige og poetiske måde at være til stede i verden på. Med den deltagende performance inviterer man folk ind i et rum, hvor det sanselige og poetiske i lige så høj grad kan vækkes i tilskueren som i performeren. Det virker nærmest helende på den, og der er en kæmpe resonans efter det”, siger hun.

Vi kan heldigvis give os selv lov til at opleve små lommer af poesi og sanselighed. Det kan være en natlig svømmetur i havet, hvor vandet omslutter kroppen og månen laver havoverfladen om til flydende sølv. Det kan være at synke ind i den verden en roman eller et digt lader opstå. Eller det kan være en teateroplevelse som ’Vi de druknede’ i Marstal med stomp, opera og himlen og havet som spektakulært bagtæppe.

Lokalt har vi fx Luna Park Scenekunst, der laver sanselige og poetiske forestillinger som ’byVANDring’ sidste sommer eller Kvasar, som i maj opførte ’Flokdyr’ med dans og sang i en birkelund i Svendborg. Giv dig selv en sanselig og poetisk oplevelse.

Bragt i FAA 30/8 2019

Bøger: J. P. Jacobsen: ’Niels Lyhne’. Længsler og vanskeligheder med kærligheden, ensomheden og friheden er stadig aktuelle. Jeg elsker det svulmende sprog.

Tarjei Vesaas: ’Fuglene’. Øm fortælling om en tosse og hans søster. Velvilje og smerte så fint observeret og beskrevet.

Tarjei Vesaas: ’Isslottet’. Om et spirende venskab mellem to 11-årige piger. Alt det usagte, skammen, glæden, angsten er fantastisk beskrevet.

Tommy Orange: ‘Der der’. De oprindelige amerikaneres stemmer. Om at miste sin historie, men at bære den med sig i sin hud. En vigtig bog.

Maren Uthaug: ‘Hvor der er fugle’. Svigt, smerte og kærlighed i et mikrosamfund under barske forhold i Nordnorge.

Kim Leine: ’Rød mand/sort mand’. Fortælling om koloniseringen og kristningen af Grønland. Hvordan den hvide mand slipper enhver moral, etik og ordentlighed i mødet med det fremmede.

Caroline Albertine Minor: ’Velsignelser’. Sorgfulde, længselsfulde, smertefulde noveller om at miste.

Christina Hagen: ’Jungle’. Hvid kvinde og sort mand. Pirrende, grænseoverskridende og politisk ukorrekt. Peger på den strukturelle ulighed, der får betydning for menneskelige relationer på tværs af kontinenter.

Thomas Korsgaard: ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’. Om opvækst på landet i en dysfunktionel familie. Virkelig velskrevet af ung debutant med blik for sproget og dialogen.

Joseph Conrad: ’Mørkets hjerte’. Skrevet i 1899, hvor belgierne havde koloniseret Congo. Om mødet med sig selv i mødet med det fremmede, det vilde, det uforståelige. Om at tabe selvbeherskelsen og anstændigheden til fascinationen af at give slip, give los.

Salman Rushdie: ’Det Gyldne Hus’ er veloplagt, overskudsagtig. En Trump-parodi, hvor viden ses som elitært og uønsket.

Teater: ’byVANDring’ m. Luna Park. Poetisk vandring i Svendborg med små fortællinger, sanseoplevelser og meget nærværende performere.

’Selvtægt’ på Momentum. Om asylbrandene i Ljungby. Uforfærdet, sjovt og flot løst krimikomedie med tyngde.

Biograffilm: ’LykkePer’, der stolt, stejlt og stædigt forkaster andres forventninger. Men er lykken frihed fra forpligtelse?

’Bohemian Rhapsody’ om Freddie Mercury har klassikerpotentiale. Fantastisk skuespil og fede numre.

Koncerter: Rå, seje, spyttende Patti Smith, swingende Van Morrison og intense Savage Rose på Heartland.

Gambian Folk Project var boblende, velspillende og glædesindsprøjtende på Fællestival.

Dodo & the Dodos og Big Fat Snake leverede en fest på Hansted Live.

Folkemusikgruppen Basco og Jullie Hjetland gav dejlig koncert med flot lyd i Vor Frue Kirke.

FreezesChool til Vinterbal i Ollerup. Dejligt danseband med 4 mand på lækkert blæs.

TV: ’Herrens veje I og II’. Om tvivl og tro og dysfunktionelle familier.

Netflix: ’Black Mirror’. Fed sci-fi med et tvist og humor.

Podcast: ’Serial’. Spændende oprulning af mordsag.

Bragt i FAA 18/1 2019

Cheføkonomen Mads Lundby Hansen fra den liberale tænketank Cepos kom for nylig med et absurd angreb på folkebibliotekerne og på gratis museumsadgang. Han påstod at det nedbringer arbejdsudbuddet, at de arbejdsløse gratis kan gå på nettet, læse aviser, se på kunst og låne bøger.

Udlån på bibliotekerne er fra 2009 til 2015 faldet med 27%, til gengæld er besøgstallet vokset fra 36,3 til 38,2 mio. årligt. Det er egentlig utroligt, når vi i 2018 har 439 udlånssteder mod 1.106 udlånssteder i 1988, altså en beskæring på 60% på 30 år.

Bibliotekerne har stadig en særdeles vigtig rolle at spille som fysisk sted for oplysning, uddannelse og debat. De skattekroner er godt givet ud, skatten er jo vores kollektive brugerbetaling, og den er så langt at foretrække for den individuelle brugerbetaling, der ville risikere at afskære fattige studerende, ledige og pensionister fra adgang til oplysning, fællesskab og demokrati-understøttende aktiviteter.

Intet tyder på at den fysiske bog er ved at uddø. Litteraturfestivaler og mikroforlag skyder op alle vegne. De mange nye litteraturfestivaler er sikkert et udspring af oplevelsesøkonomien, hvor det siden 1990’erne har været populært at pakke varer ind i oplevelser og fortællinger. Mødet mellem forfattere og læsere har, sammen med bølgen af autofiktion, suppleret interessen for teksten med interessen for forfatteren, som en konkret krop og biografisk person bag teksten.

Litteraturen og samtalen er så vigtig, for mennesket er så meget andet end økonomiske modeller kan forklare. I Zetland 25/1 2018 siger forfatter og forlagsredaktør Simon Pastinak: ’Litteraturen er det sted, hvor vi kan være beskidte, vi kan være langt ude, vi kan tale om uafgørlige, grimme ting – om politik, køn, sex, racisme, død, skyld, ondskab, vi ikke kan tale om andre steder, hvor alting skal være mere entydigt. Altså litteraturen er et felt, hvor vi siger: Det her er ikke det politiske sprog, det er ikke det journalistiske sprog, det er ikke den almindelige samtale, det her er et sted, vi kan samle alt det, der er svært at snakke om, men som vi skal snakke om, fordi det findes.’

I Læseforeningen skaber man læsende fællesskaber for mennesker i udsatte livssituationer. Frivillige læseguider læser højt og faciliterer en samtale om de læste digte og noveller. Alle får mulighed for at byde ind med tanker, oplevelser og refleksioner, som det læste sætter i gang. Her er den personlige og sociale oplevelse i centrum, der er ingen ’rigtige’ tolkninger af teksterne.

Som deltidsansat frivilligkoordinator for Læseforeningen på Fyn kan jeg oplyse, at vi pt søger frivillige, der har lyst til at tage uddannelsen til læseguide i ’guidet fælleslæsning’, og efterfølgende læse for og med ensomme ældre i Rosengårds- og Hunderupområdet i Odense. Se mere på www.laeseforeningen.dk

Bragt i FAA 2/7 2018

I et samfund må der være en vis grad af enighed om grundlæggende værdier og normer. Det er den materiale almendannelse med til at sikre. Det kan fx være ved hjælp af en kanon, der betyder målestok, regel, rettesnor. Det har særligt højreorienterede politikere i de sidste godt 10 år været optaget af. De venstreorienterede er ofte mere optagede af den formale dannelse, altså vores evne til at tænke, reflektere, være kritiske, finde løsninger og handle. Men i praksis vil det materiale og formale ofte været blandet sammen, da dannelse både handler om viden, holdning og handling.

I 1994 tog Bertel Haarder initiativ til udarbejdelse af Dansk litteraturs kanon, der bestod af en kort kanon på 20 værker og en lang på mange flere. Den blev revideret i 2004, hvor noget af den blev obligatorisk undervisning i folkeskole og gymnasier.

I 2006 udgav kulturminister Brian Mikkelsen en Kulturkanon med 12 værker indenfor hver af områderne: arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk, film, litteratur, musik – opdelt i partiturmusik og populærmusik, scenekunst, som et udvalg af eksperter var kommet frem til som de bedste eller rigtigste.

I 2008 udkom en Demokratikanon udgivet af Undervisningsministeriet, som bestod af en liste over 35 begivenheder, som havde betydning for udvikling af det danske folkestyre. Det var fx Jyske Lov, Den amerikanske forfatning, Grundloven, Kvindebevægelsen og Murens fald, altså både nationale og internationale begivenheder.

I 2016 var Bertel Haarder igen på spil og tog initiativ til Kulturministeriets udarbejdelsen af en Danmarkskanon, der skulle finde frem til de 10 værdier, der kunne beskrive den danske nutidige og fremtidige kultur. Alle havde mulighed for at komme med deres bud, men til sidst var det et udvalg, der bestemte hvilke værdier, der skulle med.

De 10 værdier blev frisind, kønsligestilling, velfærdssamfundet, tillid, det danske sprog, foreningsliv og frivillighed, hygge, den kristne kulturarv, frihed, lighed for loven. Læs mere her: https://www.danmarkskanon.dk/ 

På Zanzibar Højskolen diskuterer vi, hvad vi forstår ved værdierne. Afspejler værdierne det Danmark eleverne kender? Er værdierne en realitet, en nostalgi om gamle dage eller en fremtidsdrøm? Synes de der mangler nogle værdier? Fremmer diskussion af national identitet integration eller skaber det konflikt? Hvordan ville deres værdikanon se ud?

Kanoner er med tiden blevet folkeligt. Der udarbejdes kanonlister over sangfugle, ølsorter, vine, idrætspræstationer osv., ligesom der sammensættes kommunale og regionale kanoner. Kanonfænomenet harmonerer da også med den neoliberale interesse for evaluering og rangordning. Kanoner kan skabe gode diskussioner, men bagsiden er at man kan glemme alt det, der ikke er kanoniseret.

Bragt i FAA 4/10 2017

#bogsnak inspireret af bibliotekar Lisbet Vestergaard. Når vi læser, er vi altid et konkret sted. Vi kan måske genkalde os, hvordan stedet så ud, hvordan det lugtede, hvilke lyde og hvilken temperatur der var. De mennesker, der var tilstede i vores liv på det tidspunkt, står tydeligt for os. Jeg har lavet ni læsenedslag i mit liv, der særligt fremkalder bestemte steder.

Sommeren 1972: Jeg er 8 år og læser min første bog på egen hånd. Det er Robert Fiskers Peter Pjusk, som handler om en gråspurvefamilie. Vinduet i mit værelse vender mod øst. Når solen vækker mig om morgenen, er det første jeg ser rækken af gråspurve, der sidder på el-ledningerne, der fører ind i huset lige ved mit vindue.

Efteråret 1974: Jeg er 10 år og ligger på sygehuset med benet i gips. Jeg drikker stærk, rød saft og keder mig, men så låner en ældre pige mig en bog. Det er min første krimi, den hedder Hun så det ske, og jeg er helt opslugt. Jeg når ikke at læse den færdig, inden jeg bliver udskrevet og må vente med slutningen, til jeg kan låne den på biblioteket.

Vinteren 1977: Jeg er 13 år og i toget på vej til Norge med min mor og lillebror. Jeg skal snart konfirmeres og i stedet for en fest, får jeg min første tur på skiferie. På biblioteket har jeg lånt George Orwells Kammerat Napoleon. Det er første gang, jeg oplever, at en bog kan indeholde flere lag, at der kan være andre fortællinger bag den tilsyneladende historie.

Sommeren 1980: Det er min 16 års fødselsdag og jeg bliver fejret af en flok venner fra efterskolen. Det er en helt igennem lys og dejlig dag, og jeg bliver lidt fuld og svimmel. Mine venner forærer mig Nordahl Griegs Ung må verden endnu være.

Sommeren 1983: Jeg er 19 år og lige færdig med gymnasiet. Jeg er rejst til Kenya, hvor jeg deltager i en international arbejdslejr, hvor vi laver mursten til en skolebygning. Jeg køber flere romaner af Ngugi wa Thiongo, der bl.a. handler om hverdagslivet under Mau Mau oprøret mod kolonistyret.

Forår 1985: Jeg er 20 år og køber Køn og skæbne af Germaine Greer, fordi der er en sød fyr, der anbefaler den. Vi sidder på gulvet i køkkenet og snakker efter en af de utallige fester med højskolevennerne i kollektivet i Mejlgade i Århus.

Sommeren 1994: Jeg er 30 år, nyskilt og bor på en italiensk campingplads med min veninde, bader, soler og savner mine børn. Jeg læser Jung Changs slægtshistorie Vilde svaner.

Vinteren 2008: Jeg sidder i flyet på vej hjem efter en fantastisk måned på Borneo med mand og datter. Jeg har byttet mig til Khaled Hosseinis Drageløberen på et hostel. Jeg tuder hele vejen hjem.

Vinteren 2015: Jeg sidder i stuens grimme, men behagelige stressless lænestol og holder pause fra karkludsstrikningen med Iben Mondrups vilde grønlandske barndomsfortælling Godhavn. Måske du er blevet inspireret til at genfinde din læsnings steder?

Bragt i FAA 15/6 2017

Bragt i FAA 10/4 2017

Trump og hans klimafornægtende og racistiske kumpaner gør klar til at overtage magten i USA. Den uhyrlige krig i Syrien fortsætter, mens Europa lukker grænser og begrænser nødstedte menneskers adgang til vores ressourcer. Med fattigdom og pålæggelse af personlig skyld udskammer vores hjemlige politikere kontanthjælpsmodtagere, ledige og flygtninge. Hvor bliver oprøret af, sammenholdet mod urimelighederne, demonstrationerne i gaderne? Vi stirrer ned i skærmen, liker med en vred eller sur smiley, deler måske, og hvis det går højt, underskriver vi en elektronisk protest og scroller ellers videre.

Det er trist og tungt, og derfor vil jeg i denne klumme vende mig mod noget, der giver håb: kulturen. Den kan give os nye perspektiver, og øge vores følsomhed og empati.

Sidste år vandt Danmarks Forsorgsmuseum Den Fynske Kulturpris med udstillingen ’Fattigdom på tværs’, en debatskabende udstilling om fattighjælpens udvikling. I år var det Mungo Park Kolding og BaggårdTeatret, der med teaterkoncerten ’Carl’ viste, hvordan det kunstneriske liv blev afløst af pessimisme, da 1. Verdenskrig begyndte.

Svendborg Kulturpris gik i år til Mikael Josephsen, der bl.a. skriver om livet som psykiatrisk patient i sin digtsamling ’Knæk’. Ungdomstalentprisen fik den 16-årige filmskaber Julie Annlie Kjærgaard, der med kortfilmen ’Døren Til Solen’, komponeret over et Mikael Strunge-digt, har vundet priser i England og USA.

Svendborg bliver vært for DGI Landsstævne 2021 ikke mindst pga. byens charme og rige kulturliv. Det kulturliv skal vi passe på, og fortsat sikre at kunstnere og kulturelle ildsjæle får mulighed for at udfolde.

I år har jeg særlig nydt sART Danseteaters forestilling ’ToyBoy’, der var rørende og poetisk med musik af folkemusiksanger Jullie Hjetland. Tankevækkende var Det Flydende Teaters ’Je suis Storm P’ om at vi alle har et ansvar, uanset om vi siger fra eller lader stå til. Amerikanske Eric Davis figur ’Red Bastard’ under CPH Stage Festival smigrede, skældte og lokkede publikum til at være ærlige over for sig selv og udfordre middelmådigheden. Endelig er ’Bertolt Brechts Svendborgdigte’ en varm, men skræmmende aktuel forestilling om krig og flygtninge.

To måneders hæsblæsende (og vanskelig) læsning af James Joyce nyoversatte ’Ulysses’ i et rablende, sanseligt sprog blev siddende i kroppen længe efter. Og så var der Anne-Cathrine Riebnitzsky og genlæsning af Tove Ditlevsen og Karen Blixen.

En fortættet, varm og stemningsfuld aften med Tue West og Mads Mouritz på Harders, og Moonjams koncert under Hansted Live i Krøyers Have.

Den fine udstilling ’Retro 1915’, på Faaborg Museum, hvor kunstnernes tilstedeværelse ramte følelsesmæssigt og fysisk, når man trådte ind i rummet.

Og så selvfølgelig den forrygende norske ungdomsserie ’Skam’, der realistisk viser unges liv og smerte.

Bragt i FAA 19/12 2016

Da Storbritanniens forsvarsminister under Anden Verdenskrig foreslog, at de skulle skære kulturbudgettet væk, så der blev råd til at føre krigen, svarede Churchill: ”Men der skal jo også være noget at forsvare”.

Kultur er ikke blot flødeskum. Kultur handler om vores værdier, om hvad vi kommer fra, om hvem vi er, hvem vi gerne vil være og hvem vi kan blive.

Den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson siger: ”Mit bedste bud på en bedre verden er den samlende, forhåbningsfulde kraft, der udtrykkes gennem kunst og kultur verden over”. Kulturdeltagelse er en grundlæggende rettighed ifølge artikel 27 i FN’s Menneskerettighedserklæring. Kunst og kultur kan udtrykke vores håb, ideer og følelser, den kan røre, provokere og inspirere os til et aktivt engagement i verden.

Som svar på frygten for, at indvandring og globalisering vil svække vores danske værdier, vil Bertil Haarder have befolkningen til at udarbejde og stemme om en Danmarkskanon over vores immaterielle værdier. Men den koreanske økonom Ha-Joon Chang gør os opmærksom på, at vi ikke skal frygte, at det er indvandring og globalisering, der eroderer vores værdier. ”Det er forretningseliten og finanssektoren, som bør tage æren for Europas misere. De har skabt utrygheden”. Han peger på vores velfærdsstat, som vores mest unikke og stærkeste værdi.

I Italien vil man modvirke terrorisme og radikalisering ved at opruste på bløde områder, på kulturen. Regeringen har valgt at alle unge bosat i Italien, uanset om de er italienske statsborgere, og som fylder 18 år i 2016, får 500 euro, som skal bruges på kulturoplevelser, live-optræden, biograffilm, bøger og seværdigheder efter eget valg.

I Svendborg vil Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget i aften se på vores lokale kulturkanon. Politikerne havde inden processen med en kulturkanon ikke rigtig gjort sig klart, hvad formålet skulle være, eller hvad den skal bruges til. At dømme ud fra debatmødet om kulturkanonen på biblioteket i forrige uge, lader der dog til at være enighed om, at kulturkanonen ikke skal være statisk, men at debatten om vores kultur og værdier skal holdes i kog.

Carsten Thau, professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, betegner en kulturkanon som vores kollektive erindring, en pille mod demens. Han sagde på debatmødet, at en kulturkanon med tiden i sig selv kommer til at være kanoniserende, da den vil afspejle det, vi anser for vigtigst og mest kendetegnende for byen og kommunen. Derfor var der også flere på mødet, der frygtede at det, der ikke kommer med i kanonen, bliver glemt. Lad os håbe at kulturkanonen vil pege udad i verden, at den vil åbne op frem for at lukke os om os selv.

Med blot 50.000 kr. afsat årligt til kulturkanonen bliver der brug for fantasi til at gøre kanonen kendt, holde debatten levende og inspirere til at bruge den.

Bragt i FAA 12/10 2016

Anekdoten om Churchill

Det er dejligt at vide, at klummerne bliver læst, og at der er vågne læsere. Således Claus Wittrup der i søndags ganske rigtigt gør opmærksom på, at det i anekdoten om Churchill, der ikke vil bruge kulturpengene på krigen, ikke kan have været hans forsvarsminister, der foreslog det, da Churchill selv havde begge titler. Nu er en anekdote netop ikke fakta, men en pointerende fortælling, der ofte overleveres mundtligt og derfor kan ændre form over tid.

Jeg har undersøgt sagen nærmere og en medarbejder fra The Churchill Centre siger i 2012, at der ikke er fundet bevis for, at Churchill har sagt, at det var kulturen, de kæmpede for. At en anekdote er genfortalt mange gange og mange steder gør den ikke faktuelt sand, men at det, som Claus Wittrup skriver, skulle være ammestuesnak, kan jeg ikke finde bevis for, da det hovedsageligt er mænd, der har genfortalt anekdoten i flere årtier.

Da Claus Wittrup ikke gad læse min klumme til ende, vil jeg her komme med min korte pointe: at kunst og kultur er samfundets fundament og håb.

Af Lone Kramer

Landets biblioteker opfordrer i september alle bogelskere til at lege med på Instagram, og poste fotos af deres bøger og læseoplevelser. Litteratur og poesi er vigtig, fordi den kan genskabe en følsomhed, så vi ser det gamle på nye måder, eller vi ser ting vi ikke har bemærket før. Den giver adgang til andre subjekter, andre verdener og andre tider. Den afdækker lag og udvider betydninger i sproget, så vi får et sprog for sansninger, følelser og tanker.

Litteraturen er en anledning til at reflektere over og nuancere forståelsen af eksistentielle temaer. Den er med til at guide os i etiske valg. Den udfordrer vores forventninger og vante tanker. Den har potentiale til at ændre forståelsen af os selv, af andre og af verden. Derfor leger jeg med på #septemberbøger, der stiller opgaver som: En bog du har læst mere end én gang. En bog af din favoritforfatter. En bog du opgav at læse undervejs. En bog fra din barndom. En rød bog. Den bog som har gjort størst indtryk på dig. En bog som får dig til at græde. Den bog der har overrasket dig mest. En bog du ønsker dig. En bog du ville ønske var en film. Kig forbi, måske du også kan blive inspireret til at lege med eller til at (gen)læse en god bog.

Men kultur er ikke kun litteratur. D. 29/9 inviterer Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget til kulturkanon-debatmøde på Svendborg Bibliotek. Som flere har nævnt er det debatten om kulturen og ikke den endelige kanonliste, der er interessant, så mød op og debattér. Hvad skal vi bruge en kulturkanon til? Giver det mening at profilere en kulturkanon, når der samtidig bebudes kulturbesparelser? Hvad er Svendborg Kommune overhovedet uden kultur?

Hvad viser jeg selv frem, når jeg får udenbys eller udenøs gæster? Vi ville køre en tur til Fjællebroen og gå ad Øhavsstien til Præstens Skov, hvor vi kunne tage en dukkert efter en tur i den fredede egeskov. Vi ville sikkert køre til Svendborg og gå en tur rundt på Frederiksøen. Se smedene arbejde på Ring-Andersens Skibsværft, kigge ind i Pernilles keramikværksted, og drikke en øl eller kaffe på Kammerateriet. Så ville vi nyde en frokost i Salig Simons Gård eller en burger hos Jettes Diner. Om aftenen ville vi se en forestilling på Baggaardsteatret, høre musik på Hansted eller tage til koncert på Olferts i Ollerup Forsamlingshus.

Vi kunne også vælge at tage til Taasinge og gå på opdagelse efter Elvira Madigan og Sixten Sparres grav. Vi kunne spise en økologisk frokost hos Øland, se en udstilling på SAK eller en film i Baggårdsbiffen. Hvis der var store børn med, kunne vi tage i Gorilla Park, se motocross på banen i Rødme eller gå op i Egebjerg Mølle, kigge ud over Øhavet og plukke brombær i Svinehaverne. Senere kunne vi spille brætspil på Maskinen eller WØ. Hvad viser du dine gæster? Hvilken kultur gør Svendborg Kommune til dit sted?

Bragt i FAA 20/9 2016