Cheføkonomen Mads Lundby Hansen fra den liberale tænketank Cepos kom for nylig med et absurd angreb på folkebibliotekerne og på gratis museumsadgang. Han påstod at det nedbringer arbejdsudbuddet, at de arbejdsløse gratis kan gå på nettet, læse aviser, se på kunst og låne bøger.
Udlån på bibliotekerne er fra 2009 til 2015 faldet med 27%, til gengæld er besøgstallet vokset fra 36,3 til 38,2 mio. årligt. Det er egentlig utroligt, når vi i 2018 har 439 udlånssteder mod 1.106 udlånssteder i 1988, altså en beskæring på 60% på 30 år.
Bibliotekerne har stadig en særdeles vigtig rolle at spille som fysisk sted for oplysning, uddannelse og debat. De skattekroner er godt givet ud, skatten er jo vores kollektive brugerbetaling, og den er så langt at foretrække for den individuelle brugerbetaling, der ville risikere at afskære fattige studerende, ledige og pensionister fra adgang til oplysning, fællesskab og demokrati-understøttende aktiviteter.
Intet tyder på at den fysiske bog er ved at uddø. Litteraturfestivaler og mikroforlag skyder op alle vegne. De mange nye litteraturfestivaler er sikkert et udspring af oplevelsesøkonomien, hvor det siden 1990’erne har været populært at pakke varer ind i oplevelser og fortællinger. Mødet mellem forfattere og læsere har, sammen med bølgen af autofiktion, suppleret interessen for teksten med interessen for forfatteren, som en konkret krop og biografisk person bag teksten.
Litteraturen og samtalen er så vigtig, for mennesket er så meget andet end økonomiske modeller kan forklare. I Zetland 25/1 2018 siger forfatter og forlagsredaktør Simon Pastinak: ’Litteraturen er det sted, hvor vi kan være beskidte, vi kan være langt ude, vi kan tale om uafgørlige, grimme ting – om politik, køn, sex, racisme, død, skyld, ondskab, vi ikke kan tale om andre steder, hvor alting skal være mere entydigt. Altså litteraturen er et felt, hvor vi siger: Det her er ikke det politiske sprog, det er ikke det journalistiske sprog, det er ikke den almindelige samtale, det her er et sted, vi kan samle alt det, der er svært at snakke om, men som vi skal snakke om, fordi det findes.’
I Læseforeningen skaber man læsende fællesskaber for mennesker i udsatte livssituationer. Frivillige læseguider læser højt og faciliterer en samtale om de læste digte og noveller. Alle får mulighed for at byde ind med tanker, oplevelser og refleksioner, som det læste sætter i gang. Her er den personlige og sociale oplevelse i centrum, der er ingen ’rigtige’ tolkninger af teksterne.
Som deltidsansat frivilligkoordinator for Læseforeningen på Fyn kan jeg oplyse, at vi pt søger frivillige, der har lyst til at tage uddannelsen til læseguide i ’guidet fælleslæsning’, og efterfølgende læse for og med ensomme ældre i Rosengårds- og Hunderupområdet i Odense. Se mere på www.laeseforeningen.dk
Bragt i FAA 2/7 2018