Kategori: Klummer om Afrika og rejser

Turismeforsker Martin Trandberg Jensen (MTJ) skriver om ’slow travel’. Det er den langsomme og regionalt afgrænsede rejse. En ny rejsekultur spirer frem, hvor folk ændrer deres rejsevaner til mere bæredygtige, energivenlige og lokale oplevelser. De trækker tempoet og forbrugsræset ud af ferien. Fx er salget af interrailbilletter fordoblet de sidste fem år, og det er seniorerne, der står for den stigning. En voksende klimabevidsthed får flere til at fravælge den globale flytrafik og vælge togrejsen i stedet.  

MTJ har udviklet en ’rejsehjælpsguide’ i 7 trin, der skal genetablere glæden ved at rejse langsomt:

1. Hold op med at associere ferie med fremmede destinationer

2. Fokuser på de nære landskaber i dit liv

3. Tag rygsækken på (lad kufferten stå)

4. Gå. Gå langsomt. Gå offline

5. Erstat boardingpasset med interrailpasset

6. Dvæl ved rejsen, ikke endemålet

7. Find det ekstraordinære i det ordinære

Vi kan gå på opdagelse i Europa med tog, eller vælge at være frivillige i vores ferie og fx være med til at genoprette naturen på Færøerne, som turisterne ellers slider på. Men der er også masser af muligheder for at gå på opdagelse i vores eget land i et roligt tempo: vandreture på Camønoen, Øhavsstien, Hærvejen eller nedlagte banestier rundt i landet. Cykelferie, rideferie, sejlferie, kanoture, øhop, ølejre, sommerhus, campingferie eller billig teltferie med konceptet ’Brug min baghave’.

I Brinkmanns Briks på P1 hører vi, at danskerne bruger 40 mia. årligt på ferie, og at turisme er verdens største industri og kilde til økonomisk vækst. Vi har i Danmark haft en ferielov siden 1938, hvor Stauning indførte ret til 2 ugers ferie og danskerne drog på ferie med Dansk FolkeFerie, som sikrede billige ferieophold for arbejdere, og arrangerede demokratiske fællesskaber i naturen.

Igen i år skal min ferie bruges i DK på terrassen med gode bøger, i sommerhuset med svenske gæster og en tur ud i det blå med madrasser bag i bilen. Som noget nyt har jeg booket en hel shelterplads med sauna, badebro og bålhus, så familie og venner kan hygge, bade, spille kubb eller ’baste’ i eget tempo.

Formålet med at holde ferie er vel at ’komme ned i gear’, ’genoplade batterierne’ og hvad vi ellers bruger af metaforer fra maskinernes og fartens verden. Men for mange bliver ferien endnu en stressende jagt på de rigtige oplevelser og de perfekte billeder på Instagram. Hvis vi formår at rejse langsomt, med friheden fra at skulle noget bestemt, og i stedet bare ser hvad der sker, dukker der måske uventede oplevelser op, og vi kommer i en afslappet og nærværende tilstand, som vi kan håbe at bære lidt af med os tilbage på jobbet.

Bragt i FAA 25/6 2019

Så er jeg hjemvendt fra Afrika. Med en god portion social indignation vakt af den store ulighed mellem rig og fattig, hvid og sort, turist og lokal. Neokolonialismen med europæers, araberes og kineseres stadige udnyttelse af afrikanske ressourcer på bekostning af lokalbefolkningen er svær at være en del af. Varmen lægger et søvndyssende tæppe over den mest kritiske tankevirksomhed, og hverdagen luller os ind i en belejlig blindhed, der er nødvendig for at passe vores arbejde i tæt samspil med de lokalt ansatte.

Jeg har nydt solskin og varme, at kunne bade i havet hver dag og at have folk til at gøre rent, vaske tøj og lave mad. Men det bliver svært igen at rejse ud som den lidt naive turist, der kan lukke øjnene for uligheden i, at de lokalt ansatte dagligt langer halvdagsudflugter, kropsmassager og rødvinsflasker over disken til priser, der svarer til kvarte månedslønninger.

Jeg har dog haft fem fantastiske måneder på Zanzibar med dygtige og engagerede unge lærere. Søde og sjove danske og norske elever (omend de fleste nok mere har købt opholdet som badeferie end dannelsesrejse) og skønne loyale lokalt ansatte.

Hjemme på Fyn igen gør det mig glad at erfare alle de lokale tiltag for fællesskab. Josefine Ottesens forsamlingshus. Kirstine Karlshøjs højskole på Langeland og Claus Brandstrups Byens Højskole i Odense. Vi har brug for forsamlingshuse og højskoler. Som modvægt til tidens individualisering, og politikeres og økonomers tale om effektivisering og vækst, har vi brug for fællesskab, stillingtagen, solidaritet og handling. Tak for alle jer lokale fællesskabstyper!

Jeg er igen ledig og søger job inden for undervisning, kultur, ledelse, formidling. Og så glæder jeg mig til en masse kulturoplevelser: Brandts nyophængning af museets fotosamling. SAKs udstilling, hvor 16 nutidskunstnere har ladet sig inspirere af Kai Nielsens figurer. Johannes Larsen Museet i Kerteminde, der udstiller John Olsens værker og lader publikum bidrage til ’undreskabe’ med sære og magiske naturfund.  Baggaardteatret, Odense Teater og BengtssonSydows samarbejde om en musikforestilling til efteråret om Tom Kristensen med udgangspunkt i albummet GLIMTVIS over hans digte. Jeg får lyst til at besøge hans (og tidligere Karin Michaëlis’) hus Torelore og Bergmannhus, der er indrettet som kulturmuseum på Thurø.

Og allerede her i februar DRs dramatisering af Jakob Ejersbos ’Liberty’ om expat-miljøet i 80’ernes Tanzania. For mig er problematikkerne med de ulige relationer mellem velmenende hvide, der moralsk depraveres, og de økonomisk fattige sorte, der offergøres eller dæmoniseres, hvis de ikke godtager offerrollen, mere aktuelle end nogensinde, og jeg er spændt på, hvordan den svenske instruktør Mikael Marcimain har løst opgaven med at overføre bog til TV.

Bragt i FAA 16/2 2018

Livet er som tidevandet, nogle gange er det lavt og stille, andre gange højt og voldsomt. Det er uforudsigeligt og du må tage det som det kommer, siger vores swahililærer Rashid. I Afrika kan du aldrig vide om det du sår skyller væk i regntiden eller tørrer ud i tørkeperioden. Inshallah, om gud vil, er den almindelige bemærkning, når du aftaler dag og tid for et møde. Du ved aldrig, hvad der sker i morgen. Her er livet uforudsigeligt, og derfor må du være tilstede i nuet. Du er her lige nu med disse mennesker, og det må du få det bedste ud af. Spred godt humør, tag én dag ad gangen.

Den nigerianske forfatter Chikamanda Adize skriver i romanen ”Americanah”, at det først var, da hun rejste til USA, at hun blev sort. Den sorte bliver i den vestlige litteratur, i medierne, i nødhjælpsarbejdet gjort til en stereotyp, den ædle vilde, den uciviliserede, den barnlige eller ofret ramt af borgerkrig, korruption, sygdomme og sult. Det skaber en ulige, uværdig relation mellem dem og os. For Afrika og afrikaneren er så meget andet også.

Da jeg rejste til Afrika oplevede jeg omvendt at blive mzungu (hvid), her ser jeg mig selv med den sortes øjne. Jeg bliver repræsentant for den hvide mand/kvinde, udbytteren, den rige, den privilegerede. Den der skal lokkes til at købe, den der skal give til tiggeren, den der skal give en højere pris for varen, den der skal sleskes for eller råbes efter. Jeg kan ikke blende ind, jeg stikker hele tiden ud med min blege hud.

Turisten tærer på de knappe ressourcer af mad, brændsel, byggematerialer, og producerer enorme mængder skrald, der ikke er nogen infrastruktur til at skaffe væk, og som derfor hober sig op i gader, floder og have. Men turisten sørger også for at de lokale kan få arbejde som tjenere, håndværkere, kokke og rengøringspersonale.

På safarituren til havs sejler alle både mod den samme flok af delfiner eller den samme stump døende koralrev. Til lands kører alle safarijeeps mod det sovende løvepar, de badende flodheste eller elefantflokken, der danner ring om den nyfødte unge. De vilde dyr bor i beskyttede reservater, men uden turisten fandtes de måske slet ikke mere?

På genbrugsmarkedet kan jeg købe billigt vestligt tøj og måske endda finde den kjole, jeg har fortrudt jeg afleverede i genbrugscontaineren hjemme i DK. Mange mennesker tjener lidt penge på at videresælge mit aflagte tøj, men de lokale producenter af stof og tøj har ikke længere et arbejde. Den hvide mand vil købe krydderier og kaffe, så det produceres og eksporteres på bekostning af produktion af fødevarer til de lokale.

I bedste fald gør vores højskole unge skandinaver klogere på sig selv og verden, bevidste om egne privilegier, og forhåbentlig vil de bruge denne viden til at arbejde for at skabe en bedre og mere lige verden.

Virkeligheden er kompleks og Afrika er kontrasternes kontinent.

Bragt i FAA 3/1 2018

”Polepole” betyder stille og roligt, ingen kommer til tiden. Fundien (håndværkeren) ejer kun en mulepose med lidt rustent værktøj og et par bøjede søm. Alt må fremstilles af de forhåndenværende materialer: mangrovetræ, kokosfibre, koskind. Alternativt importeres ad snirklede kanaler. Korrupte politifolk sælger pot til unge turister for bagefter at presse bøder ud af dem. Eller de opfinder uigennemskuelige vejafgifter for at tjene nok til at forsørge familien. Myndighederne trækker opholdstilladelser og arbejdsvisa i langdrag i håb om penge under bordet.

På ethvert gadehjørne får du tilbud om en personal shopper, der vil hjælpe dig med at finde taxa, frugt, medicin mod et par shillings som tak for hjælpen.

Arabere og europæer, og siden sydamerikanere og kinesere, har gennem flere hundrede år stjålet afrikas ressourcer. Verdenssamfundet pressede Tanzanias socialistiske regering til at gå af. Selvom socialismen er afrikanerens måde at gøre tingene på, som min tanzanianske ven Maksi siger. I fællesskab, ved at hjælpe hinanden. Nu er kapitalismen og dermed grådigheden løs i Tanzania, som i Rusland. Før herskede de hvide, nu hersker de sorte tyranner.

Den hvide turists rigdom er så uhyrlig i forhold til den lokales, at det kan være svært at rumme. Indbrud, pengeafpresning, drugcrime, tyveri og bilulykker er hverdag, som man må have vagter siddende på sin terrasse om natten for at undgå. Det afføder irritation over ikke at have lidt personligt rum til at sidde i tropenatten og nyde et glas vin, uden at skulle forholde sig til om vagten følger med i samtalen eller om man burde byde ham på en smøg og en lur i hængekøjen.

Højskolelærerens rolle som sikkerhedsgarant for den unge kolliderer med opfordringen til kulturmøder med de lokale. Kulturmøder, hvor vi samarbejder om projekter: legegrupper og filmklub for landsbyens børn, bygning af klasselokaler og multibane til den lokale skole, sportsdage og volleytræning for de unge. Projekter, hvor højskoleeleverne både lærer at navigere gennem uforudsete benspænd, og hvor de oplever den smittende glæde, når 200 børn griner hjerteligt over tegnefilmen kastet op på en kalket væg i landsbyen. Men vi må spørge os selv, hvem der får mest ud af disse kulturmøder? Gør vi det mest for vores egen skyld? Den unge højskoleelev lærer noget om sig selv, egne grænser, værdier og privilegier, men det er også et sted at starte.

Du kan aldrig få en virkelig ven i Afrika, siger journalisten Knud Brix, for I vil aldrig være lige. I vil aldrig have lige muligheder. Du kan vælge at rejse hjem igen, det kan han ikke.

Bragt i FAA 12/12 2017

Afrika og Zanzibar er kontrastfyldt og komplekst. Turkisblåt hav, kridhvide strande, billige drinks på lækre hoteller i kolonistil med smagfulde indfødte indslag af håndfarvede stoffer, ibenholtsfigurer og safaristole. Ludfattige fiskere med solgarvet hud, der hver morgen sejler ud i deres dhow eller vandrer ud på revet efter dagens beskedne indkomst i form af en blæksprutte at sælge til hotellet, så den hvide turist kan spise. Den blæksprutte som regeringen vil forbyde fangsten af, for at redde den vigende bestand. Men hvad så med turistens måltid og fiskerens sultne børn?

Seaweed-damerne går i bagende sol og høster deres havmarker for at sælge den tørrede tang til en beskeden kilopris til den danske sæbevirksomhed Kelko. Kokosmælkssælgeren på stranden vandrer frem og tilbage langs stranden hele dagen og råber: ”fresh coconutjuuuice, fresh cocnutjuuuice”, i håb om at fange en tørstig turists opmærksomhed og tjene 3 kroner.

Masaien går rank iklædt sine røde tæpper, kovogter-stok og plasticsandaler parat til at åbne sin ”polepole shop” for bikiniklædte kvinder. Fra sin pose udbreder han et tæppe i sandet og opstiller sine træfigurer og armbånd sirligt knyttet af småbitte plasticperler. Masaien, dette stolte folkefærd, der forsøger at fastholde sin oprindelige livsstil som nomade. Om masaierne skrev Karen Blixen, at de kunne ikke gøres til slaver for de ville dø i ufrihed. De har nu friheden til at vandre langs stranden i deres karakteristiske røde tæpper i forsøget på at charmere unge kvinder. Og de har friheden til at opføre deres traditionelle danse på turisternes hoteller med håbet om at sælge et perlearmbånd som tak. Skal vi beundre deres integritet og forsøg på fastholden af egen kultur, eller skal vi bekæmpe deres flerkoneri og omskæring af unge giftemodne piger på 12-14 år?

Bevæger man sig få meter fra stranden med hoteller, barer og bungalows ejet af arabiske og vestlige spekulanter, der fører penge ud af landet, ligger landsbyen i bagerste række uden el og vand. De lokale presses væk fra stranden og ind i landet. Her sidder børn i skolen med 45+ i hver klasse, mange på gulvet fordi der ikke er bænke nok. Der er ikke bøger til alle og selv læreren forstår ikke det regeringsudstukne pensum, hvorfor over halvdelen dumper de nationale test efter 6. klasse og aldrig når videre i uddannelsessystemet.

Alle vegne er der små boder, hvor dagens høst af kartofler, løg, mango sælges i små sirlige stabler. Stegte majs eller grillspyd over en tønde med trækul, og mindre restauranter med ugali (majsgrød), gedekød og stærk sovs. Side om side med kaffebarer med expats, dvs. de udstationerede fra ngo’er eller blot eventyrlystne europæere, der drikker for meget eller tager noget til næsen, for at holde desillusionen over egne strandede frelserdrømme og swahilikulturen ud. En virkelighed som plukket ud af Jakob Ejersbos Afrika trilogi.

Bragt i FAA 20/11 2017

Da min yngste datter sidste år tog på udveksling til Utah, længtes jeg pludselig selv efter at rejse ud efter 28 år med hemmeboende børn. En boblende fornemmelse af frihed fik mig til at lede efter underviserjob ude i verden. Jeg forestillede mig at jeg blot skulle lidt ud i verden i de 10 mdr. min datter var på high school og efterskole, men jeg blev fanget ind.

Jeg var nemlig blevet tilknyttet Dansk Studie Center, der arrangerer rejser for unge med indbyggede højskoleforløb over hele verden. 3 ugers underviserjob ad gangen i New Zealand, Australien og Mexico, og så dukkede en hel fantastisk mulighed op: 2 år som viceforstander på Zanzibar Højskolen. Så stærk var udlængslen efter eventyr, at jeg lod mand og datter blive hjemme. Men hvad er det der trækker?

Det er helt fantastisk at få lov til at være med på unge menneskers rejse ind i fællesskabet og ud i verden. At være med på deres afbræk fra den individualistiske, målrettede og konkurrenceprægede jagt på uddannelse og job. Nogle af de unge har tidligere på en efterskole oplevet, hvordan et fællesskab kan gro og bære, når man er ung, formbar og lidt sårbar. Hvordan mange sammen kan meget mere end summen af de enkelte deltagere. Uanset om det er i skolens kor, i en teaterforestilling, i en engageret debat eller en dyneaften med te og film.

For andre er det første gang de oplever fællesskabet løfte sig. At man kan føle sig så stærkt forbundet med andre unge, som måske ved første blik virker så forskellige fra en selv, men som, viser det sig, man kan skabe stærke bånd til, fordi man er sammen både når det er er svært, og når man har det sjovt. I gråd og grin; så enkelt og banalt, og så fint og stærkt er det.

Når dette fællesskab yderligere får den dimension at man er ude i verden i en fremmed kultur, hvor sprog og levevilkår er fundamentalt anderledes, så står hjerte og nervebaner pivåbne for nye perspektiver. Man får øje på sine egne privilegier, sine egne problemers lidenhed, man får et andet perspektiv på sit liv, og kan mærke, hvad der virkelig betyder noget. Mellemmenneskelige værdier og klodens tilstand presser sig konkret på.

I swahilikulturen hører man ofte folk sige pole pole; tag det stille og roligt. Man interesserer sig for hinanden, man er nærværende og nysgerrige på den anden. For os der bare er på besøg, om det er på et 4 mdr.’s højskoleophold eller et 2-årigt job, er det en stor gave at blive lukket ind i denne kultur. Det sætter egen travlhed, vigtighed og utålmodighed i perspektiv. Det bliver nemmere at mærke, hvad der er virkelig værdifuldt.

Den boblende fornemmelse af frihed handler ikke om at blive fri for mand og børn, for de er altid med mig, uanset om vi bor sammen eller ej. Jeg glæder mig til de kommer på besøg og oplever mit Afrika, og forandres en lille smule sammen med mig.

Bragt i FAA 13/9 2017

I det sidste år har jeg været så privilegeret, at jeg har rejst i New Zealand, Australien og Mexico med et underviserjob for Dansk Studie Center. Jeg har været med på en flok unge menneskers eventyrlige rejser ind i fællesskabet og ud i verden. Det har været fantastisk at vandre i bjerge ved Lake Wakatipu og møde den afslappede befolkning i Quenstown, NZ. At dyrke yoga på stranden, se springende delfiner og møde surfer-hippie-stemningen blandt drømmefangere og hæklede bikinier i Byron Bay, Australien. At snorkle med skildpadder, besøge mayatempler og være en del af det hektiske og kulørte byliv i Playa del Carmen, Mexico.

Tidligere har jeg været på længere rejser til Kenya, Filippinerne, Borneo, Thailand og Sri Lanka. Koralrev, regnskov, bananpandekager, kokosnødder, dyreliv, gæstfrihed og tropisk varme. Porto, Nice, Firenze, Barcelona og Naxos er også besøgt med hav, kunst, pinjeskove, skaldyr og byliv.

Men det er slet ikke nødvendigt at tage så langt væk for at opleve fremmedartede og smukke steder. Med en veninde har jeg brugt flere sommeruger rundt på danske øer: Anholt, Læsø, Samsø, Fanø, Ærø, Strynø og har oplevet ørken, sydesalt, tidevand, festivaller, cykelture og dialekter. Og vi har stadig mange danske øer til gode at udforske.

De sidste par år har min mand og jeg taget bilen, og er kørt ud i det blå, ud i det danske sommerland. Vi har overnattet i shelters fulde af myg og i telt i klitterne. Vi har mødt gæstfrihed i et parcelhuskvarter i Hjørring, har festet i Thylejren, betragtet arbejdslivet på fiskerihavnen i Hanstholm, besøgt de selvdrevne landsbyer Vrads og Alken, og turistmagneter med konsulentudtænkte navne som The Bay og Cold Hawaii. Vi har opdaget Lønstrup og Hjardemål Klit, som på en sommerdag kan måle sig med enhver badeby eller strand sydpå. Uden for åbningstiden er vi blevet budt på personalekaffe i Skovmøllen ved Moesgård, vi har nydt brunch i Klostergade i Århus, og fisk og skaldyr i Nykøbing Mors. Vi har besøgt fuglekøjer på Fanø og Vadehavscenteret ved Ribe. Vi har hørt natravnene i Frederikshåbs Plantage ved midnat. Vi har set lyngen blomstre, vi har svømmet med sæler, og vi har samlet muslinger og østers.

Igen i år tager vi en tur ud i det blå. Vi skal mødes med familien i sommerhus på Reersø. Vi skal klatre i træer i Gorilla Park i Rødme ved Stenstrup. På en lille cykelferie på Ærø. Måske ride på islandske heste hos Naturkompagniet i Hundstrup. Bade fra Præstens Skov ved Ballen. Gå noget af Øhavsstien, og samle kantareller på vores hemmelige sted i skoven.

For nu er det sommer, og den er nu bedst i Danmark.

Bragt i FAA 7/7 2017