Måned: april 2020

Gå digital

Jeg ved at flere ellers storlæsende veninder har svært ved at koncentrere sig om at læse i denne karantænetid. Selvom tiden måske er til det, fordi man er sendt hjem fra arbejde, og det kulturelle og sociale liv er sat på standby, har en rastløshed og uro sneget sig ind og forhindrer fordybelsen i en bog.

Oplæste klassikere

Men så er der heldigvis mange digitale tilbud til de litteraturglade. Jeg har nydt Gyldendal Bogklubs Forfatteraftener, som kan findes her:

https://gyldendals-bogklub.dk/anbefalinger/forfattermoeder/forfatteraften

Særligt Ib Michaels oplæsning af Henrik Pontoppidans Bjørnen om præsten, der har været på Grønland, Dy Plambecks oplæsning af J. P. Jacobsens Mogens om kærlighedstab, og Thure Lindhardts oplæsning af Thomas Manns Døden i Venedig om begær. Det er vilde fortællinger om særegne karakterer i et sprudlende sansende sprog.

Mødre

Gyldendals Bogklub sender også Forfattermorgener, hvor en aktuel dansk forfatter interviewes hver morgen kl. 8.30.

https://gyldendals-bogklub.dk/anbefalinger/forfattermoeder/forfattermorgen

Her får man masser af inspiration til nyt læsestof. På min ønskeliste står nu fx et par bøger om forholdet til mødre: Malene Lei Rabens Fruen og Peter Øvigs Min mor var besat.

Har du 8 minutter?

En anden virkelig fed digital oplevelse er Coronamonologerne. Det er Østre Gasværk Teater og Teater Republique, som har bedt forfattere, dramatikere og lyrikere skrive korte tekster, der fremføres af skuespillere i deres egne hjem. Det er der kommet korte, rørende og sjove monologer ud af.

Coronamonologerne

Læseklubben går digitalt

Min læseklub har måttet ty til @Reolen, som er bibliotekernes digitale tjeneste, hvor du kan låne op til 6 bøger om måneden, som du kan læse på din skærm. Man logger blot ind med sit sædvanlige biblioteks-login. Jeg er fan af papirbøger, det taktile tilføjer for mig en særlig nydelse ved læsningen. Men @Reolen er nu slet ikke så tosset, og det er overraskende nemt at læse på mobilen eller iPad’en.

https://ereolen.dk/

Vi har læst Karen Michaëlis Den farlige alder, inspireret af BaggårdTeatrets flotte forestilling Jagten på det gode menneske, som vi heldigvis nåede at opleve inden den analoge kulturs nedlukning. I Den farlige alder har hovedpersonen Elsie Lindtner netop forladt sin mand og skriver breve til bl.a. sin kusine. Det handler om ikke at være ung længere, men stadig at have lidenskaberne i behold. Sikke breve, sikken skrift. I læseklubben mødes vi normalt over en middag på skift hjemme hos hinanden, men den sidste måned har vi mødtes til gåture, picnic i det fri og snak med afstand. Vores næste lån på @Reolen er Kirsten Thorups Bonsai om et (ulykkeligt) ægteskab.

Noveller

En anden mulighed, hvis man ikke har koncentrationen til de store romaner, er nyudgivelserne af både klassiske og nye noveller på forlaget Novellix. Hver novelle er trykt i en lille bog, der er nem at have med, og man kan købe dem i smukke gaveæsker á 4 stk. Man kan vælge mellem fx J. P. Jacobsen, Virginia Woolf, Ida Jessen, Josefine Klougart eller Thomas Korsgaard. Flere af novellerne kan du finde hos Litteraturhuset i Svendborg.

Anbefaling af Lone Kramer bragt i

https://www.facebook.com/litteraturhusetsvendborg/

Den røde tråd

Hvis min moster ikke havde forelsket sig, ville mine forældre ikke have mødtes til forlovelsesfesten og jeg ville ikke eksistere. Jeg kunne så ikke være kommet for sent hjem fra pinsefesten, hvilket fik mine forældre til at sende mig på kostskole, hvor jeg mødte lærere, der foranledigede, at jeg startede på seminariet. Hvor jeg ikke ville have mødt ham, som blev far til mine børn. Uden dem ville jeg ikke have mødt hende med det sommerhus, hvor jeg nu sidder og tænker kontrafaktisk og mindes præsten, der sagde: ’Skæbne er den røde tråd, vi forsøger at finde i tilværelsens tilfældigheder’.

Mit bidrag til Flash Fiction EACWP Contest 2020, https://eacwp.org/flash-fiction/

Da mormor var dreng

Min mor sang ’Den lille Ole med paraplyen’ og ’Elefantens Vuggevise’ som godnatsang for mig og min bror hver aften. Vi havde hverken klaver eller pladespiller, så transistorradioen i køkkenet var eneste kilde til musik. Den stod på P3, hvor vi kunne høre ’Dansktoppen’ og ’De ringer, vi spiller’. ’Så tager vi cyklerne frem’, ’Den knaldrøde gummibåd’, Bamses Venner og Shubidua var soundtracket til min barndom. Det årlige Melodi Grandprix var et af højdepunkterne på TV, så sad vi med hjemmelavede afkrydsningslister og gættede med på vinderne. Da Mabel deltog med ’Boom Boom’, blev det ikke større.

Da jeg blev teenager, var det Sebastian og Trille, der var idolerne, men min far syntes Sebastian lignede en flødebolle på Vi Unge plakaten på min skråvæg, og han gjorde nar ad mig, da jeg og en veninde (forgæves) havde besøgt Trille, der boede i nabolandsbyen for at få en autograf. Af drengevenner og de første kærester fik jeg indspillede kassettebånd med Dr. Hook og Frank Zappa. Jeg optog også selv musik med mikrofonen på min kassettebåndoptager, når jeg gik tidligt i seng for at lytte til P4 på P1 søndag aften. Så gjaldt det om at være stille, så der ikke kom for mange lyde fra rummet med på båndoptagelsen. Jeg prøvede også at optage, når jeg selv sang med, men det kom altid anderledes ud end det lød inde i mit hoved.

Min lillebror blev smidt udenfor døren i sangtimen, fordi læreren troede han gjorde nar, når han sang med. Men jeg gik til kor med de andre piger fra klassen, og i 6. kl. begyndte jeg til blokfløjte. Da jeg var nybegynder, skulle jeg gå på hold med 1. og 2. klasserne, så det holdt hurtigt op. Da jeg blev 13 købte jeg en guitar af en kammerat og prøvede at lære at spille ud fra en begynderbog. Jeg lærte et par akkorder, men kunne ikke bruge dem til noget, da jeg ikke kendte melodierne i bogen. På gymnasiet spillede jeg elbas i musiktimerne, det gik vist nogenlunde med at holde en rytme. I de år gik jeg til koncerter med Bifrost, Jomfru Ane Band, Skrøbeligt Daggry og Paul Banks Musikorkestret. Ikke blot gode melodier, men også de politiske budskaber i teksterne havde en betydning.

Da jeg som 22-årig startede på seminariet, var der en talepædagog ansat, som skulle høre os alle oplæse et stykke for at vurdere, om vi brugte vores stemmer og vejrtrækning hensigtsmæssigt. Som det første slog han en tangent an på klaveret og bad mig gengive tonen. Jeg var helt blank. Jeg anede ikke at der var en forbindelse mellem tonen på klaveret og den tone jeg kunne frembringe med mine stemmelæber. Siden spillede jeg både claves til rytmen ’ØLlene SKAL være KOLde – JA TAK’ og sang kor i et band til Eric Claptons ’Wonderful tonight’.

I mine 30 år med hjemmeboende børn har jeg mest hørt den musik, de har bragt ind i hjemmet. Så det er alt fra ’Åh, Abe’ til Eminem, Pink, Dizzy Mizz Lizzy og Lady Gaga. Til børnenes held har de musikalske fædre, der selv synger og spiller guitar og klaver. De har gået i musikalsk legeskole og til klaver, violin og sang – og et par af dem laver selv musik i deres fritid. Efter de er flyttet hjemmefra, glemmer vi ofte at lytte til musik, tidligere kunne jeg finde på at sætte en plade på om aftenen og danse rundt, hvis jeg var alene hjemme. Sinead O’Connor, Tracy Chapman, Paul Simon, Prince eller Michael Jackson.

Jeg kan sjældent huske navnet på hverken numre eller kunstnere, og jeg kan slet ikke gengive en melodi jeg har hørt. Alligevel elsker jeg at høre musik. Jeg lytter sjældent efter ordene, men bliver påvirket af stemningen i musikken, det emotionelle. Jeg kan særlig godt lide ægtheden i en stemme, at man kan mærke nogle sande følelser, uanset om det er Poul Dissing, Adele, Poul Halberg eller Jim Morrison. Der er en hårfin grænse mellem indlevet patos og klichefyldt forlorenhed.

Men i mange år havde musik for mig også en social betydning. Som ansat på højskole sang vi morgensang, og det at synge i et fællesskab med andre intensiverer oplevelsen. Stemmerne, sangen, fællesskabet og den historiske betydning løfter sig, når vi synger de mange smukke højskolesange.

Vi bor langt ude på landet og derfor er her ofte meget stille. PC-ens summen, varmepumpen og køleskabets brummen, de tre bip, der signalerer at vasketøjsprogrammet er slut, en smækken med en dør, når manden går ud i værkstedet for at ryge og kattens mjaven, når den vil lukkes ud, er ofte lydtæppet.

For tiden vækker flagspætten os om morgenen med sin drrdrrdrrdrrdrrdrr. Den bevæger hoved og næb lynhurtigt mod en løs eternitplade på taget over vores soveværelse. Med lyden som en lille brolæggerjomfru eller maskingeværsalve er den ved at imponere pigefuglene med sin store… lyd. Lidt efter pifter musvitten fra birketræet og fasanen skryder højt, når den pikker solsikkekerner under foderbrættet. Jo længere henad foråret jo flere fuglestemmer kommer til. Fra solopgang lyder der en fløjten, kvidren, trillen, kurren, pippen, syngen, trillen, kukken, tuden, rappen, skogren, skræppen, klukken, kaglen og knebren. Og så pludselig kort efter Sankthans forstummer de pludseligt alle. Så er parmageriet og redebygningen fuldendt.

Men lige nu, i marts 2020, er den mest hørte lyd her på matriklen, lyden af uafbrudt Breaking News og Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm, statsminister Mette Frederiksen og TV lægen Peter Qvortrups stemmer. Og jeg retter ind og bliver hjemme, men længes efter mit barnebarn og at kunne synge for ham:

’Nu tændes der stjerner på himlens blå,
halvmånen løfter sin sabel…

Sov tyst, lille Jumbo, dit lille myr,
din nuttede lille rødbede.
Du bad mig fortælle et eventyr ­
nu sover du sødt allerede.’.

Bidrag til essaykonkurrencen ‘Lyden af 2020’ https://seismograf.org/guide/essaykonkurrence-lyden-af-2020

Den nye virkelighed

Menneskets indtrængen på vilde dyrs levesteder øger risikoen for zoonose, at sygdomme og virus smitter fra dyr til mennesker, som zika, hiv, ebola, malaria, tyfus, influenza  og nu covid-19. Globaliseringen med transport af varer og mennesker over hele kloden, overbefolkning, megastorbyer, ødelæggelse af dyrs levesteder og klimaforandringer øger risikoen for pandemier.

Derudover udvikles antibiotika-resistente bakterier fx MRSA, der i dag slår lige så mange mennesker ihjel som malaria. Dette er også et resultat af menneskelig aktivitet, da man fx i USA bruger 80 % af den anvendte antibiotika på dyr, og så er vi forsvarsløse, når de resistente bakterier sidenhen smitter os mennesker.

Det er tankevækkende, så hurtigt økonomierne over hele verden er faldet drastisk, man taler om den værste recession siden 30’erne. Økonomien er sindssygt afhængig af, at vi hele tiden køber ting, vi ikke behøver.

Økonomen Branko Milanovic har nogle bud på, hvordan fremtiden ser ud efter covid-19. Han mener globaliseringen vil blive delvist tilbagerullet, flere lande vil hjemtage produktion og tilstræbe selvforsyning, så man ikke er så afhængig af andre lande. Den fri bevægelighed for varer og personer vil blive indskrænket. Det vil særligt gavne de rige lande og gøre den globale ulighed større.

En anden konsekvens kunne være et opgør med den neoliberale tænkning, der siden 80’erne har stået for effektivisering og markedgørelse af offentlige funktioner. Under en pandemi som nu viser det sig uhensigtsmæssigt at fx sundhedsvæsenet er blevet besparet ind til benet. Der er offentlige funktioner som nødvendigvis må fungere på andre præmisser end kapitalens, ellers kan vi ikke løfte nødvendige opgaver i samfundet, og det vil altid være de mindst ressourcestærke, der kommer i klemme.

Klimaet har fået et pusterum under pandemien, mon man kunne drømme om, at en lavere og mere bæredygtig  produktion kunne fortsætte efter krisen. At vi fortsætter de gode takter med kun at købe det, vi behøver.

Vores liv er blevet mere digitalt, både når det handler om arbejde, kulturforbrug og sociale møder. Jeg savner live kulturoplevelser: låne bøger på biblioteket, gå til oplæsning, i teatret, til koncert eller sidde på en café med kaffe eller vin og nyde nærværet af andre mennesker. Det gør ondt at tænke på, at dette liv kan være forandret for altid. Dansk Erhverv foreslår fradrag for kultur lig håndværkerfradrag for at få gang i kulturen. Fed ide.

I vores omgangsformer skal vi vænne os til færre knus og håndtryk, og i stedet forfine fodhilsner og hånden på hjertet. I denne uge har jeg to aftaler med forskellige venner, hvor vi mødes til gåtur og picnic i det grønne. Det KAN lade sig gøre at mødes ude i virkeligheden uden fysisk kontakt. Og det er både fysisk og mentalt sundt at afbryde det stillesiddende liv med dagslangt morgenhår og nattøj bag skærmen.

Bragt i FAA 27. april 2020

Virus værre end terror

’Et brev er et lille stykke nærvær på papir’, siger kvinden i introduktionen til brevskrivningstimen på Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek, hvor en cellist akkompagnerer brevskrivningen. Hun sidder helt alene i salen med de smukke læsepulte i mørkt træ og de fine lamper med grønne glasskærme. Når denne frygtelige corona-isolation er forbi, vil jeg tage derind og opleve den smukke bogforede læsesal. Nu må jeg nøjes med livestreamingen af den unge kvinde i sølvpailletbesat buksedragt og rød kimono, der betjener sin cello og et arsenal af fodpedaler.

Det gør mig trist at tænke på, at vores verden for altid vil være forandret. At vi for altid fremover må skærme os for virus ved at undgå tæt socialt samvær. Det gør mig umådelig trist, at det er i Italien og Spanien, hvor ældre og gamle har et rigt socialt liv med daglige møder over kaffe og kortspil på bænkene, at så mange dør. At det rige sociale liv skal straffes med døden.

Det er forfærdende, at vi ikke hører om flygtningene i de overfyldte lejre, hvor skræmmende smittefarligt og uhygiejnisk der må være.

Har vi glemt, at vi alle skal dø, at vi ikke kan gemme os for døden. Tror vi, at vi kan undgå døden ved at holde op med at leve. Vi adlyder direktiverne fra regeringen og sundhedsstyrelsen for at sikre at sundhedsvæsenet kan følge med med sengepladser og respiratorer, for at skåne ældre, svage og kronisk syge. Men når denne corona-krise er drevet over om ½ år, om 1 år, om 2 år, når 60% er blevet smittede, og vi dermed har opnået flokimmunitet, så kan en ny virus true os. Derfor vil vores hverdag for evigt være ændret, derfor vil vi skulle undgå tæt fysisk kontakt og forsamlinger med mange mennesker for altid.

En virus har begrænset vores frihed på en langt mere subtil og internaliserende måde end noget totalitært styre. At regeringer så slår plat på situationen og vores frygt, og lukker grænser og skruer op for digital overvågning er beskæmmende.

Efter terrorangrebet i Bataclan valgte vi ikke at lade os kyse, men mødte ufortrødent op til koncerter og krævede vores ret til at feste, danse og elske. Nu er det noget ganske andet. Virussen har formået, hvad end ikke den mest onde terror har kunnet gøre. Har gjort os bange for hinanden.

Det kan jeg ikke holde ud at tænke på. Jeg nægter for altid at leve mit liv digitalt, jeg nægter at ikke kunne leve mit liv i tæt socialt fællesskab med andre levende kroppe. Det er ikke et liv.

Cellisten kærtegner sin cello lidenskabeligt og virtuost. Hun fremkalder sfæriske toner i den højloftede sal. Hun sidder der alene, og jeg sidder her alene foran min skærm. Vi er sammen hver for sig. Det rører mig, men det gør mig også trist. Det giver ikke det samme følelsesmæssige løft, som når vi er mange, der på samme tid oplever musik eller anden kunst i et fysisk fællesskab af levende vibrerende kroppe.

Nu vil jeg sende dette brev digitalt til en veninde, der også sidder alene foran skærmen og skriver i denne livestreamede brevskrivningstime.

Brevskrivning til livestreamet koncert med cellisten Josefine Opsahl i Den Sorte Diamants læsesal d. 7/4 2020

Ankomsttidspunkt

I starten af 80’erne sagde en af mine eksilerede venner, at når han kom hjem til Chile, ville han være transportminister, for han var virkelig imponeret over, at de danske tog og busser altid gik på minuttet.

Nu kan vi ikke længere stille uret efter togene. Flere gange har jeg misset toget til Svendborg, når jeg kom fra København, med næsten en time på en halvlukket banegård i Odense en søndag aften som resultat. En af gangene forhørte jeg med ved afgangen fra København, om konduktøren forventede, at vi ville ankomme rettidigt til Odense og min videre forbindelse, hvortil hun lakonisk svarede: ’Hvis jeg kunne spå, var jeg ikke ansat i DSB’. Dog skal det siges, at ved en times forsinkelse kompenseres man med en gratis erstatningsbillet.

Til en jobsamtale for et par år siden skulle jeg skifte i Langå og med et tog videre mod Struer, i stedet kom jeg til at stige på toget tilbage mod Aarhus og måtte ringe og annoncere min forsinkelse. Jeg gennemførte den forsinkede samtale, men fik ikke jobbet.

En enkelt gang er det lykkedes mig at misse et fly. Vi skulle via Canada til Mexico, hvor jeg skulle undervise. I rejsepapirerne stod, at det kun var ved rejse via USA, at visum var nødvendigt, så vi troppede afslappede op i god tid. Imidlertid viste det sig, at der siden udstedelsen af billetten var indført visumpligt til Canada også, så vi måtte igennem febrilske elektroniske indtastninger for at få udstedt visum, som desværre først tikkede ind få minutter efter, at der var lukket for indtjekningen. Det udsatte vores rejse et døgn, men til gengæld fik vi erstatningsbilletter på premium (et produkt indført mellem den luksuriøse business class og den almindelige økonomiklasse), hvor drinksene blev serveret i rigtige glas og sæderne var brede nok til at sove i.

Det kan være fascinerende at fundere over, hvilke mennesker man ikke havde mødt eller havde mødt i stedet, hvis man var ankommet på andre tidspunkter. Hvis jeg var kommet hjem til den aftalte tid fra pinsefesten, ville mine forældre så have undladt at sende mig på efterskole, hvor jeg mødte søde lærere, der fik mig til at beslutte at jeg ville gå på Den Frie Lærerskole, og hvor jeg så ikke ville have mødt min første mand, fået mine ældste børn og de veninder, jeg stadig ser ofte? Ville min nuværende mand være blevet min mand, hvis ikke han var til 40 års fødselsdag på det samme spillested og den samme aften, som jeg var til polterabend for en ven? Ville jeg være blevet klummeskribent, hvis en veninde, der havde fået det tilbudt, ikke havde foreslået mig i stedet? Sådan kontrafaktisk tænkning minder mig om præsten, der sagde: ’Skæbne er den røde tråd, vi forsøger at finde i tilværelsens tilfældigheder’.

Bragt i FAA 6. april 2020

Sprog, fortælling, litteratur. 8. Højskolesamling

Vi har tidligere talt om identitet. Hvordan vores identitet er en fortælling, der forudsætter sprog. ”I begyndelsen var ordet” – hedder det i Johannesevangeliet i Bibelen, og selvom jeg ikke er religiøs, er der en sand erkendelse i det. Ting opstår, når vi benævner dem, derfor er sproget så magtfuldt. Det kan skabe og det kan ødelægge. Vi kan slå med ord, men vi kan også få indsigt og erkendelse.

Som mennesker fortolker vi og skaber mening i livets tilfældige hændelser gennem sproget og fortællingen. Det enkelte menneskes fortællinger er unikke, men har en fælles form bestemt af sprog, kultur, tid og kontekst. Vi ser vores eget liv og vores oplevelser i sammenhæng med andres. Mening kan ændre sig over tid og sted, og fortællinger kan fungere som måder at rumme det i livet, vi ikke kan løse.

I mødet med litteraturen aktiverer jeg mine egne erindringer, erfaringer og værdier. Andre læsere møder teksten med et andet sæt af værdier og erfaringer, og vil lave andre fortolkninger. At læse litteratur er på den måde en intens personlig kreativ proces. Hvis vi taler med andre om den læste litteratur, kan det blive en social proces, da vi kan dele de individuelle fortolkninger.

Litteraturen giver adgang til andre subjekter og andre verdener. Litteraturen afdækker lag og udvider betydninger i sproget, vi får et sprog for sansninger, følelser og tanker. Litteraturen er en anledning til at reflektere over og nuancere forståelsen af eksistentielle temaer. Litteraturen er med til at guide os i etiske valg. ”Litteratur er grundforskning i, hvad det vil sige at være menneske”, som flere forfattere, en forfatterskolerektor og en kulturminister har udtrykt det. Gennem litteraturen udtrykker vi, hvem vi er, og hvad vi er her for.

Der er fem hovedmotiver, som litteraturen beskæftiger sig med, og som samtidig kendetegner det at være menneske: (litteraturforsker Dines Johansen)

  1. forholdet til kroppen
  2. forholdet til psyken
  3. forholdet til den Anden/den vi begærer
  4. forholdet til de Andre/det fremmede
  5. forholdet til den ydre natur.

Så tæt er sammenhængen mellem vores selv og litteraturens fortællinger, at nogle påstår at al litteratur er mere eller mindre selvbiografisk. Selvom bestræbelsen var at skrive fiktivt. Omvendt kan vi aldrig i biografien, selvbiografien eller autofiktionen fortælle en ”sand” historie, hvordan det ”virkelig” var. For der vil altid være tale om valgte og redigerede scener, der er farvet af tid, sted og situationen ved nedskrivningen. Desuden vil læseren meddigte og lægge ny forståelse i det fortalte. Alligevel kan fiktionen nogle gange sige noget mere sandt, om det at være menneske, end en virkelig fortælling.

Litteraturen (og anden kunst) er så vigtig, fordi den kan genskabe en følsomhed, så vi ser det gamle på nye måder, eller vi ser ting vi ikke har bemærket før. Litteraturen påvirker vores sanser og følelser. Den udfordrer vores forventninger og vante tanker. Den har potentiale til at ændre forståelsen af os selv, af andre og af verden. Vi kan blive beriget med nye perspektiver.

Nu skal vi prøve en guidet fælleslæsning. Jeg læser en tekst højt og stopper undervejs og spørger til jeres umiddelbare tanker og følerser i forbindelse med teksten:

Hvad sker der her?

Hvad får det jer til at tænke på?

Hvad lægger I mærke til?

Er der noget, der undrer?

(Gen)kender I det?

Der er ikke nogle rigtige svar eller tolkninger. Det handler om den umiddelbare subjektive oplevelse af teksten, og det den sætter i gang i forhold til egne oplevelser, tanker eller følelser.

Læs tekst: Novelle eller digt fx Jakob Ejersbos ’Uhuru Peak’.

SAMTALEMENU

Fik du læst højt, da du var lille? Hvad?

Hvad var det første, du selv læste?

Hvilke(n) bog har gjort særligt indtryk på dig? Hvorfor?

Hvad er din yndlingsforfatter?

Hvad er du i gang med at læse nu?

Har en bog fået dig til at græde? Hvilken?

Har en bog fået dig til at grine? Hvilken?

Er der nogle særlige steder, du foretrækker at læse?

Diskuterer du det, du læser med andre?

Har du selv skrevet digte eller historier?

Højskolesamling på Zanzibarhøjskolen efteråret 2017

Bæredygtig dannelse – FN’s 17 verdensmål. 7. Højskolesamling.

Dannelse er, når vi reflekterer over viden og kultur. Dannelse er en kompleksitet, der involverer det hele menneske med fornuft, følelser, intuition, sanser æstetik og relationer.

Åbenhed i mødet med andre og med det fremmede fører til større selverkendelse. Og det fører til selvstændige og demokratiske borgere.

Der skal være plads til undren, nysgerrighed, engagement og mod til at sætte sig selv i spil i samtalen.

Dannelse handler altså om etik, værdier, refleksioner om mødet mellem naturvidenskab og humaniora (og står som modvægt til den økonomiske nyttetænkning).

I dag skal vi se på vores forbundethed med naturen. Vi talte sidst om globaliseringen og om kriser: finansielle, klimamæssige, fødevarer, råstof. For at løse de kriser må vi samarbejde globalt. De kan ikke løses ved kun at tænke lokalt, nationalt og lukke grænserne.

Der er brug for kritisk tænkning, kommunikation, samarbejde, kreativitet, motivation, og at mestre teknologi.

Det kræver aktiv deltagelse i samfundet og ansvar for fællesskabet.

Figur 3 herunder.  Nødvendige kapaciteter for udvikling af bæredygtig dannelse. Jeg: integritet: autencitet: opmærksomhed: nærvær. Du: empati: relation. Vi: ansvar: intentioner: bæredygtighed: resiliens(udvikling trods modstand, modstandskraft, tilpasningsevne, handler mere om relationer end egenskaber i den enkelte: sammen kan vi mere).

Figur 5. Femkanten. Vi besidder alle en række naturlige kompetencer, som vi kan arbejde på at udvikle yderligere: evne til at udvise empati(hjerte), evne til at mærke og afspænde kroppen, evne til at mærke og fordybe åndedrættet, evne til at være opmærksom uden at dømme, evne til at reagere kreativt på indre og ydre impulser.

Når vi træner opmærksomhed, nærvær og empati understøtter det vores relationer og vores dømmekraft.

Figur 7. Der er tre dimensioner i bæredygtighed: Miljøet, det sociale og økonomien. Fattigdom og ulighed kan ikke løses uden at medtænke forholdet til naturgrundlaget og vi kan ikke løse klima- og miljøkriser uden at tage vare på den stigende ulighed.

Figur 9. 12 centrale globale kompetencer (fra Københavns Åbne Gymnasium). Med fokus på både det faglige, etiske, relationelle og handlende.

FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling blev besluttet i 2016. De skal frem mod 2030 sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten.

Inden I skal ud i grupper og snakke om verdensmålene, skal I lige lave en lille mindfulness-øvelse. Den styrker jeres sanselige og følelsesmæssige mentaliseringsevne, dvs. forestillingsevne og styrker dermed jeres kreativitet.

Øvelse 9.

Figurerne er fra bogen Bæredygtig dannelse – skitser til en empatisk verden af Lone Belling og Leif Frandsen

SAMTALEMENU

Figur 9. Besidder I de 12 globale kompetencer?

Global faglighed: brug materiale fra forskellige lande og kulturer, se dit fag i et større perspektiv, inddrag aktuelle globale problemstillinger.

Interkulturel dannelse: ansigt til ansigt møder, virtuelle some-møder, øv god kommunikation med folk med anden baggrund.

Horisont: skift synsvinkel – se verden med andres øjne, skab nysgerrighed for at forstå andre kulturer, gør opmærksom på at vi alle er globale medborgere.

Kaosparathed og handling: fokuser på kreativitet, åbenhed og nytænkning, træn samarbejde og projektarbejde, stimuler handlekraft og vilje til at gøre noget selv.

Figur 8. Tal om de 17 verdensmål. http://heleverdeniskole.dk/de-17-maal/

Hvordan kan I være med til at gøre en forskel?

Supplerende spørgsmål:

Hvad kan vi gøre ved den globale opvarmning?

Hvad skal vi med biodiversitet?

Hvordan skaffer vi energi?

Hvad betyder vores forbrug for kloden?

Hvordan renser vi verdenshavene for plasticsuppen?

Hvordan sikrer vi rent drikkevand?

Hvor meget stiger havet ved 2° opvarmning og med hvilke konsekvenser?

Tilbage til stenalderen eller udvikling af ny teknologi?

Er veganisme svaret?

Er økologi?

Højskolesamling på Zanzibarhøjskolen efteråret 2017

Identitet, anerkendelse og følelser. 6. Højskolesamling.

Hvad er identitet?

1.Sprog skabe verdener, virkeligheden er en subjektiv konstruktion

3.Fælles fortællinger i familien, landet, verdensdelen, litteraturen, årtiet. Eksempler? HC Andersen, Holger Danske, Frihedskampen under 2. verdenskrig, Fristaden Christiania

3.Vendepunkter er ofte anvendt i selvfortællinger; nogle har en kulturel eller biologisk basis; er stadier vi skal passere, og de er med til at gøre fortælleren sit selv klart. Bruner ser 4 kendetegn for vendepunkter:

1. Det er en indre ændring, selvom det ofte er koblet på en ydre begivenhed.

2. Det er bundet til episodisk hukommelse, rig på detaljer og farver.

3. Det resulterer i en ny og intens aktivitet.

4. Det udløser affekt.

Vendepunkter kan bruges til at efterrationalisere vores liv.

Livet leves forlæns, men forstås baglæns Kierkegaard, filosof

Det er aldrig for sent at have haft en god barndom. Jørgen Nash, kunstner

Fortiden eksisterer ikke i sig selv. Det gør derimod vores opfattelse af den. Søren Mørch, historiker

Subjektivitet eller oplevelsen af et selv er fælles for alle mennesker, det handler om måden vi kan erfare verden på.

Identitet er den fortløbende konstruktion af en selvforståelse.

Hvad definerer os som mennesker? Vores køn, vores seksualitet, vores etnicitet, vores klasse, vores religion.

Hvad betyder anerkendelse for vores identitet?

Der er tre anerkendelsessfærer (Honneth); kærligheden, retten og solidariteten. Målet er vellykket selvrealisering, men individuel frihed er kun mulig gennem erfaringen af social anerkendelse.

Den første anerkendelsessfære er kærlighedens. Gensidig kærlighed er forudsætningen for udviklingen af selvtillid, den kommer helt grundlæggende til udtryk i forholdet mellem forældre og børn, og siden i kærlighedsforhold og venskaber. Denne sfære er altså emotionel.

Den anden anerkendelsessfære er rettens, den bygger på lighed: på almen respekt gennem et ligeværdigt medlemskab af samfundet. De lovsikrede rettigheder fører til selvrespekt. Denne sfære er fornuftsstyret.

Den tredje anerkendelsessfære er den solidariske. Den bygger på præstation og på relationen til gruppen, fællesskabet, samfundet. Fælles værdier og normer danner grundlaget for selvværd. Deltagelse og positivt engagement bliver anerkendt og socialt værdsat i kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber. Den solidariske sfære er både emotionel og fornuftsstyret.

I Danmark er en lang række vilkår sikret for fx den ledige, den handicappede og flygtningen via lovgivningen, selvom der har været tale om betydelige forringelser det sidste årti. Det halter også alvorligt i sfæren for solidaritet. Følelsen af at være socialt betydningsfuld i et fællesskab er fx begrænset for den, der står uden for arbejdsmarkedet. Hvis den enkelte føler sig krænket eller ringeagtet, som det bl.a. sker via italesættelse af ledige som dovne eller flygtninge som uønskede, risikerer man at miste det positive forhold til sig selv.

Hvis det ikke er muligt at opnå anerkendelse af det dominerende samfund via anerkendelseskampe i det offentlige rum, kan der etableres modstandskulturer, der etablerer alternative anerkendelsesrelationer i subkulturer som i fx bandefælleskaber. Men ofte har de svageste grupper ikke ressourcerne til hverken offentlig kamp eller etableringen af modkultur, blandt andet på grund af den politiske og økonomiske individualisering af deres problem.

Anerkendelse i ren form er en naturlig reaktion på andre mennesker – anerkendelse af den vi er. Men når vi glemmer, at vores erkendelse (evnen til kognitiv objektivering og intelligent problemløsning) har rod i en anerkendende holdning (empati og engagement), opfatter vi andre mennesker som livløse ting. Det kan ske når et samfund har endimensionelle mål, stereotyp tænkning eller har fordomme.

I disse Trump-tider hvor selvhævdelse, nedgørelse af politisk uenige og decideret brug af løgne er dominerende, er der særligt brug for at samfund, grupper og fællesskaber viser anerkendelse og solidaritet med de svageste.

Affektteori, hvad er følelser og hvad gør de? (Læs bl.a. Sara Ahmed)

Konstrueret: Vi føler noget bestemt i bestemte situationer, fordi vi har lært at det skal vi, det forventes af os. Det er kulturelt bestemt fx forstod japanerne ikke lykkepille-konceptet for de opfattede det at være lidt deprimeret/blue for at være helt naturligt/almindeligt.

Det vi tænker påvirker vores følelser, kropslige fornemmelser og handlinger og omvendt.

Du føler sådan og sådan når der sker det og det.

Lidt langhåret? Provokerende?

Hvad betyder Queer? betyder at (vælge) at handle anderledes i forhold til køn og seksualitet end normerne tilskriver.

SAMTALEMENU:

Hvordan definerer jeres køn, jeres seksualitet, jeres etnicitet, jeres klasse, jeres religion jer? Er der ting I kan/ikke kan? Bliver I set som individer eller som repræsentant for jeres køn, seksualitet, religion etc?

Skal vi tage udgangspunkt i individet og drive lighedspolitik med universelle rettigheder til alle, eller skal vi tage udgangspunkt i grupper og drive forskelspolitik med særrettigheder for udsatte grupper? Har vi ret til lighed eller ret til forskellighed, og hvilke konsekvenser har det?

Er svenskerne gået over gevind med den politiske korrekthed, eller er det på tide at vi anskuer verden fra andre vinkler end den hvide mands? Er der en tredje vej gennem dialog og kunst?

Har I oplevet ikke at blive anerkendt i de tre sfærer: kærligheden (forældre eller kærester), retten (ligeværdige rettigheder), solidariteten (arbejdsmæssig, kulturel eller politisk engagement i samfundet)?

Har I oplevet at følelser smitter, hvordan?

Har I oplevet af følelser forstærkes, hvordan?

Har I oplevet at følelser glider fra en følelse til en anden fx fra ked af det til vred?

Skam: Har I personlige oplevelser med skam? Hvordan opleves det?

Queer: Har I prøvet at stå uden for normerne (ikke nødvendigvis i forhold til køn og seksualitet)? Hvordan opleves det?

Højskolesamling på Zanzibarhøjskolen efteråret 2017

Velfærdsstat, konkurrencestat og globalisering. 5. Højskolesamling.

Vi skal i dag se kort på den moderne danske stats historie[1]. 

Op til ca. 1700-1800 var man meget bundet af traditioner og af det religiøse. Men med oplysningstidens filosofi og naturvidenskab blev menneskets viden om verden udvidet, og man begyndte at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter som kongemagt og kirke. Derfor bliver fremtiden i højere grad også noget, der kan skabes, den er ikke længere bundet til det gudsgivne eller traditionsgivne.

Danmark har på grund af sin svage ydre suverænitet, at vi er et lille land uden særlig magt, haft brug for en stærk indre legitimitet, en fælles identitet.

Vi kan inddele de sidste 160 års historie i 3 faser:

  1. Den retsdannende stat fra 1840’erne frem til 2. verdenskrig med fokus på et fælles sprog, en fælles historie, et kulturfællesskab og lige rettigheder/friheder (Grundtvigs og grundlovens tid, som vi flere gange har talt om)
  2. dernæst velfærdsstaten frem til 1970erne med indførelsen af sociale rettigheder (fx folkepension, bistand mm) og fokus på lighed til uddannelse, viden, kunst etc.
  3. og den tredje fase frem til i dag; konkurrencestaten med fokus på nationaløkonomien, arbejde og pålæggelse af pligter.

Fællesskabet/samfundet har flyttet sig fra at bygge på den enkeltes dannelse via rettigheder/friheder (personlige, økonomisk, politiske og sociale) til dannelse via pligter (til arbejde og arbejdsdygtighed fx via arbejdsmarkedspolitik, aktiveringsordninger etc).

Livet er i dag præget af globaliseringen, teknologiseringen og individualiseringen.

Hvad er globalisering?

Udveksling af kapital, varer/teknik, ideer, information/medier og mennesker hen over landegrænser og kontinenter, og den deraf gensidige afhængighed lande og folk imellem.

Produktion, kapital og arbejdskraft er ikke længere bundet sammen af sted og stat.

Kan I give eksempler på globaliseringen, altså at mennesker, medier, teknik, finanser, ideologier flyder mellem lande ?

Grænser flytter sig og flyder på mange planer: Forvent det uventede.

Sammenstød mellem perspektiver i fx finanskrise, flygtningestrømme, demokratibevægelse. (Kogalskab. Berlinmuren. Krigene i Irak, Afghanistan, Syrien, ideologier, religion, terror.)

Konsekvenserne flytter over grænser.

Splittelse mellem stat (officielle) og nation (følelsesmæssige) fx palæstinensere, kurdere.  Multimedie-journalistikken, følelsesmæssig bevidning af katastrofer.

Grænserne flytter sig mellem liv og død (fx for tidligt fødte, kloninger), offentligt og privat, viden og tro.

Hvordan kan vi navigere, når vi ikke længere kan overskue/styre verden, når fx lægevidenskaben overhaler lovgivningen?

Dyrkelse af ligheder globalt og forskelle lokalt. (homogenisering/enshed = vestlig kulturimperialisme, heterogenisering/forskellighed = nye lokale spillere: Bollywood, Nollywood, etnificering af produkter til et globalt marked (masaierne).

Hvordan påvirker globaliseringen os hjemme i DK/Norge?

Globaliseringen, teknologiseringen og individualiseringen giver en konkurrencepræget tilstand på det lokale arbejdsmarked.

Vi gør strukturelle problemer (globalisering, teknologi, økonomisk krise) individuelle.

Vi siger at det er flygtningen, den studerende eller den arbejdsløses egen skyld.

Er I enige i det?

Der ligger en magt i sproget der udøver et massivt pres på den enkelte. (fx fjumreår i stedet for dannelsesår, cafépenge i stedet for uddannelsesstøtte, bekvemmelighedsflygtninge i stedet for fattigdom, dovne Robert etc, andre eksempler?)

Refleksion, kritik og offentlig kommunikation er påkrævet, hvis vi vil ændre dette.

Et velfungerende demokrati hviler på en aktiv og kritisk offentlig debat.

Har vi som privilegerede vesterlændinge pligt til at engagere os og hvordan?

Har I deltaget i den kritiske offentlige debat? Hvorfor, hvorfor ikke? Hvis I skulle skrive et læserbrev, hvilke emner synes I så, det er vigtigst at tage fat på?

[1] Afsnittet om den danske stats historie er inspireret af Pedersen, Ove Kaj: ”Velfærdsrapporten som samtidsbillede”. Fra Kritik nr. 179. Gyldendal 2006, s. 88-99 (11 s.)

Højskolesamling på Zanzibarhøjskolen efteråret 2017