’Et brev er et lille stykke nærvær på papir’, siger kvinden i introduktionen til brevskrivningstimen på Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek, hvor en cellist akkompagnerer brevskrivningen. Hun sidder helt alene i salen med de smukke læsepulte i mørkt træ og de fine lamper med grønne glasskærme. Når denne frygtelige corona-isolation er forbi, vil jeg tage derind og opleve den smukke bogforede læsesal. Nu må jeg nøjes med livestreamingen af den unge kvinde i sølvpailletbesat buksedragt og rød kimono, der betjener sin cello og et arsenal af fodpedaler.
Det gør mig trist at tænke på, at vores verden for altid vil være forandret. At vi for altid fremover må skærme os for virus ved at undgå tæt socialt samvær. Det gør mig umådelig trist, at det er i Italien og Spanien, hvor ældre og gamle har et rigt socialt liv med daglige møder over kaffe og kortspil på bænkene, at så mange dør. At det rige sociale liv skal straffes med døden.
Det er forfærdende, at vi ikke hører om flygtningene i de overfyldte lejre, hvor skræmmende smittefarligt og uhygiejnisk der må være.
Har vi glemt, at vi alle skal dø, at vi ikke kan gemme os for døden. Tror vi, at vi kan undgå døden ved at holde op med at leve. Vi adlyder direktiverne fra regeringen og sundhedsstyrelsen for at sikre at sundhedsvæsenet kan følge med med sengepladser og respiratorer, for at skåne ældre, svage og kronisk syge. Men når denne corona-krise er drevet over om ½ år, om 1 år, om 2 år, når 60% er blevet smittede, og vi dermed har opnået flokimmunitet, så kan en ny virus true os. Derfor vil vores hverdag for evigt være ændret, derfor vil vi skulle undgå tæt fysisk kontakt og forsamlinger med mange mennesker for altid.
En virus har begrænset vores frihed på en langt mere subtil og internaliserende måde end noget totalitært styre. At regeringer så slår plat på situationen og vores frygt, og lukker grænser og skruer op for digital overvågning er beskæmmende.
Efter terrorangrebet i Bataclan valgte vi ikke at lade os kyse, men mødte ufortrødent op til koncerter og krævede vores ret til at feste, danse og elske. Nu er det noget ganske andet. Virussen har formået, hvad end ikke den mest onde terror har kunnet gøre. Har gjort os bange for hinanden.
Det kan jeg ikke holde ud at tænke på. Jeg nægter for altid at leve mit liv digitalt, jeg nægter at ikke kunne leve mit liv i tæt socialt fællesskab med andre levende kroppe. Det er ikke et liv.
Cellisten kærtegner sin cello lidenskabeligt og virtuost. Hun fremkalder sfæriske toner i den højloftede sal. Hun sidder der alene, og jeg sidder her alene foran min skærm. Vi er sammen hver for sig. Det rører mig, men det gør mig også trist. Det giver ikke det samme følelsesmæssige løft, som når vi er mange, der på samme tid oplever musik eller anden kunst i et fysisk fællesskab af levende vibrerende kroppe.
Nu vil jeg sende dette brev digitalt til en veninde, der også sidder alene foran skærmen og skriver i denne livestreamede brevskrivningstime.
Brevskrivning til livestreamet koncert med cellisten Josefine Opsahl i Den Sorte Diamants læsesal d. 7/4 2020