Coronatekster – Lone Kramer

Rapport fra en forårsweekend

Store Bededag fredag og derfor havde vi allerede weekend torsdag eftermiddag. Jeg gik en tur med to veninder langs Christiansminde, selvom det anbefales at finde andre steder, da det er et hotspot for forsamling. De fleste havde været mere lydige end os, så vi havde stort set strækningen for os selv ved det solglitrende sund, der gav mindelser om sydligere himmelstrøg. Tilbage til byen gennem skoven ved Gammel Hestehave. På Torvet sad vi i en solstribe og ventede på vores sushi, som vi spiste i den ene venindes have.

Med en glutenallergiker i huset er hveder ikke noget vi bruger, men på vej hjem købte jeg en kartoffelkage til mig selv, som jeg nød med et glas bobler, der var tilovers fra papsønnens svendegilde med familien dagen før. Hørte de sene nyheder med den glædelige melding at bl.a. efterskolerne kan åbne snart. Fandt derefter DR-podcasten Genstart med Knud Brix’s bevægende interview med Martin Krasnik i forbindelse med Yahya Hassans død. ’VI HAR TABT HAM, MEN I DET MINDSTE HAR VI HAFT HAM’.

Fredag startede med yoga efter en af de videoer min yogalærer har lagt på nettet, da vi jo ikke kan mødes fysisk. Derefter gjorde jeg rent, vaskede tøj og bagte rugbrød. Weekendavisen blev læst, en artikel handlede om, at det er de med mest viden, der også er mest uenige. Man kunne måske forvente, at der ville være en sammenhæng mellem viden og konsensus, men tankevækkende nok er der tværtimod en klar sammenhæng mellem viden og polarisering. Jeg noterede et andet ord for uorden og kaos: entropi, og så læste jeg en anmeldelse af en novellesamling, der kom på ønskelisten: Hemmelig lykke af Clarice Lispector. Til aften spiste vi artiskok med smør og salt, smuk og lækker fingermad.

Det meste af lørdagen i solen i gården med Rachel Cusk’s Omrids, der beskriver alle de fortællinger, mødet med forskellige mennesker på en kort rejse giver, når man er åben for dem. Den pighvar vi købte ved en fiskerbåd på havnen på Reersø forrige weekend blev spist med spidskålssalat. Aftentur langs åen. Store gule engkabbelejer, duftende vandmynte og skovmærke.

Søndag gik turen til Søren Bild Strand og et havbad. Vandet var helt stille, og lunt nok til et par svømmetag. Morgenkaffe på hjemvejen hos den nytilflyttede papdatter med familie i Ulbølle. Klatrerosens grene havde forvildet sig op under tagrende og tag, så den blev studset. Krukker og drivhus vandet, og ukrudt brændt af mellem fliserne. Telefonsamtale med begge døtre, den ene skulle bruge feedback på CV, den anden håber på mulighed for fejring af studentereksamen om en måned. Bestilte Min naturbog – 50 ting du skal prøve i naturen før du bliver 12 til mandens ældste barnebarn, der skal fejres på torsdag. Så TV om iskolde planeter, og om vilde danske dyr, dramatiseret tæt på kvalmegrænsen, men smukke billeder. Slut på en dejlig doven forårsweekend.

Klumme bragt i FAA 15. maj 2020

Det forsømte forår i coronaens tid

i det forsømte forår i coronaens tid

har vi glemt at vi alle skal dø

vores instinkter fortæller os

vi skal søge sammen med dem vi elsker

kysse og kramme og elske

hvis dette er vores sidste tid//

men nationens moder beordrer os hjem alene

vi adlyder i angst, passivitet og ulyst til at blive hængt ud

for at udfordre ’nødvendighedens politik’

vi mistænker alle, viger uden om andre kroppe

står sammen alene

et paradoks, en unaturlighed bliver det normale//

vi overdøver vores hudsult med den lille skærm

bliver virtuelle og behøver ikke de andre mere

glemmer alt om klima, flygtninge og krige

glemmer at vi for et øjeblik siden

frit kunne rejse, mødes, danse, kysse

er vores frihed for altid tabt?//

Bidrag til www.ordskaelv.org/lockdown marts 2020

Gå digital

Jeg ved at flere ellers storlæsende veninder har svært ved at koncentrere sig om at læse i denne karantænetid. Selvom tiden måske er til det, fordi man er sendt hjem fra arbejde, og det kulturelle og sociale liv er sat på standby, har en rastløshed og uro sneget sig ind og forhindrer fordybelsen i en bog.

Oplæste klassikere

Men så er der heldigvis mange digitale tilbud til de litteraturglade. Jeg har nydt Gyldendal Bogklubs Forfatteraftener, som kan findes her:

https://gyldendals-bogklub.dk/anbefalinger/forfattermoeder/forfatteraften

Særligt Ib Michaels oplæsning af Henrik Pontoppidans Bjørnen om præsten, der har været på Grønland, Dy Plambecks oplæsning af J. P. Jacobsens Mogens om kærlighedstab, og Thure Lindhardts oplæsning af Thomas Manns Døden i Venedig om begær. Det er vilde fortællinger om særegne karakterer i et sprudlende sansende sprog.

Mødre

Gyldendals Bogklub sender også Forfattermorgener, hvor en aktuel dansk forfatter interviewes hver morgen kl. 8.30.

https://gyldendals-bogklub.dk/anbefalinger/forfattermoeder/forfattermorgen

Her får man masser af inspiration til nyt læsestof. På min ønskeliste står nu fx et par bøger om forholdet til mødre: Malene Lei Rabens Fruen og Peter Øvigs Min mor var besat.

Har du 8 minutter?

En anden virkelig fed digital oplevelse er Coronamonologerne. Det er Østre Gasværk Teater og Teater Republique, som har bedt forfattere, dramatikere og lyrikere skrive korte tekster, der fremføres af skuespillere i deres egne hjem. Det er der kommet korte, rørende og sjove monologer ud af.

Coronamonologerne

Læseklubben går digitalt

Min læseklub har måttet ty til @Reolen, som er bibliotekernes digitale tjeneste, hvor du kan låne op til 6 bøger om måneden, som du kan læse på din skærm. Man logger blot ind med sit sædvanlige biblioteks-login. Jeg er fan af papirbøger, det taktile tilføjer for mig en særlig nydelse ved læsningen. Men @Reolen er nu slet ikke så tosset, og det er overraskende nemt at læse på mobilen eller iPad’en.

https://ereolen.dk/

Vi har læst Karen Michaëlis Den farlige alder, inspireret af BaggårdTeatrets flotte forestilling Jagten på det gode menneske, som vi heldigvis nåede at opleve inden den analoge kulturs nedlukning. I Den farlige alder har hovedpersonen Elsie Lindtner netop forladt sin mand og skriver breve til bl.a. sin kusine. Det handler om ikke at være ung længere, men stadig at have lidenskaberne i behold. Sikke breve, sikken skrift. I læseklubben mødes vi normalt over en middag på skift hjemme hos hinanden, men den sidste måned har vi mødtes til gåture, picnic i det fri og snak med afstand. Vores næste lån på @Reolen er Kirsten Thorups Bonsai om et (ulykkeligt) ægteskab.

Noveller

En anden mulighed, hvis man ikke har koncentrationen til de store romaner, er nyudgivelserne af både klassiske og nye noveller på forlaget Novellix. Hver novelle er trykt i en lille bog, der er nem at have med, og man kan købe dem i smukke gaveæsker á 4 stk. Man kan vælge mellem fx J. P. Jacobsen, Virginia Woolf, Ida Jessen, Josefine Klougart eller Thomas Korsgaard. Flere af novellerne kan du finde hos Litteraturhuset i Svendborg.

Anbefaling af Lone Kramer bragt i

https://www.facebook.com/litteraturhusetsvendborg/

Da mormor var dreng

Min mor sang ’Den lille Ole med paraplyen’ og ’Elefantens Vuggevise’ som godnatsang for mig og min bror hver aften. Vi havde hverken klaver eller pladespiller, så transistorradioen i køkkenet var eneste kilde til musik. Den stod på P3, hvor vi kunne høre ’Dansktoppen’ og ’De ringer, vi spiller’. ’Så tager vi cyklerne frem’, ’Den knaldrøde gummibåd’, Bamses Venner og Shubidua var soundtracket til min barndom. Det årlige Melodi Grandprix var et af højdepunkterne på TV, så sad vi med hjemmelavede afkrydsningslister og gættede med på vinderne. Da Mabel deltog med ’Boom Boom’, blev det ikke større.

Da jeg blev teenager, var det Sebastian og Trille, der var idolerne, men min far syntes Sebastian lignede en flødebolle på Vi Unge plakaten på min skråvæg, og han gjorde nar ad mig, da jeg og en veninde (forgæves) havde besøgt Trille, der boede i nabolandsbyen for at få en autograf. Af drengevenner og de første kærester fik jeg indspillede kassettebånd med Dr. Hook og Frank Zappa. Jeg optog også selv musik med mikrofonen på min kassettebåndoptager, når jeg gik tidligt i seng for at lytte til P4 på P1 søndag aften. Så gjaldt det om at være stille, så der ikke kom for mange lyde fra rummet med på båndoptagelsen. Jeg prøvede også at optage, når jeg selv sang med, men det kom altid anderledes ud end det lød inde i mit hoved.

Min lillebror blev smidt udenfor døren i sangtimen, fordi læreren troede han gjorde nar, når han sang med. Men jeg gik til kor med de andre piger fra klassen, og i 6. kl. begyndte jeg til blokfløjte. Da jeg var nybegynder, skulle jeg gå på hold med 1. og 2. klasserne, så det holdt hurtigt op. Da jeg blev 13 købte jeg en guitar af en kammerat og prøvede at lære at spille ud fra en begynderbog. Jeg lærte et par akkorder, men kunne ikke bruge dem til noget, da jeg ikke kendte melodierne i bogen. På gymnasiet spillede jeg elbas i musiktimerne, det gik vist nogenlunde med at holde en rytme. I de år gik jeg til koncerter med Bifrost, Jomfru Ane Band, Skrøbeligt Daggry og Paul Banks Musikorkestret. Ikke blot gode melodier, men også de politiske budskaber i teksterne havde en betydning.

Da jeg som 22-årig startede på seminariet, var der en talepædagog ansat, som skulle høre os alle oplæse et stykke for at vurdere, om vi brugte vores stemmer og vejrtrækning hensigtsmæssigt. Som det første slog han en tangent an på klaveret og bad mig gengive tonen. Jeg var helt blank. Jeg anede ikke at der var en forbindelse mellem tonen på klaveret og den tone jeg kunne frembringe med mine stemmelæber. Siden spillede jeg både claves til rytmen ’ØLlene SKAL være KOLde – JA TAK’ og sang kor i et band til Eric Claptons ’Wonderful tonight’.

I mine 30 år med hjemmeboende børn har jeg mest hørt den musik, de har bragt ind i hjemmet. Så det er alt fra ’Åh, Abe’ til Eminem, Pink, Dizzy Mizz Lizzy og Lady Gaga. Til børnenes held har de musikalske fædre, der selv synger og spiller guitar og klaver. De har gået i musikalsk legeskole og til klaver, violin og sang – og et par af dem laver selv musik i deres fritid. Efter de er flyttet hjemmefra, glemmer vi ofte at lytte til musik, tidligere kunne jeg finde på at sætte en plade på om aftenen og danse rundt, hvis jeg var alene hjemme. Sinead O’Connor, Tracy Chapman, Paul Simon, Prince eller Michael Jackson.

Jeg kan sjældent huske navnet på hverken numre eller kunstnere, og jeg kan slet ikke gengive en melodi jeg har hørt. Alligevel elsker jeg at høre musik. Jeg lytter sjældent efter ordene, men bliver påvirket af stemningen i musikken, det emotionelle. Jeg kan særlig godt lide ægtheden i en stemme, at man kan mærke nogle sande følelser, uanset om det er Poul Dissing, Adele, Poul Halberg eller Jim Morrison. Der er en hårfin grænse mellem indlevet patos og klichefyldt forlorenhed.

Men i mange år havde musik for mig også en social betydning. Som ansat på højskole sang vi morgensang, og det at synge i et fællesskab med andre intensiverer oplevelsen. Stemmerne, sangen, fællesskabet og den historiske betydning løfter sig, når vi synger de mange smukke højskolesange.

Vi bor langt ude på landet og derfor er her ofte meget stille. PC-ens summen, varmepumpen og køleskabets brummen, de tre bip, der signalerer at vasketøjsprogrammet er slut, en smækken med en dør, når manden går ud i værkstedet for at ryge og kattens mjaven, når den vil lukkes ud, er ofte lydtæppet.

For tiden vækker flagspætten os om morgenen med sin drrdrrdrrdrrdrrdrr. Den bevæger hoved og næb lynhurtigt mod en løs eternitplade på taget over vores soveværelse. Med lyden som en lille brolæggerjomfru eller maskingeværsalve er den ved at imponere pigefuglene med sin store… lyd. Lidt efter pifter musvitten fra birketræet og fasanen skryder højt, når den pikker solsikkekerner under foderbrættet. Jo længere henad foråret jo flere fuglestemmer kommer til. Fra solopgang lyder der en fløjten, kvidren, trillen, kurren, pippen, syngen, trillen, kukken, tuden, rappen, skogren, skræppen, klukken, kaglen og knebren. Og så pludselig kort efter Sankthans forstummer de pludseligt alle. Så er parmageriet og redebygningen fuldendt.

Men lige nu, i marts 2020, er den mest hørte lyd her på matriklen, lyden af uafbrudt Breaking News og Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm, statsminister Mette Frederiksen og TV lægen Peter Qvortrups stemmer. Og jeg retter ind og bliver hjemme, men længes efter mit barnebarn og at kunne synge for ham:

’Nu tændes der stjerner på himlens blå,
halvmånen løfter sin sabel…

Sov tyst, lille Jumbo, dit lille myr,
din nuttede lille rødbede.
Du bad mig fortælle et eventyr
nu sover du sødt allerede.’.

Bidrag til essaykonkurrencen ‘Lyden af 2020’ https://seismograf.org/guide/essaykonkurrence-lyden-af-2020

Den nye virkelighed

Menneskets indtrængen på vilde dyrs levesteder øger risikoen for zoonose, at sygdomme og virus smitter fra dyr til mennesker, som zika, hiv, ebola, malaria, tyfus, influenza og nu covid-19. Globaliseringen med transport af varer og mennesker over hele kloden, overbefolkning, megastorbyer, ødelæggelse af dyrs levesteder og klimaforandringer øger risikoen for pandemier.

Derudover udvikles antibiotika-resistente bakterier fx MRSA, der i dag slår lige så mange mennesker ihjel som malaria. Dette er også et resultat af menneskelig aktivitet, da man fx i USA bruger 80 % af den anvendte antibiotika på dyr, og så er vi forsvarsløse, når de resistente bakterier sidenhen smitter os mennesker.

Det er tankevækkende, så hurtigt økonomierne over hele verden er faldet drastisk, man taler om den værste recession siden 30’erne. Økonomien er sindssygt afhængig af, at vi hele tiden køber ting, vi ikke behøver.

Økonomen Branko Milanovic har nogle bud på, hvordan fremtiden ser ud efter covid-19. Han mener globaliseringen vil blive delvist tilbagerullet, flere lande vil hjemtage produktion og tilstræbe selvforsyning, så man ikke er så afhængig af andre lande. Den fri bevægelighed for varer og personer vil blive indskrænket. Det vil særligt gavne de rige lande og gøre den globale ulighed større.

En anden konsekvens kunne være et opgør med den neoliberale tænkning, der siden 80’erne har stået for effektivisering og markedgørelse af offentlige funktioner. Under en pandemi som nu viser det sig uhensigtsmæssigt at fx sundhedsvæsenet er blevet besparet ind til benet. Der er offentlige funktioner som nødvendigvis må fungere på andre præmisser end kapitalens, ellers kan vi ikke løfte nødvendige opgaver i samfundet, og det vil altid være de mindst ressourcestærke, der kommer i klemme.

Klimaet har fået et pusterum under pandemien, mon man kunne drømme om, at en lavere og mere bæredygtig produktion kunne fortsætte efter krisen. At vi fortsætter de gode takter med kun at købe det, vi behøver.

Vores liv er blevet mere digitalt, både når det handler om arbejde, kulturforbrug og sociale møder. Jeg savner live kulturoplevelser: låne bøger på biblioteket, gå til oplæsning, i teatret, til koncert eller sidde på en café med kaffe eller vin og nyde nærværet af andre mennesker. Det gør ondt at tænke på, at dette liv kan være forandret for altid. Dansk Erhverv foreslår fradrag for kultur lig håndværkerfradrag for at få gang i kulturen. Fed ide.

I vores omgangsformer skal vi vænne os til færre knus og håndtryk, og i stedet forfine fodhilsner og hånden på hjertet. I denne uge har jeg to aftaler med forskellige venner, hvor vi mødes til gåtur og picnic i det grønne. Det KAN lade sig gøre at mødes ude i virkeligheden uden fysisk kontakt. Og det er både fysisk og mentalt sundt at afbryde det stillesiddende liv med dagslangt morgenhår og nattøj bag skærmen.

Bragt i FAA 27. april 2020

Virus værre end terror

’Et brev er et lille stykke nærvær på papir’, siger kvinden i introduktionen til brevskrivningstimen på Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek, hvor en cellist akkompagnerer brevskrivningen. Hun sidder helt alene i salen med de smukke læsepulte i mørkt træ og de fine lamper med grønne glasskærme. Når denne frygtelige corona-isolation er forbi, vil jeg tage derind og opleve den smukke bogforede læsesal. Nu må jeg nøjes med livestreamingen af den unge kvinde i sølvpailletbesat buksedragt og rød kimono, der betjener sin cello og et arsenal af fodpedaler.

Det gør mig trist at tænke på, at vores verden for altid vil være forandret. At vi for altid fremover må skærme os for virus ved at undgå tæt socialt samvær. Det gør mig umådelig trist, at det er i Italien og Spanien, hvor ældre og gamle har et rigt socialt liv med daglige møder over kaffe og kortspil på bænkene, at så mange dør. At det rige sociale liv skal straffes med døden.

Det er forfærdende, at vi ikke hører om flygtningene i de overfyldte lejre, hvor skræmmende smittefarligt og uhygiejnisk der må være.

Har vi glemt, at vi alle skal dø, at vi ikke kan gemme os for døden. Tror vi, at vi kan undgå døden ved at holde op med at leve. Vi adlyder direktiverne fra regeringen og sundhedsstyrelsen for at sikre at sundhedsvæsenet kan følge med med sengepladser og respiratorer, for at skåne ældre, svage og kronisk syge. Men når denne corona-krise er drevet over om ½ år, om 1 år, om 2 år, når 60% er blevet smittede, og vi dermed har opnået flokimmunitet, så kan en ny virus true os. Derfor vil vores hverdag for evigt være ændret, derfor vil vi skulle undgå tæt fysisk kontakt og forsamlinger med mange mennesker for altid.

En virus har begrænset vores frihed på en langt mere subtil og internaliserende måde end noget totalitært styre. At regeringer så slår plat på situationen og vores frygt, og lukker grænser og skruer op for digital overvågning er beskæmmende.

Efter terrorangrebet i Bataclan valgte vi ikke at lade os kyse, men mødte ufortrødent op til koncerter og krævede vores ret til at feste, danse og elske. Nu er det noget ganske andet. Virussen har formået, hvad end ikke den mest onde terror har kunnet gøre. Har gjort os bange for hinanden.

Det kan jeg ikke holde ud at tænke på. Jeg nægter for altid at leve mit liv digitalt, jeg nægter at ikke kunne leve mit liv i tæt socialt fællesskab med andre levende kroppe. Det er ikke et liv.

Cellisten kærtegner sin cello lidenskabeligt og virtuost. Hun fremkalder sfæriske toner i den højloftede sal. Hun sidder der alene, og jeg sidder her alene foran min skærm. Vi er sammen hver for sig. Det rører mig, men det gør mig også trist. Det giver ikke det samme følelsesmæssige løft, som når vi er mange, der på samme tid oplever musik eller anden kunst i et fysisk fællesskab af levende vibrerende kroppe.

Nu vil jeg sende dette brev digitalt til en veninde, der også sidder alene foran skærmen og skriver i denne livestreamede brevskrivningstime.

Brevskrivning til livestreamet koncert med cellisten Josefine Opsahl i Den Sorte Diamants læsesal d. 7/4 2020

Den karantæneramte hjerne

Det er nu en måned siden den første smittede dansker kom hjem fra skiferie i Østrig, og det er 11 dage siden Danmark startede sin nedlukning.

Jeg tænker skiftevis, at det hele er overdrevet, at det viser sig unødvendigt med alle de forhåndsregler, at al den aflysning, bliven hjemme, lukken grænser og hundredvis af milliarder hjælpekroner er spildte. At det hele er lidt hysterisk set i perspektivet af at 7.667 danskere blev indlagt som følge af influenza i vinteren 2010/11 og at 1.644 danskere døde af det. Pt. har vi 232 corona-indlagte og 13 døde.

Så tænker jeg det næste øjeblik, at de underdriver, at det kan udvikle sig meget værre end officielt udmeldt. Hvis vi gør, som der bliver sagt, regner man med 10 % smittede inden sommerferien og mellem 1500 og 5800 døde. Andre siger 20 % smittede og 11.000 døde, hvis 1% af de smittede dør. I Australien siger best case 20 % smittede og worst case 60 % smittede.

Konspirationsteorierne står i kø: Covid 19 er et biologisk våben udviklet af USA, af Kina, af Iran. Det er nemesis/karma/naturens straf for overforbrug, kødspisning, udnyttelse af naturens ressourcer. Det er Gud/Allahs straf for skørlevned og vantro adfærd. Sorte kan ikke blive smittet, det er en straf over vesten/de hvide. Midaldrende mænd bliver oftest ramt – det er en straf for deres privilegieblindhed og magtfuldkommenhed. Det er en boomer-remover.

Folk stjæler sprit på hospitalerne, hamstrer toiletpapir, gær og ansigtsmasker.

Men de køber også ind for karantæneramte og synger fra altanerne.

Forlag livestreamer forfattersamtaler, højskoler streamer morgensamlinger, forsamlingshuse arrangerer virtuel fællessang, yogastudier tilbyder yogaøvelser på nettet, musikere streamer koncerter. Kunst og film lægges på nettet, der er digitale kulturtilbud i massevis.

Når vi oplever følelser i et fællesskab simultant med andre, forstærkes de, det kalder sociologen Émile Durkheim ‘kollektiv opbrusen’. Det kan opleves i et religiøst fællesskab, til en fodboldkamp, en koncert eller anden aktivitet vi nyder sammen med andre mennesker. Mangel på fællesskab kan gøre os syge i længden, men vi kan måske simulere fællesskabet ved at synge, lytte til en podcast eller se en film på samme tid som vores fraværende venner og familie.

Man regner med, at der bliver dyrket meget mere sex, og at vi vil opleve et babyboom om 9 mdr.

Men omvendt også at der kommer mange skilsmisser. Ægtefæller og familier går hinanden på nerverne, når de pludselig er sammen 24/7. Det kan eskalere til vold, og kvindekrisecentrene oplever nu en tilstrømning.

Vores pensioner forsvinder op i den tynde luft, i takt med at aktiebørserne går i selvsving og i sort.

Særligt de, der bor alene oplever hudsult og mangel på hormonet oxytocin, der får os til at slappe af, føle velvære og knytte bånd til dem, vi berører. De kan end ikke snige sig til lidt kropskontakt hos frisøren eller tandlægen.

Uvisheden kan få de fleste og særligt de, der i forvejen er udfordret med et ængsteligt sind, til at gå i spåner.

Når skibet går ned, vil vi instinktivt søge sammen med dem vi elsker, kramme og kysse, men det må vi ikke. Ville vi spille musik, danse, æde, drikke og hore uhæmmet på randen af verden? Hvis vi fik lov.

Måske, men fornuften, pænheden, lydigheden sejrer. Vi gør som der bliver sagt.

Jeg har ikke mødt ind på mit arbejde i 10 dage nu, og siden da har jeg kun set min mand, og personalet i Brugsen, de 3-4 gange det har været nødvendigt at køre op og handle.

Jeg har aflyst møder med skrivegruppen og med læseklubben. Aflyst teaterforestillinger og forfatterforedrag. Aflyst yogatimer. Aflyst weekendbesøg hos datter og barnebarn. Aflyst besøg hos min bror i Sverige i påsken.

Men jeg kan arbejde hjemme og holde personalemøder på Skype. Jeg er ikke blevet fyret eller sendt hjem uden løn. Jeg laver morgengymnastik og yoga på stuegulvet, går ture i naturen, læser bøger. Jeg kan skrive og ringe med mine venner og familie.

Jeg kan gøre lidt ekstra rent og holde mig beskæftiget med at se film, strikke og bage. Alligevel kan min karantæneramte hjerne finde på at boltre sig med skræk- og lystfyldte fantasier om totalt fødevaresammenbrud, hvordan vi må samle ramsløg, brændenælde- og mælkebøtteskud. Oprense brønden og hejse vand op derfra, og når elektriciteten forsvinder, koge det i en jerngryde i masseovnen. Hvordan min dygtige mand vil udplante de allerede forspirede grøntsager. Skrækscenarier inspireret af zombiefilm, hvor sultne aggressive horder vil storme vores matrikel og stjæle vores mad. Vi må dræbe fasaner og rådyr (og indtrængende naboer) i fælder…

Men corona-virussen er god for klimaet, der flyves og produceres meget mindre.
En virus kan få regering og folketing til at handle, lukke arbejdspladser og grænser, selvom det får økonomiske konsekvenser i hundrede-milliarder-klassen. Tænk, hvis man så på klimakrisen med samme alvor og handlekraft. Dette kan være vores generalprøve, vi kunne fortsætte på samme måde efter corona – men med levende kultur og masser af kys og kram.

22. marts 2020

Katastrofer og delfiner

Coronavirussen truer med at få Europas sundhedsvæsen og økonomi til at kollapse. De smittedes antal stiger og stiger. Det affødte håndtryksforbud sætter tildelingen af nye statsborgerskaber på hold. Vi øver fodtryk, men det rækker ikke til et dansk pas.

De græske kystvagter skyder, med det øvrige EUs velsignelse, gummikugler mod både med syriske flygtninge på flugt fra de fortsatte krigsrædsler. Den håbløse situation i Syrien ser blot ud til at blive værre og værre.

Klimarådet kommer med konstruktive forslag til at nå klimamålene i 2030, men klimaminister Dan Jørgensen og øvrige socialdemokrater er fodslæbende og vil ikke vedtage afgifter, der kan genere landmænd, industri eller forbrugere. Hvordan forestiller man sig, at vi nogensinde skal kunne ændre noget, hvis det intet må koste?

De største græshoppesværme i 70 år er på vej til at skabe sultkatastrofe i østafrika, hvor afgrøder barberes ned på ingen tid.

Den vådeste februar herhjemme nogensinde har sat marker og huse under vand flere steder i landet.

Det kan være lidt svært at få øje på lyspunkter i denne tid fyldt med små og store katastrofer.

Men fuglene fløjter deres forårssange i haverne, uanfægtet af menneskenes katastrofer, og er i gang med at finde mager og bygge reder.

Vi får øje på, hvor glade vi er for vores frihed til at bevæge os frit, for at kunne køre med offentlig transport, gå på arbejde og til koncerter og arrangementer, når vi lyster.

Vi vender os mod hinanden og mod naturen, når det spidser til og vi behøver trøst og mod. Folk søger sammen (men undgår knus), og hjælper fx de karantæneramte med indkøb.

Jeg er så privilegeret, at jeg arbejder i Frederiksgade og derfor går over på Frederiksøen og får en daglig dosis havluft, mågeskrig og en foranderlig himmel; vild, grå, lyserød eller gemt i dis og gus. Om eftermiddagen går jeg ud på molen og skimter efter delfinen, og får lidt luft i lungerne og blæst i kinderne. Det er ret hyggeligt, som vores delfin i Svendborgsund får alle mulige til at falde i snak. Fremmede mennesker mødes på kajen, skimter efter den legesyge og samtaler om glædessprederen. Bedstefar med barnebarnet ved hånden, en gruppe unge mænd med en joint på omgang, ham med kasketten og klirrende flasker i posen, hende med veninden under armen. Børn, arbejdende og pensionister har fået et samtaleemne, der får smilene frem og gør dagen lidt lettere.

Delfinens smilende ansigt smitter og minder os om, at vi vil hinanden det godt.

Bragt i FAA 16. marts 2020