Min mor sang ’Den lille Ole med paraplyen’ og ’Elefantens Vuggevise’ som godnatsang for mig og min bror hver aften. Vi havde hverken klaver eller pladespiller, så transistorradioen i køkkenet var eneste kilde til musik. Den stod på P3, hvor vi kunne høre ’Dansktoppen’ og ’De ringer, vi spiller’. ’Så tager vi cyklerne frem’, ’Den knaldrøde gummibåd’, Bamses Venner og Shubidua var soundtracket til min barndom. Det årlige Melodi Grandprix var et af højdepunkterne på TV, så sad vi med hjemmelavede afkrydsningslister og gættede med på vinderne. Da Mabel deltog med ’Boom Boom’, blev det ikke større.
Da jeg blev teenager, var det Sebastian og Trille, der var idolerne, men min far syntes Sebastian lignede en flødebolle på Vi Unge plakaten på min skråvæg, og han gjorde nar ad mig, da jeg og en veninde (forgæves) havde besøgt Trille, der boede i nabolandsbyen for at få en autograf. Af drengevenner og de første kærester fik jeg indspillede kassettebånd med Dr. Hook og Frank Zappa. Jeg optog også selv musik med mikrofonen på min kassettebåndoptager, når jeg gik tidligt i seng for at lytte til P4 på P1 søndag aften. Så gjaldt det om at være stille, så der ikke kom for mange lyde fra rummet med på båndoptagelsen. Jeg prøvede også at optage, når jeg selv sang med, men det kom altid anderledes ud end det lød inde i mit hoved.
Min lillebror blev smidt udenfor døren i sangtimen, fordi læreren troede han gjorde nar, når han sang med. Men jeg gik til kor med de andre piger fra klassen, og i 6. kl. begyndte jeg til blokfløjte. Da jeg var nybegynder, skulle jeg gå på hold med 1. og 2. klasserne, så det holdt hurtigt op. Da jeg blev 13 købte jeg en guitar af en kammerat og prøvede at lære at spille ud fra en begynderbog. Jeg lærte et par akkorder, men kunne ikke bruge dem til noget, da jeg ikke kendte melodierne i bogen. På gymnasiet spillede jeg elbas i musiktimerne, det gik vist nogenlunde med at holde en rytme. I de år gik jeg til koncerter med Bifrost, Jomfru Ane Band, Skrøbeligt Daggry og Paul Banks Musikorkestret. Ikke blot gode melodier, men også de politiske budskaber i teksterne havde en betydning.
Da jeg som 22-årig startede på seminariet, var der en talepædagog ansat, som skulle høre os alle oplæse et stykke for at vurdere, om vi brugte vores stemmer og vejrtrækning hensigtsmæssigt. Som det første slog han en tangent an på klaveret og bad mig gengive tonen. Jeg var helt blank. Jeg anede ikke at der var en forbindelse mellem tonen på klaveret og den tone jeg kunne frembringe med mine stemmelæber. Siden spillede jeg både claves til rytmen ’ØLlene SKAL være KOLde – JA TAK’ og sang kor i et band til Eric Claptons ’Wonderful tonight’.
I mine 30 år med hjemmeboende børn har jeg mest hørt den musik, de har bragt ind i hjemmet. Så det er alt fra ’Åh, Abe’ til Eminem, Pink, Dizzy Mizz Lizzy og Lady Gaga. Til børnenes held har de musikalske fædre, der selv synger og spiller guitar og klaver. De har gået i musikalsk legeskole og til klaver, violin og sang – og et par af dem laver selv musik i deres fritid. Efter de er flyttet hjemmefra, glemmer vi ofte at lytte til musik, tidligere kunne jeg finde på at sætte en plade på om aftenen og danse rundt, hvis jeg var alene hjemme. Sinead O’Connor, Tracy Chapman, Paul Simon, Prince eller Michael Jackson.
Jeg kan sjældent huske navnet på hverken numre eller kunstnere, og jeg kan slet ikke gengive en melodi jeg har hørt. Alligevel elsker jeg at høre musik. Jeg lytter sjældent efter ordene, men bliver påvirket af stemningen i musikken, det emotionelle. Jeg kan særlig godt lide ægtheden i en stemme, at man kan mærke nogle sande følelser, uanset om det er Poul Dissing, Adele, Poul Halberg eller Jim Morrison. Der er en hårfin grænse mellem indlevet patos og klichefyldt forlorenhed.
Men i mange år havde musik for mig også en social betydning. Som ansat på højskole sang vi morgensang, og det at synge i et fællesskab med andre intensiverer oplevelsen. Stemmerne, sangen, fællesskabet og den historiske betydning løfter sig, når vi synger de mange smukke højskolesange.
Vi bor langt ude på landet og derfor er her ofte meget stille. PC-ens summen, varmepumpen og køleskabets brummen, de tre bip, der signalerer at vasketøjsprogrammet er slut, en smækken med en dør, når manden går ud i værkstedet for at ryge og kattens mjaven, når den vil lukkes ud, er ofte lydtæppet.
For tiden vækker flagspætten os om morgenen med sin drrdrrdrrdrrdrrdrr. Den bevæger hoved og næb lynhurtigt mod en løs eternitplade på taget over vores soveværelse. Med lyden som en lille brolæggerjomfru eller maskingeværsalve er den ved at imponere pigefuglene med sin store… lyd. Lidt efter pifter musvitten fra birketræet og fasanen skryder højt, når den pikker solsikkekerner under foderbrættet. Jo længere henad foråret jo flere fuglestemmer kommer til. Fra solopgang lyder der en fløjten, kvidren, trillen, kurren, pippen, syngen, trillen, kukken, tuden, rappen, skogren, skræppen, klukken, kaglen og knebren. Og så pludselig kort efter Sankthans forstummer de pludseligt alle. Så er parmageriet og redebygningen fuldendt.
Men lige nu, i marts 2020, er den mest hørte lyd her på matriklen, lyden af uafbrudt Breaking News og Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm, statsminister Mette Frederiksen og TV lægen Peter Qvortrups stemmer. Og jeg retter ind og bliver hjemme, men længes efter mit barnebarn og at kunne synge for ham:
’Nu tændes der stjerner på himlens blå,
halvmånen løfter sin sabel…
Sov tyst, lille Jumbo, dit lille myr,
din nuttede lille rødbede.
Du bad mig fortælle et eventyr
nu sover du sødt allerede.’.
Bidrag til essaykonkurrencen ‘Lyden af 2020’ https://seismograf.org/guide/essaykonkurrence-lyden-af-2020