Rejsenoter fra tog
Søndag 1. oktober
Støvregn over Fyn. Grå tågedis lægger sig blødt om marker, bakker, hegn og skel.
Vejle Fjord er en matgrå rillet overflade. Broen er solid og tung. Togkonduktøren lader den gravide muslimske kvinde blive siddende på 1. klasse, selvom hun ikke har billet.
Kvæg og svaner på de sumpede enge mellem Horsens og Skanderborg. Wraps og spirende vinterafgrøder. Højspændingsmaster og stubmarker.
Asfalt og himmel har samme nuance i Skanderborg. Trafiklysene spejler sig i våde gader.
I Aarhus striber regnen ruderne og vi skifter kørselsretning.
Inden Randers er landskabets farver udviskede og gulligt lys siver fra stuehuse og parceller.
En flok sortbrogede kvæg står under en gruppe træer med halerne presset mod kroppen og vendt mod vinden.
Mellem Hobro og Aalborg vugges jeg i søvn. Så videre mod nord med Skagensbanen. Mobilsnakken går på finsk, ukrainsk og kiswahili. Vi passerer Vrå, Tolne, Kvissel og andre nordjyske stationsbyer. Af og til står passagerer af og på.
Mandag 2. oktober
Har sovet godt i den indvendige kahyt. Færgemotorernes fjerne dunken og duven. Glat køligt bomuldssatin. Går langs lange øde gange med lyserøde døre og messinggreb. Som en scene fra Ondskabens Hotel.
I morgenmadsrestauranten vrimler det med asiater, måske japanere, der fylder godt på tallerkenerne og smasker højlydt. De starter alle med æbler. Har japanske kvinder altid kort hår? Og er det sandt, at asiater ikke går i overgangsalder? De må være vant til asiatiske gæster, for der står spisepinde sammen med det øvrige bestik. Høje lyse norske kvinder med stærke knogler.
Nu står solen op over Oslofjorden. En kortvarig sprække af gyldent lys mellem tunge skyer. En mosaik af pastelfarvede huse klistret op ad skrænterne mod fjorden.
Oslo er en metropol. Med en behagelig summende puls. Afdæmpet. Samler en kastanje til lommen i Tollbugata og køber kantareller på Torvet. Sidder på en bænk i solen.
Her er vældig mye polis i gaderne. Og romaer. På Jernbanetorget tigger de, ryger, spiser nudler og efterlader skrald.
Deler sæde med en ung kvinde fra Tyskland, arbejder i Trondheim, hendes forældre er fra Kosovo. Overfor sidder en ældre kvinde, bor 3 timer nord for Trondheim, taler et norsk, der er vældig let at forstå. Vi kører længe længe gennem en tunnel. Så dukker marker og skove op. Solen skinner på granner og på gule birketræer, på stubmarker og på industrikvarterer. Vi kører langs med og over elve. Gennem tunneler sprængt i grundfjeldet. Mjøsa er blank i solen. Lystfiskere står med stænger langs bredden. Vi stopper ved små stationsbyer med poetiske navne som Elverum, Steinvik, Hanestad, Alvdal.
Hvide, røde og gule træhuse. Hvide og grønne skodder. Togføreren tuder i hornet og jeg spejder efter elg mellem fyr, birkestammer, bærkrat, lav og bløde mosser. I bunkevis af fyrrestammer. Birkens hvide stamme og gule blade overalt, også rønnebær og de røde blade på løn og ahorn og egens rødbrune.
Birkestammerne lyser i aftensolen. Rundede myretuer i skovbrynet. Kilder springer ned over klipper. Et eventyrland.
Solen forsvinder bag et fjeld, men dukker op igen et par sving længere fremme. Skyerne får rosa kanter. Tusmørket udjævner landskabets konturer.
Tirsdag 3.oktober
Trondheimfjorden. Jeg får lyst til at græde. Har et landskab nogensinde gjort mig så bevæget før?
Efterårsfarverne bliver mere udtalte her nordpå. Fjorden ved Levanger. Får på skråning.
Alle disse nordmænd i smarte fjellbux. Smukke træhuse side om side med virkelig mange firkantede betonkasser: varehuse, industribygninger.
8 grader ude, sol, fjorde, fjelde. Skove. Lavvande nu – fjordbunden med brunlige tangtuer er synlig.
Fugle flyver i flok. På træk. Smukke formationer – på linie, i V. Snåsavatnet. Snaskevandet! To sendrægtige nordmænd taler sammen. Især den ene drævende, brummende. Siger ting som: ‘Elna somnade i Toyotaen… Han var med til noget disko i kælderen…. Han strunter ikke i bremser her.’
En lille rundhovedet steward med høje tindinger tilbyder vand og frukost og hører om alt er bra. Kaffen er ad libitum og bitter.
Rejsen går gennem skove, fjelde, elve, fjorde, rydninger, skrånende marker, stationsbyer.
Mangler at se elg. Elge, elve, elme. Elegier.
Fjelde, fjorde, fjed.
Orange, rust og rosa. Skovbundens krybende krat tager mange farver. Formofossen og Rosset syd og nord for Grong. Nu forlader vi Trøndelagen og kører ind i Nordlandet. Efteråret er dybere her. Flere røde og orange træer. Birkerisene har en næsten dyb lilla farve.
Norden i mit hjerte. Timerne bare går og går, jeg bare kigger og kigger.
På lange stræk er skoven hegnet ind mod skinnerne. Ved alle stationsbyer er angivet meter over havet.
Nu dukker bare fjeldtoppe uden træer op. Himlen mørkner. Det grår til.
Skiftet mellem mikro og makro. De store panoramaer til fjerne fjelde og de helt nære mosser, træer og sten. Vegsnfjorden i regn.
På vej mod Mo i Rana. Vi krydser polarcirklen og Nordlandsbanens højeste punkt 680 moh. Fjeldtoppene er nøgne her og birketræerne små og forvredne. Og pludselig er vi over trægrænsen. En flok rener! Hvide og vilde. Og Saltfjellet, en bræ af evig is. Her har fjeldene sne på toppen. Tænk der bor mennesker i hytterne i Lønsdal.
Jeg glemmer at trække vejret, og jeg er ved at tude flere gange. Åben og porøs. Helt oppe at køre over al den skønhed! Kan slet ikke forstå de passagerer der bare sidder og læser eller sover som om dette landskab er hverdag. Måske er det hverdag!
Nu med regnbue! Og så Saltdalsfjorden, hvor solen går ned i en sæk bag fjeldet.
