Erindring
Min bror mener vores far altid var klædt ud som julemand til jul. Det har jeg ingen erindring om. Og jeg finder det meget lidt sandsynligt, da han ikke havde sans for den magi nisser, tandfeer og påskeharer kan skabe.
Men to mennesker kan være det samme sted og opleve virkeligheden helt forskelligt. Mange sandheder er mulige i det samme rum.
Nogle minder bliver stærkere, mere betydningsfulde og står klarere ved genbesøget i erindringen end da de oplevedes fysisk. Man kan tage dem frem igen og igen, dvæle ved dem, forlænge dem og de kan ændre deres betydning ved at blive undersøgt med blikket fra alderens erfaringer. Erindringer er en kilde til nye stærke oplevelser.
Dobbeltblikket når erindringen genbesøges: oplevelsen og følelsen i det unge menneske og i det erfarne.
Jeg vil læse Proust og genbesøge gamle minder. Genspille dem langsomt og fra nye vinkler. Mere sanseligt og fordybet end da jeg først oplevede dem. Det sansede levede liv er en uendelig kilde til nye indtryk.
Gensyn med Prag efter 40 år og højskoleturen, hvor vi alle lå sammenfiltrede i en stor bunke, hele ugen kærligt tågede af tømmermænd fra rødvinskældrene.
Gensyn med Dissing, Las og Dissing efter 30 år, hvor jeg forelsket elskede på stranden og Poul var med og sang: ‘Når den unge vin blomstrer, gærer de gamle druer’.
Gensyn med min elskers lange stærke lår og hans skæve jokersmil i den mand der nu er blevet 30 år ældre.
Gensyn med Anisette der med samme intensitet og engagement skriger på fred her 40 år senere.
Tænker på min tidlige ungdoms veninde. Hun var en drømmer med stærke længsler. Er hun stadig det? Hvor gjorde hun af dem? Hvem var vi dengang og hvem er vi nu. Hvor førte vores drømme og længsler os hen? Hvor er drømmene nu? Længes vi stadig? Al den dirren og sitren og parathed. Vildskaben. Voldsomheden. Intensiteten. Helt rolig og tryg i den andens vildskab. En dyb genkendelse. Et spejl, der bringer mig hjem til mig selv, balancerer, kalibrerer.
Husker den store pige fra en af de ældste klasser, da jeg selv gik i første. Hun havde en cremefarvet sweater med en stor krave, der faldt ned over brystet. I min erindring smelter hun sammen med billedet af mig selv i syvende klasse på Bornholm i en lignende cremefarvet sweater. Var det erindringen om og beundringen af denne store pige, der fik mig til at ønske mig den sweater? Sammensmeltningen af den store pige og af mig selv som stor pige. Den cremefarvede sweater med den store krave med fald.
En venindes voksne søn og en dreng fra min folkeskoleklasse smelter sammen i min erindring. Den ene er køkkenmontør, den anden er maler. De er begge vilde, drengede, flirtende, rødblonde. Der er 40 år imellem mit møde med dem, men alligevel ikke. Tid og personer smelter sammen.
Hvordan er vi til stede i andres erindringer? Et kort møde med et menneske kan have enorm indflydelse på mig, uden jeg overhovedet er til stede i den andens liv eller omvendt.
Man forstår ikke det man gennemlever i det øjeblik man gennemlever det, men senere er der uendelige muligheder for mening og fortolkning. Erindringer ændrer sig over tid.
Mor har fået Alzheimers og kan ikke huske at hun har fået opereret knæ og øjne. Hun kan heller ikke huske om hun kan lide at gå i sauna. Nu er det far der bestemmer, hvad hun kan lide.
Hos Proust åbner en madeleinekage dyppet i lindete for et væld af erindringer. Hos min mor åbner en fortælling om en lille dreng og en kanin for en stor ømhed.
Hos Jon Fosse bringer varianter af gentagelser hele tiden nyt til få kerneerindringer. Mit liv kredser om skrift, erindring og begær i stadig nye variationer.
Annie Ernaux gør sig til et litterært væsen: En der oplever tingene, som om der en dag skulle skrives om dem.
Nietzsches ord trøster, når erindringen hvirvler smerte op:
Kunsten har vi for ikke at gå til grunde ved sandheden.
