Afrika er helt fantastisk og helt forfærdeligt. Kontrastfyldt og komplekst.
Turkisblåt hav, kridhvide strande, billige drinks på lækre hoteller i kolonistil med smagfulde indslag af håndfarvede stoffer, ibenholtsfigurer og safaristole.
Ludfattige fiskere med solgarvet hud, der hver morgen sejler ud i deres dhow eller vandrer ud på revet efter dagens beskedne indkomst i form af en blæksprutte at sælge til hotellet, så den hvide turist kan spise.
Den blæksprutte som regeringen vil forbyde fangsten af, for at redde den vigende bestand. Men hvad så med turistens måltid og fiskerens sultne børn?
Seaweed-damerne går i bagende sol og høster deres havmarker for at sælge den tørrede tang til en beskeden kilopris til den danske sæbevirksomhed Kelko.
Kokosmælkssælgeren på stranden vandrer frem og tilbage langs stranden hele dagen og råber: ”fresh coconutjuuuuice, fresh cocnutjuuuice”, i håb om at fange en tørstig turists opmærksomhed og tjene 3 kroner.
Masaien går rank iklædt sine røde tæpper, kovogter-stok og plasticsandaler parat til at åbne sin ”polepole shop” for bikiniklædte kvinder.
Fra sin pose udbreder han et tæppe i sandet og opstiller sine træfigurer og armbånd sirligt knyttet af småbitte plasticperler.
Masaien, det stolte folkefærd, nomaden.
Om masaierne skrev Karen Blixen, at de kunne ikke gøres til slaver for de ville dø i ufrihed.
De har nu friheden til at vandre langs stranden i deres karakteristiske røde tæpper, i forsøget på at charmere unge kvinder.
Og de har friheden til at opføre deres traditionelle danse på turisternes hoteller med håbet om at sælge et perlearmbånd som tak.
Skal vi beundre deres integritet og forsøg på at fastholde egen kultur?
Eller skal vi bekæmpe deres flerkoneri og omskæring af unge giftemodne piger på 12-14 år?
Hoteller, barer og bungalows ligger i forreste række mod havet.
Ejet af arabiske og vestlige spekulanter, der fører penge ud af landet.
I bagerste række ligger landsbyen uden el og vand. De lokale presses væk fra stranden og ind i landet.
Her sidder børn i skolen med 45+ i hver klasse, mange på gulvet fordi der ikke er bænke nok. Halvdelen dumper de nationale test efter 6. klasse.
Dagens høst af kartofler, løg, mango sælges i små sirlige stabler.
Stegte majs eller grillspyd over en tønde med trækul.
Ugali, gedekød og stærk sovs.
Side om side med kaffebarer med expats, udstationerede europæere, der drikker for meget eller tager noget til næsen for at holde desillusionen over egne strandene frelserdrømme og swahilikulturen ud.
”Polepole” betyder stille og roligt. Ingen kommer til tiden.
Fundien (håndværkeren) ejer kun en mulepose med lidt rustent værktøj og et par bøjede søm.
Korrupte politifolk sælger pot til unge mzungus for bagefter at presse bøder ud af dem.
Eller de opfinder uigennemskuelige vejafgifter for at tjene nok til at forsørge familien. Myndighederne trækker opholdstilladelser og arbejdsvisa i langdrag i håb om penge under bordet.
På ethvert gadehjørne får du tilbud om en personal shopper, der vil hjælpe dig med at finde taxa, frugt, medicin mod et par shillings som tak for hjælpen.
Arabere og europæere har gennem flere århundreder stjålet Afrikas ressourcer.
Socialismen er afrikanerens måde at gøre tingene på, men kapitalismen og grådigheden er løs.
Før herskede de hvide, nu hersker de sorte tyranner.
Den hvide turists rigdom i forhold til den lokales gør at indbrud, pengeafpresning, drugcrime, tyveri og bilulykker er hverdag, som du må have vagter siddende på din terrasse for at undgå.
Du kan ikke sidde i tropenatten og nyde et glas vin uden at skulle forholde dig til om vagten følger med i samtalen eller om du burde byde ham på en smøg og en lur i hængekøjen.
Men du kan aldrig få en virkelig ven i Afrika, for I vil aldrig være lige. Du kan vælge at rejse hjem igen, det kan han ikke.
I Afrika er livet uforudsigeligt. Det går sjældent som tænkt.
Inshallah, om gud vil, ses vi i morgen.
Du er her lige nu med disse mennesker, og det må du få det bedste ud af.
Spred godt humør, tag en dag ad gangen.
Mzungu, den hvide, den rige, skal lokkes til at købe, skal give til tiggeren, skal give en højere pris for varen.
Jeg kan ikke blende ind, jeg stikker ud med min blege hud og det den repræsenterer.
Turisten giver arbejde til tjenere, håndværkere, kokke og rengøringspersonale.
Turisten tærer på de knappe ressourcer, og turisten producerer enorme mængder skrald, der hober sig op i gader, floder og have.
Alle både sejler mod den samme flok af delfiner eller den samme stump døende koralrev.
Alle safarijeeps kører mod det sovende løvepar, de badende flodheste og elefantflokken, der danner ring om den nyfødte unge.
De vilde dyr bor i beskyttede reservater, men uden turisten fandtes de måske ikke mere?
På genbrugsmarkedet kan jeg købe den kjole, jeg har fortrudt jeg afleverede i genbrugscontaineren hjemme i DK.
Imens de lokale producenter af stof og tøj må lukke butikken.
Det længe ventede besøg hjemmefra drukner i frustration over splittelsen mellem arbejde og tid sammen. Vi var et progressivt par med et afslappet forhold til et ægteskab fordelt over to kontinenter. Vi var overskud og leg. Nu er vi rådne æg.
Virkeligheden er kompleks og Afrika er kontrasternes kontinent.
Og jeg fucking elsker jer alle sammen. God fest.