Kategori: Klummer om arbejdsmarked og politik

For at give et blik ind i hverdagen for en arbejdsløs, skriver jeg i november måned dagbog for en arbejdsløs akademiker/formidler/leder, som jeg lægger op på Facebook, Instagram og LinkedIn.

Jeg er ikke ude på at appellere til medynk, for jeg har på mange måder et fortræffeligt liv. Men jeg vil gerne pege på og perspektivere nogle af de fordomme, man møder som arbejdsløs. At man nok ikke er ihærdig eller dygtig nok, når nu folk kan læse at arbejdsløsheden er lavere end nogen sinde, at Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft som aldrig før etc.

Der er ganske rigtigt områder, hvor man mangler faglært arbejdskraft, bl.a. fordi virksomhederne har undladt at tage lærlinge. Men vi har fortsat ca.110.000 arbejdsløse i Danmark. Dette tal er reelt en del højere, da arbejdsløse på kursus, i praktik eller løntilskud, folk der er faldet ud af dagpengesystemet, er på kontanthjælp eller i deltidsjob ikke tælles med.

Den arbejdsløse mødes af proceskrav fra beskæftigelseslovgivningen udmøntet af de lokale Jobcentre. En lovgivning der bygger på mistillid til menneskers ønske om at blive selvforsørgende. Kontrol og mistro fremsat af systemet igennem ansatte, der ofte ikke har en hverken særlig faglig eller psykologisk indsigt i arbejdsmarked eller mennesker i krise, virker nedladende og ubehagelig på den arbejdsløse.

Som arbejdsløs gennemlever man ugentlige rutchebaneture. Engageret undersøgelse af virksomheder, arbejdsopgaver og jobsøgning, hvor man omsætter sine egne kompetencer og tænker sin hele livssituation ind, fx lang transport eller flytning, veksler med afslag, nogle gange efter forberedelse og gennemførelse af jobsamtaler. Op på hesten igen. Genetablere håbet og finde entusiasmen til en ny ansøgning til en ny virksomhed. Krydret med angsten for at falde ud af dagpengesystemets sikkerhedsnet, kan det kræve en stærk psyke.

Det kan være skamfuldt at sige, at man er arbejdsløs, da vores identitet i høj grad bestemmes af vores arbejde. Hvad får du så tiden til at gå med, spørger folk måske. Men at være arbejdsløs kan faktisk være et fuldtidsjob. Udover jobansøgninger og jobsamtaler er der samtaler med Jobcenteret og a-kassen. Deltagelse i kurser og temadage for at holde sig opkvalificeret og pleje sine netværk. I perioder siger man også ja tak til virksomhedspraktik og deltidsjob i håb om, at det kan føre til faste fuldtidsjob.

Alt for mange i arbejde er ikke rigtigt glade for deres job. Der er ikke nok tid til opgaverne eller opgaverne er ikke meningsfulde. Tænk hvis vi kunne dele arbejdet, så ingen behøvede at få stress af for meget eller intet arbejde. Men det er politikere og økonomer naturligvis ikke interesserede i, for hvis arbejdsudbuddet (antallet af arbejdsløse) falder, er der risiko for at lønningerne stiger.

Bragt i FAA 13/11 2018

Den liberale regering og DF detailstyrer menneskers liv, påklædning og adfærd som aldrig før. Vi får ikke mere, men mindre frihed til at forme vores egne liv, modsat af hvad man ellers kunne forvente af de liberale.

Senest har DF fået lov at sætte sit tydelige præg på medieforliget, og de 20% DR skal spare over de næste fem år. Her detailstyrer man i uhørt grad indholdet på public service-kanalen. DR må ikke længere bringe lange dybdegående artikler på nettet. Dette angiveligt for ikke at tage markedsandele fra de private medier, men mere public service og ikke mindre er vel nødvendigt, hvis vi skal tage kampen op mod diverse mediers og staters fake news.

Andelen af dansk musik på DR’s radiokanaler skal hæves til 48%, og integration hører ikke længere til på listen over DR’s forpligtelser. Det hedder nu at: ’Det skal i DR’s programflader og platforme være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen’. Hvorfor ikke understrege at DR er for alle danskere i alle mulige diverse former?

Når det kommer til filmstøtte vil DF også gøre støtten afhængig af indholdet. Således ønsker de flere penge til de brede storsælgende film og færre til de smalle kunstfilm, og kun støtte til film med dansk tale, gerne dialekter. Armslængdeprincippet der handler om at politikerne skal støtte, men ikke styre kulturlivet har været gældende siden kulturen fik sit eget ministerium i starten af 60’erne, men har åbenbart trange kår nu.

For at kulturen kan trives behøver vi også rum og steder, hvor den kan udfolde sig. Svendborg Kommune ønsker at frasælge Gudme Rådhus, som ellers har været rammen om lokale foreninger. Også Filippahuset i Hundstrup, der rummer adskillige aktiviteter for de lokale beboere, står på salgslisten. Et fælleshus i et lokalområde er af utrolig stor betydning for fællesskab og aktiviteter, ikke mindst når skoler og købmænd lukker. Vi skal værne om livet og mulighederne for aktiviteter i lokalområderne, så det ikke kun bliver døde steder, hvor vi blot overnatter.

Forrige weekend havde vi den årlige nabofest i Løgeskov. Her har de ca. 80 husstande intet fælleshus, skole eller købmand. Derfor skiftes man til at lægge haver, lader og garager til fællesspisning og fest. Det er af stor værdi at mødes til mad, øl og hygge, da de fleste til daglig blot når at hilse gennem bilruden til og fra job og aktiviteter, som alle foregår væk fra lokalområdet.

Bragt i FAA 28/9 2018

I december 2017 vedtog Folketinget en lov om borgerforslag, der betyder at alle med stemmeret til folketingsvalg kan oprette og støtte forslag til noget, som man mener bør ændres i lovgivningen eller i samfundet. Hvis 50.000 personer støtter et borgerforslag inden for fristen på 180 dage, kan det blive fremsat i Folketinget. Forslaget bliver dog ikke automatisk fremsat, da Grundloven siger, at det kun er medlemmer af Folketinget og ministre, der kan fremsætte forslag. Partierne i Folketinget skal derfor derefter tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag.

På borgerforslag.dk kan man se hvilke forslag der er fremsat og hvor mange støtter de har fået. Her er stort og småt imellem hinanden fx:

• indfør DNA-register på hunde
• indfør forsøg med borgerløn
• gratis tandlæge
• afskaffelse af sommertid
• automatisk tilmelding til organdonation
• legalisering af cannabis
• 18 års mindstealder for omskæring
• statsborgerskab til unge mennesker, som er født og opvokset i Danmark
• oprydning af giftgrunde, der er til fare for drikkevand og havmiljø

Man kan støtte de eksisterende forslag ved at logge ind med NemId, eller man kan selv byde ind med andre forslag, hvis man har to medstillere.

Indtil videre har kun et enkelt forslag opnået mere end 50.000 støtter og afventer at blive taget op i Folketinget. Det er forslaget om afskaffelsen af det såkaldte uddannelsesloft, der forhindrer folk i at tage mere end én uddannelse på samme niveau.

Selvom der fortsat skal være et folketingsmedlem, der ønsker at fremsætte forslagene som beslutningsforslag i Folketinget, giver det en mere direkte og synlig adgang til forslag, og det kan afspejle opbakningen i befolkningen.

Jeg kunne umiddelbart selv få øje på et par forslag, jeg måske skal gå videre med eller inspirere andre til at tage op:

• Forslag om at det offentlige udelukkende indkøber elbiler ved nyanskaffelser af biler.
• Forbud mod at sælge ud af vores fælles infrastruktur, senest er seruminstituttet solgt til Saudi-Arabien med milliardtab til følge.
• Flere humanister i ministerierne, så der er andet end jura og økonomi, der tæller.
• Tage klimaudfordringerne alvorligt ved en hurtig omstilling til vedvarende CO2-neutral energi, ud med de fossile brændstoffer som olie og gas. Vi må tage det alvorligt og ikke læne os tilbage og blot håbe, at den teknologiske udvikling kan redde os. Vi kan ikke længere udvikle os ud af problemerne.
• Statsopkøb af det forgældede landbrug, forpagte ud og omlægge til økologi, neddrosle kødproduktion og svinefarme.
• Forbyde plastposer, hvis Kenya og Thailand kan – kan Danmark også.
• Afskaffe forsørgerpligten, så pensionister og ledige ikke kommer i klemme. Vi må i 2018 betragte voksne mennesker som selvstændige uafhængige individer, selvom de har én at kysse på.

Bragt i FAA 12/3 2018

Jeg har fået job. Efter næsten to års ledighed, mere end 180 jobansøgninger og 10 samtaler har jeg fået et spændende job, der matcher mine kompetencer og interesser. Det er på alle måder en lykkelig begivenhed.

Men således reddet på falderebet, inden jeg ville være faldet ud af dagpengesystemet og ned i ingenting, reflekterer jeg lidt over mine næsten to år i systemet på den forkerte side af skranken. Jeg har tidligere været teamleder i selvsamme jobcenter, men endte med efter 8 års ansættelse at sige op, da jeg ikke længere kunne stå inde for den lovgivning og det menneskesyn, vi skulle forvalte i jobcentrene. Et selvvalgt skift fra lederløn til to fantastiske år på SU, med mulighed for fordybelse i et kandidatstudie.

Jeg forestillede mig, at tiden som ledig efter endt studie ville være kort, og startede da også i fin stil med to måneders vikariat, allerede inden specialet var blevet bedømt. Men da jeg derefter overfor min jobrådgiver udtrykte min overraskelse over, at det ikke gik efter planen med at komme til samtaler og i job, blev jeg mødt med et: ”Hvad havde du dog regnet med?” – underforstået, at det var da helt selvforskyldt, sådan at sige sit gode job op, og tro at jeg som nyudklækket humanist kunne have noget at byde på.

Der er flere barrierer i jobsøgningen, som det er svært at gøre noget ved: geografi – tror arbejdsgiveren på det, når jeg forsikrer at jeg er villig til at flytte efter jobbet, uddannelse – overkvalifikation kan afskrække, tidligere leder – tør arbejdsgiveren tro, at det ikke er vigtigt for mig at være lederen, alder – 50+ er mærkeligt nok ofte en ulempe, selvom jeg først kan gå på pension, når jeg er 68.

Lovgivningen har udspring i mistillid til den ledige. Der er detailstyring og proceskrav med en ufravigelig plan for mødehyppighed med jobrådgiver og a-kasse, for tidspunkt og antal uger i praktik, for antal ugentlige jobansøgninger, og hvor jeg efter at have underskrevet jobkontrakten og meldt ferie, fortsat skal søge job i den resterende måned, som om intet er hændt.

Systemet gør også noget ved jobcentermedarbejderen, der trods god vilje bliver patroniserende og intimiderende, og ikke møder den ledige i øjenhøjde.

Med tidens hotte buzzword er jeg nok rimelig robust, og har sørget for at jobsøgningen ikke fyldte alle mine vågne timer og hele min identitet. En mindre privilegeret ledig kan nemt blive brudt ned, når dagpengeugerne tæller ned. Udover den økonomiske begrænsning dagpengene giver, er det svært at sige ja til invitationer eller frivillige opgaver, da jeg reelt ikke ved, om jeg en måned ud i fremtiden er i Skive, Hørsholm, Sønderborg eller Sverige. Bolig, transport og familieliv er kastet op i luften ved hver jobansøgning.

Næste klumme bliver afsendt fra mit drømmejob som viceforstander på en højskole på Zanzibar.

Bragt i FAA 31/7 2017

Det er skræmmende at Trump, der i den grad er drevet af profit og egeninteresser, sidder i spidsen for en verdensmagt. Skræmmende fordi han tromler, nedgør og ydmyger alle, der ikke har samme skånselsløse fremdrift som ham selv. Hvis man kun tænker på sig selv, så kan man nå langt, men kan også ødelægge det for rigtigt mange. Ja, i sidste ende for os alle sammen, fordi han skider på kloden.

Trump har forsøgt at lukke for indrejse til borgere fra muslimske lande, også for borgere der allerede har opnået opholdstilladelse eller visum til USA. Han vil nedlægge fonde der støtter kunstneriske og kulturelle formål. Han planlægger tilbagerulning af Obamacare og bygning af en mur mod Mexico. Han nægter at klimaforandringerne er menneskeskabte. Han åbner olieledninger, trods massive miljøpåvirkninger. Det måske mest skræmmende er Trumps chefstrateg Steve Bannon, der producerer systematiske løgne fra Det hvide hus.

Carsten Jensen skriver om værdisammenbrud i den vestlige verden: at det vi kalder politisk realisme er afstumpethedens skole. Vi opgiver menneskerettigheder og pligten til at hjælpe medmennesker i nød. De højrepopulistiske partiers syn på flygtninge og immigranter fylder i USA og Europa. Vi ser ikke længere os selv som et aktivt handlende fællesskab, men som et passivt modtagende, der altid mener, det er de andres skyld. Mennesket vil under katastrofer naturligt hjælpe hinanden, men hvis befolkningen bildes ind at modsætningerne er uoverkommelige, og der tales til deres usikkerhed og magtesløshed, så mister de selvtilliden, og magthaverne kan sikre egne privilegier. Trump har interesse i panik og kaos, derfor er hans politiske program uklart og normaliteten suspenderet. ”En stærk mand kan ikke bruge et stærkt folk til noget. Det er duknakkerne, der er hans eksistensberettigelse”. Populisternes identitet handler om tabet af verden, som den var, og ser flygtningen/immigranten/muslimen, der selv har tabt sin verden, som en oplagt syndebuk. Den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer er dog mere skræmt over højredrejningen i Europa end over et enkelt skørt valg i USA.

Heldigvis er der positive modbevægelser som fx Womens March. På YouTube findes en masser parodier på Trumps America First udsagn, hvor forskellige europæiske lande konkurrerer om at være second. Sveriges vicestatsminister Isabella Lövin har ladet sig fotografere flankeret af syv kvinder ved underskrivning af en ny klimalov, som et hint til Trump, der, omgivet af mænd, underskrev et forbud mod at give penge til internationale organisationer, der oplyser om muligheden for at afbryde en graviditet. En march eller en satire fører måske ikke til konkrete ændringer her og nu, men den skaber håb, fællesskab og ny energi til at protestere og kæmpe imod afstumpetheden.

Bragt i FAA 23/2 2017

Den tyske filosof Axel Honneth har udviklet en kritisk samfundsteori. Den bygger på tre anerkendelsessfærer; kærligheden, retten og solidariteten. Målet er vellykket selvrealisering, men individuel frihed er kun mulig gennem erfaringen af social anerkendelse.

Den første anerkendelsessfære er kærlighedens. Gensidig kærlighed er forudsætningen for udviklingen af selvtillid, den kommer helt grundlæggende til udtryk i forholdet mellem forældre og børn, og siden i kærlighedsforhold og venskaber. Denne sfære er altså emotionel.

Den anden anerkendelsessfære er rettens, den bygger på lighed: på almen respekt gennem et ligeværdigt medlemskab af samfundet. De lovsikrede rettigheder fører til selvrespekt. Denne sfære er fornuftsstyret.

Den tredje anerkendelsessfære er den solidariske. Den bygger på præstation og på relationen til gruppen, fællesskabet, samfundet. Fælles værdier og normer danner grundlaget for selvværd. Deltagelse og positivt engagement bliver anerkendt og socialt værdsat i kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber. Den solidariske sfære er både emotionel og fornuftsstyret.

I Danmark er en lang række vilkår sikret for fx den ledige, den handicappede og flygtningen via lovgivningen, selvom der har været tale om betydelige forringelser det sidste årti. Det halter også alvorligt i sfæren for solidaritet. Følelsen af at være socialt betydningsfuld i et fællesskab er fx begrænset for den, der står uden for arbejdsmarkedet. Hvis den enkelte føler sig krænket eller ringeagtet, som det bl.a. sker via italesættelse af ledige som dovne eller flygtninge som uønskede, risikerer man at miste det positive forhold til sig selv.

Hvis det ikke er muligt at opnå anerkendelse af det dominerende samfund via anerkendelseskampe i det offentlige rum, kan der etableres modstandskulturer, der etablerer alternative anerkendelsesrelationer i subkulturer som i fx bandefælleskaber. Men ofte har de svageste grupper ikke ressourcerne til hverken offentlig kamp eller etableringen af modkultur, blandt andet på grund af den politiske og økonomiske individualisering af deres problem. Solidariteten har således trange kår i dagens Danmark.

Honneth ser anerkendelse i ren form som en naturlig reaktion på andre mennesker – anerkendelse af den vi er. Men når vi glemmer, at vores erkendelse (evnen til kognitiv objektivering og intelligent problemløsning) har rod i en anerkendende holdning (empati og engagement), opfatter vi andre mennesker som livløse ting. Det kan ske når et samfund har endimensionelle mål, stereotyp tænkning eller har fordomme.

I disse Trump-tider hvor selvhævdelse, nedgørelse af politisk uenige og decideret brug af løgne er dominerende, er der særligt brug for at samfund, grupper og fællesskaber viser anerkendelse og solidaritet med de svageste.

Bragt i FAA 1/2 2017

Erik Bonnerup, der tilbage i firserne var departementschef i Finansministeriet, og var med til at indføre new public management for at modernisere og effektivisere den offentlige sektor, mener i dag, at det har slået fejl. Ledelse er blevet erstattet med regler, medarbejderne har mistet gejsten, og borgerne får en ringere service.

De offentligt ansattes engagement og faglighed kvæles af dokumentationskrav, detailstyring og kontrol, uanset om vi taler sundhedsvæsen, folkeskole, ældrepleje eller jobcenter. Varme hænder er blevet erstattet af kolde med fokus på budgetstyring. Jurister og økonomer udtænker i en lind strøm nye detaljerede regler, som frontmedarbejderne skal håndhæve, selvom reglerne ikke handler om respekt for det enkelte menneske.

Professor i offentlig organisation og ledelse Kurt Klaudi Klausen taler om tre fundamentale og modsatrettede størrelser, som gælder i alle organisationer, nemlig stat, marked og civilt samfund. Staten styres af politik, magt og regler. Markedet styres af penge og kontrakter. Det civile samfund styres af etik og moral. Det offentlige er forskelligt fra andre organisationer, da det skal løse komplicerede problemer og opgaver, som er samfundsmæssigt og politisk bestemt. Det offentlige skal udnytte sine ressourcer effektivt, men det er ikke en forretning. Der er tale om opgaver, som samfundet har valgt at løse til fordel for os alle, selvom det ikke kan svare sig i økonomisk kortsigtet forstand. Vi trænger til flere at det civile samfunds værdier i det offentlige, og til mindre stat og regulering, og mindre markedstænkning.

Da mennesket er et socialt individ, knyttes vi til organisationer gennem tillid. Derfor er det så vigtigt at politikere viser tillid til de offentlige institutioner, at ledelsen viser tillid til sine medarbejdere og omvendt, og i sidste ende at borgerne kan have tillid til institutionerne. Institutionerne får legitimitet gennem borgernes tiltro, og det sker når oplevelsen svarer til forventningerne, og man oplever lydhørhed og respekt.

Rigidt regelrytteri er det modsatte af lydhørhed og respekt. Medarbejderen bliver demotiveret, når hun ikke kan få lov at bruge sin faglighed, men i stedet skal leve op til proceskrav og dokumentation, der ofte ikke bruges til noget. Borgeren føler sig ikke mødt og bliver ikke lyttet til, men skal passes ind i skemaer, strukturer og regler, hvor den enkeltes ønsker, behov og ressourcer drukner.

Vi må tilbage til det levende møde mellem mennesker, hvor engagerede og dygtige medarbejdere, uanset om det er sygeplejersken, folkeskolelæreren eller socialrådgiveren, har lov til at bruge sin hjerne, sit hjerte og sine hænder til at løse borgerens behov, i stedet for at følge rigide regler, udfylde skemaer og kontrollere. Vi må have respekten for fagligheden og for borgeren tilbage.

Bragt i FAA 29/8 2016

Folketinget holder sommerferie, hvilket kan begrænse lovgivnings-ulykkerne sommeren over, og vi kan trække vejret lidt friere. Et par spørgsmål presser sig dog på fra den sidste måned:

Hvorfor tror vi, at indkøb af kampfly og deltagelse i krigshandlinger er vejen til fred?

Hvorfor finder man det nødvendigt at kende året for den første Olsenbanden-film, for at kunne blive en god demokratisk samfundsborger i Danmark? (jf. den nye indfødsretsprøve)

Hvorfor tror man at folk holder op med at tænke udemokratiske tanker, fordi de ikke må sige dem højt? (jf. begrænsninger af ytringsfriheden)

Hvorfor fører de internationale problemer med flygtninge, terror, klimaforandringer, miljøbelastninger, voksende ulighed mellem rige og fattige til en stigende intern splittelse af Danmarks, Europas og USA’s befolkninger? Hvorfor polariserer vi os mere og mere i enten rødgrønne eller neoliberale, fællesskab eller nationalstater, kvinder eller mænd, by eller land, uddannede eller uuddannede?

Hvorfor er det, at vi sælger ud af vores infrastruktur (Dong, TDC, Københavns Lufthavn) til finansieringsselskaber, der kun er interesseret i profit?

Hvorfor er det ikke erhvervslivet, der finansierer kongehuset?

Hvorfor er priser på bus og tog på 20 år steget 30% mere end forbrugerindekset?

Hvorfor dør bierne?

Skal kvinder vælge menstruationerne fra vha. p-piller, som nogle gynækologer anbefaler, eller skal de være friblødere?

Hvorfor kan ingen forklare, hvad den nye gymnasiereform går ud på?

Det er blot nogle af de store og små spørgsmål, der har optaget mig på det sidste. Vores pinlige modstand mod at hjælpe mennesker på flugt, og vores sammenbrudte skattesystem er andre spørgsmål, der ikke vil gå væk, men blot bliver mere og mere presserende.

Men nu glæder jeg mig til sommeren, hvor jeg i en hel uge vil erstatte FOMO (fear of missing out) med LOMO (longing of missing out). Stå af nettet og de sociale medier. Ingen avislæsning, ingen tjek af mail, jobsider, wordfeud. Kun mig og mine tanker, glo og tænke, stilhed, ”live” samtaler, cykle, gå, bade, måske en bog og en blyant.

Og måske vil jeg tænke mere over de positive nyheder: at københavnske forskere har fundet en metode til at nedbryde plantemateriale til sukker vha. sollys, en lovende energikilde. At Sundhedsministeriet uddeler 7 mio. til forsøg med kultur på recept for sygemeldte med stress, angst eller depression. At jeg endelig fik gjort alvor af at udskifte Nordea med Merkur. At Fællesskabsprisen gik til Carlos’ Kitschen, og at Prisen for bedste layout og grafisk design gik til Vera-bogen. Og at der fortsat produceres masser af vedkommende teater og litteratur.

Bragt i FAA 22/6 2016

Under ”Muhammed-krisen” gjorde den danske regering accepten af satiretegningerne til et spørgsmål om at være for eller imod værdier som frihed, demokrati, lighed og udvikling. I stedet kunne man have diskuteret, hvordan vi skulle bruge disse værdier i den konkrete situation. Ved at præsentere deres egen forståelse som den universelle og eneste sande forståelse, opfattede den daværende regering enhver kritik af håndteringen af krisen, som en forkastelse af ytringsfriheden. I stedet kunne kritikken have skabt basis for dialog.

Det er tankevækkende, at statsministeren nu ønsker at begrænse ytringsfriheden ved at kriminalisere antidemokratiske ytringer. Vi er mange der bliver provokeret af radikale imamers udtalelser, men i et demokrati bekæmper man ikke holdninger ved at forbyde folk at udtale dem.

Ytringsfrihed blev under Fogh Rasmussen opkastet til dansk national ejendom, og blev betragtet som stående over demokratisk diskussion, og fremstillet som ufejlbarlig. Det gælder åbenbart ikke mere. De politisk liberale værdier blev brugt til at marginalisere muslimer, og aflegitimere andre stemmer i det danske samfund. Afstandtagen fra kritikere ved at kalde dem udanske, udemokratiske etc. var en tilbagevendende metode under Foghs regering. Det medførte en tavshed hos kritikerne, også på andre områder, fra kulturpolitik til arbejdsmarkedspolitik. Tavsheden som følge af udskamningen af kritikere var så effektiv, at kulturminister Per Stig Møller på et tidspunkt efterlyste kritisk debat.

Sproget sætter rammerne for, hvilke tanker, der kan tænkes, og hvilke ideer, der kan realiseres. Sproget skaber forestillinger, som kan fastholde folk i en bestemt virkelighedsforståelse, eller sproget kan bruges aktivt til at fremme egen sag eller interesser. Politikere, lovgivere og medier skaber en bestemt forståelse af virkeligheden gennem sproget. Intentioner bliver lagt ind i sproget i ord som for eksempel ”fremdriftsreform”, ”produktivitetskommission”, ”nyttejob”, ”aktivitetsparat”, ”normalisering af arbejdstider”, ”bekvemmelighedsflygtninge” etc. Det er alle ord, der skal styre vores tænkning og vise en retning.

Magthaverne bruger sproget til at pleje egne holdninger, men det er uskønt når kritikere stigmatiseres som udanske eller udemokratiske. Politikernes sprogbrug og hårde tone går igen hos den almindelige debattør. Der er en hård debatkultur i både trykte og sociale medier. Desværre kan det svække den frie og åbne demokratiske debat, da mange afholder sig fra at deltage af frygt for personangreb.

Vi skal fastholde retten til den frie tanke, tale og tegning, men være bevidste om at vores ordvalg om ledige, studerende eller flygtninge er bestemmende for deres muligheder og fremtid. ”Man kan slå med ordene”, som en dreng meget præcist sagde i en artikel om skæld-ud.

Bragt i FAA 31/5 2016

Forringelser af velfærd, lighed, uddannelser og klima. Der er nok at opponere imod med den nuværende regering.

Psykologiske forsøg viser at mennesker udviser grådighed, når de i spil får uretfærdigt store gevinster. Vinderne viser mindre tilbøjelighed til at dele med andre. Jo rigere, jo grådigere og mere hoverende.

Jeg eftersøger en skarpere fordømmelse af grådigheden, når staten går glip af 149 mia. årligt på penge gemt i skattely. Det er uhyrligt mange penge, og skal ses i forhold til et samlet statsbudget på 1.090 mia. Uligheden forøges og gennemsigtigheden forringes, når vi tillader at banker rådgiver om, hvordan man gemmer penge for skat, og når V, K og LA for nylig forsøgte at afskaffe de åbne skattelister.

Desuden nåede 9 mia. at blive sendt ud af landet i falsk udbytteskat inden SKAT reagerede. De rigeste loves skattelettelser, og samtidig forringes understøttelse og kontanthjælp. Hvorfor mener politikerne, at de rige bliver motiveret af skattelettelser (altså flere penge), og de fattige af kontanthjælpslofter (altså færre penge)?

Folkeskolen, ungdomsuddannelserne og universitetet skal spare og i strammere og mere målstyrede rammer, selvom de finske børn klarer sig bedre med kortere skoledage, mere fri leg og ingen lektier.

Miljøet forringes med landbrugspakken, og landmænd, der bidrager med blot 8% af Danmarks eksport og modtager 10 mia. årligt i støtte, skal tilmed økonomisk kompenseres for ikke at ødelægge vandmiljøet. Samtidig viser nye undersøgelser at danske børn har glyphosat i urinen (sprøjtegift som bl.a. findes i Roundup). Landbruget har gæld for 360 mia., så hvorfor ikke lade staten overtage de mest forgældede landbrug og omlægge til økologisk drift, hvor produktionen pt ikke kan følge med efterspørgslen.

Regeringen vil investere i kampfly til 30 mia. i indkøb, og dertil 60 til 90 mia. i drift, og føre en dyr, meningsløs krig i Syrien uden strategi for, hvem vi skal samarbejde med, og hvordan vi vil sikre freden. Er endnu en krigsdeltagelse virkelig vores civilisations bedste bud på at skabe fred? Samtidig lukker vi grænserne, og vil i EU ikke samarbejde om at modtage flygtninge. Hvordan kan vi seriøst mene at 500 mio. europæere ikke har råd og plads til 4 mio. syrere på flugt?

Kulturen skal også slankes, selvom vi med Churchill kan spørge, hvad vi skal leve for, hvis vi tager af kulturbudgettet til at føre krig.

Måske vi skulle tage den nye bevægelse ”Sanders som statsminister” på ordet. Bevægelsen kan findes på Facebook, og har skrevet en kronik i Politiken. Sanders fremhæver den danske velfærdsmodel, som regeringen forsøger at afvikle.

Jeg har svært ved at godtage regeringens bevidstløse udmeldinger om, at vi ikke har råd til velfærd og flygtninge, når vi lader de rigeste gemme milliarder af skattekroner, og sender penge efter kampfly og krig.

Bragt i FAA 9/5 2016