Jeg har fået job. Efter næsten to års ledighed, mere end 180 jobansøgninger og 10 samtaler har jeg fået et spændende job, der matcher mine kompetencer og interesser. Det er på alle måder en lykkelig begivenhed.
Men således reddet på falderebet, inden jeg ville være faldet ud af dagpengesystemet og ned i ingenting, reflekterer jeg lidt over mine næsten to år i systemet på den forkerte side af skranken. Jeg har tidligere været teamleder i selvsamme jobcenter, men endte med efter 8 års ansættelse at sige op, da jeg ikke længere kunne stå inde for den lovgivning og det menneskesyn, vi skulle forvalte i jobcentrene. Et selvvalgt skift fra lederløn til to fantastiske år på SU, med mulighed for fordybelse i et kandidatstudie.
Jeg forestillede mig, at tiden som ledig efter endt studie ville være kort, og startede da også i fin stil med to måneders vikariat, allerede inden specialet var blevet bedømt. Men da jeg derefter overfor min jobrådgiver udtrykte min overraskelse over, at det ikke gik efter planen med at komme til samtaler og i job, blev jeg mødt med et: ”Hvad havde du dog regnet med?” – underforstået, at det var da helt selvforskyldt, sådan at sige sit gode job op, og tro at jeg som nyudklækket humanist kunne have noget at byde på.
Der er flere barrierer i jobsøgningen, som det er svært at gøre noget ved: geografi – tror arbejdsgiveren på det, når jeg forsikrer at jeg er villig til at flytte efter jobbet, uddannelse – overkvalifikation kan afskrække, tidligere leder – tør arbejdsgiveren tro, at det ikke er vigtigt for mig at være lederen, alder – 50+ er mærkeligt nok ofte en ulempe, selvom jeg først kan gå på pension, når jeg er 68.
Lovgivningen har udspring i mistillid til den ledige. Der er detailstyring og proceskrav med en ufravigelig plan for mødehyppighed med jobrådgiver og a-kasse, for tidspunkt og antal uger i praktik, for antal ugentlige jobansøgninger, og hvor jeg efter at have underskrevet jobkontrakten og meldt ferie, fortsat skal søge job i den resterende måned, som om intet er hændt.
Systemet gør også noget ved jobcentermedarbejderen, der trods god vilje bliver patroniserende og intimiderende, og ikke møder den ledige i øjenhøjde.
Med tidens hotte buzzword er jeg nok rimelig robust, og har sørget for at jobsøgningen ikke fyldte alle mine vågne timer og hele min identitet. En mindre privilegeret ledig kan nemt blive brudt ned, når dagpengeugerne tæller ned. Udover den økonomiske begrænsning dagpengene giver, er det svært at sige ja til invitationer eller frivillige opgaver, da jeg reelt ikke ved, om jeg en måned ud i fremtiden er i Skive, Hørsholm, Sønderborg eller Sverige. Bolig, transport og familieliv er kastet op i luften ved hver jobansøgning.
Næste klumme bliver afsendt fra mit drømmejob som viceforstander på en højskole på Zanzibar.
Bragt i FAA 31/7 2017