Dannelse er respekt for historien, for helheden og for den anden.
Der er dem, der foretrækker den materiale dannelse, hvor det handler om at tilegne sig viden om et bestemt indhold. Det kan være i traditionen fra de gamle grækere, hvor man fx skulle have viden om aritmetik, astronomi og retorik. Men det viser sig også i de sidste 10-20 års politiske interesse for kanoner, dvs. lister over det, der anses for det bedste og rigtigste indenfor fx litteratur, kunst, arkitektur eller danske værdier.
En anden gren går ind for den formale dannelse, som vi også kan kalde den demokratiske dannelse, hvor det mere handler om at tilegne sig bestemte måder at være, tænke og handle på., fx at engagere sig, tage stilling, være kritisk og finde løsninger.
Didaktikeren Klafki siger at dannelse har tre ben: evnen til selvbestemmelse, evnen til medbestemmelse og evnen til solidaritet med dem, der ikke har selvbestemmelse og medbestemmelse. Kogt ned kan vi sige, at dannelse handler om viden, holdning og handling. Om indsigt og udsyn.
For mig at se er der ikke noget i vejen for at blande de to dannelsessyn – det indholdsmæssige og det handlemæssige. Men særlig vigtig er den demokratiske dannelse, hvor vi i vores del af verden må forstå, hvor privilegerede vi er, og at det giver os et særligt ansvar for at tale og handle på vegne af dem, der ikke har de samme vilkår, såvel lokalt som globalt.
Den offentlige debat er vigtig. Vi bør sige til og fra her, hvor vi har vores på det tørre, og hvor vi faktisk har ytringsfrihed, og kan sige og skrive, hvad vi mener. Denne ret bør vi bruge og bruge den godt, også med respekt for og på vegne af dem, der ikke har kræfterne eller mulighederne for at ytre sig.
At bruge vores ytringsfrihed godt, betyder at vi ikke bare lukker hvad som helst ud i shitstorms og kommentarfelter. Indigneret vrede kan være en god drivkraft, men personangreb skaber dårlig stemning, og bevirker at engagerede mennesker melder sig ud af debatterne.
De sidste 10-20 år er der udviklet en ”bangekultur”, hvor fx medarbejdere i det offentlige ikke har turdet udtale sig kritisk om lovgivningsmæssige konsekvenser for borgerne. Medarbejderne har måske ikke frygtet at blive fyret, men en arbejdsplads er ofte det sted, hvor man har de fleste af ugens sociale kontakter, og man har brug for anerkendelse af ledelse og kolleger. Kollektivt pres og frygten for at blive set skævt til kan afholde medarbejdere fra at benytte sig af ytringsfriheden. Men netop i den offentlige debat bør man påpege konsekvenserne af politiske beslutninger for svage grupper.
Ydermere er det blevet mere og mere almindeligt at tilbyde frustrerede og pressede medarbejdere mindfulness- og stresskurser, og dermed gøre strukturelle, økonomiske og politiske problemer individuelle.
Bragt i FAA 22/8 2017