Kategori: Klummer om flygtninge og integration

I januar 1944 blev min mor født i Sverige. Min mormor, der var svensk, var i krigens sidste år flygtet hjem til sine forældre, da hendes mand gemte flyveblade for modstandsbevægelsen, og hun derfor var utryg i lejligheden hjemme på Tomsgårdsvej. På samme tid blev min svigerfar forelsket i sin Annagreta et andet sted i Sverige. Han var blevet smuglet over sundet, da jorden var blevet varm under ham, da Gestapo havde fundet hans cykel ved Vridsløselille efter et mislykket befrielsesforsøg af tilfangetagne modstandsfolk.

I starten af 80’erne blev jeg kæreste med chilenske Luis. Hans mor og stedfar var flygtet fra Allendes Chile, da Pinochet kuppede sig til magten. De var på den sorte liste over 5000 politisk aktive, der ikke måtte vende hjem, men Luis mor drømte dagligt om sit Chile. Som FN flygtninge i 1974 blev de modtaget godt i Brabrand, hvor de og de tre børn blev direkte installeret i en lejlighed med fyldt køleskab.

Anderledes så det ud for de fleste somaliere, palæstinensere og bosniere, som jeg i 90’erne underviste i dansk på Dansk Flygtningehjælps Sprogskole. Mange havde ventet i flere år i asylcentrene, men nu kunne det danske liv begynde. For de somaliske kvinder, hvor mange var analfabeter, var det en helt ny verden af frihedsrettigheder, der åbnede sig. Ud over de somaliske kvinder, der frimodigt trak op i burkaerne og viste kejsersnitar, når der ikke var mænd tilstede, husker jeg særligt den stille bosniske historiker, der med hjælp fra danske venner fik fremstillet fotostater af gamle dias og lavede en smuk udstilling fra sit elskede og knuste Sarajevo.

I 2015 underviste jeg igen flygtninge, denne gang på Jyderup Højskole, hvor Roskilde Kommune havde valgt at lægge sine integrationsforløb. Nu var det mennesker flygtet fra middelalderdiktaturet i Eritrea og fra krigen i Syrien. Midlertidig opholdstilladelse og udsigt til at vente 3 år, før de kunne blive familiesammenført med koner og børn, der ventede i sudanske flygtningelejre eller i kurdiske krigshærgede områder. Forfærdelige oplevelser på flugt over ørkener og Middelhavet i synkefærdige både, og nu den uendelige venten og uro for familien.

Der foregår et stadigt mareridt på Middelhavet, hvor mennesker på flugt sætter ud på en vanvittig rejse. Tre skibe sejler i øjeblikket og redder mennesker fra druknedøden, men i et forsøg på at presse de øvrige EU-lande til at tage et medansvar, vil ingen tage imod. Mange er fanget på disse flydende flygtningelejre i ugevis. Efter Tyrkiets angreb på det nordlige kurdisk dominerede Syrien er endnu flere mennesker igen på flugt fra krig.

Vores nye regering genoptager anstændigvis modtagelse af FN- kvoteflygtninge, men det er så uendeligt få i forhold til de, der har behov. Kan vi, et af verdens rigeste lande, ikke gøre mere for at hjælpe mennesker på flugt?

Bragt i FAA 6/11 2019

Det er så fattigt, at vi ikke længere modtager blot 500 kvoteflygtninge årligt. Og så dehumaniserende at vi ikke sætter alle kræfter ind på at give de flygtninge, indvandrere og familiesammenførte, der er i landet, en mulighed for et godt liv her.

Tværtimod stemte Venstre, DF og Socialdemokratiet i februar Lov 140 igennem, det såkaldte paradigmeskifte, hvor målet ikke længere er integration, men hjemsendelse. Hovedreglen er nu, at flygtninges og familiesammenførtes opholdstilladelse inddrages eller undlades forlænget, når det er muligt at hjemsende. Fremover kan udlændinge- og integrationsministeren også sætte et loft over antallet af familiesammenføringer.

Udlændingestyrelsen har allerede i et par år inddraget bl.a. somalieres opholdstilladelse, efter en ændring af Udlændingeloven fra februar 2015. De mener, situationen har forbedret sig, men Somalia er stadig et af de mest farlige lande at befinde sig i, og Dansk Flygtningehjælp mener ikke, at det er forsvarligt at udsende. Ca. 1000 somaliere har foreløbig fået inddraget deres opholdstilladelse. De kan klage til Flygtningenævnet, hvilket stort set alle har gjort, og stadfæstes afgørelserne, bliver de flyttet til et udrejsecenter, hvis de ikke vil rejse inden for 30 dage.

Mange børn på udrejsecenteret Sjælsmark har dårlige liv, fordi de er blevet revet ud af deres folkeskole og hverdag med danske kammerater, og ikke ved hvornår de og deres familie med magt tvinges på et fly til hjemlandet. Mere end 50% af børnene viser tegn på posttraumatisk stress syndrom.

Blandt de, der har mistet opholdstilladelsen hører bl.a. den velintegrerede somaliske familie i Nyborg, hvor rektor valgte at fortsætte undervisningen af børnene. Børnene har rent faktisk ret til undervisning, mens deres asylsag behandles, men så længe familien vælger at blive boende i Nyborg og ikke flytter på asylcenter, er der ingen forsørgelse. Familien må ikke arbejde eller modtage sociale ydelser.

Thailandske Mint på 13 år blev udvist, selvom hendes mor, lillebror og danske papfar har lov til at bo i Danmark, og det samme gælder Aphinya på 13 år. Hendes thailandske mor og danske papfar har måttet flytte til Flensborg, for at de kan bo sammen. Myndighederne mente ikke, børnene kan opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration.

Disse skæbner er blot få af de mange berørte flygtninge og familiesammenførte. De hvis historier, pga. stærke netværk, er kommet frem i medierne.

Da det syriske kalifat nu er stort set opløst, mener Udlændingestyrelsen, at tiden er inde til at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien. Selvom der stadig er mange uløste konflikter i Syrien og mange kampe, der udkæmpes.

Der er et eller andet helt galt med det herskende politiske menneskesyn.

Bragt i FAA 18/4 2019

Det her er sommeren, der bare bliver ved med at give. Selv her i oktober med træerne i efterårsfarver kan vi plukke bønner og agurker og finde rosenknopper. Varmen har gjort det muligt at samle mere end seks kilo ægte kastanjer fra de fire træer, der blev plantet for 15 år siden og udgør vores lille kastanjelund. En følelse af midlertidighed får mig til at nyde så meget sol ude som muligt.

For 20 år siden købte jeg halvdelen af min mands hus på Løgeskov, men vi skulle blot bo her midlertidigt, til vi fandt noget sammen. Midlertidigheden er blevet permanent, vi bor her stadig. Når solen skinner er her skønt, og jeg nyder stilheden, nærheden til naturen med dådyr, sorte egern og fugle i haven. Og mørket, jeg elsker at her er mørkt om natten, så man kan se stjerner. Men midlertidigheden spænder også ben for at engagere sig for alvor. I huset, stedet, menneskene.

Tusindvis af nye danskere lever i midlertidighed. Midlertidig opholdstilladelse mens deres sag behandles eller man venter på fred i et konfliktområde. År efter år i midlertidighed og så pludselig vurderer de danske myndigheder, at de skal rejse. Der er dagligt hjerteskærende ”sager” med rigtige levende mennesker og familier, der splittes fordi ét eller flere familiemedlemmer ikke længere vurderes at kunne bidrage til Danmark.

Det kan være svært at forstå, at Danmark som et af verdens rigeste lande, ikke kan give plagede familier den ro, et permanent ophold skaber. Med sikkerhed for at børnene kan gøre deres skolegang og uddannelser færdige, at de voksne kan opleve en mening med at lære sproget, etablere sig, finde arbejde og få venner.

Man kan derimod ønske sig, at der er tale om midlertidighed, når det drejer sig om enkeltpersoner, der til trods for tykke djøf-lag i det offentlige, har formået at lænse Skat for et tocifret milliardbeløb og senest Socialstyrelsen for et trecifret millionbeløb. Bankerne gribes igen og igen i hvidvask og dermed medvirken til skatteunddragelse i stor stil. Klimaet går amok, men vores politikere handler ikke med rettidig omhu. Jeg håber danskerne stemmer, så politikerne kan forstå, at vi forventer et større ansvar.

Forbavsende få reagerer på disse uhyrligheder i vores samfund. Vi er vel alle mere eller mindre ramt af måbende handlingslammelse. Hvordan kan det ske? Hvordan kan vores samfund opføre sig så hjerteløst over for mennesker på flugt? Hvordan kan vores gennemkontrollerede velfærdssamfund undgå at opdage svindel for milliarder? Hvordan kan vi tillade at landmænd, industri og borgere blindt fortsætter med at bidrage til klimaforandringerne?

Jeg bager mine kastanjer ved 225 grader i 45 min. Spiser dem med smør og salt, og pønser på, hvordan vi kan gøre vores apati overfor denne verdens kaos midlertidig.

Bragt i FAA 22/10 2018

Mange mennesker fra Afrika, Mellemøsten og Asien flygter fra blodige krige, politiske og personlige forfølgelser, fattigdom og naturkatastrofer. I takt med de accelererende menneskeskabte klimaforandringer vil der blive stadig flere flygtninge. Dertil kommer mennesker der ’bare’ søger lykken og håbet om bedre økonomiske kår for dem selv og deres familier, som fx også over 300.000 danskere, svarende til en tiendedel af befolkningen, der fra 1850 til 1914 sammen med 35 millioner europæere rejste til Amerika.

Vi bør som et af verdens rigeste lande tage vores del af ansvaret for disse flygtningestrømme. Lige nu hober flygtninge og immigranter sig op i Spanien, Italien og Grækenland. Det er på høje tid at landene i EU realiserer en fair fordeling af de mange flygtninge i Sydeuropa.

Desværre går Danmark den helt forkerte vej ved at lukke grænser og end ikke modtage de blot 500 årlige kvoteflygtninge under FN. Dertil kommer en horribel mængde af lovgivning, der udelukkende har til formål at gøre livet og integrationen svær for flygtninge og efterkommere, der allerede er i landet.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har åbent erkendt at hun ’går til kanten af konventionerne’. Der laves alle mulige juridiske krumspring og spidsfindigheder for at gå under radaren for diskrimination ved fx at kalde burkaforbuddet for et maskeringsforbud eller ved at lade bestemte postnumre bestemme hårdere straffe. På den måde forsøger man at genere den muslimske befolkningsgruppe maksimalt uden at overtræde internationale konventioner.

Burkaforbud, tvangsvuggestuer, obligatorisk svinekød i institutioner, dobbelt straframme i udsatte boligområder, ingen tolkebistand hos lægen efter 3 år i Danmark for blot at nævne enkelte af de seneste krumspring for at genere minoriteter i Danmark. Dertil kommer de 98 stramninger på udlændingeområdet den nuværende regering har indført.

Vi kan ikke længere bryste os af at være en civilisation, der viser overskud, retsind, tolerance, åbenhed og humanisme ved at sikre minoriteter lige rettigheder uanset religion, etnicitet eller kulturel baggrund. Vi er åbenbart for smålige, usikre og dovne til at overbevise de nytilkomne om vores demokratiske og humanistiske værdier. Dermed opgiver vi ikke blot, som antropolog Dennis Nørmark påpeger, en hel minoritetsgruppe, men også os selv.

Ofte fremføres økonomien som det store problem, men en gruppe franske økonomer har set på asylansøgeres følgevirkninger på den samlede økonomi i 15 europæiske lande fra 1985 til 2015. De konkluderer at flygtninge ikke er en økonomisk byrde, snarere tværtimod.

Uanset om vi ser gennem økonomiske eller humanistiske briller kan man prøve at udskifte ordet flygtning eller muslim med fx svensker, jøde, kvinde eller rødhåret, og høre om det vi siger, lyder rimeligt.

Bragt i FAA 15/8 2018

For nylig har politiker Johanne Schmidt-Nielsen, idehistoriker Rune Engelbreth Larsen, forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen med flere gjort opmærksom på den falske modsætning et bredt spektrum af politikere og privatpersoner stiller op. Den falske modsætning at vi må vælge mellem at bruge ressourcer på flygtninge, og at bruge ressourcer på udsatte danskere. Synspunkterne fortjener en gentagelse.

Marstrand-Jørgensen gengiver en vittighed, der glimrende illustrerer den falske modsætning, og viser hvordan samfundets svageste grupper spilles ud mod hinanden. En flygtning, en arbejder og en rigmand sidder ved et bord med 10 kager. Rigmanden tager de 9 kager, og siger til arbejderen: ”Hold øje med flygtningen, han vil stjæle din kage”.

Det er ikke en naturlov, at de penge vi bruger på at beskytte og huse flygtninge skal tages fra u-landsbistanden, fra hjemløse, fra de ældre, fra sygehusene, fra uddannelserne, fra de arbejdsløse eller fra kontanthjælpsmodtagerne. Danmark er stadig et rigt land, men uligheden er vokset de sidste 15 år, og det skyldes politiske prioriteringer.

Man kunne vælge at lade de rigeste betale mere af regningen, i stedet for at indføre topskattelettelser, nedsætte registreringsafgifterne på dyre biler og fastfryse grundskylden. Man kunne prioritere anderledes ved at få styr på skat, så de går efter de store penge og de store snydere, ved at fravælge indkøb af dyre kampfly og anlæg af nye motorveje.

Selvfølgelig har vi pengene både til flygtninge og til kontanthjælpsmodtagere. Det er et spørgsmål om prioritering. Det er usmageligt at piske en stemning op og spille befolkningsgrupper ud mod hinanden. I stedet for at stå ved, at det ene og alene handler om politiske prioriteringer.

Vi har i Europa plads til masser af flygtninge, men kan selvfølgelig ikke rumme hele Mellemøsten eller det afrikanske kontinent. Hvad der heller ikke er aktuelt, her taler jeg om mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. Selvom der ikke er noget odiøst i, at mennesker ramt af fattigdom forsøger at skabe et bedre liv for sig selv og deres familier. Vi løser ikke flygtningekrisen ved at lukke grænserne, men ved at arbejde for større lighed i verden, for diplomatiske løsninger, og ved at bidrage med massiv hjælp til de nabolande, der åbner deres lande for de rigtig mange fordrevne.

I Danmark har vi også plads og økonomi til at tage vores del af flygtningene, bl.a. fra områder vi selv har været med til at komplicere med vores militære indgriben. Vi kunne arbejde på igen at nå en høj humanistisk moral, og at gå forrest i spørgsmål om menneskerettigheder. Frem for alt fremmer vi ikke integrationen ved konstant at tale om flygtninge som uønskede, og som skyldige i at ”vores egne” ikke har nok. Det er løgn. Det er en politisk prioritering.

Bragt i FAA 9/2 2016