For nylig har politiker Johanne Schmidt-Nielsen, idehistoriker Rune Engelbreth Larsen, forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen med flere gjort opmærksom på den falske modsætning et bredt spektrum af politikere og privatpersoner stiller op. Den falske modsætning at vi må vælge mellem at bruge ressourcer på flygtninge, og at bruge ressourcer på udsatte danskere. Synspunkterne fortjener en gentagelse.
Marstrand-Jørgensen gengiver en vittighed, der glimrende illustrerer den falske modsætning, og viser hvordan samfundets svageste grupper spilles ud mod hinanden. En flygtning, en arbejder og en rigmand sidder ved et bord med 10 kager. Rigmanden tager de 9 kager, og siger til arbejderen: ”Hold øje med flygtningen, han vil stjæle din kage”.
Det er ikke en naturlov, at de penge vi bruger på at beskytte og huse flygtninge skal tages fra u-landsbistanden, fra hjemløse, fra de ældre, fra sygehusene, fra uddannelserne, fra de arbejdsløse eller fra kontanthjælpsmodtagerne. Danmark er stadig et rigt land, men uligheden er vokset de sidste 15 år, og det skyldes politiske prioriteringer.
Man kunne vælge at lade de rigeste betale mere af regningen, i stedet for at indføre topskattelettelser, nedsætte registreringsafgifterne på dyre biler og fastfryse grundskylden. Man kunne prioritere anderledes ved at få styr på skat, så de går efter de store penge og de store snydere, ved at fravælge indkøb af dyre kampfly og anlæg af nye motorveje.
Selvfølgelig har vi pengene både til flygtninge og til kontanthjælpsmodtagere. Det er et spørgsmål om prioritering. Det er usmageligt at piske en stemning op og spille befolkningsgrupper ud mod hinanden. I stedet for at stå ved, at det ene og alene handler om politiske prioriteringer.
Vi har i Europa plads til masser af flygtninge, men kan selvfølgelig ikke rumme hele Mellemøsten eller det afrikanske kontinent. Hvad der heller ikke er aktuelt, her taler jeg om mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. Selvom der ikke er noget odiøst i, at mennesker ramt af fattigdom forsøger at skabe et bedre liv for sig selv og deres familier. Vi løser ikke flygtningekrisen ved at lukke grænserne, men ved at arbejde for større lighed i verden, for diplomatiske løsninger, og ved at bidrage med massiv hjælp til de nabolande, der åbner deres lande for de rigtig mange fordrevne.
I Danmark har vi også plads og økonomi til at tage vores del af flygtningene, bl.a. fra områder vi selv har været med til at komplicere med vores militære indgriben. Vi kunne arbejde på igen at nå en høj humanistisk moral, og at gå forrest i spørgsmål om menneskerettigheder. Frem for alt fremmer vi ikke integrationen ved konstant at tale om flygtninge som uønskede, og som skyldige i at ”vores egne” ikke har nok. Det er løgn. Det er en politisk prioritering.
Bragt i FAA 9/2 2016