2020 startede med skovbrande i Australien, turbo på klimakatastrofen og den sjette masseuddøen.
Scenen skiftede til drabet på Floyd, der som det sidste inden han blev kvalt, kaldte på sin mor.
Fokus på racisme blev snart forskudt til krænkelsesparathed og udskamning.
Er du woke – og politisk bevidst om den strukturelle undertrykkelse eller er du
privilegieblind.
Er det et nødvendigt skift fra mangfoldighed og det vi har tilfælles, til det
individuelle og særegne? Identitetspolitikken der løfter de undertrykte op, men
samtidig diskvalificerer andre fra at indleve sig i køn, seksualiteter eller
etniciteter, der ikke er deres.
Vi mistede Yahya Hassan, den vilde vrede, der brændte for stærkt.
Udlændingeservice skiftede navn til hjemrejsestyrelsen, mens danske børn forbliver i Alhol-lejren i Syrien. Og vi lader stadig flygtninge drukne i Middelhavet og rådne op i Moria.
Fortsat ansætter ingen ministerier eller statslige styrelser folk over 50 år, mens pensionsalderen stiger.
Forældre udfolder sharenting istedet for parenting. De er mere forældre på de sociale medier end In Real Life.
I Silicon Valley er søvn den nye fitness.
Og de unge udøver ny fantasifuld selvskade; de mopper og ydmyger sig selv
på de sociale medier.
En boomer er en voksen født mellem 46 og 64, der kloger sig på noget, hun ikke
aner noget om.
Men så fik vi en boomer-remover, og Danmark blev det frivillige Nordkorea.
Længsel efter skibskatastrofer og pludselig død, sabotage hunger, appetite for destruction gik endelig i opfyldelse, men resultatet blev mere fængsel end frisættelse.
Selvforglemmelsen sætter os fri, men coronaens restriktioner med afstand til andre kroppe og opmærksomhed på, hvor egne og andres fingre ubevidst bevæger sig hen, giver en livshæmmende selvbevidsthed.
Fantasier om promiskuøsitet er sat på hold forever – nu er der udstedt statsligt forbud mod sang og dans.
Anale hverdagsbetjente pibler frem overalt og har travlt med, hvordan andre opfører sig.
Naturen blev det nye hit. Der er
rift om sommerhuse, sejlbåde og vandrestøvler. Alle vil på glamping. Og
turister valfarter til Svendborg for at se delfinen smile, springe og drukne
marsvin.
Kvinder forventes stadig at lave det emotionelle arbejde og tage ansvar for den gode stemning. Til det hviner i tænderne og puden ikke kan rumme flere kvalte skrig.
Jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke alle sammen bliver sindssyge af det overload af katastrofer, men mennesket er et uhørt tilpasningsdygtigt og lydigt dyr.
Og vi finder overskud til at gå op i, at vi i denne sæson skal drikke Lillet med tonic. Og Dalgona kaffe. Aperol er so last year.