Den karantæneramte hjerne

Det er nu en måned siden den første smittede dansker kom hjem fra skiferie i Østrig, og det er 11 dage siden Danmark startede sin nedlukning.

Jeg tænker skiftevis, at det hele er overdrevet, at det viser sig unødvendigt med alle de forhåndsregler, at al den aflysning, bliven hjemme, lukken grænser og hundredvis af milliarder hjælpekroner er spildte. At det hele er lidt hysterisk set i perspektivet af at 7.667 danskere blev indlagt som følge af influenza i vinteren 2010/11 og at 1.644 danskere døde af det. Pt. har vi 232 corona-indlagte og 13 døde.

Så tænker jeg det næste øjeblik, at de underdriver, at det kan udvikle sig meget værre end officielt udmeldt. Hvis vi gør, som der bliver sagt, regner man med 10 % smittede inden sommerferien og mellem 1500 og 5800 døde. Andre siger 20 % smittede og 11.000 døde, hvis 1% af de smittede dør. I Australien siger best case 20 % smittede og worst case 60 % smittede.

Konspirationsteorierne står i kø: Covid 19 er et biologisk våben udviklet af USA, af Kina, af Iran. Det er nemesis/karma/naturens straf for overforbrug, kødspisning, udnyttelse af naturens ressourcer. Det er Gud/Allahs straf for skørlevned og vantro adfærd. Sorte kan ikke blive smittet, det er en straf over vesten/de hvide. Midaldrende mænd bliver oftest ramt – det er en straf for deres privilegieblindhed og magtfuldkommenhed. Det er en boomer-remover.

Folk stjæler sprit på hospitalerne, hamstrer toiletpapir, gær og ansigtsmasker.

Men de køber også ind for karantæneramte og synger fra altanerne.

Forlag livestreamer forfattersamtaler, højskoler streamer morgensamlinger, forsamlingshuse arrangerer virtuel fællessang, yogastudier tilbyder yogaøvelser på nettet, musikere streamer koncerter. Kunst og film lægges på nettet, der er digitale kulturtilbud i massevis.

Når vi oplever følelser i et fællesskab simultant med andre, forstærkes de, det kalder sociologen Émile Durkheim ‘kollektiv opbrusen’. Det kan opleves i et religiøst fællesskab, til en fodboldkamp, en koncert eller anden aktivitet vi nyder sammen med andre mennesker. Mangel på fællesskab kan gøre os syge i længden, men vi kan måske simulere fællesskabet ved at synge, lytte til en podcast eller se en film på samme tid som vores fraværende venner og familie.

Man regner med, at der bliver dyrket meget mere sex, og at vi vil opleve et babyboom om 9 mdr.

Men omvendt også at der kommer mange skilsmisser. Ægtefæller og familier går hinanden på nerverne, når de pludselig er sammen 24/7. Det kan eskalere til vold, og kvindekrisecentrene oplever nu en tilstrømning.

Vores pensioner forsvinder op i den tynde luft, i takt med at aktiebørserne går i selvsving og i sort.

Særligt de, der bor alene oplever hudsult og mangel på hormonet oxytocin, der får os til at slappe af, føle velvære og knytte bånd til dem, vi berører. De kan end ikke snige sig til lidt kropskontakt hos frisøren eller tandlægen.

Uvisheden kan få de fleste og særligt de, der i forvejen er udfordret med et ængsteligt sind, til at gå i spåner.

Når skibet går ned, vil vi instinktivt søge sammen med dem vi elsker, kramme og kysse, men det må vi ikke. Ville vi spille musik, danse, æde, drikke og hore uhæmmet på randen af verden? Hvis vi fik lov.

Måske, men fornuften, pænheden, lydigheden sejrer. Vi gør som der bliver sagt.

Jeg har ikke mødt ind på mit arbejde i 10 dage nu, og siden da har jeg kun set min mand, og personalet i Brugsen, de 3-4 gange det har været nødvendigt at køre op og handle.

Jeg har aflyst møder med skrivegruppen og med læseklubben. Aflyst teaterforestillinger og forfatterforedrag. Aflyst yogatimer. Aflyst weekendbesøg hos datter og barnebarn. Aflyst besøg hos min bror i Sverige i påsken.

Men jeg kan arbejde hjemme og holde personalemøder på Skype. Jeg er ikke blevet fyret eller sendt hjem uden løn. Jeg laver morgengymnastik og yoga på stuegulvet, går ture i naturen, læser bøger. Jeg kan skrive og ringe med mine venner og familie.

Jeg kan gøre lidt ekstra rent og holde mig beskæftiget med at se film, strikke og bage. Alligevel kan min karantæneramte hjerne finde på at boltre sig med skræk- og lystfyldte fantasier om totalt fødevaresammenbrud, hvordan vi må samle ramsløg, brændenælde- og mælkebøtteskud. Oprense brønden og hejse vand op derfra, og når elektriciteten forsvinder, koge det i en jerngryde i masseovnen. Hvordan min dygtige mand vil udplante de allerede forspirede grøntsager. Skrækscenarier inspireret af zombiefilm, hvor sultne aggressive horder vil storme vores matrikel og stjæle vores mad. Vi må dræbe fasaner og rådyr (og indtrængende naboer) i fælder…

Men corona-virussen er god for klimaet, der flyves og produceres meget mindre.
En virus kan få regering og folketing til at handle, lukke arbejdspladser og grænser, selvom det får økonomiske konsekvenser i hundrede-milliarder-klassen. Tænk, hvis man så på klimakrisen med samme alvor og handlekraft. Dette kan være vores generalprøve, vi kunne fortsætte på samme måde efter corona – men med levende kultur og masser af kys og kram.

22. marts 2020

Katastrofer og delfiner

Coronavirussen truer med at få Europas sundhedsvæsen og økonomi til at kollapse. De smittedes antal stiger og stiger. Det affødte håndtryksforbud sætter tildelingen af nye statsborgerskaber på hold. Vi øver fodtryk, men det rækker ikke til et dansk pas.

De græske kystvagter skyder, med det øvrige EUs velsignelse, gummikugler mod både med syriske flygtninge på flugt fra de fortsatte krigsrædsler. Den håbløse situation i Syrien ser blot ud til at blive værre og værre.

Klimarådet kommer med konstruktive forslag til at nå klimamålene i 2030, men klimaminister Dan Jørgensen og øvrige socialdemokrater er fodslæbende og vil ikke vedtage afgifter, der kan genere landmænd, industri eller forbrugere. Hvordan forestiller man sig, at vi nogensinde skal kunne ændre noget, hvis det intet må koste?

De største græshoppesværme i 70 år er på vej til at skabe sultkatastrofe i østafrika, hvor afgrøder barberes ned på ingen tid.

Den vådeste februar herhjemme nogensinde har sat marker og huse under vand flere steder i landet.

Det kan være lidt svært at få øje på lyspunkter i denne tid fyldt med små og store katastrofer.

Men fuglene fløjter deres forårssange i haverne, uanfægtet af menneskenes katastrofer, og er i gang med at finde mager og bygge reder.

Vi får øje på, hvor glade vi er for vores frihed til at bevæge os frit, for at kunne køre med offentlig transport, gå på arbejde og til koncerter og arrangementer, når vi lyster.

Vi vender os mod hinanden og mod naturen, når det spidser til og vi behøver trøst og mod. Folk søger sammen (men undgår knus), og hjælper fx de karantæneramte med indkøb.

Jeg er så privilegeret, at jeg arbejder i Frederiksgade og derfor går over på Frederiksøen og får en daglig dosis havluft, mågeskrig og en foranderlig himmel; vild, grå, lyserød eller gemt i dis og gus. Om eftermiddagen går jeg ud på molen og skimter efter delfinen, og får lidt luft i lungerne og blæst i kinderne. Det er ret hyggeligt, som vores delfin i Svendborgsund får alle mulige til at falde i snak. Fremmede mennesker mødes på kajen, skimter efter den legesyge og samtaler om glædessprederen. Bedstefar med barnebarnet ved hånden, en gruppe unge mænd med en joint på omgang, ham med kasketten og klirrende flasker i posen, hende med veninden under armen. Børn, arbejdende og pensionister har fået et samtaleemne, der får smilene frem og gør dagen lidt lettere.

Delfinens smilende ansigt smitter og minder os om, at vi vil hinanden det godt.

Bragt i FAA 16. marts 2020

Lørdag på Strøget

En citrongul 2CV gør det ud for stadeplads for appelsinsælgeren. Lyden af en obo-spillende pige lægger en sentimental tone over dyrebutikken, hvor en skræmt lækat går nervøst frem og tilbage bag glasset. I blomsterbutikken står et strittende abetræ midt i udstillingsvinduet. Jeg køber fem aromatiske limefrugter fra 2CV’en, presser dem lidt og snuser ind. Ville gerne slippe lækatten løs, så den kunne gemme sig i opstillingen af bregner under abetræet. Pigen skingrer nu citrongule toner fra sin obo. Jeg vil drikke kold fadøl og spise frisk chili denne sommervarme lørdag på Strøget.

Jeg HAR faktisk læst Ulysses

Da jeg en dag i starten af marts besøgte min bog-pusher i Litteraturhuset, talte hun med en kunde om, hvorvidt James Joyce’s Ulysses ville være et godt køb som fødselsdagsgave til dennes mand.

Jeg blandede mig i samtalen og fortalte at jeg for et par år siden, da jeg var ledig, havde sat mig for at læse Ulysses. Selvom jeg normalt er en hurtig læser, tog det mig 2 mdr. at komme igennem bogen. Boghandleren var imponeret over at møde et menneske, der rent faktisk havde læst den, da det åbenbart er mere almindeligt at SIGE, at man har læst bogen.

I Ulysses følger vi annonceagent Bloom og forfatteren Stephen Dedalus gennem én dag i Dublin, d. 16. juni 1904 (nu kaldet Bloomsday). Ulysses udkom i 1922, jeg læste Karsten Sand Iversens oversættelse fra 2014.


Under min læsning tog jeg noter. De følger her for de, der måtte være interesserede.

1. kapitel:

Irerne Stephen Dedalus (forfatter) og Mulligan (forfatter/medicinstuderende?) og englænderen Haine (forfatter) bor i et tårn i Dublin. Intellektuelle, frisk tone. Spiser morgenmad, bader, aftaler at drikke senere. De er ateister. Stephen Dedalus’ mor nyligt død, han ville ikke bede for hende.

2. kapitel:

Stephen Dedalus er i sin klasse. Frisk, vellidt. Får betaling af inspektøren. Inspektøren beder ham forsøge at bringe et brev i avisen om muligheden for at bekæmpe mund- og klovsyge hos kvæget. Inspektøren bryder sig ikke om jøderne. Stephen Dedalus mener blot, de er købmænd som de kristne. Højstemt lærd sprog. Referencer til de gamle grækere.

3. kapitel:

Stream of consciousness, mens Stephen Dedalus går langs stranden på vej mod avisen. Tænker på tanten og onklens hus, på sin tid i Paris. Opremsende, springende, sammensatte adjektiver: blodblomstret, frøgrønne, hestenæseborede, basiliskøjet. Lydord. Skønt eksempel s. 50: ’Den nye luft hilste ham, harpede i vilde nerver, vind af vild luft af frø af lys’.

4. kapitel:

Leopold Bloom laver morgenbakke til konen Molly, sangerinde. Fodrer katten, steger nyre, skider. Læser brev fra den 15 årige datter Milly, der er i fotobranchen? Dødfødt søn, der kunne have været 11 år nu. Der er brev til Molly fra elskeren Boylan.

5. kapitel:

Gå hjem og vug Knausgård! Joyce er hypnotiserende! Ufuldendte sætninger, ingen subjekter. Suggestivt. Bloom går gennem byen på vej til en begravelse, henter et brev fra en elskerinde. På apoteket efter mandelolie-blanding til konens hud, køber citronsæbe for at gå i hammam senere.

6. kapitel:

I vogn på vej til begravelsen sammen med Stephen Dedalus far. Begravelsen. Blooms far begik selvmord med gift.

7. kapitel:

Bloom er på avisen med annonce for kunde. Livlig aktivitet. Stephen Dedalus kommer med artiklen om mund- og klovsyge. Alle beslutter at gå på pub, undtagen Bloom. Stephen fortæller på vejen om to liderlige gammeljomfruer.

8. kapitel:

Bloom går gennem byen. Samtaler med folk han kender. Mindes tidligere tider med Molly og datteren. Spiser en gorgonzola-sandwich med sennep og oliven og drikker vin til.

9. kapitel:

Bloom på biblioteket. Skal mødes med elskerinden? Stephen, John Eglinton, McBest diskuterer Hamlet på biblioteket. De diskuterer om Hamlet er selvbiografisk.

10. kapitel:

Vi møder et mylder af personer gennem byen.

11. kapitel:

Lydord. Hele kapitlet resumeret på de to første sider, udfoldes derefter. Vi er på værtshus. To flirtende barpiger. Stephen Dedalus spiller klaver og synger. Mange drikker. Bloom spiser lever og bacon. Får ståpik. Skriver brev til sin elskerinde Martha. Han har købt en bog til Molly. Skøn beskrivelse af samleje.

12. kapitel:

Skøn beskrivelse af en kæmpe, en stor mand. Øldrikken. En Joe og et ’jeg’? Bloom kommer også, er lærd og kontrær, trættende. Taler om dødsstraf og om hunde. Ordrablen. Om Irlands stolte steder s. 355. Foragt for jøden Bloom, der hævder sin forfulgthed. Fantasifulde, rablende associerende sidefortællinger.

13. kapitel:

Skrevet som en romantisk roman eller novelle. Over-sensibelt. Tre unge møer med længsel, den ene veksler blikke med Bloom. Gerti er en halt skønhed. Store romantiske fantasier, kroppenes længsel. Bloom fantaserer erotisk.

14. kapitel:

På værtshus, en fødende kvinde, den vordende far, diverse studentikose/halvlærde værtshusgæster. Deres snak om sex og svangerskab etc.

15. kapitel:

Et grotesk skuespil. I gaden. Diverse aktører, kostumer, tider. En filmisk fantasi (inden filmen?). Syret. Kostumestykke. Hund bliver til død mand. Blooms utroskab. Bloom og især Stephen drikker sig fulde i horehuset.

16. kapitel:

Bloom og Stephen går igennem natten. Får kaffe på en kuskestue for at blive ædru. Bloom tager Stephen med hjem.

17. kapitel:

Spørgsmål og svar, videnskabelige. Bloom 38 år og Stephen 22 år kommer til Blooms hus og sætter sig i køkkenet og drikker kakao. Går i haven, ser på stjerner og fru Blooms silhuet mod gardinet. Urinerer. Stephen afslår at overnatte. Går. Bloom klæder sig af, tænker over en landejendom, han ønsker sig – dagdrømmer før søvnen, s. 721: ’den automatiske beretning til ham selv af en fortælling vedrørende ham selv eller fredfyldt genkendelse af fortiden vanemæssigt udført før natlig tilbagetrækning’. Han ved, hun er ham utro med forskellige elskere. De boller? s. 738: ’ han kyssede hendes plumpe slugtende fugtende lugtende rumpes meloner’. Han er ikke far til sin datter? De har ikke haft fuldbyrdet samleje i 10 år (siden sønnens fødsel), de har ikke haft samleje i 9 mdr. (siden datterens menstruation – nu er hun 15 år). Han tilgiver hendes utroskab – accepterer.

18. kapitel:

Mollys stream of consciousness uden punktummer! Hun fantaserer om Stephen. Hun får menstruation.

Startede på Ulysses midt i april 2016 og afsluttede inden Bloomsdag d. 16. juni.

To måneders hæsblæsende læsning. Fantastisk sprog. Ind imellem vanskeligt. Mange henvisninger. Mange bipersoner. Men sproget, det rablende, fantasien, sanseligheden. Så fedt! Især kap. 3, kap. 5, kap.11, kap. 12, kap. 13, kap. 15 (dog meget langt – svært at komme igennem), kap. 17 og kap. 18.

Hvis du selv har fået mod på at give dig i kast med Ulysses, ved jeg den kan fås i Litteraturhuset i Svendborg.

Skrevet i foråret 2016 og foråret 2020. Bragt som anbefaling i https://www.facebook.com/litteraturhusetsvendborg/

Kan litteraturen alt? Kandidatspeciale SDU 2015

Resumé

Kan litteraturen alt? Narrativ og affektiv analyse af samtalen i læsegrupper.

Formålet med dette speciale er at vise, hvad samtalen om litteratur bidrager med til læseoplevelsen. Gennem deltagerobservation undersøgte jeg to læsegrupper, én der praktiserer ’guidet fælles læsning’ under ledelse af en læsegruppeleder, og en ’almindelig’ selvstyret læsegruppe. Derudover interviewede jeg fire deltagere om litteraturens betydning i deres liv og om deres oplevelse af deltagelsen i læsegruppen.

Specialet bygger på den antagelse at den enkelte fortolker og skaber mening i hændelser gennem sproget og fortællingen. Derfor undersøgte jeg materialet med begreber fra narratologi. For at forstå samspillet på læsegruppemøderne, supplerede jeg undersøgelsen med en affektanalyse af hvilke følelser, der cirkulerede og akkumulerede, og hvad de gjorde. Jeg inddrog også deltagelsesteori, og sammenbandt materialet og analyserne ved at se læsegruppedeltagelsen som et oplevelsesdesign, der både rummer fortællinger, følelser og deltagelse.

Jeg argumenterer for at litteraturens og samtalens funktion i læsegrupperne bekræfter tre nyere definitioner på litteratur: at litteraturen giver adgang til andre verdener, at den udvider sproget, og at den giver anledning til at diskutere eksistentielle temaer.

Specialet viser at den enkeltes erfaringer og fortællinger bidrager til den fælles refleksion og fortolkning af den læste litteratur i læsegrupperne. Specialet argumenterer for at mening forhandles i dialog mellem det personlige og det sociale. Det sociale, det kulturelle, det historiske og det individuelle er spundet sammen.

Jeg argumenterer for at litteraturen og samtalerne i læsegrupperne kan føre til en større forståelse for andre mennesker, miljøer og tider, men det sker ikke altid. Når den skildrede verden er for fremmed for læsegruppedeltagernes vante forestillinger, lykkes det ikke at indleve sig i den Anden, og læsegruppedeltagerne reproducerer i stedet et privilegeret hvidt blik på andre kulturer.

Analysen viser at deltagerne får et sprog for sansninger, følelser og tanker, både gennem litteraturen og gennem de øvrige læsegruppedeltageres formuleringer. Samtalen har ofte karakter af en fælles association.

Specialet viser at læsegruppemødet tilbyder et rum og en anledning til at tale om eksistentielle temaer og nuancere forståelsen af dem. Deltagerne investerer sig selv og deres personlige fortællinger i læsegruppen, og diskuterer etiske valg foranlediget af den læste litteratur.

Gennem analysen viser jeg at rollerne i læsegrupperne forhandles, udfordres og justeres verbalt og følelsesmæssigt, ved at man markerer sig som fx ’sjov’, ’belæst’ eller ’udglattende’, eller ved at man trækker sig. Rolleforhandlingerne og følelserne er med til at bestemme, hvad og hvordan der kan tales i grupperne. Anerkendelse, skam, kærlighed, sorg, fællesskab og undren er nogle af de følelser der i særlig grad cirkulerer, akkumulerer og smitter i læsegrupperne. Når det fælles fokus rettes mod at lytte til teksten og hinanden, opstår en særlig åbenhed og intensitet, der forstærkes af den aktive deltagelse.

Jeg konkluderer at læsegruppedeltagelsen forandrer sanseligt og følelsesmæssigt, den forundrer ved at udfordre forventninger og vante tanker, og den har potentiale til at forvandle ved at ændre forståelsen af én selv og af verden. Læsegruppedeltagelsen skaber betydning gennem fortællinger, følelser og deltagelse, og derfor har det værdi at fortælle de små subjektive historier i fællesskabet.

Specialeskrivning marts 2015.

Hvis du er interesseret i at læse mit kandidatspeciale i Kultur og Formidling, så send en besked under kontakt.

Kollektiv anonym historie

Mette Moestrup  fik idéen til Kollektivt, anonymt under en rejse til Argentina, hvor hun læste en ordbog over et næsten uddødt sprog. Hun oversatte ordene til dansk og satte dem i alfabetisk rækkefølge og lagde dem på nettet, hvor enhver kunne skrive videre.

Dette er et uddrag af mit bidrag.

Arm.. Hvis din mor havde spist ferietabletter, blev du snydt for rigtige arme.

Berøre.. Hvis man ikke kan lide det, hedder det befamle.

Bide.. Bidet – men det er mest for franskmænd.

Binde sammen.. Da jeg var barn brugte vi selvbindergarn til det meste.

Bitter.. Chokoladen skal være bitter, og grapefrugten, men nu giver den brystkræft.

Blive vred…Hun blev altid vred, når hun burde blive ked af det. Derfor fik hun aldrig hvad hun havde brug for.

Bror.. Min bror er det eneste menneske, der har oplevet at være barn af de samme forældre.

Det regner.. Regn er en sommerskylle man kan stå midt i og kysse vådt og dybt og længe.

Dukke.. Han nikkede til bolden, men det havde været smartere at dukke sig. Det var en kroketkugle.

Efterlade.. Vi har snart ingen verden at efterlade.

Efterår.. Efterår er kastanier i lommen, lus i håret og mus i huset.

Elske.. Glæde er pligt.

En masse.. I hobetal, i lange baner, i mængder!

Finger.. Fingrene har allesammen navne, det er surt at være tå.

Flyve.. Nogle nætter er til flyvedrømme,  andre til fald.

Fløjte.. Jeg forstod ikke hvorfor vi skulle fløjte, når vi plukkede jordbær.

Flå.. Hyæner og gribbe slås om det sårede dyr. De flår kødet af i store blodige lunser.

Forår.. Jeg hader når han allerede i december siger, at han kan mærke forår i luften.

Frossen.. Mod nord stod det kolde Niflheim, hvor grumme storme stred i mørket.

Fætter.. Fætre er kusiner i Sverige.

Glas.. Jeg samler havslebet glas på stranden.

Græde.. Engang græd jeg altid uden lyd, det var før jeg besluttede at min lykke ikke skulle være afhængig af ham.

Grøn.. Mine dunkindede, guldhårede døtre ønsker sig grønne tæpper.

Han.. Engang foretrak jeg høn, men nu er jeg vild med hanner.

Havmåge.. Dengang der endnu var færger, snuppede en måge en sårskorpe på min brors finger.

Hikke.. Vil du virkelig holde op med at hikke, spurgte han og slog hende hårdt på kinden.

Hjerne.. Hjernen er en kopi af blomkål og valnød.

Hjerte.. I hjertegryden er det vigtigt at huske lidt enebær, æblegele og blåskimmel.

Håndflade.. Min mand har store gode hænder.

Hår.. Jeg så engang en smuk mørk kvinde med grå striber i sit lange bølgede hår. Siden har jeg glædet mig.

I overmorgen.. Forventningens glæde er dog den største, sagde Kierkegård og lod kusken vende om og køre tilbage.

Is.. Min tunge sad tit fast i sodavandsis eller frosne vandrør, da jeg var barn.

Ja.. Ja er nemmere end nej.

Jaloux.. Galden flyder grøn af sporet.

Jordbær.. Noget tyggegummi dufter mere af jordbær end jordbær.

Jordskælv.. Sad i en lerklinet hytte i Kenya under mit første jordskælv.

Kindben.. Kindben er vist ikke noget for fisk og høns.

Knæhase.. Hvad hedder det tilsvarende sted på albuen?

Komme.. Man skal ikke spise kommenskringler i et køkken med mus.

Kvinde.. Jeg voksede op med bevidstheden om at en kvinde uden mand er som en fisk uden cykel.

Kvæg.. Urokse, bison, skotsk højland, Galloway, alle tygger de drøv.

Kød.. Vi bør passe på vores klode ved at spise mindre kød.

Laks.. Lakseopdrætterens datter spiste aldrig laks. Og svinebondens datter spiste aldrig gris.

Læbe.. Tykke bløde negerlæber er de bedste at kysse.

Løfte op.. Vi trænger til en mental tur i helikopteren.

Løgn.. Vi vælger hver især hvilken løgn, der skal være vores sandhed.

Løgner.. Lad ikke løgnen stå i vejen for den gode historie.

Låne.. Synes du jeg stjæler, når jeg låner dine ord?

Male.. Hun maler sig tit op i et hjørne.

Mand.. Styrke og afslappethed i lækker indpakning.

Morgen.. Morgenknald er de bedste.

Morter.. Heksen i russiske eventyr flyver i en morter.

Moskito… Jeg kendte engang en afrikansk dreng, der blev kaldt Moskito fordi han var så lille. Nu er han en mand, kører lastbil og hedder Tony.

Mund.. Stik ikke noget i fissen, du ikke vil tage i munden.

Mælk.. Den søde duft af spædbarn på modermælk, får mine bryster til at spænde.

Orm.. Jeg står på lur og påtaler strengt, når legekammeraterne ikke vasker hænder. Hader deres børneorm.

Pande.. På nogle drenge vokser frontallapperne først sammen i tyverne.

Plukke fjer.. Nogle gæs bliver plukket levende, så gror der nye dynedun ud.

Regn.. Finregn, grøderegn, plaskregn, ruskregn, sjaskregn, skylregn, slagregn, småregn, styrtregn, støvregn, øsregn.

Riger.. Mit kongerige for en boltsaks.

Skæl….Har du spist havregryn til morgen, spurgte hun, da skællene dryssede på hans sweater.

Skør.….Sømændene fik skørbug inden citronen blev opfundet.

Slå…Slåen snerper munden sammen, men er god på snaps.

Smuk….Gråden er en smuk smerte, der forlader kroppen.

Snegl…Pigerne fanger snegle, mærker dem med neglelak og lader dem løbe om kap. Nogle gange glemmer de dem i solen.

Struds…En frodig krop, smukke øjne og ingen hjerne. Min fars yndlingsdyr er strudsen.

Sort…Æblesort og menneskesort?

Spejl..Angsten for at en ukendt kigger tilbage.

Spil…Pik eller guitar, kort eller bold, fræk eller for galleriet.

Støvle..Guldøl, snaps og citronvand og så skulle du sikre dig at sidemanden ikke kunne bunde.

Svane…Da min mand var dreng reddede han en svane fri af isen. Men den spredte ond stemning i stuen.

Svigerdatter…Min datter præsenterede mig for min svigerdatter. Nu håber jeg min søn bringer mig en svigersøn.

Syfilis…Det var behandlingen med kviksølv, der tvang hende til at leve af østers og champagne.

Synge..At synge befrier sjælen.

..En svensk veninde kan ikke lide at bade i havet, hun savner sin sø.

Tabt…Nogle har bare tabt på forhånd.

Tristhed…En grundtone eller en lystfyldt lidelse.

Tænke…Jeg er for tynd til at tænke, min hjerne kræver fedt.

Tæmme…Tamme dyr er lamme.

Tæppe..Her kan du altid få en kop varm suppe og et tæppe.

Tæt på.…Tæt på jernspurv, musvit, gulspurv, dompap, rødhals, skovspurv og katten.

Udenfor…Udenfor er husets bedste rum.

Vind…Kuling og storm er bedst. Det giver mig lyst til at elske.

Økse.…Jeg er bange for mig selv sammen med økser.

Øre….Abrikoser, som at bide i en øreflip.

Lone Kramer 2008

Kutteren. Masterclass med Kristina Stoltz

Det er sent, men lunt og ikke rigtig mørkt. Jeg har drukket et glas vin på Kammerateriet, de har lukket nu, der var kun få mennesker i byen i aften. Jeg smider sandalerne og borer tæerne ned i sandet ved loungeområdet ved molen. Lytter til den klukkende lyd af vandet, der langsomt og i en ganske lidt varierende rytme slår mod bolværket. Jeg kan ikke se vandmændene dernede, men ved at de svæver tæt i det let olierede vand. Jeg tænker på sidst jeg var her, hvor en kvinde kaldte mig til sig, åbnede spænderne på sin kuffert, som hun havde fyldt med sand og småbitte skibe foldet af papir. Hun fortalte om længslen efter sin elskede, som hun sad og ventede på, han var på havet, og kom aldrig tilbage. Kvinden var her ikke nu, men det var Kristina Stoltz som havde bedt mig fortælle om havnen i Svendborg og om en kutter, der kom ind. Jeg tænkte på Kresten, der var fisker på Lyø og gift med min farmors søster. Hun var hans anden kone og blev mor for hans børn, men fik ikke sine egne. Kresten smuglede cigaretter i sin fiskekutter, de udvekslede smugler varerne syd for øen under dække af,  at de var ude at lyse ål om natten. De spiste mange ål i den periode efter anden verdenskrig.

Det er længe siden jeg har været på havet, måske ikke siden dengang jeg stadig var lykkelig med min første mand, og vi havde lånt en folkebåd af hans kammerat, der havde været telegraf på Grønland og ikke var så sart over båden. Det er jo ingen altertavle, sagde han, og så lånte vi den en hel sommer. Eller var vi egentlig lykkelige? Jeg havde mistet vores første barn i 13. Uge og var nu gravid med den næste, men turde ikke glæde mig, for tænk, hvis den nu heller ikke ville leve. Han havde lige mistet sin mor, hun tog sit eget liv, og jeg var ked af, at jeg havde hånet ham over at han ringede til hende hver uge, jeg som ikke selv havde et nært forhold til mine forældre. Jeg forstod det ikke. At han var hengiven, en voksen søn, der tog ansvar for deres relation. Men på fotoene fra den sommer ser vi unge, solbrændte og lykkelige ud. Vi havde vores brødre med på skift, om min sagde han,  at han havde et sundt kraftigt pis, når han ladede vandet over rælingen. Hans nevø kunne ikke lide mig, det blev jeg stødt over, det var skamfuldt, men han kunne slet ikke lide kvinder, der talte til hans far.

Jeg har efterladt min mobil hjemme, det er frigørende at ingen ved, hvor jeg er eller kan få fat i mig. Det nærmest synger og bobler i mig over denne stjålne frihed. Nu kommer en kutter ind, jeg har kunnet høre den dunkende totaktsmotor længe i den stille nat. Den kommer nærmere og nærmere, den klassiske silhuet med træstyrhuset på det lille skib, der er ikke noget lys i masten eller i styrhuset. Det er usædvanligt at den sejler mod denne del af havnen. Da den er næsten fremme ved sandstykket, hvor jeg sidder med de bare ben svævende over vandoverfladen slukker motoren. En type i sydvest, skipperskæg og lakridspibe træder ud af styr huset, samler en trosse op og kaster den mod mig og råber grib. Det når jeg akkurat, kommer på benene og forsøger at binde en knude om en pullert, der på molen, men rebet er tungt og stift, og jeg kender kun til kællingeknuder og råbåndsknob. Han er helt tæt på nu, springer i land, tager rebet fra mig, trækker båden tæt til molen og slår hurtigt rebet om pullerten. Han tager min hånd, siger kom, står skrævende med et ben på kutteren og et på molen. Han tager mig om livet og løfter mig over på båden, som om jeg ingenting vejer. Jeg beslutter at give efter, at give slip på kontrol, at være afslappet, nærværende  og vidunderlig. Han peger på et par fiskekasser, der ligger med bunden i vejret. Jeg sætter mig og han løsner fortøjringen, går ind i styrehuset, starter den dunkende motor og vender ud mod Svendborg Sund igen. Vi sejler længe i tavshed, men på et tidspunkt kommer vi ind under land, måske er det Skarø, Hjortø, jeg ved det ikke. Verden er så forandret set  fra havet. Blot hav og hav og smalle striber af land. Alt er fladt. Han kaster ankeret og lader os drive og duve langsomt rundt. Han tænder med ferme bevægelser op i en smedejernsgrill, ordner et par endnu levende fisk fra hyttefadet. Finder citron, løg og frisk chili. Fra hyttefadet henter han også to flasker øl, åbner med tænderne og rækker mig den ene. Synkront lægger vi nakken tilbage og drikker grådigt. Bare hælder det kolde øl direkte i halsen. Det har jeg ellers aldrig kunnet, skal altid synke små slurke ad gangen. Men nu kan jeg alt, også bøvse med stor lyd og åben mund. Jeg griner befriet og han griner med, dybt og mørkt og trygt fra den store sweaterklædte mave. Vi spiser de grillede fisk med fingrene, aldrig har jeg været så sulten, og aldrig har noget smagt så lækkert. Han fejer grill og skærebræt til side og breder en pressenning ud på dækket. Vi lægger os, jeg i hans arm. Vi kigger op på himlen, der er overstrøet af stjerner, jo længere vi ser, jo flere kommer der.

Da Jeg vågner er det blevet lyst . Fiskeren er ingen steder at se, men jeg har hans sweater over mig. Jeg fryser og vil gerne hjem nu. Min mand må være bekymret,  og jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til mere frihed. Jeg ved ikke hvordan man starter kutteren og beslutter at springe i havet og svømme i land, der er ikke så langt og der må vel bo nogen på øen, der kan få mig over på Fynsiden.

Da jeg gennemblødt og rystende af kulde når op til en mindre gård, får jeg et tæppe om mig og bondemanden sejler mig tilbage til Svendborg Havn i sin lille motorbåd. Jeg går op til en veninde, får tørt tøj og kaffe.  Spørg ikke, siger jeg. Min mand lægger ikke mærke til noget usædvanligt, da han henter mig, men siden har jeg haft en heftig trang til lakridspiber.

April 2019

Ord over Svendborg 2013

Havnefronten retro eller pro

plastdunke og gopler i olieret saltvand

hotdogbakker og sushipinde

stålsnudede træsko og lakerede sandaltæer

lunkne bajere i den blå lagune

latte på den italienske café

kedeldragt og buksedragt

perrierflasker og snaps i kyllingestørrelse

voksede underben om lædernakker

rustent jern, stål, glas og rådden tang

blæsten gør mig liderlig

Julen 2014

Så sidder vi her i julefråds igen. Og med medbragt sylte, selvom jeg slet ikke spiser grisehoveder. Og helst hjemmelavet sødt, og husk en pakke, og helst en historie også, ligesom til de andre julefrokoster i december. Og lige om lidt skal vi fejre med de fem børn og barnebarnet, og jeg ønsker mig bare langt langt væk til et juleløst sted. Som Bali fx .

Selvom vi prøver at gøre det afslappet og nedtone forventningerne. Så SKAL vi altså have brunekagebagning med glasurpyntning og pizzabagning med overnatning for veninderne. Og husk chips og sodavand. Og så selvfølgelig også bage Blomsterbergs de gode med usaltede pistacer og syltet appelsin. Og konfektlavning med de store børn, og husk det skal være den økologiske nougat, og xtra af den. Og dadler og valnødder. Og julegaver til alle, selvom vi hvert år prøver at afskaffe dem. Og julemiddagen med både asparges og brunede kartofler, husk nu at koge og pille dagen før, og anden skal op den 22. Og både varm og kold rødkål, og så selvfølgelig champignonpate til vegetaren, og med egen sovs uden kødkraft, og bagt i ovn uden anden i. Og husk nu fløde og vanille, det SKAL altså være den polynesiske, til ris ala manden. Og mandelgave. Og konfekt og godter til senere. Og juletræet skal vi selv fælde, og skal det være Normann eller den rigtigt juledryssende rødgran. Og er det nu for højt og for skævt. Og skal vi have nisse eller stjerne i toppen. Og husk juletræslys, de hvide, ikke røde. Og al den gamle pynt på vi kender, og nisserne i vinduet, og klokken det samme sted som sidste år. Og hvor mange og hvilke sange, og hvor få vers af hver rundt om træet. Og rent sengetøj på de ekstra dyner. Og husk æg og rejer og laks og dild og hjemmebagt rugbrød til dagen efter, og også noget til vegetaren. Og både vin og øl, og den rigtige cola og club mate til de, der ikke drikker alkohol, og danskvand til at spæde de, der drikker for meget. Og julekort til de gamle i familien, der ikke har email. Og mail om året der gik til alle de andre. Og hjemmebagte kommenskringler skal der være julemorgen, og selvfølgelig andet hjemmebagt til dem, der ikke spiser kommen. Og hyggen og den gode stemning er en stramt udspændt line, der kræver konstant opmærksomhed, for at ikke julegodter og familiespil afløses af råb, gråd og angstanfald. Og huskede vi nu sølvlamettaen.

Det er da bare stille og roligt, tag det dog afslappet, siger han.