Det her er sommeren, der bare bliver ved med at give. Selv her i oktober med træerne i efterårsfarver kan vi plukke bønner og agurker og finde rosenknopper. Varmen har gjort det muligt at samle mere end seks kilo ægte kastanjer fra de fire træer, der blev plantet for 15 år siden og udgør vores lille kastanjelund. En følelse af midlertidighed får mig til at nyde så meget sol ude som muligt.
For 20 år siden købte jeg halvdelen af min mands hus på Løgeskov, men vi skulle blot bo her midlertidigt, til vi fandt noget sammen. Midlertidigheden er blevet permanent, vi bor her stadig. Når solen skinner er her skønt, og jeg nyder stilheden, nærheden til naturen med dådyr, sorte egern og fugle i haven. Og mørket, jeg elsker at her er mørkt om natten, så man kan se stjerner. Men midlertidigheden spænder også ben for at engagere sig for alvor. I huset, stedet, menneskene.
Tusindvis af nye danskere lever i midlertidighed. Midlertidig opholdstilladelse mens deres sag behandles eller man venter på fred i et konfliktområde. År efter år i midlertidighed og så pludselig vurderer de danske myndigheder, at de skal rejse. Der er dagligt hjerteskærende ”sager” med rigtige levende mennesker og familier, der splittes fordi ét eller flere familiemedlemmer ikke længere vurderes at kunne bidrage til Danmark.
Det kan være svært at forstå, at Danmark som et af verdens rigeste lande, ikke kan give plagede familier den ro, et permanent ophold skaber. Med sikkerhed for at børnene kan gøre deres skolegang og uddannelser færdige, at de voksne kan opleve en mening med at lære sproget, etablere sig, finde arbejde og få venner.
Man kan derimod ønske sig, at der er tale om midlertidighed, når det drejer sig om enkeltpersoner, der til trods for tykke djøf-lag i det offentlige, har formået at lænse Skat for et tocifret milliardbeløb og senest Socialstyrelsen for et trecifret millionbeløb. Bankerne gribes igen og igen i hvidvask og dermed medvirken til skatteunddragelse i stor stil. Klimaet går amok, men vores politikere handler ikke med rettidig omhu. Jeg håber danskerne stemmer, så politikerne kan forstå, at vi forventer et større ansvar.
Forbavsende få reagerer på disse uhyrligheder i vores samfund. Vi er vel alle mere eller mindre ramt af måbende handlingslammelse. Hvordan kan det ske? Hvordan kan vores samfund opføre sig så hjerteløst over for mennesker på flugt? Hvordan kan vores gennemkontrollerede velfærdssamfund undgå at opdage svindel for milliarder? Hvordan kan vi tillade at landmænd, industri og borgere blindt fortsætter med at bidrage til klimaforandringerne?
Jeg bager mine kastanjer ved 225 grader i 45 min. Spiser dem med smør og salt, og pønser på, hvordan vi kan gøre vores apati overfor denne verdens kaos midlertidig.
Bragt i FAA 22/10 2018