Sprog, fortælling, litteratur. 8. Højskolesamling

Vi har tidligere talt om identitet. Hvordan vores identitet er en fortælling, der forudsætter sprog. ”I begyndelsen var ordet” – hedder det i Johannesevangeliet i Bibelen, og selvom jeg ikke er religiøs, er der en sand erkendelse i det. Ting opstår, når vi benævner dem, derfor er sproget så magtfuldt. Det kan skabe og det kan ødelægge. Vi kan slå med ord, men vi kan også få indsigt og erkendelse.

Som mennesker fortolker vi og skaber mening i livets tilfældige hændelser gennem sproget og fortællingen. Det enkelte menneskes fortællinger er unikke, men har en fælles form bestemt af sprog, kultur, tid og kontekst. Vi ser vores eget liv og vores oplevelser i sammenhæng med andres. Mening kan ændre sig over tid og sted, og fortællinger kan fungere som måder at rumme det i livet, vi ikke kan løse.

I mødet med litteraturen aktiverer jeg mine egne erindringer, erfaringer og værdier. Andre læsere møder teksten med et andet sæt af værdier og erfaringer, og vil lave andre fortolkninger. At læse litteratur er på den måde en intens personlig kreativ proces. Hvis vi taler med andre om den læste litteratur, kan det blive en social proces, da vi kan dele de individuelle fortolkninger.

Litteraturen giver adgang til andre subjekter og andre verdener. Litteraturen afdækker lag og udvider betydninger i sproget, vi får et sprog for sansninger, følelser og tanker. Litteraturen er en anledning til at reflektere over og nuancere forståelsen af eksistentielle temaer. Litteraturen er med til at guide os i etiske valg. ”Litteratur er grundforskning i, hvad det vil sige at være menneske”, som flere forfattere, en forfatterskolerektor og en kulturminister har udtrykt det. Gennem litteraturen udtrykker vi, hvem vi er, og hvad vi er her for.

Der er fem hovedmotiver, som litteraturen beskæftiger sig med, og som samtidig kendetegner det at være menneske: (litteraturforsker Dines Johansen)

  1. forholdet til kroppen
  2. forholdet til psyken
  3. forholdet til den Anden/den vi begærer
  4. forholdet til de Andre/det fremmede
  5. forholdet til den ydre natur.

Så tæt er sammenhængen mellem vores selv og litteraturens fortællinger, at nogle påstår at al litteratur er mere eller mindre selvbiografisk. Selvom bestræbelsen var at skrive fiktivt. Omvendt kan vi aldrig i biografien, selvbiografien eller autofiktionen fortælle en ”sand” historie, hvordan det ”virkelig” var. For der vil altid være tale om valgte og redigerede scener, der er farvet af tid, sted og situationen ved nedskrivningen. Desuden vil læseren meddigte og lægge ny forståelse i det fortalte. Alligevel kan fiktionen nogle gange sige noget mere sandt, om det at være menneske, end en virkelig fortælling.

Litteraturen (og anden kunst) er så vigtig, fordi den kan genskabe en følsomhed, så vi ser det gamle på nye måder, eller vi ser ting vi ikke har bemærket før. Litteraturen påvirker vores sanser og følelser. Den udfordrer vores forventninger og vante tanker. Den har potentiale til at ændre forståelsen af os selv, af andre og af verden. Vi kan blive beriget med nye perspektiver.

Nu skal vi prøve en guidet fælleslæsning. Jeg læser en tekst højt og stopper undervejs og spørger til jeres umiddelbare tanker og følerser i forbindelse med teksten:

Hvad sker der her?

Hvad får det jer til at tænke på?

Hvad lægger I mærke til?

Er der noget, der undrer?

(Gen)kender I det?

Der er ikke nogle rigtige svar eller tolkninger. Det handler om den umiddelbare subjektive oplevelse af teksten, og det den sætter i gang i forhold til egne oplevelser, tanker eller følelser.

Læs tekst: Novelle eller digt fx Jakob Ejersbos ’Uhuru Peak’.

SAMTALEMENU

Fik du læst højt, da du var lille? Hvad?

Hvad var det første, du selv læste?

Hvilke(n) bog har gjort særligt indtryk på dig? Hvorfor?

Hvad er din yndlingsforfatter?

Hvad er du i gang med at læse nu?

Har en bog fået dig til at græde? Hvilken?

Har en bog fået dig til at grine? Hvilken?

Er der nogle særlige steder, du foretrækker at læse?

Diskuterer du det, du læser med andre?

Har du selv skrevet digte eller historier?

Højskolesamling på Zanzibarhøjskolen efteråret 2017