#septemberbøger og kulturkanon

Landets biblioteker opfordrer i september alle bogelskere til at lege med på Instagram, og poste fotos af deres bøger og læseoplevelser. Litteratur og poesi er vigtig, fordi den kan genskabe en følsomhed, så vi ser det gamle på nye måder, eller vi ser ting vi ikke har bemærket før. Den giver adgang til andre subjekter, andre verdener og andre tider. Den afdækker lag og udvider betydninger i sproget, så vi får et sprog for sansninger, følelser og tanker.

Litteraturen er en anledning til at reflektere over og nuancere forståelsen af eksistentielle temaer. Den er med til at guide os i etiske valg. Den udfordrer vores forventninger og vante tanker. Den har potentiale til at ændre forståelsen af os selv, af andre og af verden. Derfor leger jeg med på #septemberbøger, der stiller opgaver som: En bog du har læst mere end én gang. En bog af din favoritforfatter. En bog du opgav at læse undervejs. En bog fra din barndom. En rød bog. Den bog som har gjort størst indtryk på dig. En bog som får dig til at græde. Den bog der har overrasket dig mest. En bog du ønsker dig. En bog du ville ønske var en film. Kig forbi, måske du også kan blive inspireret til at lege med eller til at (gen)læse en god bog.

Men kultur er ikke kun litteratur. D. 29/9 inviterer Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget til kulturkanon-debatmøde på Svendborg Bibliotek. Som flere har nævnt er det debatten om kulturen og ikke den endelige kanonliste, der er interessant, så mød op og debattér. Hvad skal vi bruge en kulturkanon til? Giver det mening at profilere en kulturkanon, når der samtidig bebudes kulturbesparelser? Hvad er Svendborg Kommune overhovedet uden kultur?

Hvad viser jeg selv frem, når jeg får udenbys eller udenøs gæster? Vi ville køre en tur til Fjællebroen og gå ad Øhavsstien til Præstens Skov, hvor vi kunne tage en dukkert efter en tur i den fredede egeskov. Vi ville sikkert køre til Svendborg og gå en tur rundt på Frederiksøen. Se smedene arbejde på Ring-Andersens Skibsværft, kigge ind i Pernilles keramikværksted, og drikke en øl eller kaffe på Kammerateriet. Så ville vi nyde en frokost i Salig Simons Gård eller en burger hos Jettes Diner. Om aftenen ville vi se en forestilling på Baggaardsteatret, høre musik på Hansted eller tage til koncert på Olferts i Ollerup Forsamlingshus.

Vi kunne også vælge at tage til Taasinge og gå på opdagelse efter Elvira Madigan og Sixten Sparres grav. Vi kunne spise en økologisk frokost hos Øland, se en udstilling på SAK eller en film i Baggårdsbiffen. Hvis der var store børn med, kunne vi tage i Gorilla Park, se motocross på banen i Rødme eller gå op i Egebjerg Mølle, kigge ud over Øhavet og plukke brombær i Svinehaverne. Senere kunne vi spille brætspil på Maskinen eller WØ. Hvad viser du dine gæster? Hvilken kultur gør Svendborg Kommune til dit sted?

Bragt i FAA 20/9 2016