Bedste kulturoplevelser i 2018

Bøger: J. P. Jacobsen: ’Niels Lyhne’. Længsler og vanskeligheder med kærligheden, ensomheden og friheden er stadig aktuelle. Jeg elsker det svulmende sprog.

Tarjei Vesaas: ’Fuglene’. Øm fortælling om en tosse og hans søster. Velvilje og smerte så fint observeret og beskrevet.

Tarjei Vesaas: ’Isslottet’. Om et spirende venskab mellem to 11-årige piger. Alt det usagte, skammen, glæden, angsten er fantastisk beskrevet.

Tommy Orange: ‘Der der’. De oprindelige amerikaneres stemmer. Om at miste sin historie, men at bære den med sig i sin hud. En vigtig bog.

Maren Uthaug: ‘Hvor der er fugle’. Svigt, smerte og kærlighed i et mikrosamfund under barske forhold i Nordnorge.

Kim Leine: ’Rød mand/sort mand’. Fortælling om koloniseringen og kristningen af Grønland. Hvordan den hvide mand slipper enhver moral, etik og ordentlighed i mødet med det fremmede.

Caroline Albertine Minor: ’Velsignelser’. Sorgfulde, længselsfulde, smertefulde noveller om at miste.

Christina Hagen: ’Jungle’. Hvid kvinde og sort mand. Pirrende, grænseoverskridende og politisk ukorrekt. Peger på den strukturelle ulighed, der får betydning for menneskelige relationer på tværs af kontinenter.

Thomas Korsgaard: ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’. Om opvækst på landet i en dysfunktionel familie. Virkelig velskrevet af ung debutant med blik for sproget og dialogen.

Joseph Conrad: ’Mørkets hjerte’. Skrevet i 1899, hvor belgierne havde koloniseret Congo. Om mødet med sig selv i mødet med det fremmede, det vilde, det uforståelige. Om at tabe selvbeherskelsen og anstændigheden til fascinationen af at give slip, give los.

Salman Rushdie: ’Det Gyldne Hus’ er veloplagt, overskudsagtig. En Trump-parodi, hvor viden ses som elitært og uønsket.

Teater: ’byVANDring’ m. Luna Park. Poetisk vandring i Svendborg med små fortællinger, sanseoplevelser og meget nærværende performere.

’Selvtægt’ på Momentum. Om asylbrandene i Ljungby. Uforfærdet, sjovt og flot løst krimikomedie med tyngde.

Biograffilm: ’LykkePer’, der stolt, stejlt og stædigt forkaster andres forventninger. Men er lykken frihed fra forpligtelse?

’Bohemian Rhapsody’ om Freddie Mercury har klassikerpotentiale. Fantastisk skuespil og fede numre.

Koncerter: Rå, seje, spyttende Patti Smith, swingende Van Morrison og intense Savage Rose på Heartland.

Gambian Folk Project var boblende, velspillende og glædesindsprøjtende på Fællestival.

Dodo & the Dodos og Big Fat Snake leverede en fest på Hansted Live.

Folkemusikgruppen Basco og Jullie Hjetland gav dejlig koncert med flot lyd i Vor Frue Kirke.

FreezesChool til Vinterbal i Ollerup. Dejligt danseband med 4 mand på lækkert blæs.

TV: ’Herrens veje I og II’. Om tvivl og tro og dysfunktionelle familier.

Netflix: ’Black Mirror’. Fed sci-fi med et tvist og humor.

Podcast: ’Serial’. Spændende oprulning af mordsag.

Bragt i FAA 18/1 2019