Klummer – Side 2 – Lone Kramer

Hjerteåbner

I fredags havde vi det årlige formidable Vinterbal i Ollerup Forsamlingshus. Der var fællesspisning, åben scene med flere kor og gøgl og trylleri, og til sidst lækker dansemusik med FreezeSchool Band og deres 4 mand store blæsesektion. Morten, Niller og jeg leverede som vanligt lidt poesi til den åbne scene, her kommer mit bidrag:

Vi skal skrive på ordet ’hjerteåbner’, siger Niller.

Okay, siger jeg, selvom konfliktstof og ulykke jo er meget mere underholdende.

Hjerteåbner, dåseåbner, yogaøvelser og Danser med drenge: åbn dit hjerte, åbn dit hjerte.

Men jeg kan jo skrive om kroppen, for kroppen er sanser, og sanser er krop – og skrift.

Skrift er krop.

Det ender altid med krop.

En nylig undersøgelse af danskernes sexliv konkluderer stereotypt, at mænd har mere sexdrive og handler på det, fordi de – siger de – oftere onanerer, ser porno og er utro.

Men nu er No Nut November det nye hit. Lad skægget stå og undgå at ejakulere i november.

Absurd at man først får kropslig selvtillid på et tidspunkt i livet, hvor man ikke længere har krop, eller rettere har så rigeligt med krop:

Mere mave end røv, løst bindevæv, nye knæ, hedeture og læsebriller.

Man brænder på en anden dybere måde, insisterende, vedvarende, ulmende.

Ungdommens heftige opblussen var vild og fuld og svimmel og hurtig, en dunkende bas i underlivet.

Nu er vi mere en langtidskogt simreret, en rødvinstoddy, den dunkende bas sætter sig i brystet.

Bliver libidoen mindre og hjertet større?

Vi begynder at udspionere fugle, vandre i naturen, bade i havet, sanser det iskolde vand, der lukker sig om den nøgne hud, endorfinsuset, velværet.

Oplever gamle mennesker en større dybde i nydelsen?

Så meget godt i vente.

Blive høj på hud, på ord og intellekt.

Svulmen og trykken bag brystbenet, sitren i hjernen, alt udvider sig, bliver varmt og stort og overgivent.

Fri passage for fryd: datter, søster, veninde, kæreste, mor.

Det lille vilde dyr i ribbenskassen, benburet, det lille vilde bløde dyr med dobbelt puls.

Det lille bange glade hjerte, med store runde perleøjne – en mus, en hamster, et egern.

Et lille blødt dyr – fanget, pisker rundt på den bittelille plads, indespærret, angst, vred, henrykt.

Læg dig på den grønne yogapølle med armene ud i kaktus.

Skuldrene tilbage ned ad ryggen, åbn dit hjerte, træk vejret helt ned i maven.

Lad det parasympatiske nervesystem arbejde og berolige dig.

Lad det lille vilde dyr falde til ro, rulle sig sammen, lægge sig udmattet, blødt, trygt.

Mærk din langsomme dybe vejrtrækning.

Åbn dit hjerte, lad det sive, drive igennem dig.

Tag imod, vær ikke bange, åbn dit hjerte.

Bragt i FAA 28/11 2019

Mennesker på flugt

I januar 1944 blev min mor født i Sverige. Min mormor, der var svensk, var i krigens sidste år flygtet hjem til sine forældre, da hendes mand gemte flyveblade for modstandsbevægelsen, og hun derfor var utryg i lejligheden hjemme på Tomsgårdsvej. På samme tid blev min svigerfar forelsket i sin Annagreta et andet sted i Sverige. Han var blevet smuglet over sundet, da jorden var blevet varm under ham, da Gestapo havde fundet hans cykel ved Vridsløselille efter et mislykket befrielsesforsøg af tilfangetagne modstandsfolk.

I starten af 80’erne blev jeg kæreste med chilenske Luis. Hans mor og stedfar var flygtet fra Allendes Chile, da Pinochet kuppede sig til magten. De var på den sorte liste over 5000 politisk aktive, der ikke måtte vende hjem, men Luis mor drømte dagligt om sit Chile. Som FN flygtninge i 1974 blev de modtaget godt i Brabrand, hvor de og de tre børn blev direkte installeret i en lejlighed med fyldt køleskab.

Anderledes så det ud for de fleste somaliere, palæstinensere og bosniere, som jeg i 90’erne underviste i dansk på Dansk Flygtningehjælps Sprogskole. Mange havde ventet i flere år i asylcentrene, men nu kunne det danske liv begynde. For de somaliske kvinder, hvor mange var analfabeter, var det en helt ny verden af frihedsrettigheder, der åbnede sig. Ud over de somaliske kvinder, der frimodigt trak op i burkaerne og viste kejsersnitar, når der ikke var mænd tilstede, husker jeg særligt den stille bosniske historiker, der med hjælp fra danske venner fik fremstillet fotostater af gamle dias og lavede en smuk udstilling fra sit elskede og knuste Sarajevo.

I 2015 underviste jeg igen flygtninge, denne gang på Jyderup Højskole, hvor Roskilde Kommune havde valgt at lægge sine integrationsforløb. Nu var det mennesker flygtet fra middelalderdiktaturet i Eritrea og fra krigen i Syrien. Midlertidig opholdstilladelse og udsigt til at vente 3 år, før de kunne blive familiesammenført med koner og børn, der ventede i sudanske flygtningelejre eller i kurdiske krigshærgede områder. Forfærdelige oplevelser på flugt over ørkener og Middelhavet i synkefærdige både, og nu den uendelige venten og uro for familien.

Der foregår et stadigt mareridt på Middelhavet, hvor mennesker på flugt sætter ud på en vanvittig rejse. Tre skibe sejler i øjeblikket og redder mennesker fra druknedøden, men i et forsøg på at presse de øvrige EU-lande til at tage et medansvar, vil ingen tage imod. Mange er fanget på disse flydende flygtningelejre i ugevis. Efter Tyrkiets angreb på det nordlige kurdisk dominerede Syrien er endnu flere mennesker igen på flugt fra krig.

Vores nye regering genoptager anstændigvis modtagelse af FN- kvoteflygtninge, men det er så uendeligt få i forhold til de, der har behov. Kan vi, et af verdens rigeste lande, ikke gøre mere for at hjælpe mennesker på flugt?

Bragt i FAA 6/11 2019

Ulighed og klimakrise

Den franske økonom Thomas Piketty er aktuel med et nyt værk om kapitalismen. Jeg har ikke selv tygget mig igennem de 1232 sider på fransk, men refererer på baggrund af en artikel i Weekendavisen. Bogen er en historisk gennemgang af, hvordan eliten altid har forsøgt at bilde de fattige masser ind, at ulighed er nødvendigt for samfundets stabilitet og opretholdelse. Han beskriver, hvordan den private ejendomsret er helliggjort. Piketty foreslår en radikal omfordeling af klodens ressourcer og værdier ved at indføre en topskat på 90% og en høj arveafgift for de rigeste. Det skal så finansiere en ’borgerarv’, så alle i 25 års fødselsdagsgave får, hvad der svarer til 900.000 kr. ’Det ville skabe en uhørt kapitalcirkulation, der ville gavne økonomien voldsomt’, siger Piketty, og fortæller at dette forslag bekymrer diverse kommentatorer. ’Den kolossale ulighed i samfundet bekymrer dem ikke. Ej heller, hvis en rig rentiersøn arver 500 millioner euro, men hvis de fattige pludselig skal forvalte en lille sum penge, får de sved på panden. Det er jo den ultimative arrogance af overformynderisk eliteliberalisme’.

På et tidspunkt viste et forskningsresultat, at penge faktisk kun gør mennesker lykkeligere til et vist punkt. Når man tjener, hvad der svarer til en halv million om året, gør penge os ikke længere mere lykkelige. Så hvorfor er grådigheden så stor? Hvorfor kan rige mennesker ikke bare dele og nedbringe uligheder, når pengene ikke gør dem lykkeligere?

En omfordeling af goderne er også en nødvendighed, hvis vi skal klimaforandringerne til livs. Vi kan ikke blive ved med at overforbruge klodens ressourcer. I front for en helt vildt hurtigtvoksende klimabevægelse står Greta Thunberg. En svensk pige, der blot ved at sige den sandhed forskere har peget på længe, og vredt insistere på, at de voksne tager ansvar, har skabt en bevægelse, der forhåbentlig kan få handling til at ske.

FN har holdt klimatopmøde i New York, og målet om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader er ikke længere en realitet. Hvis vi ikke formår at holde os under de 2 grader, fortæller en ny FN-rapport, så ’vil klimaforandringerne forøge skaderne som følge af storme og stigende vandstand i havene med en faktor på 100 og tvinge mindst 280 millioner mennesker til at flygte.’

Der ser ud til at alvoren langsomt er ved at gå op for politikere og forbrugere rundt omkring på kloden. Men grådighed og begær efter større profit får de politiske beslutninger og handlinger til at gå for langsomt. Ved at brænde fossile brændstoffer, fælde regnskovene og avle husdyr tilføjer vi store mængder drivhusgasser til dem, der findes naturligt i atmosfæren, hvilket øger drivhusgaseffekten og den globale opvarmning. Derfor er det her, vi skal sætte ind, hvis vi for alvor vil bremse op for klimaforandringerne.

Bragt i FAA 15/10 2019

Dem fra Løgeskov

En lille hakke af hjortetak dateret til 11.000 f. kr. blev i 1968 fundet ved dræning af en lavning i Løgeskov. Den er et af de ældste tegn på mennesker i jægerstenalderen. Istiden var lige forbi og landskabet den såkaldte tundra, der var åben og med lav bevoksning af lyng, græs, dværgbirk, pil og enebær. Der var vandfyldte lavninger, åer og bække. Området var præget af såkaldte issøer, hvor store isklumper lå begravet under jorden og først smeltede over flere århundreder og aflejrede ler og sand. Der var rener, der skaffede jægerfolket våben, føde og skind til tøj og telte.

Derfra skal vi helt frem til middelalderen før vi med sikkerhed ved, at der igen har boet mennesker i området. Stenstrup bliver nævnt første gang i 1200-tallet, og i 1372 nævnes herregården Løjtved. Både løjt- og løge- kan betyde løg, men kan også stamme fra løgh, der betød ’vaskevand’, altså bæk eller mose. Tved betyder rydning, fældet skov. Området har været skov og mose, og det siges, at bønderne fra Hundtofte sejlede deres kreaturer ud til græsning på Løgeskovs holme. Området blev også kaldt pajdlandet, da det var bosted for padder eller tudser.

Tørv dannes i moser af delvist nedbrudte plantedele og bruges til brændsel. Det er udgravet og brugt siden jernalderen, og fra 1800 ved vi, at der laves æltetørv på Løgeskov, hvor tørven tilsættes vand og æltes med hånd- og siden maskinkraft til mindre tørvestykker.

Mellem 1775 og 1820 fik alle bønder deres jorder ’udskiftet’ af den fælles bymark. Gradvist ophørte fæsteforholdene og bønderne fik selveje. Der skete en ’udflytning’ af gårde fra de gamle landsbyer til nye jordstykker. Der opstod husmandskolonier ved udskiftningen, de blev typisk placeret i et hjørne af ejerlavet med den dårlige jord, som fx ved Stenskov Huse, Løgeskov og i Rantzausminde. Husmanden havde i modsætning til bonden ikke så meget jord, at han kunne leve af det, og var derfor ofte nødt til at tage arbejde ved siden af.

Istiden aflejrede fint stenfrit ler i området, og der har været 11 teglværker, de første fra 1700. Man gravede leret ud og brændte mursten, teglsten og rør. Om sommeren var der arbejde i lergraven og på teglværkerne, om vinteren i skovene. Leret blev æltet i en tromle trukket af heste eller vindmølle, og senere kom dampmaskiner til. Leret blev formet eller strøget i hånden inden brændingen i ovnen. Bl.a. på Bækgården på Klarningsvej havde man teglværk, hvor Løgeskov-boerne arbejdede.

Folk på Løgeskov var helt op mod nutiden ludfattige. Ved gilder dengang taltes kun om tørv og teglværk, hedder det. Det var det eneste befolkningen kendte til. Det forlyder at en skomager fra Løgeskov efter at have været til gilde i Stenstrup gik ind i kirken, hvor han hørte en røst forkynde: ’Der er de gode og de onde og dem fra Løgeskov.’

Bragt i FAA 23/9 2019

Sanselig væren

Vi mennesker er sanselige og poetiske væsener, men oftest undertrykker vi de sider af vores liv, og lader i stedet ydre og internaliserede krav om rationalitet, effektivitet og resultater tage over.

En tidlig sommerlørdag for 25 år siden, da jeg var nyskilt og sårbar, cyklede jeg i skoven efter hyldeblomster til saft. Jeg boede i et lille byhus i Odense dengang, så måske var det Åløkkeskoven, måske var det Næsbyhoved Skov jeg forvildede mig ind i. Men pludselig befandt jeg mig i en lysning med en flok unge mennesker, digtere i tavs lytten til en oplæsning. Jeg stillede min cykel mod et træ og listede mig hen og satte mig yderst på en bænk. En ung lyskrøllet mand smilede til mig og lagde sig frimodigt til rette på bænken med hovedet i mit skød. Det var en vild, magisk og sanselig oplevelse. Skoven, digtoplæsningen, tyngden af den unge mands hoved mod mit skød.

Efter oplæsningen blev jeg indbudt til at deltage i digterlejren og blive til næste dag. Om eftermiddagen skulle de i tavshed gå rundt i skoven og finde deres indre alfer. Jeg var dybt fascineret af denne magiske parallelverden, jeg uforvarende var havnet i, men så fyldt af oplevelsen at jeg ikke kunne rumme mere. Jeg cyklede med bankende hjerte hjem med mine hyldeblomster. Dette korte sanselige møde har fyldt mig siden, og kan stadig vække en længsel efter at give slip og leve et mere poetisk og sanseligt liv.

Forsker og performancekunstner Gry Worre Hallberg er stifter af performancegruppen Sisters Hope. ’Børn tegner, før de skriver og de danser, før de går. Alle mennesker har en iboende sanselighed, men vi bliver skubbet væk fra den i løbet af livet. Det er værd at huske på, at det også er en vigtig side af livet, som gør os glade og lykkelige’, siger GWH i et interview med iscene.dk.

’Den interaktive kunst demokratiserer adgangen til den sanselige og poetiske måde at være til stede i verden på. Med den deltagende performance inviterer man folk ind i et rum, hvor det sanselige og poetiske i lige så høj grad kan vækkes i tilskueren som i performeren. Det virker nærmest helende på den, og der er en kæmpe resonans efter det”, siger hun.

Vi kan heldigvis give os selv lov til at opleve små lommer af poesi og sanselighed. Det kan være en natlig svømmetur i havet, hvor vandet omslutter kroppen og månen laver havoverfladen om til flydende sølv. Det kan være at synke ind i den verden en roman eller et digt lader opstå. Eller det kan være en teateroplevelse som ’Vi de druknede’ i Marstal med stomp, opera og himlen og havet som spektakulært bagtæppe.

Lokalt har vi fx Luna Park Scenekunst, der laver sanselige og poetiske forestillinger som ’byVANDring’ sidste sommer eller Kvasar, som i maj opførte ’Flokdyr’ med dans og sang i en birkelund i Svendborg. Giv dig selv en sanselig og poetisk oplevelse.

Bragt i FAA 30/8 2019

Snup en berigende samtale

Man siger, at vi har fået to ører og en mund, fordi vi skal huske at lytte dobbelt så meget, som vi taler. I den gode samtale er vi nysgerrige efter, hvad den anden tænker eller oplever. Vi lytter og spørger ind med åbne spørgsmål, i stedet for at sidde og tænke på, hvad vi vil svare eller fortælle, når vi selv får ordet.

Fordybelse og koncentration i en samtale giver nydelse. At turde vise sin egen sårbarhed og ufuldkommenhed kan bringe samtalen ind på dybere, mere intime emner, som beriger os og fylder os med mening. En samtale bør være en fælles undersøgelse af et emne og ikke en konkurrence om at få ret.

Nogle mennesker er bange for stilhed og føler sig forpligtet til uafbrudt overfladisk pludren. Det kan efterlade mig helt tom tankemæssigt og følelsesmæssigt. Det forstyrrer samtalens flow og de tankerækker, der kan bringe os i forbindelse med, hvad vi egentlig har lyst til at fortælle eller tale om.

Desværre giver vi os ofte ikke tid til dybe, intime og berigende samtaler, selvom der er en stor nydelse i det. Nogle gange kan samtaler med fremmede mennesker, eller mennesker vi ikke kender specielt godt, være nogle af de mest interessante. Måske fordi vi ikke har en forudfattet forestilling om den anden eller bilder os ind, at vi ved, hvad den anden vil sige og mener.

Girafsprog og assertiv kommunikation bliver ofte lidt latterliggjort, men det handler om den bedst mulige kommunikation, hvor man bestræber sig på en ligeværdig dialog, hvor man er åben, direkte og ærlig. Det er dog nemmere sagt end gjort, for det kræver en vis portion mod at vedkende sig sine følelser, behov, grænser, ønsker – og turde give udtryk for dem med respekt for sig selv og andre.

Hvis vi tør være mere modige, sårbare og nysgerrige kan vi få spændende samtaler med både mennesker vi kender og ikke kender. Vi kan træne vores mod ved at bryde vaner og mønstre. Du kan fx iagttage nye ting, du ikke har lagt mærke til før hos dine børn, partner eller kollega eller i dine omgivelser. Prøve en hel dag at efterlade alle du har været i kontakt med i en bedre tilstand, end da du mødte dem. Gøre noget du aldrig har gjort før: skrive et digt, prøve en ny sport, høre en ny type musik. Starte en samtale med et menneske du ikke kender eller om et emne du ikke har diskuteret før.

Flere steder kan man deltage i Samtalesaloner, hvor man taler om et bestemt emne ud fra nogle ’samtalestartere’ og en ’samtalemenu’, som værten står for. Emnet kan være alt muligt fx alder, drømme, hverdage, vaner, traditioner eller det kan være mere politiske emner, der skal føre til handlekraft. Det kan man læse meget mere om på www. Samtalesaloner.dk.

Bragt i FAA 8/8 2019

Ferie-modus

Her en god bid inde i min ferie er tempoet dejligt langsomt. Jeg har tid til at fordybe mig i en bog, i en samtale eller nørde med en unyttig, men frydefuld interesse. Som fx at genopfriske blomsternavnene på strandengen.

Det pirrer et særligt center i min hjerne, som frydes over ord, der smager vidunderligt på tungen. Hjorterod, harekløver, bakkenellike, musevikke, cikorie, røllike, blåklokke, dueurt, gederams, perikum, krageklo og gul snerre, der også kaldes ’Frejas urt’ eller ’Jomfru Marias sengehalm’. De krydrede, sødlige dufte de udsender kan gøre mig helt beruset af lykke, når jeg krydser strandengen på vej op til morgenkaffen efter mit havbad.

I år har der været virkelig mange valmuer, hvedemarker helt røde af blomster og enkelte klynger af min yndlingsblomst, kornblomsten med de blåeste blå kronblade. Heldigvis lader man flere steder grøftekanterne gro, så de vilde planter kan få lov at blomstre og smide frø. Til glæde for både insekter og mennesker.

På Radio24syv hørte jeg én citere en ældre dame: det hedder past og future, men present hedder sådan, fordi det er a present, en gave. Og ja, det er virkelig en gave at kunne være i nuet. At være tilstede med sine sanser og tillade sig at lade alle parader falde, ikke tænke på i går eller i morgen eller senere, om lidt. Selvforglemmende, sansende, opmærksom, åben. Det er også det, der kendetegner det at være i flow. En tilstand hvor arbejdet eller legen kører af sig selv, man er opmærksom, vågen og aktiv, det perfekte sted mellem anspændt og afspændt, tilpas udfordret. Oplevelse af meningsfylde.

Taknemmelighed over at være til, over naturen og over de mennesker der er i mit liv. Ja, sådan en sommermorgen kan man blive helt rørstrømsk på kanten til det religiøse eller spirituelle. Jeg som ellers til daglig er så prosaisk og verdslig.

Lige nu læser jeg Hanne Højgaard Viemoses ’HHV, FRSHWN’. Det er den første roman, jeg læser af hende, men nu vil jeg sluge alt hun har skrevet. Hun skriver vild, sanselig prosa, der minder om Kamilla Hega Holst, Karen Fastrup, Christina Hagen og Iben Mondrup, når de er bedst. Intense, kropslige, grænsebrydende. De kan formidle fortættede følelser og sanseindtryk, så man kan mærke hvor kropslig en oplevelse skrift og læsning er.

Om lidt går turen til havnen efter fisk. Måske en dukkert senere, og hvis vi er heldige, ser vi igen marsvinet med sin unge fouragere tæt på kysten. De små hvalers spidse rygfinner bryder vandet i synkrone glidende bevægelser, så tæt på at man næsten kan røre dem. Forestille sig følelsen af den glatte kølige hud.

Jeg tilføjer lidt til min bucketliste, ting jeg skal nå inden jeg dør: opleve et svensk krebsegilde, bestige tårnet i Vor Frelser Kirke, ro havkajak, køre på glatbane, skrive en roman, med tog gennem Schweiz, lære flere blomsternavne…

Bragt i FAA 17/7 2019

Den langsomme ferie

Turismeforsker Martin Trandberg Jensen (MTJ) skriver om ’slow travel’. Det er den langsomme og regionalt afgrænsede rejse. En ny rejsekultur spirer frem, hvor folk ændrer deres rejsevaner til mere bæredygtige, energivenlige og lokale oplevelser. De trækker tempoet og forbrugsræset ud af ferien. Fx er salget af interrailbilletter fordoblet de sidste fem år, og det er seniorerne, der står for den stigning. En voksende klimabevidsthed får flere til at fravælge den globale flytrafik og vælge togrejsen i stedet.

MTJ har udviklet en ’rejsehjælpsguide’ i 7 trin, der skal genetablere glæden ved at rejse langsomt:

1. Hold op med at associere ferie med fremmede destinationer

2. Fokuser på de nære landskaber i dit liv

3. Tag rygsækken på (lad kufferten stå)

4. Gå. Gå langsomt. Gå offline

5. Erstat boardingpasset med interrailpasset

6. Dvæl ved rejsen, ikke endemålet

7. Find det ekstraordinære i det ordinære

Vi kan gå på opdagelse i Europa med tog, eller vælge at være frivillige i vores ferie og fx være med til at genoprette naturen på Færøerne, som turisterne ellers slider på. Men der er også masser af muligheder for at gå på opdagelse i vores eget land i et roligt tempo: vandreture på Camønoen, Øhavsstien, Hærvejen eller nedlagte banestier rundt i landet. Cykelferie, rideferie, sejlferie, kanoture, øhop, ølejre, sommerhus, campingferie eller billig teltferie med konceptet ’Brug min baghave’.

I Brinkmanns Briks på P1 hører vi, at danskerne bruger 40 mia. årligt på ferie, og at turisme er verdens største industri og kilde til økonomisk vækst. Vi har i Danmark haft en ferielov siden 1938, hvor Stauning indførte ret til 2 ugers ferie og danskerne drog på ferie med Dansk FolkeFerie, som sikrede billige ferieophold for arbejdere, og arrangerede demokratiske fællesskaber i naturen.

Igen i år skal min ferie bruges i DK på terrassen med gode bøger, i sommerhuset med svenske gæster og en tur ud i det blå med madrasser bag i bilen. Som noget nyt har jeg booket en hel shelterplads med sauna, badebro og bålhus, så familie og venner kan hygge, bade, spille kubb eller ’baste’ i eget tempo.

Formålet med at holde ferie er vel at ’komme ned i gear’, ’genoplade batterierne’ og hvad vi ellers bruger af metaforer fra maskinernes og fartens verden. Men for mange bliver ferien endnu en stressende jagt på de rigtige oplevelser og de perfekte billeder på Instagram. Hvis vi formår at rejse langsomt, med friheden fra at skulle noget bestemt, og i stedet bare ser hvad der sker, dukker der måske uventede oplevelser op, og vi kommer i en afslappet og nærværende tilstand, som vi kan håbe at bære lidt af med os tilbage på jobbet.

Bragt i FAA 25/6 2019

Et grønt oprør?

Ja, jeg ved, du er træt af at høre om klima. Men vi bliver altså nødt til at tale mere om det, for problemerne går ikke over af sig selv. Vi har ikke tid til at vente på evt. nye klimateknologier, der fx kan trække CO2 ud af atmosfæren. De er alt for umodne og usikre og tiden er knap.

Danmark ligger nummer syv på listen over verdens mest CO2-udledende lande målt per indbygger. Det betyder at vi må omlægge vores forbrug og livsstil markant. I rapporten ’1,5 Degrees Lifestyles’ påvises det, at vi i Danmark og andre storforbrugende samfund må reducere vores udslip med 80-93% for at hindre, at vi kommer over målet om globale temperaturstigninger på 1,5 grader i 2050. I gennemsnit udleder en dansker 13 tons CO2 årligt, men vi skal ned under 1 ton.

Omlægning af forbrug og livsstil er en fælles opgave for politikere, virksomheder og forbrugere. Vi skal reducere og omlægge forbrug både indenfor transport, energi og spisevaner. Vælge tog i stedet for fly, køre el- og delebiler, hvis vi ikke kan klare os med cyklen, omlægge energi fra fossilt brændstof til vedvarende energi, reducere vores kød og mejeriforbrug kraftigt til fordel for plantebaserede fødevarer, genbruge, forkæle os selv og hinanden med (kultur)oplevelser i stedet for med ting. At blive bæredygtige er dog ikke blot et personligt valg, men også en samfundsopgave. Desværre har vores politikere ikke viljen til at gennemføre de ændringer der skal til, ved at regulere virksomheders produktion og borgeres forbrug. Vi har tværtimod kurs mod en global opvarmning på 4 grader i 2100.

Religionshistoriker Jens-André P. Herbener skriver 18. maj i Politiken inspireret af sin kommende bog ’Grøn samfundsrevolution’: ’ Når de livsnødvendige ændringer fra magtens top udebliver, bliver oprør fra neden en pligt’. I en nødsituation, hvor vi er på vej mod at gøre planeten helt eller delvis ubeboelig for dyr og mennesker, har befolkningen en ikkevoldelig oprørsret. Herbener skriver at forskeres opråb og børns strejker ikke er nok, men at vi må lamme nøgledele af samfundet med generalstrejker, kæmpedemonstrationer og civil ulydighed. Det er på høje tid at stoppe det uholdbare dogme om økonomisk vækst.

På onsdag har vi folketingsvalg, og her kan vi påvirke demokratisk ved at sætte X ved et parti, der ønsker alvorlige ændringer i en bæredygtig retning. Herbener har dog ikke tillid til, at de politiske magthavere træder i karakter, og ser derfor kun én udvej: ’Når de folkevalgte tjenere svigter deres folk på skæbnesvanger vis, så må folket lave ikkevoldeligt kæmpeoprør. Så må det over for magthaverne trække en streg i sandet, der giver genlyd i århundreder’.

Bragt i FAA 3/6 2019

Forår i Danmark

I takt med at bøgen er sprunget ud i sit hysterisk lysegrønne og rapsmarkerne står selvlysende gule, har jeg de sidste 14 dage rejst rundt i Danmark med tog og i bil. På arbejde og på besøg.

Godsbanen i Århus er et klondyke af værksteder og kreative arbejdspladser. Her var inspirerende temamøde om unge psykisk sårbares arbejde med læsning af litteratur og egen skrivning på forfatterskole ledet af forfatter Sofie Kragh-Müller, hvor det er teksten og ikke sygdommen, der er i fokus.

Weekend i sommerhus på Reersø med løb gennem frostrimmet græs til morgenens havbad. Fødderne først smertende siden næsten følelsesløse på vej over stenbunden. Endorfinsuset og varmen i huden, når man har været under. Masser af sol på terrassen, mens første bog i trilogien om svenske kvindeskæbner afgjort af uønskede graviditeter blev læst i flugtstolen: Kristina Sandbergs ’Et barn at føde’.

Havnebad og sauna i Troense efterfulgt af suppe og god snak hos venner. Tænk at kunne starte alle sine morgener i havet.

Analysetur med fokus på henkastet affald rundt i Tønder Kommune under den høje himmel. Marsken fyldt med får og nyfødte lam. De gamle pittoreske marskgårde af røde reglsten, hvidfugede og stråtækte. Alt så rent og ryddeligt, men få mennesker. Langt ude på landet er stilheden helende, og i de større byer har de grimme og rodede aftryk levet menneskeliv afsætter sin charme. Men der er noget trøstesløst over provinsbyer uden mennesker.

I København til masterclass i verdenslitteratur i Indre Bys Kulturhus, hvor vi talte om generationernes gentagelsestvang, og om litteraturens frisættende potentiale gennem erkendelse af almene og eksistentielle menneskelige vilkår på tværs af køn, alder, geografi og tid, snarere end gennem genkendelsen i miljøer, der afspejler vores egne liv én til én.

Bagefter på rundtur til mine voksne børn på Østerbro, i Nordvest og i Sydhavnen, med 150S, 5C, 3A og på gåben. Jeg bliver aldrig træt af at kigge på mennesker og på bygninger. Vi spiste ramen på Wagamama, risotto på Grød og drak kaffe hos Grannys i Torvehallerne. Oplever børnene på deres hjemmebane, og føler mig hel og lykkelig sammen med dem, og over at være deres mor. Lader dem grine kærligt af mine ubehjælpsomheder udi elektronik, musik og byliv.

På vejen hjem i toget læste jeg David Vanns voldsomme syndefaldsfortælling ’Goat Mountain’ om en dreng, der tager på jagt med sin far og farfar, og hvordan alt falder fra hinanden, da en ulykke indtræffer. Rosafarvede solnedgangsskyer, da vi kører over Storebælt.

Til Nordisk Strandrydder Dag i Agger i Thisted Kommune. Blev rusket af blæst og kulde ved Vesterhavet og dernæst besøg hos engagerede medarbejdere i virksomheden Strandet, der genanvender marint affaldsplast.

De næste måneder fortsætter min færd rundt i Danmark, og jeg glæder mig til at opleve mangfoldigheden.

Bragt i FAA 10/5 2019