En lille hakke af hjortetak dateret til 11.000 f. kr. blev i 1968 fundet ved dræning af en lavning i Løgeskov. Den er et af de ældste tegn på mennesker i jægerstenalderen. Istiden var lige forbi og landskabet den såkaldte tundra, der var åben og med lav bevoksning af lyng, græs, dværgbirk, pil og enebær. Der var vandfyldte lavninger, åer og bække. Området var præget af såkaldte issøer, hvor store isklumper lå begravet under jorden og først smeltede over flere århundreder og aflejrede ler og sand. Der var rener, der skaffede jægerfolket våben, føde og skind til tøj og telte.
Derfra skal vi helt frem til middelalderen før vi med sikkerhed ved, at der igen har boet mennesker i området. Stenstrup bliver nævnt første gang i 1200-tallet, og i 1372 nævnes herregården Løjtved. Både løjt- og løge- kan betyde løg, men kan også stamme fra løgh, der betød ’vaskevand’, altså bæk eller mose. Tved betyder rydning, fældet skov. Området har været skov og mose, og det siges, at bønderne fra Hundtofte sejlede deres kreaturer ud til græsning på Løgeskovs holme. Området blev også kaldt pajdlandet, da det var bosted for padder eller tudser.
Tørv dannes i moser af delvist nedbrudte plantedele og bruges til brændsel. Det er udgravet og brugt siden jernalderen, og fra 1800 ved vi, at der laves æltetørv på Løgeskov, hvor tørven tilsættes vand og æltes med hånd- og siden maskinkraft til mindre tørvestykker.
Mellem 1775 og 1820 fik alle bønder deres jorder ’udskiftet’ af den fælles bymark. Gradvist ophørte fæsteforholdene og bønderne fik selveje. Der skete en ’udflytning’ af gårde fra de gamle landsbyer til nye jordstykker. Der opstod husmandskolonier ved udskiftningen, de blev typisk placeret i et hjørne af ejerlavet med den dårlige jord, som fx ved Stenskov Huse, Løgeskov og i Rantzausminde. Husmanden havde i modsætning til bonden ikke så meget jord, at han kunne leve af det, og var derfor ofte nødt til at tage arbejde ved siden af.
Istiden aflejrede fint stenfrit ler i området, og der har været 11 teglværker, de første fra 1700. Man gravede leret ud og brændte mursten, teglsten og rør. Om sommeren var der arbejde i lergraven og på teglværkerne, om vinteren i skovene. Leret blev æltet i en tromle trukket af heste eller vindmølle, og senere kom dampmaskiner til. Leret blev formet eller strøget i hånden inden brændingen i ovnen. Bl.a. på Bækgården på Klarningsvej havde man teglværk, hvor Løgeskov-boerne arbejdede.
Folk på Løgeskov var helt op mod nutiden ludfattige. Ved gilder dengang taltes kun om tørv og teglværk, hedder det. Det var det eneste befolkningen kendte til. Det forlyder at en skomager fra Løgeskov efter at have været til gilde i Stenstrup gik ind i kirken, hvor han hørte en røst forkynde: ’Der er de gode og de onde og dem fra Løgeskov.’
Bragt i FAA 23/9 2019