Klummer – Side 8 – Lone Kramer

Byens steder og rum

”Svendborg er en lidt magisk by. Den er kraftfuld og frydefuld, overraskende og jordnær, original og idealistisk, energisk og omsorgsfuld. Alt sammen på én gang. Der er ikke så meget business over den. Snarere noget normbrydende, men en smule a la 68. Svendborg er idealisme og inspiration.” Sådan beskriver livstils- og brandingekspert Jørn Duus Hansen Svendborg i Region Syddanmarks Byanalyse fra 2009.

Vores over 750 år gamle købstad og havneby er udfordret af at være udkant med faldende arbejds- og uddannelsespladser. Politikerne vil satse på turisme og på bosætning med nærheden til natur og vand, og de vil understøtte de eksisterende kreative erhverv og videnserhverv. I kommunens strategi og vision for byen i 2012 skriver man: ”Bymidten skal udvikles til et attraktivt område med unikke kvaliteter og byrum. Bykvalitet har væsentlig betydning som ramme om ”det gode liv” og er afgørende i forhold til byens attraktion som et inspirerende kultur- og erhvervsmiljø.”

Nu er Torvet renoveret og man er i gang med passagen, som skal skabe sammenhæng mellem bymidten og havnekvarteret. Spørgsmålet er om Torvet opnår status som det aktive ”byens hjerte” som det lyder i Gehl Architects vision. Personligt finder jeg ikke meget ”hjerte” og lyst til ophold på en parkeringsplads. De nye siddeklodser bløder rust på de lyse marmorfliser og måske også på sommerkjolen? Om trappen bliver et kreativt opholdssted eller blot, ja, en passage, vil vise sig.

Filosoffen Certeau har en poetisk og mytisk oplevelse af byrum. Han skriver, at magten administrerer vores liv gennem byplanlægning. Men borgeren finder måder at omgå magten, ved at vælge sine egne ruter og sin egen brug af byen. En hverdagspraksis, levet liv, sværmende aktivitet og hemmelig kreativitet, der undslipper disciplinen. Fodgængernes bevægelser skaber rum i byen, de lader noget af byen forsvinde og udvider andet. De omarrangerer, fragmenterer og forvrænger byens orden. Byen har mange lag af fortællinger, erindringer og drømme, der organiserer byen. Et byrum er ikke entydigt og stabilt, det er i bevægelse.

Det bliver spændende at følge hvilke bevægelser, fortællinger og mangetydigheder, der finder vej til byen, Torvet og passagen. Hvordan borgeres, sociale gruppers eller kunstneres demokratiske brug af det offentlige rum tolker og anvender det på andre egne måder, og måske stiller spørgsmål til og begrænser magten. Kommune og byplanlæggeres opgave må være at skabe åbne inspirerende rammer, og så overlade den frie leg til alle typer af aktive kulturfolk og borgere. Der skal efterlades mellemrum og sprækker til det uplanlagte, spontane, poetiske og kreative.

Harvey skriver om retten til byen: ”The right to the city is not merely a right of access to what already exists, but a right to change it after our hearts desire.”

Bragt i FAA 15/4 2016

Borgerløn genbesøgt

I 1978 præsenterede forsker Niels Meyer, politiker Kristen Helveg Petersen og forfatter Villy Sørensen ideen om borgerløn i bogen ”Oprør fra midten”. Men kan vi bruge de tanker til noget i 2016, eller er det bare en udflippet 70’er drøm? Meyer selv mener stadig at indførelsen af borgerløn og solidarisk deling af arbejdet kan realiseres. Han foreslår i en artikel i Politiken, at man kunne starte med at forsøge sig på Bornholm, Samsø og Ærø, hvor man i forvejen har gode erfaringer med at involvere borgerne demokratisk i grøn omstilling.

I november 2014 hørte jeg en udsendelse på P1, hvor en specialestuderende på statskundskab fortalte om borgerløn, nu omdøbt til basisindkomst. Hun fortalte overbevisende om, hvordan tanken vil føre til et mere retfærdigt og økonomisk bæredygtigt samfund. Jeg blev så begejstret, at jeg sendte en mail med linket til udsendelsen til ordførerne for samtlige politiske partier, med opfordring til at lytte og give ideen om basisindkomst en chance. Uffe Elbæk fra Alternativet var dengang den eneste, der ikke var afvisende overfor tanken.

Hvis man udbetaler 10.000 kr. månedligt til alle voksne danskere i basisindkomst, og beskatter al indkomst herover med 50-60% kan det indføres udgiftsneutralt. Dette kan lade sig gøre, da ordningen vil erstatte alle offentlige pensioner og ydelser (handicappede og syge vil dog have ret til højere beløb), og man slipper for udgifterne til fx administration, kontrol og aktivering af ledige.

Ville alle så ikke blot lægge sig på sofaen? Det er der intet, der tyder på. Mennesker vil gerne arbejde og bidrage. Basisindkomsten vil blot gøre det muligt og legalt i perioder af livet at planlægge at studere, bruge mere tid på familien, lave frivilligt eller kunstnerisk arbejde, starte som iværksætter etc. Den enkelte vil få et friere liv, men basisindkomsten vil være så lav, at de fleste vil vælge at arbejde og tjene flere penge. Basisindkomst fremmer både frihed og tryghed, samt sikrer den enkeltes værdighed, da det er en ydelse alle har ret til, og ingen derfor vil føle sig underdanig eller stemplet af den offentlige ydelse. En løsning man burde kunne blive enige om hen over midten i dansk politik.

Hvad siger du, skal Svendborg byde ind som interesseret forsøgskommune i en sådan ordning? I Alaska, flere steder i Østafrika og Indien er basisindkomst indført eller kører som forsøg. I Holland og Finland vil man gøre forsøget i flere byer. I Schweiz kommer et forslag om basisindkomst til folkeafstemning til juni. Hvis du er blevet nysgerrig kan du læse mere på http://basisindkomst.dk/ Siden er oprettet af pensioneret lektor i samfundsfag Erik Christensen. Han siger om borgerløn: ”Det minder lidt om Matador, hvor alle får en sum penge, hver gang de passerer start. Det får hele spillet til at fungere meget bedre”.

Bragt i FAA 2/3 2016

Falske modsætninger

For nylig har politiker Johanne Schmidt-Nielsen, idehistoriker Rune Engelbreth Larsen, forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen med flere gjort opmærksom på den falske modsætning et bredt spektrum af politikere og privatpersoner stiller op. Den falske modsætning at vi må vælge mellem at bruge ressourcer på flygtninge, og at bruge ressourcer på udsatte danskere. Synspunkterne fortjener en gentagelse.

Marstrand-Jørgensen gengiver en vittighed, der glimrende illustrerer den falske modsætning, og viser hvordan samfundets svageste grupper spilles ud mod hinanden. En flygtning, en arbejder og en rigmand sidder ved et bord med 10 kager. Rigmanden tager de 9 kager, og siger til arbejderen: ”Hold øje med flygtningen, han vil stjæle din kage”.

Det er ikke en naturlov, at de penge vi bruger på at beskytte og huse flygtninge skal tages fra u-landsbistanden, fra hjemløse, fra de ældre, fra sygehusene, fra uddannelserne, fra de arbejdsløse eller fra kontanthjælpsmodtagerne. Danmark er stadig et rigt land, men uligheden er vokset de sidste 15 år, og det skyldes politiske prioriteringer.

Man kunne vælge at lade de rigeste betale mere af regningen, i stedet for at indføre topskattelettelser, nedsætte registreringsafgifterne på dyre biler og fastfryse grundskylden. Man kunne prioritere anderledes ved at få styr på skat, så de går efter de store penge og de store snydere, ved at fravælge indkøb af dyre kampfly og anlæg af nye motorveje.

Selvfølgelig har vi pengene både til flygtninge og til kontanthjælpsmodtagere. Det er et spørgsmål om prioritering. Det er usmageligt at piske en stemning op og spille befolkningsgrupper ud mod hinanden. I stedet for at stå ved, at det ene og alene handler om politiske prioriteringer.

Vi har i Europa plads til masser af flygtninge, men kan selvfølgelig ikke rumme hele Mellemøsten eller det afrikanske kontinent. Hvad der heller ikke er aktuelt, her taler jeg om mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. Selvom der ikke er noget odiøst i, at mennesker ramt af fattigdom forsøger at skabe et bedre liv for sig selv og deres familier. Vi løser ikke flygtningekrisen ved at lukke grænserne, men ved at arbejde for større lighed i verden, for diplomatiske løsninger, og ved at bidrage med massiv hjælp til de nabolande, der åbner deres lande for de rigtig mange fordrevne.

I Danmark har vi også plads og økonomi til at tage vores del af flygtningene, bl.a. fra områder vi selv har været med til at komplicere med vores militære indgriben. Vi kunne arbejde på igen at nå en høj humanistisk moral, og at gå forrest i spørgsmål om menneskerettigheder. Frem for alt fremmer vi ikke integrationen ved konstant at tale om flygtninge som uønskede, og som skyldige i at ”vores egne” ikke har nok. Det er løgn. Det er en politisk prioritering.

Bragt i FAA 9/2 2016

Hvad kan litteraturen?

Som mennesker fortolker vi og skaber mening i livets tilfældige hændelser gennem sproget og fortællingen. Det enkelte menneskes fortællinger er unikke, men har en fælles form bestemt af sprog, kultur, tid og kontekst. Vi ser vores eget liv og vores oplevelser i sammenhæng med andres. Mening kan ændre sig over tid og sted, og fortællinger kan fungere som måder at rumme det i livet, vi ikke kan løse.

I mødet med litteraturen aktiverer jeg mine egne erindringer, erfaringer og værdier. Andre læsere møder teksten med et andet sæt af værdier og erfaringer, og vil lave andre fortolkninger. At læse litteratur er på den måde en intens personlig kreativ proces. Hvis vi taler med andre om den læste litteratur, kan det blive en social proces, da vi kan dele de individuelle fortolkninger.

Litteraturen giver adgang til andre subjekter og andre verdener. Litteraturen afdækker lag og udvider betydninger i sproget, vi får et sprog for sansninger, følelser og tanker. Litteraturen er en anledning til at reflektere over og nuancere forståelsen af eksistentielle temaer. Litteraturen er med til at guide os i etiske valg. ”Litteratur er grundforskning i, hvad det vil sige at være menneske”, som flere forfattere, en forfatterskolerektor og en kulturminister har udtrykt det. Gennem litteraturen udtrykker vi, hvem vi er, og hvad vi er her for. Ifølge litteraturforsker Dines Johansen er der fem hovedmotiver, som litteraturen beskæftiger sig med, og som samtidig kendetegner det at være menneske: forholdet til kroppen, forholdet til psyken, forholdet til den Anden/den vi begærer, forholdet til de Andre/det fremmede, og forholdet til den ydre natur.

Så tæt er sammenhængen mellem vores selv og litteraturens fortællinger, at nogle påstår at al litteratur er mere eller mindre selvbiografisk. Selvom bestræbelsen var at skrive fiktivt. Omvendt kan vi aldrig i biografien, selvbiografien eller autofiktionen fortælle en ”sand” historie, hvordan det ”virkelig” var. For der vil altid være tale om valgte og redigerede scener, der er farvet af tid, sted og situationen ved nedskrivningen. Desuden vil læseren meddigte og lægge ny forståelse i det fortalte. Alligevel kan fiktionen nogle gange sige noget mere sandt, om det at være menneske, end en virkelig fortælling.

Litteraturen (og anden kunst) er så vigtig, fordi den kan genskabe en følsomhed, så vi ser det gamle på nye måder, eller vi ser ting vi ikke har bemærket før. Litteraturen påvirker vores sanser og følelser. Den udfordrer vores forventninger og vante tanker. Den har potentiale til at ændre forståelsen af os selv, af andre og af verden. Bibliotekets Bogcafeer, Litteratursiden, #bogsnak, bogblogs og læsegrupper inspirerer til læsning, så du kan blive beriget med nye perspektiver. Hvilken bog er den næste du skal læse?

Bragt i FAA 18/1 2016

Vi er alle kulturbrugere, men hvad er egentlig kultur?

Kultur er alt fra kunst til hverdagsliv. Kultur er både det materielle, det sociale og det mentale liv: redskaber, våben, transportmidler, sprog, religion, tænkning, kunst, videnskab, politik, vaner, love, gastronomi, mode, arkitektur, sport, medier og erhvervsliv. Altså alle former for viden og normer, vi tilegner os som medlemmer af samfundet.

Kulturen har også et historisk aspekt. Vi formes i mødet med fortidens tanker og værker. Vi kan forstå kultur som et net af fortællinger, der er viklet ind i hinanden. Fortælling og fortolkning er grundlæggende for mennesket og for kulturen. Kulturen fortæller hvem vi er, hvordan vi tænker, føler og handler, den giver os vores identitet. Kulturen skaber vores forhold til aktuelle emner, som fx køn, krop, forbrug, globalisering og de fremmede. Kulturen fortæller os, hvad vi forstår ved et menneske og et menneskeligt samfund.

Vi kan afgrænse kulturbegrebet ved at definere kultur som oplevelser. Oplevelser der involverer sanser, følelser, erfaringer, fortællinger og identitet. Kulturoplevelser kan bryde vores forventninger, overraske os, give os nye erfaringer. Vi kan måske få en ny forståelse, og et nyt perspektiv på os selv og verden.

I 1961 fik vi Kulturministeriet. Velfærdsstaten ønskede at kulturen skulle understøtte vores demokratiske værdier. Kulturpolitikkens fokus er ofte på massekulturen, på formidling af kunst og kulturarv, på konsensus og på det sikre. Men kultur er viden, og der er altid magt involveret i viden: hvor kommer den fra, hvor peger den hen, hvem kan bruge den, og hvad kan de bruge den til? Lige nu kører finanslovens sparerunde grønthøstermetoden henover kulturlivet, der skal skære 8% over 4 år. Den neoliberale økonomiske nyttetænkning æder sig også ind på kulturen. Men kulturen skal ikke blot fungere på markedsvilkår. Der skal være plads til det usikre, det nye, det eksperimenterende.

I Svendborg har vi Kulturløftet, der er ret fluffy, og skal styrke kultur som erhverv og turisme. Kulturkanonen får en tur mere i manegen, og det er sikkert meget godt, da det er processen, hvor vi debatterer værdierne i vores lokale kultur, der er interessant. Jeg vil gerne tale for den aktive kultur, der giver os oplevelser året rundt. Kunstnere og arrangører lægger masser af ulønnede frivillige timer, for at vi andre kan nyde en koncert, en teaterforestilling, en oplæsning, et kunstværk, en cirkusforestilling etc.

Engagement gror bedst frit, og skaber den vilde kreativitet og det fællesskab, der undslipper formler, kontroller, evalueringer, kulturpolitikker, kulturløfter og kulturkanoner. Vi skal tage vare på de steder i vores lokalsamfund, hvor der er plads til den uregulerede leg og fordybelse – til kulturen – til at være menneske.

Bragt i FAA 25/12 2015