Klummer – Side 7 – Lone Kramer

Kærligheden og ironien

Ironien er kendt siden det klassiske Grækenland, men det hører postmoderniteten til at kærligheden er blevet ironisk. Lige som religionen, ideologierne og selv videnskaben, alle de store fortællinger om frigørelse. Når intet er sandt eller alt er lige sandt, har vi kun ironien tilbage, det er ikke længere muligt at stole på en sand essens.

Sociologer er enige om, at menneskelige følelser og forestillinger om kærlighed er formet af samfundet, og at normen for det moderne parforhold er den gensidige fortrolighed. Man indgår i et forhold for dets egen skyld, og det fortsætter kun så længe det tilfredsstiller begge. Forholdet forudsætter at man åbner sig for hinanden. Det er en aktiv og betinget kærlighed, i modsætning til den romantiske forestilling om ”for tid og evighed” og ”den eneste ene”.

Kærligheden er via fx datingsites blevet rationaliseret og med Max Webers udtryk ”affortryllet”. Det underminerer den følelsesmæssige intensitet og tro på kærligheden. Den har ikke længere nogen tyngde, den varer kun så længe vi er enige om det, eller indtil vi finder noget bedre. Vi kan ikke længere hengive os passioneret eller selvopofrende engagere os i den elskede. Det romantiske forhold er blevet intellektualiseret, og den følelsesmæssige sammensmeltning erstattet af en forhandling mellem to autonome voksne.

Når vi intellektualiserer og aftaler, rationaliserer vi den erotiske oplevelse. Vi underminerer erotikkens intense og irrationelle opslugthed. Det rationelle blik på kærligheden gør os usikre. Vi ved jo, at det sandsynligvis alligevel ikke holder. Med usikkerheden kommer ironien. Moderne kærlighed diskuteres med ironi, hvor den i det førmoderne kunne omtales med inderlighed eller vanvid. Vi tror ikke længere på patos: det inderlige, ægte, dybe. Vi risikerer ikke længere alt for kærligheden, og der er ikke rigtig noget på spil. Vores viden og bevidsthed umuliggør en fuld tro på og et fuldt engagement i kærligheden, vi kan ikke tage den alvorligt. Kærligheden er pillet ned fra noget ophøjet.

Nogle mener ikke, at den seksuelle passion kan overleve ironien, da ironi er det modsatte af intensitet. Ironi formindsker en oplevelse eller ligefrem afslutter den, da den bringer en distance ind imellem oplevelsen og ironikeren. Ironien bliver en ventil, når vi ikke kan eller tør tage kærligheden alvorligt. Vi dealer med tilværelsens mangel på mening, og tabet af troen på kærligheden ved at være ironiske. Vi bruger ironien og selvironien til at holde smerten over desillusionen på afstand. Eller vi bruger den til at vise den hule patos i kærlighedsdrømmene. Eller simpelthen som livsstil.

Til trods for forskernes triste diagnose for kærligheden og passionen, er det dog noget af det mest meningsfulde vi kan komme op med, og unge som gamle kaster sig ud i det igen og igen.

Bragt i FAA 3/11 2016

Kulturens funktion

Da Storbritanniens forsvarsminister under Anden Verdenskrig foreslog, at de skulle skære kulturbudgettet væk, så der blev råd til at føre krigen, svarede Churchill: ”Men der skal jo også være noget at forsvare”.

Kultur er ikke blot flødeskum. Kultur handler om vores værdier, om hvad vi kommer fra, om hvem vi er, hvem vi gerne vil være og hvem vi kan blive.

Den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson siger: ”Mit bedste bud på en bedre verden er den samlende, forhåbningsfulde kraft, der udtrykkes gennem kunst og kultur verden over”. Kulturdeltagelse er en grundlæggende rettighed ifølge artikel 27 i FN’s Menneskerettighedserklæring. Kunst og kultur kan udtrykke vores håb, ideer og følelser, den kan røre, provokere og inspirere os til et aktivt engagement i verden.

Som svar på frygten for, at indvandring og globalisering vil svække vores danske værdier, vil Bertil Haarder have befolkningen til at udarbejde og stemme om en Danmarkskanon over vores immaterielle værdier. Men den koreanske økonom Ha-Joon Chang gør os opmærksom på, at vi ikke skal frygte, at det er indvandring og globalisering, der eroderer vores værdier. ”Det er forretningseliten og finanssektoren, som bør tage æren for Europas misere. De har skabt utrygheden”. Han peger på vores velfærdsstat, som vores mest unikke og stærkeste værdi.

I Italien vil man modvirke terrorisme og radikalisering ved at opruste på bløde områder, på kulturen. Regeringen har valgt at alle unge bosat i Italien, uanset om de er italienske statsborgere, og som fylder 18 år i 2016, får 500 euro, som skal bruges på kulturoplevelser, live-optræden, biograffilm, bøger og seværdigheder efter eget valg.

I Svendborg vil Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget i aften se på vores lokale kulturkanon. Politikerne havde inden processen med en kulturkanon ikke rigtig gjort sig klart, hvad formålet skulle være, eller hvad den skal bruges til. At dømme ud fra debatmødet om kulturkanonen på biblioteket i forrige uge, lader der dog til at være enighed om, at kulturkanonen ikke skal være statisk, men at debatten om vores kultur og værdier skal holdes i kog.

Carsten Thau, professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, betegner en kulturkanon som vores kollektive erindring, en pille mod demens. Han sagde på debatmødet, at en kulturkanon med tiden i sig selv kommer til at være kanoniserende, da den vil afspejle det, vi anser for vigtigst og mest kendetegnende for byen og kommunen. Derfor var der også flere på mødet, der frygtede at det, der ikke kommer med i kanonen, bliver glemt. Lad os håbe at kulturkanonen vil pege udad i verden, at den vil åbne op frem for at lukke os om os selv.

Med blot 50.000 kr. afsat årligt til kulturkanonen bliver der brug for fantasi til at gøre kanonen kendt, holde debatten levende og inspirere til at bruge den.

Bragt i FAA 12/10 2016

Anekdoten om Churchill

Det er dejligt at vide, at klummerne bliver læst, og at der er vågne læsere. Således Claus Wittrup der i søndags ganske rigtigt gør opmærksom på, at det i anekdoten om Churchill, der ikke vil bruge kulturpengene på krigen, ikke kan have været hans forsvarsminister, der foreslog det, da Churchill selv havde begge titler. Nu er en anekdote netop ikke fakta, men en pointerende fortælling, der ofte overleveres mundtligt og derfor kan ændre form over tid.

Jeg har undersøgt sagen nærmere og en medarbejder fra The Churchill Centre siger i 2012, at der ikke er fundet bevis for, at Churchill har sagt, at det var kulturen, de kæmpede for. At en anekdote er genfortalt mange gange og mange steder gør den ikke faktuelt sand, men at det, som Claus Wittrup skriver, skulle være ammestuesnak, kan jeg ikke finde bevis for, da det hovedsageligt er mænd, der har genfortalt anekdoten i flere årtier.

Da Claus Wittrup ikke gad læse min klumme til ende, vil jeg her komme med min korte pointe: at kunst og kultur er samfundets fundament og håb.

Af Lone Kramer

#septemberbøger og kulturkanon

Landets biblioteker opfordrer i september alle bogelskere til at lege med på Instagram, og poste fotos af deres bøger og læseoplevelser. Litteratur og poesi er vigtig, fordi den kan genskabe en følsomhed, så vi ser det gamle på nye måder, eller vi ser ting vi ikke har bemærket før. Den giver adgang til andre subjekter, andre verdener og andre tider. Den afdækker lag og udvider betydninger i sproget, så vi får et sprog for sansninger, følelser og tanker.

Litteraturen er en anledning til at reflektere over og nuancere forståelsen af eksistentielle temaer. Den er med til at guide os i etiske valg. Den udfordrer vores forventninger og vante tanker. Den har potentiale til at ændre forståelsen af os selv, af andre og af verden. Derfor leger jeg med på #septemberbøger, der stiller opgaver som: En bog du har læst mere end én gang. En bog af din favoritforfatter. En bog du opgav at læse undervejs. En bog fra din barndom. En rød bog. Den bog som har gjort størst indtryk på dig. En bog som får dig til at græde. Den bog der har overrasket dig mest. En bog du ønsker dig. En bog du ville ønske var en film. Kig forbi, måske du også kan blive inspireret til at lege med eller til at (gen)læse en god bog.

Men kultur er ikke kun litteratur. D. 29/9 inviterer Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget til kulturkanon-debatmøde på Svendborg Bibliotek. Som flere har nævnt er det debatten om kulturen og ikke den endelige kanonliste, der er interessant, så mød op og debattér. Hvad skal vi bruge en kulturkanon til? Giver det mening at profilere en kulturkanon, når der samtidig bebudes kulturbesparelser? Hvad er Svendborg Kommune overhovedet uden kultur?

Hvad viser jeg selv frem, når jeg får udenbys eller udenøs gæster? Vi ville køre en tur til Fjællebroen og gå ad Øhavsstien til Præstens Skov, hvor vi kunne tage en dukkert efter en tur i den fredede egeskov. Vi ville sikkert køre til Svendborg og gå en tur rundt på Frederiksøen. Se smedene arbejde på Ring-Andersens Skibsværft, kigge ind i Pernilles keramikværksted, og drikke en øl eller kaffe på Kammerateriet. Så ville vi nyde en frokost i Salig Simons Gård eller en burger hos Jettes Diner. Om aftenen ville vi se en forestilling på Baggaardsteatret, høre musik på Hansted eller tage til koncert på Olferts i Ollerup Forsamlingshus.

Vi kunne også vælge at tage til Taasinge og gå på opdagelse efter Elvira Madigan og Sixten Sparres grav. Vi kunne spise en økologisk frokost hos Øland, se en udstilling på SAK eller en film i Baggårdsbiffen. Hvis der var store børn med, kunne vi tage i Gorilla Park, se motocross på banen i Rødme eller gå op i Egebjerg Mølle, kigge ud over Øhavet og plukke brombær i Svinehaverne. Senere kunne vi spille brætspil på Maskinen eller WØ. Hvad viser du dine gæster? Hvilken kultur gør Svendborg Kommune til dit sted?

Bragt i FAA 20/9 2016

Hvad vil vi med det offentlige?

Erik Bonnerup, der tilbage i firserne var departementschef i Finansministeriet, og var med til at indføre new public management for at modernisere og effektivisere den offentlige sektor, mener i dag, at det har slået fejl. Ledelse er blevet erstattet med regler, medarbejderne har mistet gejsten, og borgerne får en ringere service.

De offentligt ansattes engagement og faglighed kvæles af dokumentationskrav, detailstyring og kontrol, uanset om vi taler sundhedsvæsen, folkeskole, ældrepleje eller jobcenter. Varme hænder er blevet erstattet af kolde med fokus på budgetstyring. Jurister og økonomer udtænker i en lind strøm nye detaljerede regler, som frontmedarbejderne skal håndhæve, selvom reglerne ikke handler om respekt for det enkelte menneske.

Professor i offentlig organisation og ledelse Kurt Klaudi Klausen taler om tre fundamentale og modsatrettede størrelser, som gælder i alle organisationer, nemlig stat, marked og civilt samfund. Staten styres af politik, magt og regler. Markedet styres af penge og kontrakter. Det civile samfund styres af etik og moral. Det offentlige er forskelligt fra andre organisationer, da det skal løse komplicerede problemer og opgaver, som er samfundsmæssigt og politisk bestemt. Det offentlige skal udnytte sine ressourcer effektivt, men det er ikke en forretning. Der er tale om opgaver, som samfundet har valgt at løse til fordel for os alle, selvom det ikke kan svare sig i økonomisk kortsigtet forstand. Vi trænger til flere at det civile samfunds værdier i det offentlige, og til mindre stat og regulering, og mindre markedstænkning.

Da mennesket er et socialt individ, knyttes vi til organisationer gennem tillid. Derfor er det så vigtigt at politikere viser tillid til de offentlige institutioner, at ledelsen viser tillid til sine medarbejdere og omvendt, og i sidste ende at borgerne kan have tillid til institutionerne. Institutionerne får legitimitet gennem borgernes tiltro, og det sker når oplevelsen svarer til forventningerne, og man oplever lydhørhed og respekt.

Rigidt regelrytteri er det modsatte af lydhørhed og respekt. Medarbejderen bliver demotiveret, når hun ikke kan få lov at bruge sin faglighed, men i stedet skal leve op til proceskrav og dokumentation, der ofte ikke bruges til noget. Borgeren føler sig ikke mødt og bliver ikke lyttet til, men skal passes ind i skemaer, strukturer og regler, hvor den enkeltes ønsker, behov og ressourcer drukner.

Vi må tilbage til det levende møde mellem mennesker, hvor engagerede og dygtige medarbejdere, uanset om det er sygeplejersken, folkeskolelæreren eller socialrådgiveren, har lov til at bruge sin hjerne, sit hjerte og sine hænder til at løse borgerens behov, i stedet for at følge rigide regler, udfylde skemaer og kontrollere. Vi må have respekten for fagligheden og for borgeren tilbage.

Bragt i FAA 29/8 2016

Hvad gør følelser?

Affektteori er et opgør med den gængse forståelse af følelser som indre. Affektteorien forstår følelser som både indre og ydre, som både kropslige og sproglige. Vores kultur er med til at bestemme hvilke følelser, der passer sig i hvilke sammenhænge og for hvilke personer.

Bestemte følelser klæber til bestemte personer og ting. Følelser oplever vi med vores krop; og netop vores sanser og de kropslige reaktioner får os til at forstå følelser som indre. Men følelser er også ydre, de er imellem os og kan nogle gange være næsten fysiske. Tænk blot på den pinlige stemning i et rum, hvor en person gør eller siger noget, der falder uden for de sociale normer. Skam er følelsen af at have gjort noget forkert, og ønsket om at skjule det. Skam intensiveres af at blive set af andre, og skammen smitter endda til de andre i rummet, der krummer tæer på den uheldiges vegne. Skam er vendt mod én selv, hvor smerte kan vendes mod andre. Skam er over egen karakter, hvor skyld er over en handling.

Følelser kan også glide til andre følelser, fx kan smerte glide til vrede, hvis en person gør eller siger noget, der sårer os. Følelser vokser, når de cirkulerer mellem personer. De kan også akkumulere bagud i tid, når de aktiverer tidligere følelser og hændelser. Eller de vokser, som angsten for den diffuse terror, der glider til det vi associerer med terror; fundamentalisme, muslimer, mellemøstligt udseende, flygtning etc. Frygt har et objekt og arbejder ved at etablere andre som frygtelige. Frygt er for noget, der ikke er der helt endnu. Angst er for noget, der slet ikke er der, det tillader angsten at akkumulere ved at samle flere og flere objekter.

Kærlighed bevæger subjekter mod bestemte andre og væk fra andre andre. Der er en tæt forbindelse mellem kærlighed og sorg. De elskede er også dem vi sørger over, de er sørgværdige. Dem vi ikke elsker, dem der er fremmede for os, de er ikke sørgværdige. Vi oplever ikke deres smerte, deres sorg eller deres menneskelighed.

Det er ikke kun i de intime relationer, at følelser glider, klæber og vokser. Ikke mindst når det gælder politik, som vi traditionelt forbinder med noget rationelt, er der altid allerede tale om følelser. Følelser er ikke bare private, men tilstede i det offentlige rum og kan have potentiale til at ændre ting.

Kønsforsker Sara Ahmed skriver, at undren kan være et redskab i feminismen (og her vil jeg definere feminisme som: enhver person, der tror på social, politisk og økonomisk lighed for alle køn). Undren er en følelsesmæssig relation til verden, og undren er en kropslig oplevelse, hvor kroppen åbner sig, når verden åbner sig for den. ”…wonder allows us to realize that what hurts, and what causes pain, and what we feel is wrong, is not necessary, and can be unmade as well as made”.

Bragt i FAA 5/8 2016

Vær lidt queer

Queerteori er en udløber af bøsse-lesbisk-forskningen og kvindeforskningen i 90’erne. Den er interesseret i, hvordan normerne konstrueres. Queer tager udgangspunkt i, at køn og seksualitet er sociale identiteter, et resultat af kultur og ikke af biologi. Igennem vores opvækst lærer vi at reagere på kønskorrekte måder via institutionernes belønning og straf. Hvis vi ser køn og seksualitet som essens, underkaster vi os en begrænsende identitet, vi indskrænker vores muligheder. Kønsidentitet og seksuel identitet er en fortløbende social proces, flydende og flertydig. Når køn og seksualitet er sociale konstruktioner, kan de også dekonstrueres, deres ”naturlighed” kan afmonteres. Så får vi mulighed for at vælge andre identifikationer og får flere handlemuligheder.

Queer protesterer ikke bare mod det normale, men mod ideen om det normale. Queer kan være en skæv indfaldsvinkel. Man kan queere: stille spørgsmål til det underforståede og selvfølgelige på forskellige måder. En måde at dekonstruere kønnets og seksualitetens ”naturlighed” er drag/dragkinging. Drag kan udfordre de fastlåste forståelser af køn og seksualitet. Når en kvinde klæder, bevæger, taler og opfører sig som en mand, lægger vi mærke til de forskelle, vi plejer at opfatte som naturlige. Det konstruerede træder tydeligt frem, fordi det er en kvinde forklædt som mand, der fremfører det.

”Camp” er i familie med drag/dragkinging, og kan ses som en kønsparodi. Det er en ironisk performance af køn, den karikerer/overgør det ”normale”, og stereotyperne bliver dermed synlige som konstruerede. Det ligner, men med teatralskhed og overdrivelse. Ved guerillataktik okkuperer man det stereotype køn: både identificerer sig med det og afviser det. Queer svækker, demonterer og nedbryder heteronormativiteten, der er vores forståelse af de to køn og det heteroseksuelle begær som naturligt. Queer bliver politisk, fordi det viser og destabiliserer normerne og den ulige magt.

Idealiseringen af familien og heteroseksualiteten gennemsyrer hverdagen, men den der føler sig tilpas med normerne, lægger ikke mærke til dem. Den, der står uden for normerne føler derimod utilpashed, eller ligefrem kropslig smerte. Med queer får vi øje på noget nyt i det almindelige, normative, og ser at det kunne være anderledes. Queer kan gøre bevidst om det flertydige i køn og seksuelle orientering.

Prøv at skifte han ud med hun eller omvendt næste gang du læser en artikel eller en tale. Det vil hurtigt afsløre de ”naturlige” forventninger til kønnene. Queer tydeliggør, hvad normerne bestemmer at mænd kan sige og kvinder kan sige. Følelser klæber til kønnene, og kan være politiske: handlingsfremmende eller handlingslammende. Vær lidt queer og undgå at begrænse dig selv og andre.

Bragt i FAA 14/7 2016

Om lovgivningsulykker og nyhedspause

Folketinget holder sommerferie, hvilket kan begrænse lovgivnings-ulykkerne sommeren over, og vi kan trække vejret lidt friere. Et par spørgsmål presser sig dog på fra den sidste måned:

Hvorfor tror vi, at indkøb af kampfly og deltagelse i krigshandlinger er vejen til fred?

Hvorfor finder man det nødvendigt at kende året for den første Olsenbanden-film, for at kunne blive en god demokratisk samfundsborger i Danmark? (jf. den nye indfødsretsprøve)

Hvorfor tror man at folk holder op med at tænke udemokratiske tanker, fordi de ikke må sige dem højt? (jf. begrænsninger af ytringsfriheden)

Hvorfor fører de internationale problemer med flygtninge, terror, klimaforandringer, miljøbelastninger, voksende ulighed mellem rige og fattige til en stigende intern splittelse af Danmarks, Europas og USA’s befolkninger? Hvorfor polariserer vi os mere og mere i enten rødgrønne eller neoliberale, fællesskab eller nationalstater, kvinder eller mænd, by eller land, uddannede eller uuddannede?

Hvorfor er det, at vi sælger ud af vores infrastruktur (Dong, TDC, Københavns Lufthavn) til finansieringsselskaber, der kun er interesseret i profit?

Hvorfor er det ikke erhvervslivet, der finansierer kongehuset?

Hvorfor er priser på bus og tog på 20 år steget 30% mere end forbrugerindekset?

Hvorfor dør bierne?

Skal kvinder vælge menstruationerne fra vha. p-piller, som nogle gynækologer anbefaler, eller skal de være friblødere?

Hvorfor kan ingen forklare, hvad den nye gymnasiereform går ud på?

Det er blot nogle af de store og små spørgsmål, der har optaget mig på det sidste. Vores pinlige modstand mod at hjælpe mennesker på flugt, og vores sammenbrudte skattesystem er andre spørgsmål, der ikke vil gå væk, men blot bliver mere og mere presserende.

Men nu glæder jeg mig til sommeren, hvor jeg i en hel uge vil erstatte FOMO (fear of missing out) med LOMO (longing of missing out). Stå af nettet og de sociale medier. Ingen avislæsning, ingen tjek af mail, jobsider, wordfeud. Kun mig og mine tanker, glo og tænke, stilhed, ”live” samtaler, cykle, gå, bade, måske en bog og en blyant.

Og måske vil jeg tænke mere over de positive nyheder: at københavnske forskere har fundet en metode til at nedbryde plantemateriale til sukker vha. sollys, en lovende energikilde. At Sundhedsministeriet uddeler 7 mio. til forsøg med kultur på recept for sygemeldte med stress, angst eller depression. At jeg endelig fik gjort alvor af at udskifte Nordea med Merkur. At Fællesskabsprisen gik til Carlos’ Kitschen, og at Prisen for bedste layout og grafisk design gik til Vera-bogen. Og at der fortsat produceres masser af vedkommende teater og litteratur.

Bragt i FAA 22/6 2016

Sprogets magt

Under ”Muhammed-krisen” gjorde den danske regering accepten af satiretegningerne til et spørgsmål om at være for eller imod værdier som frihed, demokrati, lighed og udvikling. I stedet kunne man have diskuteret, hvordan vi skulle bruge disse værdier i den konkrete situation. Ved at præsentere deres egen forståelse som den universelle og eneste sande forståelse, opfattede den daværende regering enhver kritik af håndteringen af krisen, som en forkastelse af ytringsfriheden. I stedet kunne kritikken have skabt basis for dialog.

Det er tankevækkende, at statsministeren nu ønsker at begrænse ytringsfriheden ved at kriminalisere antidemokratiske ytringer. Vi er mange der bliver provokeret af radikale imamers udtalelser, men i et demokrati bekæmper man ikke holdninger ved at forbyde folk at udtale dem.

Ytringsfrihed blev under Fogh Rasmussen opkastet til dansk national ejendom, og blev betragtet som stående over demokratisk diskussion, og fremstillet som ufejlbarlig. Det gælder åbenbart ikke mere. De politisk liberale værdier blev brugt til at marginalisere muslimer, og aflegitimere andre stemmer i det danske samfund. Afstandtagen fra kritikere ved at kalde dem udanske, udemokratiske etc. var en tilbagevendende metode under Foghs regering. Det medførte en tavshed hos kritikerne, også på andre områder, fra kulturpolitik til arbejdsmarkedspolitik. Tavsheden som følge af udskamningen af kritikere var så effektiv, at kulturminister Per Stig Møller på et tidspunkt efterlyste kritisk debat.

Sproget sætter rammerne for, hvilke tanker, der kan tænkes, og hvilke ideer, der kan realiseres. Sproget skaber forestillinger, som kan fastholde folk i en bestemt virkelighedsforståelse, eller sproget kan bruges aktivt til at fremme egen sag eller interesser. Politikere, lovgivere og medier skaber en bestemt forståelse af virkeligheden gennem sproget. Intentioner bliver lagt ind i sproget i ord som for eksempel ”fremdriftsreform”, ”produktivitetskommission”, ”nyttejob”, ”aktivitetsparat”, ”normalisering af arbejdstider”, ”bekvemmelighedsflygtninge” etc. Det er alle ord, der skal styre vores tænkning og vise en retning.

Magthaverne bruger sproget til at pleje egne holdninger, men det er uskønt når kritikere stigmatiseres som udanske eller udemokratiske. Politikernes sprogbrug og hårde tone går igen hos den almindelige debattør. Der er en hård debatkultur i både trykte og sociale medier. Desværre kan det svække den frie og åbne demokratiske debat, da mange afholder sig fra at deltage af frygt for personangreb.

Vi skal fastholde retten til den frie tanke, tale og tegning, men være bevidste om at vores ordvalg om ledige, studerende eller flygtninge er bestemmende for deres muligheder og fremtid. ”Man kan slå med ordene”, som en dreng meget præcist sagde i en artikel om skæld-ud.

Bragt i FAA 31/5 2016

Skattely og kampfly eller velfærd og klima

Forringelser af velfærd, lighed, uddannelser og klima. Der er nok at opponere imod med den nuværende regering.

Psykologiske forsøg viser at mennesker udviser grådighed, når de i spil får uretfærdigt store gevinster. Vinderne viser mindre tilbøjelighed til at dele med andre. Jo rigere, jo grådigere og mere hoverende.

Jeg eftersøger en skarpere fordømmelse af grådigheden, når staten går glip af 149 mia. årligt på penge gemt i skattely. Det er uhyrligt mange penge, og skal ses i forhold til et samlet statsbudget på 1.090 mia. Uligheden forøges og gennemsigtigheden forringes, når vi tillader at banker rådgiver om, hvordan man gemmer penge for skat, og når V, K og LA for nylig forsøgte at afskaffe de åbne skattelister.

Desuden nåede 9 mia. at blive sendt ud af landet i falsk udbytteskat inden SKAT reagerede. De rigeste loves skattelettelser, og samtidig forringes understøttelse og kontanthjælp. Hvorfor mener politikerne, at de rige bliver motiveret af skattelettelser (altså flere penge), og de fattige af kontanthjælpslofter (altså færre penge)?

Folkeskolen, ungdomsuddannelserne og universitetet skal spare og i strammere og mere målstyrede rammer, selvom de finske børn klarer sig bedre med kortere skoledage, mere fri leg og ingen lektier.

Miljøet forringes med landbrugspakken, og landmænd, der bidrager med blot 8% af Danmarks eksport og modtager 10 mia. årligt i støtte, skal tilmed økonomisk kompenseres for ikke at ødelægge vandmiljøet. Samtidig viser nye undersøgelser at danske børn har glyphosat i urinen (sprøjtegift som bl.a. findes i Roundup). Landbruget har gæld for 360 mia., så hvorfor ikke lade staten overtage de mest forgældede landbrug og omlægge til økologisk drift, hvor produktionen pt ikke kan følge med efterspørgslen.

Regeringen vil investere i kampfly til 30 mia. i indkøb, og dertil 60 til 90 mia. i drift, og føre en dyr, meningsløs krig i Syrien uden strategi for, hvem vi skal samarbejde med, og hvordan vi vil sikre freden. Er endnu en krigsdeltagelse virkelig vores civilisations bedste bud på at skabe fred? Samtidig lukker vi grænserne, og vil i EU ikke samarbejde om at modtage flygtninge. Hvordan kan vi seriøst mene at 500 mio. europæere ikke har råd og plads til 4 mio. syrere på flugt?

Kulturen skal også slankes, selvom vi med Churchill kan spørge, hvad vi skal leve for, hvis vi tager af kulturbudgettet til at føre krig.

Måske vi skulle tage den nye bevægelse ”Sanders som statsminister” på ordet. Bevægelsen kan findes på Facebook, og har skrevet en kronik i Politiken. Sanders fremhæver den danske velfærdsmodel, som regeringen forsøger at afvikle.

Jeg har svært ved at godtage regeringens bevidstløse udmeldinger om, at vi ikke har råd til velfærd og flygtninge, når vi lader de rigeste gemme milliarder af skattekroner, og sender penge efter kampfly og krig.

Bragt i FAA 9/5 2016

Konkurrencestatens syn på arbejde og arbejdsløse

Udviklingen fra velfærdsstaten til konkurrencestaten er et skift, fra fokus på sociale rettigheder og lighed til uddannelse, kultur mm, til fokus på nationaløkonomi, arbejde og pligter. Arbejdslivet er præget af globaliseringen, teknologiseringen og individualiseringen. Det giver en konkurrencepræget tilstand på arbejdsmarkedet. Man har kun værdi og identitet i arbejdet. Det udløser en frygt for arbejdsløshed, for den permanente overflødighed. Arbejdsløshed bliver den enkeltes problem. Strukturelle problemer bliver gjort individuelle. Der opstår en voksende mistro til de ledige og deres arbejdsmoral, også den ledige selv tvivler på sine evner. Samfundskritik er vendt til selvkritik.

Politikerne forringer efterløn, dagpenge og kontanthjælp med det formål at sænke lønningerne ved at øge udbuddet af arbejdskraft. I stedet for at sige det åbent, postulerer man et normskred blandt de ledige, som mennesker med krævementalitet, som sociale bedragere og som dovne. Retorikken bruges af et bredt spekter af politikere, selvom beskæftigelsesandelen, som angiver andelen af beskæftigede omregnet til fuldtidsbeskæftigede i forhold til hele befolkningen, har været stort set uforandret siden 1968, nemlig mellem 48 og 52 %.

Lovgivningen stiller krav til lediges deltagelse i jobsøgning, samtaler og aktivering, og foregiver dermed at problemet er den lediges motivation. Måske vi i stedet skulle sætte hinanden mere fri, dele arbejdet, og nyde den mere fritid til at gøre noget godt for hinanden i familierne og andre fællesskaber.

I den offentlige sektor arbejder man ikke kun med regler, men med værdier og holdninger. De ansatte tolker lovgivning og bekendtgørelser i overensstemmelse med lovgivernes hensigt og intention. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan politikere, myndigheder og andre personer i det offentlige rum taler om fx ledige. Vi skaber ting med ord, ord får virkelige effekter. Den offentligt ansatte fungerer som en personificering af staten/kommunen/loven, og bliver instrument for magten. Mistro og kontrol kommer til at fylde mere end solidaritet.

Et velfungerende demokrati hviler på en aktiv og kritisk offentlig debat. Men konkurrencen på arbejdsmarkedet gør at den offentligt ansatte, selvom hen burde, ikke udtaler sig kritisabelt om konsekvenserne af gældende politik og praksis. Kravet om omstillingsparathed og positiv tænkning gør yderligere, at den ansatte holder sig under radaren med sin evt. kritik.

Vi gør strukturelle problemer (globalisering, teknologi, økonomisk krise) individuelle, og den indlejrede magt i normerne, sproget og bureaukratiet, udøver et massivt pres på den enkelte. Refleksion, kritik og offentlig kommunikation er påkrævet, hvis vi vil ændre dette.

Bragt i FAA 24/3 2016