Udviklingen fra velfærdsstaten til konkurrencestaten er et skift, fra fokus på sociale rettigheder og lighed til uddannelse, kultur mm, til fokus på nationaløkonomi, arbejde og pligter. Arbejdslivet er præget af globaliseringen, teknologiseringen og individualiseringen. Det giver en konkurrencepræget tilstand på arbejdsmarkedet. Man har kun værdi og identitet i arbejdet. Det udløser en frygt for arbejdsløshed, for den permanente overflødighed. Arbejdsløshed bliver den enkeltes problem. Strukturelle problemer bliver gjort individuelle. Der opstår en voksende mistro til de ledige og deres arbejdsmoral, også den ledige selv tvivler på sine evner. Samfundskritik er vendt til selvkritik.
Politikerne forringer efterløn, dagpenge og kontanthjælp med det formål at sænke lønningerne ved at øge udbuddet af arbejdskraft. I stedet for at sige det åbent, postulerer man et normskred blandt de ledige, som mennesker med krævementalitet, som sociale bedragere og som dovne. Retorikken bruges af et bredt spekter af politikere, selvom beskæftigelsesandelen, som angiver andelen af beskæftigede omregnet til fuldtidsbeskæftigede i forhold til hele befolkningen, har været stort set uforandret siden 1968, nemlig mellem 48 og 52 %.
Lovgivningen stiller krav til lediges deltagelse i jobsøgning, samtaler og aktivering, og foregiver dermed at problemet er den lediges motivation. Måske vi i stedet skulle sætte hinanden mere fri, dele arbejdet, og nyde den mere fritid til at gøre noget godt for hinanden i familierne og andre fællesskaber.
I den offentlige sektor arbejder man ikke kun med regler, men med værdier og holdninger. De ansatte tolker lovgivning og bekendtgørelser i overensstemmelse med lovgivernes hensigt og intention. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan politikere, myndigheder og andre personer i det offentlige rum taler om fx ledige. Vi skaber ting med ord, ord får virkelige effekter. Den offentligt ansatte fungerer som en personificering af staten/kommunen/loven, og bliver instrument for magten. Mistro og kontrol kommer til at fylde mere end solidaritet.
Et velfungerende demokrati hviler på en aktiv og kritisk offentlig debat. Men konkurrencen på arbejdsmarkedet gør at den offentligt ansatte, selvom hen burde, ikke udtaler sig kritisabelt om konsekvenserne af gældende politik og praksis. Kravet om omstillingsparathed og positiv tænkning gør yderligere, at den ansatte holder sig under radaren med sin evt. kritik.
Vi gør strukturelle problemer (globalisering, teknologi, økonomisk krise) individuelle, og den indlejrede magt i normerne, sproget og bureaukratiet, udøver et massivt pres på den enkelte. Refleksion, kritik og offentlig kommunikation er påkrævet, hvis vi vil ændre dette.
Bragt i FAA 24/3 2016