Hvis min moster ikke havde forelsket sig, ville mine forældre ikke have mødtes til forlovelsesfesten og jeg ville ikke eksistere. Jeg kunne så ikke være kommet for sent hjem fra pinsefesten, hvilket fik mine forældre til at sende mig på kostskole, hvor jeg mødte lærere, der foranledigede, at jeg startede på seminariet. Hvor jeg ikke ville have mødt ham, som blev far til mine børn. Uden dem ville jeg ikke have mødt hende med det sommerhus, hvor jeg nu sidder og tænker kontrafaktisk og mindes præsten, der sagde: ’Skæbne er den røde tråd, vi forsøger at finde i tilværelsens tilfældigheder’.
Mit bidrag til Flash Fiction EACWP Contest 2020, https://eacwp.org/flash-fiction/
Min mor sang ’Den lille Ole med paraplyen’ og ’Elefantens
Vuggevise’ som godnatsang for mig og min bror hver aften. Vi havde hverken klaver
eller pladespiller, så transistorradioen i køkkenet var eneste kilde til musik.
Den stod på P3, hvor vi kunne høre ’Dansktoppen’ og ’De ringer, vi spiller’. ’Så
tager vi cyklerne frem’, ’Den knaldrøde gummibåd’, Bamses Venner og Shubidua var
soundtracket til min barndom. Det årlige Melodi Grandprix var et af
højdepunkterne på TV, så sad vi med hjemmelavede afkrydsningslister og gættede
med på vinderne. Da Mabel deltog med ’Boom Boom’, blev det ikke større.
Da jeg blev teenager, var det Sebastian og Trille, der var
idolerne, men min far syntes Sebastian lignede en flødebolle på Vi Unge plakaten
på min skråvæg, og han gjorde nar ad mig, da jeg og en veninde (forgæves) havde
besøgt Trille, der boede i nabolandsbyen for at få en autograf. Af drengevenner
og de første kærester fik jeg indspillede kassettebånd med Dr. Hook og Frank Zappa.
Jeg optog også selv musik med mikrofonen på min kassettebåndoptager, når jeg
gik tidligt i seng for at lytte til P4 på P1 søndag aften. Så gjaldt det om at
være stille, så der ikke kom for mange lyde fra rummet med på båndoptagelsen.
Jeg prøvede også at optage, når jeg selv sang med, men det kom altid anderledes
ud end det lød inde i mit hoved.
Min lillebror blev smidt udenfor døren i sangtimen, fordi
læreren troede han gjorde nar, når han sang med. Men jeg gik til kor med de
andre piger fra klassen, og i 6. kl. begyndte jeg til blokfløjte. Da jeg var nybegynder,
skulle jeg gå på hold med 1. og 2. klasserne, så det holdt hurtigt op. Da jeg
blev 13 købte jeg en guitar af en kammerat og prøvede at lære at spille ud fra
en begynderbog. Jeg lærte et par akkorder, men kunne ikke bruge dem til noget,
da jeg ikke kendte melodierne i bogen. På gymnasiet spillede jeg elbas i
musiktimerne, det gik vist nogenlunde med at holde en rytme. I de år gik jeg
til koncerter med Bifrost, Jomfru Ane Band, Skrøbeligt Daggry og Paul Banks Musikorkestret.
Ikke blot gode melodier, men også de politiske budskaber i teksterne havde en
betydning.
Da jeg som 22-årig startede på seminariet, var der en
talepædagog ansat, som skulle høre os alle oplæse et stykke for at vurdere, om
vi brugte vores stemmer og vejrtrækning hensigtsmæssigt. Som det første slog han
en tangent an på klaveret og bad mig gengive tonen. Jeg var helt blank. Jeg anede
ikke at der var en forbindelse mellem tonen på klaveret og den tone jeg kunne
frembringe med mine stemmelæber. Siden spillede jeg både claves til rytmen ’ØLlene
SKAL være KOLde – JA TAK’ og sang kor i et band til Eric Claptons ’Wonderful
tonight’.
I mine 30 år med hjemmeboende børn har jeg mest hørt den
musik, de har bragt ind i hjemmet. Så det er alt fra ’Åh, Abe’ til Eminem, Pink,
Dizzy Mizz Lizzy og Lady Gaga. Til børnenes held har de musikalske fædre, der
selv synger og spiller guitar og klaver. De har gået i musikalsk legeskole og
til klaver, violin og sang – og et par af dem laver selv musik i deres fritid.
Efter de er flyttet hjemmefra, glemmer vi ofte at lytte til musik, tidligere
kunne jeg finde på at sætte en plade på om aftenen og danse rundt, hvis jeg var
alene hjemme. Sinead O’Connor,
Tracy Chapman, Paul Simon, Prince eller Michael Jackson.
Jeg kan sjældent huske navnet på hverken numre eller
kunstnere, og jeg kan slet ikke gengive en melodi jeg har hørt. Alligevel
elsker jeg at høre musik. Jeg lytter sjældent efter ordene, men bliver påvirket
af stemningen i musikken, det emotionelle. Jeg kan særlig godt lide ægtheden i
en stemme, at man kan mærke nogle sande følelser, uanset om det er Poul Dissing,
Adele, Poul Halberg eller Jim Morrison. Der er en hårfin grænse mellem indlevet
patos og klichefyldt forlorenhed.
Men i mange år havde musik for mig også en social betydning.
Som ansat på højskole sang vi morgensang, og det at synge i et fællesskab med
andre intensiverer oplevelsen. Stemmerne, sangen, fællesskabet og den
historiske betydning løfter sig, når vi synger de mange smukke højskolesange.
Vi bor langt ude på landet og derfor er her ofte meget
stille. PC-ens summen, varmepumpen og køleskabets brummen, de tre bip, der
signalerer at vasketøjsprogrammet er slut, en smækken med en dør, når manden
går ud i værkstedet for at ryge og kattens mjaven, når den vil lukkes ud, er
ofte lydtæppet.
For tiden vækker flagspætten os om morgenen med sin drrdrrdrrdrrdrrdrr.
Den bevæger hoved og næb lynhurtigt mod en løs eternitplade på taget over vores
soveværelse. Med lyden som en lille brolæggerjomfru eller maskingeværsalve er
den ved at imponere pigefuglene med sin store… lyd. Lidt efter pifter musvitten
fra birketræet og fasanen skryder højt, når den pikker solsikkekerner under
foderbrættet. Jo længere henad foråret jo flere fuglestemmer kommer til. Fra
solopgang lyder der en fløjten, kvidren, trillen, kurren, pippen, syngen,
trillen, kukken, tuden, rappen, skogren, skræppen, klukken, kaglen og knebren. Og
så pludselig kort efter Sankthans forstummer de pludseligt alle. Så er
parmageriet og redebygningen fuldendt.
Men lige nu, i marts 2020, er den mest hørte lyd her på
matriklen, lyden af uafbrudt Breaking News og Sundhedsstyrelsens Søren
Brostrøm, statsminister Mette Frederiksen og TV lægen Peter Qvortrups stemmer. Og
jeg retter ind og bliver hjemme, men længes efter mit barnebarn og at kunne synge
for ham:
’Nu tændes der stjerner på himlens blå,
halvmånen løfter sin sabel…
Sov tyst, lille Jumbo, dit lille myr, din nuttede lille rødbede. Du bad mig fortælle et eventyr nu sover du sødt allerede.’.
Bidrag til essaykonkurrencen ‘Lyden af 2020’ https://seismograf.org/guide/essaykonkurrence-lyden-af-2020
’Et brev er et lille stykke nærvær på papir’, siger kvinden i introduktionen til brevskrivningstimen på Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek, hvor en cellist akkompagnerer brevskrivningen. Hun sidder helt alene i salen med de smukke læsepulte i mørkt træ og de fine lamper med grønne glasskærme. Når denne frygtelige corona-isolation er forbi, vil jeg tage derind og opleve den smukke bogforede læsesal. Nu må jeg nøjes med livestreamingen af den unge kvinde i sølvpailletbesat buksedragt og rød kimono, der betjener sin cello og et arsenal af fodpedaler.
Det gør mig trist at tænke på, at vores verden for altid vil
være forandret. At vi for altid fremover må skærme os for virus ved at undgå
tæt socialt samvær. Det gør mig umådelig trist, at det er i Italien og Spanien,
hvor ældre og gamle har et rigt socialt liv med daglige møder over kaffe og
kortspil på bænkene, at så mange dør. At det rige sociale liv skal straffes med
døden.
Det er forfærdende, at vi ikke hører om flygtningene i de
overfyldte lejre, hvor skræmmende smittefarligt og uhygiejnisk der må være.
Har vi glemt, at vi alle skal dø, at vi ikke kan gemme os
for døden. Tror vi, at vi kan undgå døden ved at holde op med at leve. Vi
adlyder direktiverne fra regeringen og sundhedsstyrelsen for at sikre at
sundhedsvæsenet kan følge med med sengepladser og respiratorer, for at skåne
ældre, svage og kronisk syge. Men når denne corona-krise er drevet over om ½ år,
om 1 år, om 2 år, når 60% er blevet smittede, og vi dermed har opnået
flokimmunitet, så kan en ny virus true os. Derfor vil vores hverdag for evigt
være ændret, derfor vil vi skulle undgå tæt fysisk kontakt og forsamlinger med
mange mennesker for altid.
En virus har begrænset vores frihed på en langt mere subtil
og internaliserende måde end noget totalitært styre. At regeringer så slår plat
på situationen og vores frygt, og lukker grænser og skruer op for digital
overvågning er beskæmmende.
Efter terrorangrebet i Bataclan valgte vi ikke at lade os
kyse, men mødte ufortrødent op til koncerter og krævede vores ret til at feste,
danse og elske. Nu er det noget ganske andet. Virussen har formået, hvad end
ikke den mest onde terror har kunnet gøre. Har gjort os bange for hinanden.
Det kan jeg ikke holde ud at tænke på. Jeg nægter for altid
at leve mit liv digitalt, jeg nægter at ikke kunne leve mit liv i tæt socialt fællesskab
med andre levende kroppe. Det er ikke et liv.
Cellisten kærtegner sin cello lidenskabeligt og virtuost. Hun
fremkalder sfæriske toner i den højloftede sal. Hun sidder der alene, og jeg
sidder her alene foran min skærm. Vi er sammen hver for sig. Det rører mig, men
det gør mig også trist. Det giver ikke det samme følelsesmæssige løft, som når
vi er mange, der på samme tid oplever musik eller anden kunst i et fysisk fællesskab
af levende vibrerende kroppe.
Nu vil jeg sende dette brev digitalt til en veninde, der også sidder alene foran skærmen og skriver i denne livestreamede brevskrivningstime.
Brevskrivning til livestreamet koncert med cellisten Josefine Opsahl i Den Sorte Diamants læsesal d. 7/4 2020
Da jeg en
dag i starten af marts besøgte min bog-pusher i Litteraturhuset, talte
hun med en kunde om, hvorvidt James Joyce’s Ulysses ville være et godt
køb som fødselsdagsgave til dennes mand.
Jeg blandede
mig i samtalen og fortalte at jeg for et par år siden, da jeg var ledig, havde
sat mig for at læse Ulysses. Selvom jeg normalt er en hurtig læser, tog
det mig 2 mdr. at komme igennem bogen. Boghandleren var imponeret over at møde
et menneske, der rent faktisk havde læst den, da det åbenbart er mere
almindeligt at SIGE, at man har læst bogen.
I Ulysses
følger vi annonceagent Bloom og forfatteren Stephen Dedalus gennem én dag i
Dublin, d. 16. juni 1904 (nu kaldet Bloomsday). Ulysses udkom i 1922,
jeg læste Karsten Sand Iversens oversættelse fra 2014.
Under min læsning tog jeg noter. De følger her for de, der måtte være
interesserede.
1. kapitel:
Irerne
Stephen Dedalus (forfatter) og Mulligan (forfatter/medicinstuderende?) og
englænderen Haine (forfatter) bor i et tårn i Dublin. Intellektuelle, frisk
tone. Spiser morgenmad, bader, aftaler at drikke senere. De er ateister. Stephen
Dedalus’ mor nyligt død, han ville ikke bede for hende.
2. kapitel:
Stephen Dedalus
er i sin klasse. Frisk, vellidt. Får betaling af inspektøren. Inspektøren beder
ham forsøge at bringe et brev i avisen om muligheden for at bekæmpe mund- og
klovsyge hos kvæget. Inspektøren bryder sig ikke om jøderne. Stephen Dedalus
mener blot, de er købmænd som de kristne. Højstemt lærd sprog. Referencer til
de gamle grækere.
3. kapitel:
Stream of
consciousness, mens Stephen Dedalus går langs stranden på vej mod avisen.
Tænker på tanten og onklens hus, på sin tid i Paris. Opremsende, springende,
sammensatte adjektiver: blodblomstret, frøgrønne, hestenæseborede, basiliskøjet.
Lydord. Skønt eksempel s. 50: ’Den nye luft hilste ham, harpede i vilde nerver,
vind af vild luft af frø af lys’.
4. kapitel:
Leopold
Bloom laver morgenbakke til konen Molly, sangerinde. Fodrer katten, steger
nyre, skider. Læser brev fra den 15 årige datter Milly, der er i fotobranchen?
Dødfødt søn, der kunne have været 11 år nu. Der er brev til Molly fra elskeren
Boylan.
5. kapitel:
Gå hjem og
vug Knausgård! Joyce er hypnotiserende! Ufuldendte sætninger, ingen subjekter.
Suggestivt. Bloom går gennem byen på vej til en begravelse, henter et brev fra
en elskerinde. På apoteket efter mandelolie-blanding til konens hud, køber
citronsæbe for at gå i hammam senere.
6. kapitel:
I vogn på
vej til begravelsen sammen med Stephen Dedalus far. Begravelsen. Blooms far
begik selvmord med gift.
7. kapitel:
Bloom er på
avisen med annonce for kunde. Livlig aktivitet. Stephen Dedalus kommer med
artiklen om mund- og klovsyge. Alle beslutter at gå på pub, undtagen Bloom.
Stephen fortæller på vejen om to liderlige gammeljomfruer.
8. kapitel:
Bloom går
gennem byen. Samtaler med folk han kender. Mindes tidligere tider med Molly og
datteren. Spiser en gorgonzola-sandwich med sennep og oliven og drikker vin
til.
9. kapitel:
Bloom på
biblioteket. Skal mødes med elskerinden? Stephen, John Eglinton, McBest diskuterer
Hamlet på biblioteket. De diskuterer om Hamlet er selvbiografisk.
10. kapitel:
Vi møder et
mylder af personer gennem byen.
11. kapitel:
Lydord. Hele
kapitlet resumeret på de to første sider, udfoldes derefter. Vi er på værtshus.
To flirtende barpiger. Stephen Dedalus spiller klaver og synger. Mange drikker.
Bloom spiser lever og bacon. Får ståpik. Skriver brev til sin elskerinde
Martha. Han har købt en bog til Molly. Skøn beskrivelse af samleje.
12. kapitel:
Skøn
beskrivelse af en kæmpe, en stor mand. Øldrikken. En Joe og et ’jeg’? Bloom
kommer også, er lærd og kontrær, trættende. Taler om dødsstraf og om hunde. Ordrablen.
Om Irlands stolte steder s. 355. Foragt for jøden Bloom, der hævder sin
forfulgthed. Fantasifulde, rablende associerende sidefortællinger.
13. kapitel:
Skrevet som
en romantisk roman eller novelle. Over-sensibelt. Tre unge møer med længsel,
den ene veksler blikke med Bloom. Gerti er en halt skønhed. Store romantiske
fantasier, kroppenes længsel. Bloom fantaserer erotisk.
14. kapitel:
På værtshus,
en fødende kvinde, den vordende far, diverse studentikose/halvlærde
værtshusgæster. Deres snak om sex og svangerskab etc.
15. kapitel:
Et grotesk
skuespil. I gaden. Diverse aktører, kostumer, tider. En filmisk fantasi (inden
filmen?). Syret. Kostumestykke. Hund bliver til død mand. Blooms utroskab.
Bloom og især Stephen drikker sig fulde i horehuset.
16. kapitel:
Bloom og
Stephen går igennem natten. Får kaffe på en kuskestue for at blive ædru. Bloom
tager Stephen med hjem.
17. kapitel:
Spørgsmål og
svar, videnskabelige. Bloom 38 år og Stephen 22 år kommer til Blooms hus og
sætter sig i køkkenet og drikker kakao. Går i haven, ser på stjerner og fru
Blooms silhuet mod gardinet. Urinerer. Stephen afslår at overnatte. Går. Bloom
klæder sig af, tænker over en landejendom, han ønsker sig – dagdrømmer før
søvnen, s. 721: ’den automatiske beretning til ham selv af en fortælling
vedrørende ham selv eller fredfyldt genkendelse af fortiden vanemæssigt udført
før natlig tilbagetrækning’. Han ved, hun er ham utro med forskellige elskere.
De boller? s. 738: ’ han kyssede hendes plumpe slugtende fugtende lugtende
rumpes meloner’. Han er ikke far til sin datter? De har ikke haft fuldbyrdet
samleje i 10 år (siden sønnens fødsel), de har ikke haft samleje i 9 mdr.
(siden datterens menstruation – nu er hun 15 år). Han tilgiver hendes utroskab
– accepterer.
18. kapitel:
Mollys stream of consciousness uden punktummer! Hun fantaserer om Stephen. Hun får
menstruation.
Startede på Ulysses
midt i april 2016 og afsluttede inden Bloomsdag d. 16. juni.
To måneders
hæsblæsende læsning. Fantastisk sprog. Ind imellem vanskeligt. Mange
henvisninger. Mange bipersoner. Men sproget, det rablende, fantasien,
sanseligheden. Så fedt! Især kap. 3, kap. 5, kap.11, kap. 12, kap. 13, kap. 15
(dog meget langt – svært at komme igennem), kap. 17 og kap. 18.
Hvis du selv har fået mod på at give dig i kast med Ulysses, ved jeg den kan fås i Litteraturhuset i Svendborg.
Skrevet i foråret 2016 og foråret 2020. Bragt som anbefaling i https://www.facebook.com/litteraturhusetsvendborg/
Det er sent, men lunt og ikke rigtig mørkt. Jeg har drukket
et glas vin på Kammerateriet, de har lukket nu, der var kun få mennesker i byen
i aften. Jeg smider sandalerne og borer tæerne ned i sandet ved loungeområdet
ved molen. Lytter til den klukkende lyd af vandet, der langsomt og i en ganske
lidt varierende rytme slår mod bolværket. Jeg kan ikke se vandmændene dernede, men
ved at de svæver tæt i det let olierede vand. Jeg tænker på sidst jeg var her,
hvor en kvinde kaldte mig til sig, åbnede spænderne på sin kuffert, som hun
havde fyldt med sand og småbitte skibe foldet af papir. Hun fortalte om
længslen efter sin elskede, som hun sad og ventede på, han var på havet, og kom
aldrig tilbage. Kvinden var her ikke nu, men det var Kristina Stoltz som havde
bedt mig fortælle om havnen i Svendborg og om en kutter, der kom ind. Jeg
tænkte på Kresten, der var fisker på Lyø og gift med min farmors søster. Hun
var hans anden kone og blev mor for hans børn, men fik ikke sine egne. Kresten
smuglede cigaretter i sin fiskekutter, de udvekslede smugler varerne syd for
øen under dække af, at de var ude at
lyse ål om natten. De spiste mange ål i den periode efter anden verdenskrig.
Det er længe siden jeg har været på havet, måske ikke siden
dengang jeg stadig var lykkelig med min første mand, og vi havde lånt en folkebåd
af hans kammerat, der havde været telegraf på Grønland og ikke var så sart over
båden. Det er jo ingen altertavle, sagde han, og så lånte vi den en hel sommer.
Eller var vi egentlig lykkelige? Jeg havde mistet vores første barn i 13. Uge
og var nu gravid med den næste, men turde ikke glæde mig, for tænk, hvis den nu
heller ikke ville leve. Han havde lige mistet sin mor, hun tog sit eget liv, og
jeg var ked af, at jeg havde hånet ham over at han ringede til hende hver uge,
jeg som ikke selv havde et nært forhold til mine forældre. Jeg forstod det ikke.
At han var hengiven, en voksen søn, der tog ansvar for deres relation. Men på fotoene
fra den sommer ser vi unge, solbrændte og lykkelige ud. Vi havde vores brødre
med på skift, om min sagde han, at han
havde et sundt kraftigt pis, når han ladede vandet over rælingen. Hans nevø
kunne ikke lide mig, det blev jeg stødt over, det var skamfuldt, men han kunne
slet ikke lide kvinder, der talte til hans far.
Jeg har efterladt min mobil hjemme, det er frigørende at
ingen ved, hvor jeg er eller kan få fat i mig. Det nærmest synger og bobler i
mig over denne stjålne frihed. Nu kommer en kutter ind, jeg har kunnet høre den
dunkende totaktsmotor længe i den stille nat. Den kommer nærmere og nærmere, den
klassiske silhuet med træstyrhuset på det lille skib, der er ikke noget lys i
masten eller i styrhuset. Det er usædvanligt at den sejler mod denne del af
havnen. Da den er næsten fremme ved sandstykket, hvor jeg sidder med de bare
ben svævende over vandoverfladen slukker motoren. En type i sydvest,
skipperskæg og lakridspibe træder ud af styr huset, samler en trosse op og
kaster den mod mig og råber grib. Det når jeg akkurat, kommer på benene og
forsøger at binde en knude om en pullert, der på molen, men rebet er tungt og
stift, og jeg kender kun til kællingeknuder og råbåndsknob. Han er helt tæt på
nu, springer i land, tager rebet fra mig, trækker båden tæt til molen og slår
hurtigt rebet om pullerten. Han tager min hånd, siger kom, står skrævende med
et ben på kutteren og et på molen. Han tager mig om livet og løfter mig over på
båden, som om jeg ingenting vejer. Jeg beslutter at give efter, at give slip på
kontrol, at være afslappet, nærværende
og vidunderlig. Han peger på et par fiskekasser, der ligger med bunden i
vejret. Jeg sætter mig og han løsner fortøjringen, går ind i styrehuset,
starter den dunkende motor og vender ud mod Svendborg Sund igen. Vi sejler
længe i tavshed, men på et tidspunkt kommer vi ind under land, måske er det
Skarø, Hjortø, jeg ved det ikke. Verden er så forandret set fra havet. Blot hav og hav og smalle striber
af land. Alt er fladt. Han kaster ankeret og lader os drive og duve langsomt
rundt. Han tænder med ferme bevægelser op i en smedejernsgrill, ordner et par
endnu levende fisk fra hyttefadet. Finder citron, løg og frisk chili. Fra
hyttefadet henter han også to flasker øl, åbner med tænderne og rækker mig den
ene. Synkront lægger vi nakken tilbage og drikker grådigt. Bare hælder det
kolde øl direkte i halsen. Det har jeg ellers aldrig kunnet, skal altid synke
små slurke ad gangen. Men nu kan jeg alt, også bøvse med stor lyd og åben mund.
Jeg griner befriet og han griner med, dybt og mørkt og trygt fra den store
sweaterklædte mave. Vi spiser de grillede fisk med fingrene, aldrig har jeg
været så sulten, og aldrig har noget smagt så lækkert. Han fejer grill og
skærebræt til side og breder en pressenning ud på dækket. Vi lægger os, jeg i
hans arm. Vi kigger op på himlen, der er overstrøet af stjerner, jo længere vi
ser, jo flere kommer der.
Da Jeg vågner er det blevet lyst . Fiskeren er ingen steder
at se, men jeg har hans sweater over mig. Jeg fryser og vil gerne hjem nu. Min
mand må være bekymret, og jeg er ikke
sikker på at jeg har lyst til mere frihed. Jeg ved ikke hvordan man starter
kutteren og beslutter at springe i havet og svømme i land, der er ikke så langt
og der må vel bo nogen på øen, der kan få mig over på Fynsiden.
Da jeg gennemblødt og rystende af kulde når op til en mindre gård, får jeg et tæppe om mig og bondemanden sejler mig tilbage til Svendborg Havn i sin lille motorbåd. Jeg går op til en veninde, får tørt tøj og kaffe. Spørg ikke, siger jeg. Min mand lægger ikke mærke til noget usædvanligt, da han henter mig, men siden har jeg haft en heftig trang til lakridspiber.
