Er det universets grundtone. Hvis man slapper af og presser en lyd frem fra struben, vil man altid ramme et dybt g, som er urlyden. Eller er det et hulrum under vores hus, der virker som resonanskasse for underjordiske boremaskiner langt væk. Er det fjern trafikstøj fra motorvejen. Eller højspændingsledningerne, hvis magnetfelter genboen beskytter sig mod med kobberringe om huset. Eller som dengang jeg troede jeg kunne høre naboens gæster tale sammen på terrassen ved midnat, jeg forsøgte at tyde, hvad de sagde, men så viste det sig at være murbier i væggen under vinduet. Er det en summen fra køleskabet, varmepumpen, stokerfyret, kompressoren, stikkontakten. Jeg lytter og lytter, men kan ikke høre noget, blot en lille fin hyletone, en tinnitus jeg ellers ikke lægger mærke til. Men min mand har flere gange måttet overnatte i sin bil for at slippe for den forbandede brummen. Jeg må indrømme, at jeg nok har tænkt, at det var noget neurotisk, men nu er Vagn Remme i landsbyen også plaget af denne brummen.
Tekst inspireret af Rolf Steensig og Vagn Remmes ‘Afstandspoesi’ udgivet på Forlaget Em i juni 2020