Kategori: Klummer om lidt af hvert

Ifølge Center for Frivilligt Socialt Arbejde har 39% af danskerne deltaget i frivilligt arbejde det seneste år, og 63% har været frivillige på et tidspunkt.

Der er særligt tre grunde de frivillige angiver som motivation for at udføre frivilligt arbejde: de vil hjælpe andre og gøre en forskel, det er sjovt og det giver socialt netværk og fællesskab. Vi har behov for at udføre noget meningsfuldt og gøre en forskel for andre, men vi vil også have det sjovt og være en del af et fællesskab.

Vores engagement og interesse for frivilligt arbejde vil typisk ændre sig gennem livet. Da jeg var helt ung var jeg i nogle år frivillig i Mellemfolkeligt Samvirke både i Afrika og i Danmark, da jeg fik hus og børn var jeg aktiv i beboerforening og skolens forældrebestyrelse, senere var jeg lokal indsamlingsleder for Røde Kors’ årlige indsamling, medlem af Kulturelt Samråd og frivillig læseguide. De frivillige aktiviteter, vi engagerer os i, afspejler ofte vores aktuelle livssituation og interesser. I Danmark har vi en stærk foreningstradition, både indenfor idræt, kultur og folkeoplysende aktiviteter. Foreningerne er ofte lokalt forankret og giver mening og fællesskab til vores nærmiljøer.

Det sidste trekvarte år er frivillighed for mig også blevet mit job. Som læseguidekoordinator hos Læseforeningen samarbejder jeg med ældreforvaltningen i Odense Kommune og understøtter de frivillige læseguider, der læser med ældre borgere for at afhjælpe ensomhed.

Som projektkoordinator i Hold Danmark Rent er en af mine opgaver at facilitere samarbejdet mellem kommuner, virksomheder og foreninger i konceptet Ren Natur, der øger folks bevidsthed om henkastet affald i naturen og arrangerer affaldsindsamlinger over hele landet i sommerhalvåret.

Nogle vil måske synes, at det er kommunens og de fagprofessionelles opgaver, de frivillige løfter. Men det er vigtigt at se de frivillige foreninger som et supplement. De frivillige er engagerede borgere, der tager et medansvar for deres medmennesker og for deres nærmiljø.

Inge på 90, der ser så dårligt, at hun ikke selv kan læse, og Preben der er så dement at han ikke kan huske om han bruger sukker i kaffen, har begge stor glæde af læseguidens højtlæsning og samtalen om oplevelsen af litteraturen.

De frivillige, der oprydder henkastet affald, spreder tryghed og glæde ved et rent miljø for mennesker og dyr. Vi får det samfund vi ønsker os ved selv at bidrage og tage et ansvar. Så kan kommunen og staten, som jo også er os alle sammen, bruge kræfter og ressourcer på noget andet end at forebygge ensomhed og rydde op efter os.

Bragt i FAA 27/3 2019

Jeg elsker at køre med tog. At være på vej. Det er noget med mellemrummet. En pause hvor man ikke kan skynde sig. Ikke tålmodig, ikke utålmodig, blot væren. At se landskaber og byer suse forbi. At lytte til fremmede menneskers samtaler. At lade tankerne løbe hvorhen de vil.

Jeg tænker fx om vi mennesker egentlig er særligt intelligente væsener? Når vi udrydder os selv med krige, forurening og overforbrug. Grådighed og begær er muligvis befordrende for udvikling og opfindelser, men nu ødelægger det os.

Jeg tænker på hvor ødelæggende korruption er for et samfund. Jeg tænker på grænsen mellem nødvendighed og grådighed.

Jeg tænker på at mennesket vil elskes, hvis det ikke bliver elsket vil det beundres, hvis det ikke bliver beundret vil det frygtes.

Jeg tænker på gode mennesker, der er døde inden for de sidste år. De lever videre i vores tanker og samtaler. Men tanken om livets endeligt er ubærlig. Ændrer det sig med alderen, bliver egen død nemmere at bære?

Jeg tænker på det uafklarede, det midlertidige, på venten, limbo. At det også er her alle muligheder står åbne. Hvor alt vider sig ud og ud, er spænding, forventning.

Jeg tænker på oplevelser, der forudsætter min tilstedeværelse og mit nærvær. Samtaler, teater, litteratur. Fortættethed, intensitet, selvforglemmelse.

Jeg tænker på den gode vilje. At den nogle gange er en gratis omgang, en hul intention.

Jeg tænker på underrepræsentationen af gode nyheder. At der er noget sært dragende ved katastrofen, ved det ækle.

Jeg tænker på det groteske i, at det eksperterne i regeringens stresspanel kan komme op med er at afskaffe skoleintra. Når vi stresser over nedskæringer, at ressourcerne ikke modsvarer opgaverne. Over den forkortede dagpengeperiode, og frygten for at falde ud af sikkerhedsnettet ved sygdom. Unge stresser over om de kan komme ind på drømmeuddannelsen, eller om de vælger forkert. Alle stresser over at være slanke og fitte nok. Om de kan finde kærligheden, om de kan nå at få børn, har råd til bolig. Om de har sparet nok op til alderdommen, om forældrene får en værdig alderdom, om børnene kan holde sig ude af narko og kriminalitet. Om der er vilje til at redde miljøet og menneskeheden.

Jeg beroliger mig selv ved at tænke på japaneren Marie Kondo og hendes meditative metode til oprydning og tøjfoldning.

Jeg tænker på det vigtige og poetiske ved uregulerede byrum, fx Papirøen i København, Frederiksøen i Svendborg.

Nu er næste stop Hovedbanegården og min stream of consciousness stopper. En lille pause med mine egne tanker i stedet for at forsvinde i labyrinterne på de sociale medier.

Bragt i FAA 11/2 2019

Tilværelsen byder på overgange, der bringer os nye steder hen. Det kan fx være at blive forelsket, at flytte hjemmefra, at starte på og afslutte et studie, at rejse til nye steder, at blive forældre, at få job, at blive skilt, at miste sit job, at blive syg, at gå på pension. Det kan synes banalt, da det er overgange de fleste af os kommer ud for, nogle af dem flere gange i livet. Men for den enkelte opleves det som stort og voldsomt, når vi oplever disse overgange for første gang.

Der findes de helt små overgange, som da min mand og jeg fx for 15 år siden mødte en bekendt i hvidevarebutikken, da vi så på opvaskemaskine. Begejstringen må have lyst ud af os, for hun spurgte: ’Er det jeres første?’ og ja, det var det.

Så er der de lidt større overgange, som når det sidste barn flytter hjemmefra. Der står jeg lige nu, og er blevet lidt barnløs efter 30 år med hjemmeboende børn. Her er lidt tomt og de faste rytmer er brudt op. Der er ikke længere nogen, der beder om at blive kørt, hentet og bragt. Der er ikke nogen, jeg føler mig forpligtet til at tilberede aftensmad til. Ikke nogen, jeg skal gå på listefødder omkring, for er det en god dag eller en sur dag. Ikke nogen, der skaber glæde med overraskende knus og pludselige fortrolige fortællinger fra hverdagen. Det er stadig helt nyt, så hvordan det bliver, når vi har vænnet os til fraværet, er svært at sige. Men de to gange jeg har set hende på den måned, der er gået, har jeg følt et stik af savn i brystet, og har måttet kæmpe lidt med tårerne. Det er vist ikke gengældt, men det er, som det skal være.

En af de store overgange er, når vi mister mennesker i vores liv. Inden for det sidste halvandet år har min mand mistet begge sine forældre. De var rumlige og kærlige mennesker og savnet er stort. De blev begge over 90 år, men alligevel bliver savnet næsten større som tiden går. For vi forstår, at de kommer ikke tilbage. De er væk for altid og lever kun i vores erindringer. Så må vi holde dem i live med vores fortællinger og minder.

Et ældre familiemedlem er blevet dement, og en nær veninde er bange for at blive det pga. genetikken. Det er en overgang, der er svær for dem der er tæt på, men det må være forfærdeligt for den ramte at miste sig selv. Og så måske alligevel ikke. Ikke nødvendigvis. Måske man kan være heldig blot at opleve at komme et nyt sted hen, hvor verden ser anderledes ud. Hvor man efter et stykke tid finder sig til rette i sit nye sted, sin nye virkelighed.

Overgangene forandrer os, og vi bringer smerter og glæder med os. Ifølge Nudansk Ordbog er banalt ’noget som er yderst almindeligt og derfor uinteressant’. Men det banale og almindelige som fx overgangene i vores liv opleves ikke desto mindre intenst.

Bragt i FAA 6/9 2018

Den tropiske zone findes i et bælte om ækvator og er klodens varmeste klimatype. I Brøndums Encyklopædi fra 1994 skriver Jørgen Leth i opslaget om kussen, at den er den kvindelige krops tropiske zone. Jeg kalder årene omkring de 50 for den tropiske alder. Andre ord for samme tilstand er klimakterium, menopause, overgangsalder.

Der ligger noget skamfuldt over denne alder, måske fordi den er så intimt forbundet med kropslige ændringer, og kvinders kroppe forbindes med seksualitet. Overgangsalderen beskrives ofte som noget næsten sygeligt med fokus på fysiske og psykiske problemer, som man kan lindre med hormoner eller planter eller yoga. Andre forsøger at omskrive denne fase i alle kvinders liv til en mulighed for omorientering og nye udviklingsmuligheder.

Tidligere, hvor kvinder blev mødre i en ung alder og hvor arbejdet i hjemmet var den vigtigste identifikationsfaktor, forbandt man overgangsalderen med depression og irritation, fordi det var i den periode børnene flyttede hjemmefra og man blev alene med manden, der måske var blevet kedelig. Hvad skulle man dog nu få tiden til at gå med? Sådan er det for de færreste i dag, hvor mange bliver mødre senere og har hjemmeboende børn til de nærmer sig efterlønsalderen, og desuden har travlt med erhvervsarbejde og fritidsaktiviteter.

Jeg kan hverken identificere mig med at være syg, depressiv eller ramt af ny vis livsindsigt, men oplever nogle gange at være blevet usynlig. Når man ikke længere er fertil, taljen forsvinder og huden er knap så spændstig, bliver man mindre attraktiv både for flirtende blikke som for arbejdsmarked. Med tiden kan den usynlighed måske føre til en følelse af frihed. Når der ikke er de store forventninger til den gamle usynlige, kan man jo tillade sig at være fjollet eller grim eller sig selv!

Der er flere kvinder der gør op med den urimelige skam over at blive ældre fx har læge Lotte Hvas i 2017 udgivet bogen ’Overgangsalderen – bedre end sit rygte’, hvor hun undersøger overgangsalderen kulturelt, socialt, psykologisk og biologisk. Psykolog og tidligere model Renée Toft Simonsen har i april i år udgivet en bog om sin oplevelse af at være i overgangsalderen ’Jeg er f*cking hot!’. På DR1 viser de dokumentarserien ’Panik før lukketid’.

Jeg kan anbefale at opholde sig i troperne under overgangsalderen. Der er varmt og man sveder uanset hvad under det løse tynde tøj, og opdager derfor ikke om det er klimaet eller hedeturene, der fremkalder sved på panden. Det mærker man desto mere hjemme igen i den uldklædte kulde. Den tropiske alders største frihed er, at man ikke længere behøver bekymre sig om menstruation og prævention. Og måske man er blevet viisere med alderen?

Bragt i FAA 8/6 2018

Jeg har denne gang lånt min klumme ud til min yngste datter Karla, der går på Svendborg Gymnasium. Hendes klasse har af deres dansklærer fået til opgave at skrive en nytårstale til klassen og til danskerne. Her følger Karlas nytårstale:

Det er nu den 17. gang, jeg går et nyt år i møde, og det seneste år har været et enormt tumultarisk år på følelses-planet. 2017 var for os alle det år, vi måtte give afkald på vores trygge rammer og gå ind til noget helt nyt, der kommer til at udgøre de næste 3 år af vores liv, nemlig gymnasiet. For mig, og for mange af jer, var 2017 det år, vi blev nødt til at sige farvel til vores efterskole og alle de fantastiske mennesker, vi har lært at kende, og at elske.

Denne omvæltning fra efterskole til gymnasiet har vejet tungt på mine skuldre i løbet af det seneste halve år og har derfor fyldt en stor del af mit 2017. Jeg er blevet nødt til at lære mig selv at være glad i mit eget selskab igen, for det er nødvendigt, når alle ens tætteste venner pludselig bor flere hundrede kilometer væk, og det ikke længere er en vanlig sag at dele sine hverdagsnætter med nogen. Midt i denne følelsesladede tid, blev jeg tvunget til at forholde mig til en helt ny dagligdag med en noget anderledes rutine omringet af komplet andre mennesker – omringet af jer. Jeg har haft svært ved at acceptere, at 1.Y er min nye hverdag, og har det stadig nogle gange. Jeg har sammenlignet for meget, har forventet for meget for hurtigt og er derfor ikke blevet tilfreds. Jeg har indtrykket af, at I har det på samme måde, for noget er der i hvert fald galt med vores fællesskab – ja, nu siger jeg det altså bare ligeud. Men det behøver vi ikke være kede af, for starten på dette nye år kan være et godt startskud til at gøre en fælles indsats for at få denne klasse til at fungere – for at vi alle får det godt og føler os godt tilpas.

Såvel i klassen som i hele vores samfund, må vi gøre vores bedste, for det er i disse år, når depressionen og ensomheden rammer rekordmange danskere, at vi, der endnu har overskud, må hjælpe til. Start en samtale med din sidemakker i toget. Træk smilet frem i stedet for telefonen, når du går på gaden. Brug en eftermiddag med en ven, i stedet for altid at haste hjem for at ”slappe af”. Vi er her i Danmark blevet lidt for gode til ”alene-tid” og kræver den alle vegne.

Jeg vil opfordre jer alle til, at vi i 2018 dropper de almindelige nytårsforsæt om vægttab og materielle goder, og i stedet sætter nogle nye, holdbare nytårsforsæt om at åbne op, give lidt mere af os selv til andre mennesker og gøre en indsats for at snakke med flere forskellige. Måske endda der kunne komme noget godt ud af det, selv hvis det betyder, at vi må afgive lidt af vores egen tid til andre.

Bragt i FAA 25/1 2018

Dannelse er respekt for historien, for helheden og for den anden.

Der er dem, der foretrækker den materiale dannelse, hvor det handler om at tilegne sig viden om et bestemt indhold. Det kan være i traditionen fra de gamle grækere, hvor man fx skulle have viden om aritmetik, astronomi og retorik. Men det viser sig også i de sidste 10-20 års politiske interesse for kanoner, dvs. lister over det, der anses for det bedste og rigtigste indenfor fx litteratur, kunst, arkitektur eller danske værdier.

En anden gren går ind for den formale dannelse, som vi også kan kalde den demokratiske dannelse, hvor det mere handler om at tilegne sig bestemte måder at være, tænke og handle på., fx at engagere sig, tage stilling, være kritisk og finde løsninger.

Didaktikeren Klafki siger at dannelse har tre ben: evnen til selvbestemmelse, evnen til medbestemmelse og evnen til solidaritet med dem, der ikke har selvbestemmelse og medbestemmelse. Kogt ned kan vi sige, at dannelse handler om viden, holdning og handling. Om indsigt og udsyn.

For mig at se er der ikke noget i vejen for at blande de to dannelsessyn – det indholdsmæssige og det handlemæssige. Men særlig vigtig er den demokratiske dannelse, hvor vi i vores del af verden må forstå, hvor privilegerede vi er, og at det giver os et særligt ansvar for at tale og handle på vegne af dem, der ikke har de samme vilkår, såvel lokalt som globalt.

Den offentlige debat er vigtig. Vi bør sige til og fra her, hvor vi har vores på det tørre, og hvor vi faktisk har ytringsfrihed, og kan sige og skrive, hvad vi mener. Denne ret bør vi bruge og bruge den godt, også med respekt for og på vegne af dem, der ikke har kræfterne eller mulighederne for at ytre sig.

At bruge vores ytringsfrihed godt, betyder at vi ikke bare lukker hvad som helst ud i shitstorms og kommentarfelter. Indigneret vrede kan være en god drivkraft, men personangreb skaber dårlig stemning, og bevirker at engagerede mennesker melder sig ud af debatterne.

De sidste 10-20 år er der udviklet en ”bangekultur”, hvor fx medarbejdere i det offentlige ikke har turdet udtale sig kritisk om lovgivningsmæssige konsekvenser for borgerne. Medarbejderne har måske ikke frygtet at blive fyret, men en arbejdsplads er ofte det sted, hvor man har de fleste af ugens sociale kontakter, og man har brug for anerkendelse af ledelse og kolleger. Kollektivt pres og frygten for at blive set skævt til kan afholde medarbejdere fra at benytte sig af ytringsfriheden. Men netop i den offentlige debat bør man påpege konsekvenserne af politiske beslutninger for svage grupper.

Ydermere er det blevet mere og mere almindeligt at tilbyde frustrerede og pressede medarbejdere mindfulness- og stresskurser, og dermed gøre strukturelle, økonomiske og politiske problemer individuelle.

Bragt i FAA 22/8 2017

Ifølge Gyldendals ’Den Store Danske’ er lykke en fyldig eller rig tilstand, en tilværelse, der lykkes og er præget af tilfredshed og glæde. Ifølge Freud er lykke mest mulig nydelse og mindst mulig smerte i et længere eller kortere øjeblik. For filosoffen Seneca handler lykken mere om, hvordan man møder verden, end hvad man møder. Her er lykken en indstilling til livet eller en måde at møde verden på.

Lykke tænker vi altså oftest på som noget positivt. Men forventningen om lykke kan også være et ubærligt pres. ’Bare du er lykkelig’, siger vi måske i bedste mening til vores børn. Men er det ikke et urimeligt krav at stille? Så er man jo en fiasko, hvis man ikke føler sig lykkelig. Så forhindrer vi dem måske i, at vise deres sårbarhed og tale om det, der er svært og gør ondt. Kan lykken overhovedet være en permanent tilstand? Er det ikke snarere korte øjeblikke af selvforglemmelse, af fællesskab, af fordybelse og flow, som så nemt fordufter igen, hvis vi retter vores opmærksomhed mod dem.

På verdens lykkeindeks boner Danmark ofte højt ud, når man spørger indbyggerne om deres tilfredshed med livet og ser på den forventede levealder. Men er tilfredshed og lykke det samme? Og hvis vi dividerer med vores økologiske fodspor, altså vores forbrug af klodens ressourcer, så står det ikke helt så godt til (se selv mere på www.globalis.dk). I bjergstaten Bhutan i Himalaya måler man landets velstand på bæredygtighed og folkets lykke (bl.a. ligelig fordeling af ressourcer, beskyttelse af miljøet, bevarelse og fremme af kulturen, demokrati med gennemsigtighed og ærlighed), fremfor på økonomisk vækst.

Lykke bliver misbrugt til mangt og meget, fx handler lykkepillen ikke ret meget om lykke. Lykken kan begrænse, når man ikke glædes over det, man forventes at glædes over. I familien kan manglen på lykke blive tolket som sabotage af de andres lykke. Den dårlige stemning bliver så lagt på en bestemt person, frem for på de skjulte og fornægtede følelser i den familie, hvor alt skal se godt ud. Så bliver man måske kaldt lyseslukker, hvis man nægter at spille det lykkelige spil.

Også politisk bruges lykken, fx når alt skal se godt ud, som den nationalromantiske forestilling om værdikanonens emner. Men står det nu også så godt til med de værdier? Fungerer tillid, frisind, velfærdssamfund og kønsligestilling nu også så fint, eller er nogle af disse værdier allerede passé eller aldrig opfyldt? At nægte at lade sig begrænse af lykke, kan måske åbne for andre måder at være til på.

Bragt i FAA 24/5 2017

Når vi føler smerte, bliver vi bevidst om grænsen mellem vores krop og verden. Vi mærker kroppens overflade. En følelsesmæssig smerte kan også være næsten kropslig. Der er en tæt sammenhæng mellem smerte og sorg, og mellem sorg og kærlighed. Når vi mister et menneske, vi holder af, føler vi smerte. Hvis vi rammes af sygdom og ikke længere kan leve det liv, vi plejer, føler vi smerte. Eller hvis vi mister en drøm som fx ved skilsmisse. Særligt børnene vil føle smerte, savnet bliver en konstant i deres hverdag – når de er hos mor, savner de far, og når de er hos far, savner de mor.

Smerte er en personlig følelse og handler om nærhed, om at miste nogen eller noget, der står os nær. Eller nogle vi forestiller os kunne have stået os nær, nogle der er som os. Hvis der fx er danskere blandt krigsofre eller ofre for store naturkatastrofer, rammer det os mere følelsesmæssigt, end hvis det er fremmede folkeslag, vi ikke kender. Smerte bruges også politisk. Politikerne kan påvirke, hvem der er værdige til sorg, hvem vi inkluderer eller ekskluderer i følelserne. Når syrere eller afrikanere drukner i Middelhavet, berører det os så lidt, at vi kan vælge at skyde efter bådene? Mennesker der har en anden hudfarve eller en anden religion er ikke værdige til sorg i samme grad, som hvis det er europæere eller danskere? Vi ignorerer de forfulgte og flygtendes smerte. Marie Krarup m.fl. har fx en meget snæver tolkning af, hvem næstekærligheden gælder.

Vi lader hadet klæbe til bestemte personer. Had bruges i national tankegang til at adskille nogle fra andre. Frygt er for noget bestemt, der ikke er der helt endnu. Angst er for noget, der slet ikke er der. Det betyder at angsten kan akkumulere ved at samle flere og flere objekter. Når vi fx er bange for terrorisme, bliver vi bange for muslimer, bange for folk, der ser mellemøstlige ud, bange for fremmede, bange for flygtninge. Jo mere vi ikke ved, hvad eller hvem vi frygter, jo mere angste bliver vi. Ikke bare terrorismen selv, men også de politiske svar på terrorisme viser frygtens “økonomi” – hvordan den vokser. Angsten begrænser vores bevægelsesfrihed. De europæiske nationalstater spærrer sig selv inde bag grænser, og Trump vil bygge mure om USA.

Vi kan vælge ikke at lade politikere udnytte vores angst og lade os diktere, hvem der er værdige at føle med og sørge over. Hvis du erstatter ’muslim’ eller ’flygtning’ med ’dansker’ eller ’menneske’, føler du så stadig had og angst, kan du så føle den andens smerte? Vil vi lade os begrænse af had og angst? Vi kunne måske vælge at vise lidt mere tillid, det er trods alt en af de 10 værdier i den nye Danmarkskanon.

Bragt i FAA 10/4 2017

Kønsforskeren Sara Ahmed viser i sine bøger om affektteori, hvordan følelser både er indre og ydre, sproglige og kropslige, personlige og politiske. Affektteorien undersøger, hvordan bestemte følelser kommer til at hænge sammen med bestemte handlinger, situationer, ting og personer. Hvordan vi føler noget bestemt i bestemte situationer, fordi vi har lært at det skal vi, det forventes af os. Også den kognitive terapi viser, hvordan det vi tænker påvirker vores følelser, kropslige fornemmelser og handlinger, og omvendt.Følelser smitter og forstærkes, fx kan glæden smitte via smil eller vreden akkumulere i et skænderi. Følelser kan også forskyde sig fra en følelse til en anden, fx kan ked af det blive til vrede. Følelser kan glide sidelæns til andre ting, fx udløste en ung studerende på vej til eksamen på universitetet med en printer i tasken panik og politiopbud, fordi han blev associeret med terror. Følelser kan også strække sig bagud i tid, så fx den nye kæreste bebrejdes for at åbne en øl mere, fordi den tidligere kæreste drak for meget.

En udbredt følelse er skam. Skam er over den vi er, hvor skyld er over det vi gør. Skam er følelsen af at være forkert, og ønsket om at skjule det. Skam intensiveres af at andre ser, at vi skammer os. Selv hvis vi er alene, kan vi skamme os, fordi vi forestiller os de andres blik på os. Der er en tæt sammenhæng mellem skam og anerkendelse. De andres anerkendende, vurderende eller dømmende blikke inkluderer eller ekskluderer os.

Skam former idealer, og i disse år forventes det i særlig grad at unge skal præstere på mange fronter. De skal være smukke, slanke og smarte, og de skal få gode karakterer, skynde sig igennem uddannelsessystemet, imens de har de rigtige studiejob. Når man ikke magter at leve op til alle forventningerne om at være perfekt, begynder man at skamme sig. To forsvarsmekanismer mod skam er perfektionisme og fordømmelse af andre.

Den arbejdsløse skammer sig over ikke at kunne få et job (fordi politikerne kalder dem dovne), kontanthjælpsmodtageren skammer sig over ikke at have styr på sin økonomi (fordi politikerne kalder deres situation selvforskyldt), kvinder skammer sig over deres krop og over deres seksualitet (fordi de risikerer at blive udsat for slutshaming). Problemer vi burde adressere kollektivt og strukturelt bliver gjort individuelle og intime. Det vi skammer os over taler vi helst ikke højt om, for så dømmer vi os selv ude, viser vi er forkerte.

Den norske ungdomsserie Skam gør befriende op med den begrænsende skam, for her tales der for at stå ved sig selv. At hvis du viser din sårbarhed, så griber de andre dig. Vi er alle sårbare, og når nogle tør vise deres sårbarhed, bliver vi berørte og favner dem. Det stærkeste våben mod skam er at vise sårbarhed.

Bragt i FAA 17/3 2017

I 2016 har vi mistet mange store kunstnere: Bowie, Prince, Cohen, Umberto Eco, Trille og Sonnergaard bl.a. De er en del af vores fælles kollektive historie, de er soundtracket til vores ungdom, men heldigvis kan vi stadig lytte til deres musik eller læse deres romaner.

Vi har mistet mennesker til krig og terror, og mange af os har mistet personlige venner eller familie. Med den døde forsvinder en del af vores fortælling, de oplevelser vi har haft sammen kan ikke genbekræftes, de forsvinder ligesom lidt uden hende eller ham. Vi bliver alene med minderne. Som en veninde sagde efter vores fælles venindes pludselige død: ’Jeg havde bare lyst til at ringe til hende og snakke med hende om det’. Vi kan ikke længere dele vores tanker og oplevelser, og det er smerteligt.

’En dag skal vi alle dø. Men alle de andre dage skal vi leve’, sagde Per Olav Enquist. Livet bliver så levende, når nogen dør, så håndgribeligt. Det er paradoksalt, men en meget konkret erfaring. Vi bliver bevidste om hvor skrøbeligt livet er, og vi kan mærke, at vi skal passe på hinanden. Vi får lyst til at leve mere åbent, mere ærligt, med mere kærlighed og rummelighed. At være nærværende og værdsætte de mennesker vi har i vores liv. At få det usagte sagt.

Freud sagde, at sorg er en sund respons på tab, da det giver slip på den elskede, men at melankoli er en usund reaktion, da man ikke giver slip, men bevarer tabet. Silverman og Klass derimod siger, at vi i sorgen ikke giver slip på den elskede, men forhandler meningen med tabet over tid. Det er sundt at holde den elskede og fortiden i live i nutiden. Eng og Kazanjian skelner som Freud mellem sorg og melankoli, hvor sorgen giver slip over tid, og melankolien bevarer tabet. Men de forstår melankoli som et etisk svar på tabet. At give slip kan være at slå ihjel igen, hvorimod det er en etisk pligt at holde den døde i live.

Nu hvor verden går ad helvede til, hvor grådighed og egoisme fylder meget, hvor det meste er selvoptagethed og overflade, så har vi brug for at (gen)finde måder at udtrykke det at være menneske på. Der rækker logikkens og fornuftens sprog ikke. Det politiske sprog er blevet hult og floskelfyldt. Vi har brug for kunstneriske sprog og udtryk, som vi kan mærke med andet end vores intellekt. Noget vi kan mærke med kroppen og med hjertet, med åndedrættet og på huden.

Vi har brug for at opleve at være helt tilstede, selvforglemmende og nærværende. Det kan vi finde i kunsten, i naturen, i fællesskabet, i kærligheden. Oplevelser der kan sætte os på plads, som de små myrer vi er, der blot kan holde sammen på verden med kærlighed. Kærlighed er alt, ’alt er love’, som de siger i den norske ungdomsserie SKAM. I kærligheden er vi sårbare, udsatte og afhængige, men samtidig er det kærligheden, der giver vores liv mening og retning, og nogen og noget at leve for.

Bragt i FAA 10/1 2017