Tilværelsen byder på overgange, der bringer os nye steder hen. Det kan fx være at blive forelsket, at flytte hjemmefra, at starte på og afslutte et studie, at rejse til nye steder, at blive forældre, at få job, at blive skilt, at miste sit job, at blive syg, at gå på pension. Det kan synes banalt, da det er overgange de fleste af os kommer ud for, nogle af dem flere gange i livet. Men for den enkelte opleves det som stort og voldsomt, når vi oplever disse overgange for første gang.
Der findes de helt små overgange, som da min mand og jeg fx for 15 år siden mødte en bekendt i hvidevarebutikken, da vi så på opvaskemaskine. Begejstringen må have lyst ud af os, for hun spurgte: ’Er det jeres første?’ og ja, det var det.
Så er der de lidt større overgange, som når det sidste barn flytter hjemmefra. Der står jeg lige nu, og er blevet lidt barnløs efter 30 år med hjemmeboende børn. Her er lidt tomt og de faste rytmer er brudt op. Der er ikke længere nogen, der beder om at blive kørt, hentet og bragt. Der er ikke nogen, jeg føler mig forpligtet til at tilberede aftensmad til. Ikke nogen, jeg skal gå på listefødder omkring, for er det en god dag eller en sur dag. Ikke nogen, der skaber glæde med overraskende knus og pludselige fortrolige fortællinger fra hverdagen. Det er stadig helt nyt, så hvordan det bliver, når vi har vænnet os til fraværet, er svært at sige. Men de to gange jeg har set hende på den måned, der er gået, har jeg følt et stik af savn i brystet, og har måttet kæmpe lidt med tårerne. Det er vist ikke gengældt, men det er, som det skal være.
En af de store overgange er, når vi mister mennesker i vores liv. Inden for det sidste halvandet år har min mand mistet begge sine forældre. De var rumlige og kærlige mennesker og savnet er stort. De blev begge over 90 år, men alligevel bliver savnet næsten større som tiden går. For vi forstår, at de kommer ikke tilbage. De er væk for altid og lever kun i vores erindringer. Så må vi holde dem i live med vores fortællinger og minder.
Et ældre familiemedlem er blevet dement, og en nær veninde er bange for at blive det pga. genetikken. Det er en overgang, der er svær for dem der er tæt på, men det må være forfærdeligt for den ramte at miste sig selv. Og så måske alligevel ikke. Ikke nødvendigvis. Måske man kan være heldig blot at opleve at komme et nyt sted hen, hvor verden ser anderledes ud. Hvor man efter et stykke tid finder sig til rette i sit nye sted, sin nye virkelighed.
Overgangene forandrer os, og vi bringer smerter og glæder med os. Ifølge Nudansk Ordbog er banalt ’noget som er yderst almindeligt og derfor uinteressant’. Men det banale og almindelige som fx overgangene i vores liv opleves ikke desto mindre intenst.
Bragt i FAA 6/9 2018