Kategori: Klummer om lidt af hvert

Fredag aften er der igen Vinterbal i Ollerup Forsamlingshus. Vinterbal kan i år fejre 20 års jubilæum. Så samles alle de lokale fra oplandet til fællesspisning, fællessang, åben scene med kor, digtoplæsning, gøgl og cirkus. Der er danseband og drinks i baren. Der er mulighed for igen at hygge med venner og naboer. I den anledning har jeg set lidt på tidens gang i de sidste 20 år.

I 90’erne var der politisk optimisme efter murens fald og ophævelsen af grænser. I 10’erne er EU i frit fald og nationalstaterne vogter deres grænser.

I 90’erne opgav Sydafrika apartheid og Nelson Mandela blev landets demokratiske leder. I 10’erne står ISIS og Boko Haram for uhyrligheder mod anderledes troende. Og de vestlige demokratier højredrejes og begrænser ytringsfriheden.

I 90’erne blev fåret Dolly klonet. I 10’erne producerer Monsanto genmodificerede fødevarer til hele kloden.

I 90’erne kunne unge tage med Den Fri Ungdomsuddannelse på dykkerskole eller danseakademi. I 10’erne skal ”fjumreår” begrænses med ”fremdriftsreform” og nedskæringer i SU.

I 90’erne fik DR konkurrence af TV2, men familien samledes stadig og så Tæskeholdet og Taxa, eller lejede en moviebox på tanken. I 10’erne ser vi ikke længere flow-TV, men ser film på Netflix eller HBO hver for sig, når det passer os.

I 90’erne var internettet stadig nyt, og der var begrænsninger på brug af modemet, når de voksne skulle bruge telefonen. Og selvom mobiltelefonsalget steg, kom Nokia 3210 først på markedet i 99. I 10’erne er det utænkeligt at klare sig uden netadgang, og både børn og voksne har deres egne tablets.

I 90’erne gav Spice Girls drømme om girlpower til helt unge piger, der plagede deres forældre om g-strenge og mavebluser, og Aqua fik succes med Barbie Girl. I 10’erne har vi Lukas Graham og MØ på verdens hitlister.

I 90’erne solgte Charlotte Bircow aerobic-videoen ”Balder af stål”. I 10’erne går vi til Zumba eller Bodyflow i fitnesscenteret, eller kører mountainbike og løber maraton.

I 90’erne spillede vi Super Mario på playstation. I 10’erne spiller vi Pokemon Go på mobilen.

I 90’erne så vi Pulp Fiction, Nattevagten og Dogmefilmene i biografen. I 10’erne ser vi Hunger Games, Fifty Shades of Grey og Jussi Adler Olsens krimier.

I 90’erne viste man hygiejnebinds sugeevne med blå farve, Always Ultra var ”tørrere” end andre bind. I 10’erne kan friblødende unge kvinder bringe sindene i kog.

I 90’erne var alt ironisk og individualiteten voksede. I 10’erne er en ny alvor på spil og identitetspolitikken kræver særhensyn i mangfoldighedens navn.

Men at komme til Vinterbal i Ollerup er som at træde ind i en tidslomme, hvor fællesskabet, det skæve og hjertevarmen stadig er stærk.

Bragt i FAA 25/11 2016

Ironien er kendt siden det klassiske Grækenland, men det hører postmoderniteten til at kærligheden er blevet ironisk. Lige som religionen, ideologierne og selv videnskaben, alle de store fortællinger om frigørelse. Når intet er sandt eller alt er lige sandt, har vi kun ironien tilbage, det er ikke længere muligt at stole på en sand essens.

Sociologer er enige om, at menneskelige følelser og forestillinger om kærlighed er formet af samfundet, og at normen for det moderne parforhold er den gensidige fortrolighed. Man indgår i et forhold for dets egen skyld, og det fortsætter kun så længe det tilfredsstiller begge. Forholdet forudsætter at man åbner sig for hinanden. Det er en aktiv og betinget kærlighed, i modsætning til den romantiske forestilling om ”for tid og evighed” og ”den eneste ene”.

Kærligheden er via fx datingsites blevet rationaliseret og med Max Webers udtryk ”affortryllet”. Det underminerer den følelsesmæssige intensitet og tro på kærligheden. Den har ikke længere nogen tyngde, den varer kun så længe vi er enige om det, eller indtil vi finder noget bedre. Vi kan ikke længere hengive os passioneret eller selvopofrende engagere os i den elskede. Det romantiske forhold er blevet intellektualiseret, og den følelsesmæssige sammensmeltning erstattet af en forhandling mellem to autonome voksne.

Når vi intellektualiserer og aftaler, rationaliserer vi den erotiske oplevelse. Vi underminerer erotikkens intense og irrationelle opslugthed. Det rationelle blik på kærligheden gør os usikre. Vi ved jo, at det sandsynligvis alligevel ikke holder. Med usikkerheden kommer ironien. Moderne kærlighed diskuteres med ironi, hvor den i det førmoderne kunne omtales med inderlighed eller vanvid. Vi tror ikke længere på patos: det inderlige, ægte, dybe. Vi risikerer ikke længere alt for kærligheden, og der er ikke rigtig noget på spil. Vores viden og bevidsthed umuliggør en fuld tro på og et fuldt engagement i kærligheden, vi kan ikke tage den alvorligt. Kærligheden er pillet ned fra noget ophøjet.

Nogle mener ikke, at den seksuelle passion kan overleve ironien, da ironi er det modsatte af intensitet. Ironi formindsker en oplevelse eller ligefrem afslutter den, da den bringer en distance ind imellem oplevelsen og ironikeren. Ironien bliver en ventil, når vi ikke kan eller tør tage kærligheden alvorligt. Vi dealer med tilværelsens mangel på mening, og tabet af troen på kærligheden ved at være ironiske. Vi bruger ironien og selvironien til at holde smerten over desillusionen på afstand. Eller vi bruger den til at vise den hule patos i kærlighedsdrømmene. Eller simpelthen som livsstil.

Til trods for forskernes triste diagnose for kærligheden og passionen, er det dog noget af det mest meningsfulde vi kan komme op med, og unge som gamle kaster sig ud i det igen og igen.

Bragt i FAA 3/11 2016

Affektteori er et opgør med den gængse forståelse af følelser som indre. Affektteorien forstår følelser som både indre og ydre, som både kropslige og sproglige. Vores kultur er med til at bestemme hvilke følelser, der passer sig i hvilke sammenhænge og for hvilke personer.

Bestemte følelser klæber til bestemte personer og ting. Følelser oplever vi med vores krop; og netop vores sanser og de kropslige reaktioner får os til at forstå følelser som indre. Men følelser er også ydre, de er imellem os og kan nogle gange være næsten fysiske. Tænk blot på den pinlige stemning i et rum, hvor en person gør eller siger noget, der falder uden for de sociale normer. Skam er følelsen af at have gjort noget forkert, og ønsket om at skjule det. Skam intensiveres af at blive set af andre, og skammen smitter endda til de andre i rummet, der krummer tæer på den uheldiges vegne. Skam er vendt mod én selv, hvor smerte kan vendes mod andre. Skam er over egen karakter, hvor skyld er over en handling.

Følelser kan også glide til andre følelser, fx kan smerte glide til vrede, hvis en person gør eller siger noget, der sårer os. Følelser vokser, når de cirkulerer mellem personer. De kan også akkumulere bagud i tid, når de aktiverer tidligere følelser og hændelser. Eller de vokser, som angsten for den diffuse terror, der glider til det vi associerer med terror; fundamentalisme, muslimer, mellemøstligt udseende, flygtning etc. Frygt har et objekt og arbejder ved at etablere andre som frygtelige. Frygt er for noget, der ikke er der helt endnu. Angst er for noget, der slet ikke er der, det tillader angsten at akkumulere ved at samle flere og flere objekter.

Kærlighed bevæger subjekter mod bestemte andre og væk fra andre andre. Der er en tæt forbindelse mellem kærlighed og sorg. De elskede er også dem vi sørger over, de er sørgværdige. Dem vi ikke elsker, dem der er fremmede for os, de er ikke sørgværdige. Vi oplever ikke deres smerte, deres sorg eller deres menneskelighed.

Det er ikke kun i de intime relationer, at følelser glider, klæber og vokser. Ikke mindst når det gælder politik, som vi traditionelt forbinder med noget rationelt, er der altid allerede tale om følelser. Følelser er ikke bare private, men tilstede i det offentlige rum og kan have potentiale til at ændre ting.

Kønsforsker Sara Ahmed skriver, at undren kan være et redskab i feminismen (og her vil jeg definere feminisme som: enhver person, der tror på social, politisk og økonomisk lighed for alle køn). Undren er en følelsesmæssig relation til verden, og undren er en kropslig oplevelse, hvor kroppen åbner sig, når verden åbner sig for den. ”…wonder allows us to realize that what hurts, and what causes pain, and what we feel is wrong, is not necessary, and can be unmade as well as made”.

Bragt i FAA 5/8 2016

”Svendborg er en lidt magisk by. Den er kraftfuld og frydefuld, overraskende og jordnær, original og idealistisk, energisk og omsorgsfuld. Alt sammen på én gang. Der er ikke så meget business over den. Snarere noget normbrydende, men en smule a la 68. Svendborg er idealisme og inspiration.” Sådan beskriver livstils- og brandingekspert Jørn Duus Hansen Svendborg i Region Syddanmarks Byanalyse fra 2009.

Vores over 750 år gamle købstad og havneby er udfordret af at være udkant med faldende arbejds- og uddannelsespladser. Politikerne vil satse på turisme og på bosætning med nærheden til natur og vand, og de vil understøtte de eksisterende kreative erhverv og videnserhverv. I kommunens strategi og vision for byen i 2012 skriver man: ”Bymidten skal udvikles til et attraktivt område med unikke kvaliteter og byrum. Bykvalitet har væsentlig betydning som ramme om ”det gode liv” og er afgørende i forhold til byens attraktion som et inspirerende kultur- og erhvervsmiljø.”  

Nu er Torvet renoveret og man er i gang med passagen, som skal skabe sammenhæng mellem bymidten og havnekvarteret. Spørgsmålet er om Torvet opnår status som det aktive ”byens hjerte” som det lyder i Gehl Architects vision. Personligt finder jeg ikke meget ”hjerte” og lyst til ophold på en parkeringsplads. De nye siddeklodser bløder rust på de lyse marmorfliser og måske også på sommerkjolen? Om trappen bliver et kreativt opholdssted eller blot, ja, en passage, vil vise sig.

Filosoffen Certeau har en poetisk og mytisk oplevelse af byrum. Han skriver, at magten administrerer vores liv gennem byplanlægning. Men borgeren finder måder at omgå magten, ved at vælge sine egne ruter og sin egen brug af byen. En hverdagspraksis, levet liv, sværmende aktivitet og hemmelig kreativitet, der undslipper disciplinen. Fodgængernes bevægelser skaber rum i byen, de lader noget af byen forsvinde og udvider andet. De omarrangerer, fragmenterer og forvrænger byens orden. Byen har mange lag af fortællinger, erindringer og drømme, der organiserer byen. Et byrum er ikke entydigt og stabilt, det er i bevægelse.

Det bliver spændende at følge hvilke bevægelser, fortællinger og mangetydigheder, der finder vej til byen, Torvet og passagen. Hvordan borgeres, sociale gruppers eller kunstneres demokratiske brug af det offentlige rum tolker og anvender det på andre egne måder, og måske stiller spørgsmål til og begrænser magten. Kommune og byplanlæggeres opgave må være at skabe åbne inspirerende rammer, og så overlade den frie leg til alle typer af aktive kulturfolk og borgere. Der skal efterlades mellemrum og sprækker til det uplanlagte, spontane, poetiske og kreative.

Harvey skriver om retten til byen: ”The right to the city is not merely a right of access to what already exists, but a right to change it after our hearts desire.”      

Bragt i FAA 15/4 2016