Ifølge Gyldendals ’Den Store Danske’ er lykke en fyldig eller rig tilstand, en tilværelse, der lykkes og er præget af tilfredshed og glæde. Ifølge Freud er lykke mest mulig nydelse og mindst mulig smerte i et længere eller kortere øjeblik. For filosoffen Seneca handler lykken mere om, hvordan man møder verden, end hvad man møder. Her er lykken en indstilling til livet eller en måde at møde verden på.
Lykke tænker vi altså oftest på som noget positivt. Men forventningen om lykke kan også være et ubærligt pres. ’Bare du er lykkelig’, siger vi måske i bedste mening til vores børn. Men er det ikke et urimeligt krav at stille? Så er man jo en fiasko, hvis man ikke føler sig lykkelig. Så forhindrer vi dem måske i, at vise deres sårbarhed og tale om det, der er svært og gør ondt. Kan lykken overhovedet være en permanent tilstand? Er det ikke snarere korte øjeblikke af selvforglemmelse, af fællesskab, af fordybelse og flow, som så nemt fordufter igen, hvis vi retter vores opmærksomhed mod dem.
På verdens lykkeindeks boner Danmark ofte højt ud, når man spørger indbyggerne om deres tilfredshed med livet og ser på den forventede levealder. Men er tilfredshed og lykke det samme? Og hvis vi dividerer med vores økologiske fodspor, altså vores forbrug af klodens ressourcer, så står det ikke helt så godt til (se selv mere på www.globalis.dk). I bjergstaten Bhutan i Himalaya måler man landets velstand på bæredygtighed og folkets lykke (bl.a. ligelig fordeling af ressourcer, beskyttelse af miljøet, bevarelse og fremme af kulturen, demokrati med gennemsigtighed og ærlighed), fremfor på økonomisk vækst.
Lykke bliver misbrugt til mangt og meget, fx handler lykkepillen ikke ret meget om lykke. Lykken kan begrænse, når man ikke glædes over det, man forventes at glædes over. I familien kan manglen på lykke blive tolket som sabotage af de andres lykke. Den dårlige stemning bliver så lagt på en bestemt person, frem for på de skjulte og fornægtede følelser i den familie, hvor alt skal se godt ud. Så bliver man måske kaldt lyseslukker, hvis man nægter at spille det lykkelige spil.
Også politisk bruges lykken, fx når alt skal se godt ud, som den nationalromantiske forestilling om værdikanonens emner. Men står det nu også så godt til med de værdier? Fungerer tillid, frisind, velfærdssamfund og kønsligestilling nu også så fint, eller er nogle af disse værdier allerede passé eller aldrig opfyldt? At nægte at lade sig begrænse af lykke, kan måske åbne for andre måder at være til på.
Bragt i FAA 24/5 2017