Før var Bo arbejdsnarkoman og lunten var kort, men nu hjælper NLP og lange gåture til at samle tankerne.
Af Lone Kramer
Præcis kl. 10 kommer Bo i windbreaker, sorte løbesko og jeans. Han låser op til Medborgercaféen, så vi kan komme i læ for oktobervinden. Han har rødblondt strithår og fregner og ser yngre ud end sine 45 år. Energisk smider han jakken og rygsækken og spørger om jeg vil have kaffe. Han starter kaffemaskinen bag baren i det lyse lokale med glasfacade til 2 sider. Caféen har eksisteret i et halvt år og er oprettet af frivillige for at have et billigt mødested for enlige forældre, førtidspensionister og andre ensomme i Svendborg. Bo fortæller at de gerne vil udvide med et legerum til de, der har deres børn med.
Mens kaffen løber igennem maskinen, sætter vi os og Bo begynder at fortælle. Han fik diagnosen ADHD for 2 1/2 år siden og pludselig var der nogle brikker der faldt på plads. – Jeg valgte at nulstille mig selv og lære tingene forfra på en mere hensigtsmæssig måde. Bo henter kaffe og mælk. Han skænker op og skifter stol, så jeg ikke får solen i øjnene. Bo har ikke rigtig nogen venner, fortæller han, for han har aldrig været god til det sociale. Han har svært ved at tale om generelle ting og omvendt har han svært ved at stoppe igen, hvis snakken falder på noget han går op i. Faktisk var det allerede i 1. Kl. det gik skævt socialt. Bos blå øjne flakker rundt i lokalet, mens han fortæller. Han bruger hænderne til at tegne med i luften. Han skifter benstilling, sætter sig på hænderne, klør sig på ryggen under den lilla t-shirt. Folder hænderne bag nakken og strækker benene frem for sig.
Han var rigtig glad for en pige fra klassen og havde fået den opfattelse at man skulle drille, hvis man var glad for nogen, men det gik helt over gevind for Bo. Han begyndte en aggressiv mobning, der blev værre og værre jo gladere han blev for pigen. Det endte med at alle de andre børn vendte sig mod Bo. I dag kan han undre sig over at der ikke var nogle voksne der greb ind og hjalp børnene ud af situationen.
Som barn syntes Bo at han var født i en forkert tidsalder, alt gik for langsomt til hans temperament og han blev aldrig forstået. Bo fortæller om noget, der skete da han var ca. 12 år. Hans ældre fætter har tirret ham og Bo løber efter fætteren, der prøver at køre væk på cykel. Bo indhenter ham, flår ham af cyklen og banker ham gul og blå. Det gjorde Bo så forskrækket og bange for, hvad han selv kunne finde på, at han har kontrolleret sin vrede og andre følelser meget stærkt siden.
Det var samme år, at Bo blev smidt ud af kirken under sin morfars begravelse, fordi han begyndte at grine. – Af jord er du kommet, sagde præsten og det gav slet, slet ingen mening for Bo, der bare begyndte at grine.
Revalideringsplanen
Den sidste halvanden måned har Bo ikke boet sammen med sin kone, som han har tre store børn med, den yngste er 18 år. Han har ellers udviklet sig meget de sidste to år, hvor han har læst NLP. Han har fået vendt mange episoder fra sit liv og fået en større egenforståelse. Han mangler fem træningstimer, hvor han selv skal være terapeuten, inden han kan få sit bevis. Så vil han holde en pause inden han har planer om at læse videre til psykoterapeut, men det kommer også an på om han kan få forlænget sin revalideringsplan. Bo har ellers store boglige indlæringsvanskeligheder, så han er stolt af at være nået så langt. Han vil gerne arbejde som NLP terapeut; give folk med ADHD en større forståelse for egen situation og forhindre at de kommer ud i misbrug.
Det var jobrådgiveren nede i Jobcenteret, der sendte ham til udredning hos en psykiater. Psykiateren tilbød ham medicin, men det vil Bo ikke tage. Han blev sendt til psykolog for at få bearbejdet sin modstand mod at tage medicin, men psykologen kunne godt se at det kom han ingen vegne med, så i stedet går Bo nu mellem 20 og 40 km om dagen og han mediterer. Tidligere havde Bo brug for tempo og for spænding. Han begik indbrud som teenager, ikke på grund af udbyttet, men fordi det var spændende at klatre på ydersiden af en bygning og spændende om han kunne løbe fra politiet.
En kort overgang var Bo afhængig af alkohol, men oplevede at en bedre måde at føle indre ro, var ved ekstremsport som mountainbiking på ekstremt stejle skrænter, udspring, svæveflyvning og når motorcykel eller bil kom over 250 km/t. – Jeg blev engang prikket på skulderen af en motorcykelbetjent, da jeg på cykel kørte med over 50 km/t i Svendborg midtby, fortæller Bo.
Arbejdslivet
Psykologen har sagt at han ikke længere skal arbejde med fysisk arbejde, da han tager for hårdt fat. – Jeg ville gerne arbejde 28 timer i døgnet 8 dage om ugen, og det gjorde jeg faktisk, da jeg arbejdede hos Vestas, siger Bo.
Bo har ellers haft fysisk arbejde siden sit EFG basisår, 1-2 år hvert sted, så siger han op eller beder om at blive sagt op, fordi det bliver for kedeligt. Så arbejdsløs i en periode og så i nyt ufaglært job på spritfabrikkerne, hos en bilproducent, som lydtekniker, avisbud, som betjener af skæremaskinen på Vestas, som SSP medarbejder. Bo klør bare på, når han er på arbejde. På Vestas arbejdede han på natholdet og skar svøbplader til tårnene. En nat lægger han alene plader op for seks mand, så der ikke er mere arbejde, da dagholdet møder. Arbejdsformanden og tillidsmanden bliver vrede og skælder ud: – Han skulle fandeme ikke løbe rundt på en farlig arbejdsplads og brække nogle akkorder.
Bo har brændt armen på en skærebrænder, han har kørt en overfræser over knæet, han har tabt et 80 kg lod over en finger, og har hver gang insisteret på at arbejde videre uden sygedage. Bo kan ikke holde ud at tingene går for langsomt og han hader at blive afbrudt, når han har lagt en plan.
Temperamentet og intuitionen
Bo har hele tiden tankemylder og af og til tvangstanker. Sidste jul havde skattevæsenet trukket en masse penge, det viste sig senere at være en fejl, men i situationen blev Bo så vred at han om aftenen lå og fantaserede om at sprænge kommunekontoret i luften. – Jeg måtte stå op og gå helt til Ringe og tilbage igen og så var jeg endda stadig bange for om jeg kunne finde på det, da jeg kom tilbage.
Bo har en evne til at se frem, se hvordan tingene skal gøres, se et system. En slags visuel intelligens, en blanding af logik og intuition. Han kan forudse og tilrettelægge den mest hensigtsmæssige arbejdsgang for et arbejde, der skal udføres. Sammen med sin far oplever han at kunne arbejde helt ordløst, de har samme måde at se opgaven på og kan f.x. samarbejde om flytningen af tunge ting uden at diskutere fremgangsmåden først. Hans far har eget firma og har aldrig med skiftende ansatte oplevet samme intuitive forståelse for en opgaves løsning, som han oplever med Bo.
Bo fortæller at cafeen er et fristed, hvor han kan være sig selv, ellers skal han hele tiden passe på det sociale.
– Jeg siger tingene som de er, tager det ord for ord og det har også ind imellem gjort mit ægteskab besværligt, slutter Bo og giver hånden til farvel, inden han skal rede trådene ud med en kollegas telefonregning og lytte til en gæst, der vil bede caféen støtte noget velgørenhed.