Thomas har svært ved at finde ud af de sociale konventioner og har derfor i mange år helst undgået socialt samvær. Nu har han taget initiativ til en café, hvor man kan være sig selv og sige hvad man tænker uden forstillelse.
Af Lone Kramer
Nummer 2 er en stor firkant af en gammel villa med afskallet puds på murværket og en efterårskrans på døren. En kultiveret udseende herre i halvtredserne åbner døren og præsenterer sig som Thomas. Hans fuldskæg er velplejet og det grå hår med lidt længde i nakken omkransen en velvoksen måne. Han har en charmeklud bundet i halsen. Jeg følger efter Thomas ind i stuen, der er et højloftet rum med mørkerøde vægge. Vi sætter os i sofa-arrangementet, der består af et par ældre polstrede stole og en antik rokoko-sofa draperet med hjemmestrikkede tæpper. Et kig ud i havestuen afslører at den også er fyldt godt op med møbler. Bøger og magasiner er bunket op på sofabordet og andre vandrette flader. En afslappet 70’er hule.
– Jeg har vanskeligheder med at organisere tingene sprogligt, så normale mennesker kan forstå det. Jeg tænker ikke lineært, mine tanker er graduerede med mange hvis’er og men’er. Thomas taler et lidt affekteret dansk. Han fortæller at hans barndom var noget forstyrret med blandede signaler og megen excentricitet. Hans far var kunstmaler og alkoholiker, der blev holdt fester med udklædning og dans i hjemmet. Faderen hamrede engang en af gæsterne ned, fordi han kurtiserede Thomas’ mor. En anden gang købte han en levende hummer for de sidste af husholdningspengene, blot for at befri den for ståltråden om kløerne og smide den i Øresund.
Thomas’ kone kommer ind med te i en lertøjskande. Thomas tænder fyrfadslyset, der skal holde kanden varm og fylder vores krus. Han fortæller at han som 7-8 årig var instrueret i at konversere med gæsterne og han ville give en kompliment til en dame. Han sagde at hendes kjole var nydelig, men at det var synd hun var blevet for fed til den. Thomas har stadig kort fra tanke til tale og han finder det sociale spil vanskeligt. Han oplever empatisk at kunne opfange alle folks følelser, men at have vanskeligt ved at afkode konventionerne om, hvad man siger og ikke siger. Han har ikke selv nogle grænser og ofte nøjes han med at høre 4 ord af samtalepartnerens sætning og gætte sig til resten. I større selskaber hører han brudstykker af flere samtaler samtidig og kan ikke fokusere. Han finder det trættende at stave sig igennem det sociale og det er grunden til at han kun har haft meget få venner gennem livet.
Allerede som stor dreng meldte Thomas sig ud af det sociale og sad på værelset og læste tykke bøger af Darwin og om astrologi. I skolen fik han altid at vide at han godt kunne, men var doven eller at han skulle tage sig sammen. Han afleverede ofte ikke sine ting, fik ikke læst lektier eller afleverede for sent, det var ikke fordi han ikke ville, det lykkedes bare ikke for ham. Han begyndte at skulke fra skolen og som teenager dyrkede han yoga hver aften, han røg og drak ikke og han spiste biodynamisk. Thomas mener, at det har været med til at strukturere hans hjerne, så hans ADD ikke giver ham flere vanskeligheder end den gør. Thomas er stadig omhyggelig med at spise sundt, f.x. kun frugt til morgenmad og at overholde faste spise- og sovetider. Strukturen er med til at holde ham fokuseret. Thomas nipper til teen og holder øjenkontakt, der er hele tiden et lille drilsk lys i de blå øjne. Han forklarer mig forskellen på ADHD og ADD: – ADHD’eren er i aktivitet, må gøre noget, kan ikke sidde stille. ADD’eren sætter sig hen og tænker, stirrer ud ad vinduet, er den stille indadvendte type.
Arbejdet og fyringen
Astrologi-interessen førte til matematiske udregninger over planeternes placering og til udvikling af programmer, der kunne regne det ud. Det blev en forløber for det Thomas har beskæftiget sig med hele livet, nemlig arbejdet som programmør. Som programmør er der dog mange kedelige rutineprægede opgaver og det gjorde det svært for Thomas at fokusere og så lavede han fejl. Han fandt ud af, at ved at udsætte de kedelige opgaver til sidste øjeblik, så blev han stresset og så indfandt fokus sig. Han udviklede en evne til at kunne præstere utroligt meget i sidste øjeblik og det fungerede godt i 20 år. Men på et tidspunkt brød hans system sammen, sidste øjebliksopgaverne tog tid fra de øvrige opgaver og til sidst var han under konstant stress. Han oplever ellers at have et rigt følelsesliv, men kunne pludselig ingenting føle. Han kunne ikke løse sine opgaver og blev fyret.
Thomas’ sociale vanskeligheder i barndommen og i ungdommen tilskrev han dengang psykologiske årsager og opvæksten i et kaotisk hjem og derfor gjorde han sig selv umage med at skabe en tryg barndom med entydige signaler for sine egne børn. I dag kan Thomas se at faderen også havde ADD. Som aktiv i modstandsbevægelsen under krigen følte faderen sig allermest fokuseret og rolig i de situationer, der var mest farefulde, men når han skulle på posthuset med et girokort, var han ved at få et nervøst sammenbrud.
Allerede tilbage i 95 blev Thomas opmærksom på at han måske havde ADD. Hans amerikanske kone havde en veninde på besøg og de talte om nogle vanskeligheder deres dengang 10-årige søn havde. Veninden arbejdede med at præ-diagnosticere børn og mente det var DAMP, som benævnelsen var dengang. Thomas kone udbrød spontant at den beskrivelse da også passede på Thomas. Først afviste Thomas det som et amerikansk modefænomen, men da han og hans kone tog en test veninden fremsendte, blev han klar over at der var noget om det og han begyndte at læse al den litteratur om emnet han kunne finde.
Først da Thomas blev fyret for tre-fire år siden lod han sig diagnosticere og tager nu Ritalin, når han skal arbejde. F.x. kunne en kedelig opgave med at samle kvas i haven og bære ud til storskrald tidligere tage en hel dag, fordi han lige skulle ind og have en kop te, så skulle han hente vanter og så blev han sulten og måtte ind at tage en mad. Nu kan han arbejde fokuseret en hel formiddag uden at opdage at tiden er gået. Thomas har igen fået job og er meget optaget af at holde sig på arbejdsmarkedet, da han ikke ønsker at havne i arbejdsløshedssystemet med dets mange regler og krav.
Fordelene og caféen
– Fordelene ved ADD er at man er god til at tænke ud af boxen, kan se muligheder andre ikke ser, har mange associationer, kan arbejde kreativt og kan nå meget. Hvis man opnår at blive helt opslugt, at fortabe sig, fungerer man optimalt. Thomas kalder det hyperfokusering. Men afbrydelse kan bringe ham ud af denne tilstand og han kan ikke finde tilbage. Thomas reagerer med stor irritation, hvis han bliver afbrudt i en hyperfokusering og er efterfølgende meget træt. Det der også gør det svært at udleve det potentiale, der ligger i at have ADD, er ”at burde” står i vejen. De fleste med ADD har store selvværdsproblemer, da de altid har fået at vide at de er forkerte eller skal tage sig sammen. De har udviklet en indre dommer, der bremser dem, når de får vilde ideer.
– Det er som at være skuespiller, der står og improviserer på scenen og så stikker suffløren hele tiden hovedet frem bag tæppet og hvisker, hvad man skal sige.
Thomas er stolt af at han har et familieliv og et arbejdsliv der fungerer. Derudover har han taget initiativ til en café for personer med ADHD og ADD, de mødes den sidste mandag i hver måned. I caféen kan han slappe af, der er ingen sociale spil at afkode. Her tales der råt for usødet, man kan sige hvad man tænker, der er ingen forstillelse. – Normale oplever det som om man sårer med vilje, siger Thomas, den slags er man fri for sammen med andre med ADD. Der er ingen regler i caféen, men Thomas tænker det som en selvhjælpsgruppe, hvor han tager forskellige emner op f.x. om kost, hjælpemidler, selvværd osv. Thomas holder ikke oplæg, men kommer med nogle stikord og så går snakken frit over bordet.
Thomas følger mig ud og på trappen siger han, at han ved det lyder modsætningsfyldt at ADD personer ikke kan holde regler ud, men samtidig har behov for struktur, for at dagen ikke skal skride. Men forskellen er at man selv bestemmer sin struktur.