Et essay.
På et tidspunkt læste jeg et portræt af en ældre kvindelig forfatter. Hun blev spurgt om hun nogensinde havde overvejet skilsmisse. Hun svarede: – Aldrig. Men mord.
Sådan har jeg det også. Ikke i fysisk konkret forstand, men sådan at jeg fantaserer ham død. Nogle gange fredeligt ved et pludseligt hjertestop i søvnen, andre gange voldsomt i et trafikuheld. Så forestiller jeg mig at jeg sørger, men er fattet og ordner begravelse og papirarbejde hos bank, revisor og advokat på eksemplarisk vis. Jeg fantaserer over, hvordan jeg genstand for genstand kører hans ting på lossepladsen, hvordan jeg skurer ham ud af alle kroge i huset. Til intet spor er tilbage og verden er min, min alene.
Det er naturligvis ikke noget jeg går og skilter med, men det har en dejlig beroligende, ja meditativ effekt sådan at udradere ham af verden. Jeg er ligesom mere rummelig og kærlig bagefter.
Da jeg var stor teenager elskede jeg til større selskaber, hvor jeg sad til bords med fjern familie eller andre sporadisk bekendte, at underspille mit intellekt. Jeg valgte konventionelle samtaleemner og kedelige svar på bordherrens spørgsmål. Når han så efter flere forsøg ikke rigtig fik en spændende konversation i gang og henvendte sig til mere interessante samtalepartnere, brød jeg ind med åndrige kommentarer og synspunkter. Blot for at nyde overraskelsen over mit pludselige vid.
En sommer tog en veninde og jeg på bustur til Portugal, på vejen ned gjorde bussen holdt på et hotel i Frankrig. Veninden og jeg skyndte os ud i byen, som viste sig at være dødkedelig, selvom vi gik længe for at finde en café eller et værtshus. Da vi til sidst opgav, gik det op for os at ingen af os havde lagt mærke til hverken hotellets eller busselskabet navn, endsige hvilken vej vi var gået på opdagelse. Det lykkedes os dog at finde tilbage ved at erindre os solens stilling på himlen fra hotelværelset og nogle jernbaneskinner i nærheden. Da vi ankom til Portugal, boede vi i telt på en campingplads midt i en skov. Vi sov til solen bagte på teltdugen og vi blev nød til at stå op. Vi lå på stranden hele dagen og gik på restaurant og drak vin om natten. Nogle gange elskede vi med ukendte mørke mænd på stranden. Sådan gik næsten 3 uger i skøn ureflekteret afslapning, da en skovbrand nærmede sig vores destination. Vi havde godt hørt om den og set røgskyer i det fjerne, men denne dag begyndte der at falde askeflager ned på stranden. Vi vågnede lidt af vores soldøs og mente nok at de flammer og den sorte røg vi kunne se var i retning af campingpladsen, men blev enige om at hvis det brændte, så brændte det og mere kunne vi ikke gøre ved det. På et tidspunkt valgte vi dog at bevæge os mod campingpladsen. Det viste sig at en større menneskemængde var på vej i den modsatte retning. Vi nåede akkurat at redde soveposerne og en to-liters vinflaske ud af det forkullede telt.
På et tidspunkt var jeg på arbejdslejr i Østafrika. Jeg var væk fra min kæreste i 3 mdr. og mødte en smuk sort mand. Jeg besluttede at jeg ville prøve at få et barn med ham, selvom studiestart og kæreste ventede derhjemme. Uheldigvis fik vi smittet hinanden med en eller anden kønssygdom, så da vi var sammen omkring min ægløsning, valgte han at bruge kondom. Jeg havde naturligvis selv nogle med, det hørte jo til det fornuftige backpacker-inventar i 80’erne, men det røbede jeg ikke, da jeg håbede at hans sorte(!) bilslangeagtige kondomer ikke virkede efter hensigten. Det gik nu ikke som planlagt og jeg vendte hjem til kæresten og påbegynde mit studie uden at nævne min sortbabyplan. Men i stilhed sørgede jeg lidt over tabet.
Da jeg var min første mand utro første gang, syntes jeg ikke rigtig det gjaldt, fordi det var med en, jeg havde kendt længe før min mand. Da jeg var utro anden gang, gjaldt det heller ikke, fordi han på det tidspunkt havde overvejet skilsmisse. Tredje gang gik det faktisk godt imellem os igen, men jeg skulle også have lov at have det lidt sjovt efter to fødsler, og i modsætning til ham, ingen sprut og værtshus i årevis.
Senere som fraskilt ansvarlig alenemor slap jeg hver anden weekend kontrollen, når børnene var hos deres far. Så drak jeg mig i hegnet med en veninde, råbte og sang i gaderne på vej hjem tidligt om morgenen og bollede tilfældige mænd, som blev kasseret efterhånden som de blev for interesserede.
Det er ikke så tit jeg går over stregen mere. En gang imellem bliver jeg vred på den der udfriende måde, hvor jeg bare lader raseriet og skældsordene flyde frit og forløsende, den retfærdige harme. Uden fortrydelse, fordi det var så fortjent. Desværre er det oftere at jeg bliver vred på den selvforsvarende perfide måde, der efterfølgende fremkalder angst over at jeg igen gik over stregen og fik sagt ting, jeg vist ikke kan stå inde for.
Det er lidt samme koldsvedsfremkaldende angst, der kan komme over mig, når jeg går for vidt i en tekst, ikke opfører mig som den pæne pige, men bliver for provokerende, for meget. Men de der siger, jeg er for meget, er det fordi de selv er for lidt?