Min husmandsleksikalske barndom

Amme. ”Tror du nu, du har mælk nok?” spurgte mormor og farmor og moster. Det troede min mor ikke. Så jeg fik pulvermælk og gulerodsmos, fra jeg var 18 dage.

Bestik. Min føjelige mor stikker en gaffel i låret på min far.

Bilen. Min far og mor kørte Citroên. Først en rød varevogn, dem der blev kaldt vaskebræt. Min bror og jeg sad på et løst sæde omme bagi, indtil det en dag var ætset væk, fordi der havde ligget et bilbatteri og lækket. Der blev skåret to små ruder i hver sin side af kassevognen, så vi kunne kigge ud og ikke hænge henover nakken på far og mor.

Da vaskebrættet ikke kunne køre mere, brugte vi den til legebil og kaninbur.

Så fik vi en 2CV med soltag; en kaleche, der kunne rulles ned. Der kunne vi stå bagi og stikke hovederne op og synge; ”Hvem var det der vandt i dag, det var dem fra Næstelsø af”, når far kørte os hjem efter håndboldkamp.

Binde. Da jeg var barn brugte vi selvbindergarn til det meste.

Blomsterbutik. Valmue, kornblomst, cikorie, baldrian, knopurt. Til salg fra syltetøjskrukker på havebordet.

Brand. Jeg var 4 år, men stor og dygtig, så jeg skulle ringe til centralen, da traktoren brændte. Far og mor hentede vand. Damen på centralen troede ikke på mig, jeg ringede igen og igen og SÅ troede hun på mig. Der kom mindst 15 brandbiler, men da var branden slukket.

Brev. Posten spørger, hvorfor jeg ikke er i skole. Jeg svarer jeg er syg. Siden gemmer jeg mig altid når han kommer.

Brusebad. På varme dage løber vi under markvanderen.

Bøger. Peter Pjusk. Milly Molly. Puk. Silas. Den sorte hingst.

Børnefødselsdag. Jeg blev snydt for sangen og snurreturen på lærerens stol, fordi jeg havde fødselsdag i sommerferien.

Til pigefødselsdagene spiste vi lagkagelys og servietter og legede Fri til prinsessen.

Til min lillebrors fødselsdag drak de sodavand med sugerør. De sugede det op og pustede det i øret på sidemanden. Da de blev sendt ud, legede de cowboydere og indianere i køernes løbegård, så får måtte spule kolort af deres bukser med en vandslange. Det var smaddersjovt, men det var min lillebrors sidste børnefødselsdag.

Duelort. Dagbog november 1973: I dag har jeg ryddet op, det synes jeg er så sjovt. 

For to uger siden, da min far skulle køre mig i skole, så så han lige lidt ind til mine duer. Han sagde at der lå en lille unge derinde, dens forældre og den anden unge var væk. Da jeg kom hjem havde min far lagt den lille dueunge i en kasse og havde taget den ind i stuen. Om aftenen tog min far en plasticsprøjte og skar det øverste væk, så proppede han nogle mosede hønsepiller ind i sprøjten.

Da den var tre dage kunne den selv spise mad af en skål. Den får mad tre gange om dagen. Vi har den inde i stuen endnu. Det værste er at den skider hele huset igennem. Så man skal passe på, man ikke træder i en duelort.

Duplikator. Det blå kalkerpapir, når vi skulle lave tipskuponer og gætte historiespørgsmål.

Farmor. Serverede altid rejer til frokost og nødede os, mens hun slugte os med øjnene og fortalte, hvor trist det var hun ikke tålte skaldyr.

Gevær. Vi skulle love far, at hvis han blev gammel og syg, skulle vi give ham jagtgeværet, så han kunne skyde sig selv.

Gynge. Rytmisk sang, det vægtløse fald fra himlen og solen der lyser øjenlåget rødt.

Havmåge. Dengang der endnu var færger, snuppede en måge en sårskorpe på min brors finger.

Hjerne. Dagbog februar 1976: I dag er lillebror blevet syg, så han kunne ikke komme med op og hente roeoptageren. Far kørte kl. 9 sammen med Orla, som har lastbilen. De kom hjem kl. 13. De kom med roeoptageren, en forfalden transportør og en kornsnegl. Orla fortalte nogle gruelige historier om at en flugtbilist var kørt ind i hans lastbil, som havde stået med enden ned mod vejen. Han sagde at mandens hjerne lå på kofangeren og resten af ham lå og sydede på motoren.

Jørgen. Sagde han gik i stalden for at skyde rotter, men han skød sig selv.

Kernehus. Jeg hadede, når der var negle i æblegrøden.

Lykke. Jeg er født på en søndag. Derfor er jeg et lykkebarn. Et lykkebarn og et ønskebarn, i modsætning til min lillebror, der var et uheld. Min farbror mente, at dumme mennesker fik mange børn. Min far og mor fik nu kun min lillebror og mig, for så kom p-pillen.

Mormors Kroppkakor. Gör så här: 1. Koka potatisen mjuk i lättsaltat vatten. Skala och pressa den. 2. Blanda potatispresset snabbt med mjöl, ägg och kryddor. 3. Skala och finhacka löken och tärna fläsket. Stek det tillsammans. 4. Forma bollar av potatissmeten, tryck i lök och fläsk och slut igen. 5. Koka i 5-6 minuter i lättsaltat vatten. Kroppkakorna är klara när de flyter upp till ytan. 6. Servera med lingon och smör.

Nyre. Det var min far, der lavede stegte nyrer. Min mor kunne ikke, fordi hun tænkte på tis.

Nyse. Min far var overfølsom for nyheder, men så fik han tekst-tv og det viste sig at være avisen, der fik ham til at nyse.

Salmevers.

Op al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

Skolegård. Hoppe i bue og elastik. Spille mur og klink med glaskugler. Alle mine kyllinger kom hjem. Smørhul. Jorden er giftig. Hoppe i hinkeruder med tunge hinkesten af glas.

Fysiklærerens børn kom op at slås og stod i skammekrog.

Drengene pillede vinger af fluer og brændte dem med forstørrelsesglas. Det var frydefuld skræk at kigge på.

Sommer. Endeløse dage, hvor vi løb ud på bare tæer uden morgenmad eller tandbørstning.

Tidseltorne i en tå og brændenældebrændte ben, der måtte kartoffelmel på.

Den søde duft af solbrændt hud, når man stak næsen i albuebøjningen.

Nybagt brød med hjemmelavet jordbærsyltetøj.

Den sødt-syrlige duft fra tomatplanterne vi nippede med gule fingre.

Hushøj skvalderkål man kunne blive væk i.

Den tørre lugt fra Foderstoffen, hvor kontordamen havde elskov med gårdejeren i sin parkerede bil.

Dage ved vandet, hvor vi fangede rejer i net udspændt på cykelfælge. 

Nyrøget hornfisk med de grønne ben fra røgerens hvide hus.

Fryden ved at fange krabber, der kunne bide i tæerne.

Blæretangens sprøde smæld, når man klemte den.

Og altid fik vi buksebenene i cykelkæden.

Spejling. For Nancy hun er landmandsdatter, jeg selv er ude fra katsig bakker, vi drømmer om det grønne græs derhjemme.(Allan Olsens Det grønne græs fra Norlan)

Sprit. Hjalmars husbestyrerinde fandt de død med hovedet inde i køkkenskabet. Hun havde drukket af husholdningsspritten, selvom den var denatureret.

Sweet, Slade eller Stones. Det var vigtigt, hvem man foretrak.

Ulykker. Faldet fra halmloftet med ansigtet mod vandpumpen. Kun forældre i besøgstiden, men sygeplejerskerne var søde og saften rød og stærk.

Kulilten fik min bror til at glide under vandet i badekarret, min mor holdt ham fast og råbte på far. Jeg var rundtosset og grinede, men fik proppen op.

Det blodige tøj var gemt i hundekurven, så jeg ikke skulle blive bange, da min bror slog hovedet mod harvens tænder.

Undertekst. Kvinden siger til min far at han har horn i panden. Jeg studerer hans pande.

Valnødder. De umodne, til vi brækker os.