Kategori: Skrivekunst

Mus.

Stadig hikstende og med våde øjne åbner hun lågen til buret. Forsigtigt fører hun sin hånd med samlede fingre langs med savsmuldet i burets bund. – Kom lille Mus. Du skal ikke være bange. Dværghamsteren stikker sin vibrerende næse ud af hulen og nu kan hun se dens sorte perleøjne. – Kom lille Mus. Dværghamsteren kravler op på hendes håndflade, de småbitte klør kilder let mod huden. Hun sætter sig på det kolde bryggersgulv med ryggen mod væggen og stryger over den bløde pels. Hun kender slet ikke noget der er så blødt. Hamsteren gør sig helt bred og flad, når hun stryger den langs ryggens mørke stribe. Pigen giver hamsteren en solsikkekerne, den griber kernen med de små forpoter, sætter sig på halen og begynder at gnave. Den har gjort sig helt rund nu, som en dunet bordtennisbold. Pigen løfter hånden lidt op, så hun kan se hamsterens mundbevægelser. Det ligner en lille hajmund; nedadvendte mundvige og sylespidse tænder.

– De er rigtig dumme er de, pigen begynder at fortælle om far og mor, der er sure og skælder ud og skændes. – De råber hele tiden, de forstår ingenting. Jeg hader dem, siger pigen og får tårer i øjnene igen.

– Du skal ikke være ked af det, hvisker en lille hæs stemme. Pigen ser sig hurtigt omkring, her er ingen, bare skabene langs væggen, vasken og vaskemaskinen. Hun rømmer sig og vil sætte dværghamsteren tilbage i buret. Stemmen var nok bare noget hun forestillede sig, fordi hun er så vred og ked af det. – Tag mig med i lommen. Tag mig med, siger en lille hæs stemme igen. Pigen stirrer på hamsteren i sin håndflade. Hamsteren stirrer tilbage med sine kuglerunde øjne. – Tag mig med. Nu kan hun se at hamsterens mund bevæger sig.

– Kan du tale, hvisker pigen tilbage. Hamsteren drejer på sine ører, vender dem frem og tilbage.

– Ja, selvfølgelig. Skynd dig nu bare at gem mig. Pigen sætter forsigtigt hamsteren i den store lomme foran på sin hættetrøje. Så lukker hun buret og skynder sig ind på sit værelse.

Mus og pigen bliver enige om at det er bedst at hun går med sin store hæklede hue hver dag, for så kan Mus gemme sig i den tæt på hendes øre, så de kan hviske sammen, når de har lyst. Om natten skal pigen lægge huen på en hylde, så katten ikke kan nå den.

– Katten er uhyggelig, siger Mus med sin lille hæse stemme, og fortæller, hvordan katten nogle gange ligger oven på hamsterburet. Så plejer Mus at løbe rundt i buret og skælde ud med en lille hidsig knurren. Men katten kigger bare på den med sine store grønne øjne og lader en doven pote hænge ned langs burets kant, mens halen bevæger sig i langsomme bølger fra side til side.

– Jeg skal nok passe på dig, siger pigen.

Nu skændes far og mor igen. Selvom de står lige overfor hinanden i køkkenet, råber de, så spyttet flyver. De lægger slet ikke mærke til pigen, der kommer ud i køkkenet og står og kigger på dem.

– Sig de skal se på dig, hvisker hamsteren.

– Se på mig, siger pigen med klar og høj stemme. Hendes far og mor vender ansigterne imod hende et øjeblik.

– Sig de skal være de voksne, hvisker hamsteren.

– Nu skal I være de voksne, siger pigen. Hendes far ser ned i gulvet og flytter lidt utilpas på fødderne, hendes mor fniser lidt nervøst og kigger fra pigen til sin mand og tilbage igen.

– Sig de skal tage sig sammen, hvisker hamsteren.

– I skal tage jer sammen, siger pigen.

– Men lille skat…., begynder moderen, men går i stå. Faderen har åbnet køleskabet og drikker en tår mælk direkte af kartonen. Pigen holder sin mors blik fast, så vender hun rundt og går med bestemte skridt ud af stuen.

Pigen sidder på sit værelse og læser et Anders And, da hendes mor åbner døren.

– Er det ikke længe siden du har gjort hamsterens bur rent, spørger mor, og går ud i bryggerset for at se efter uden at vente på svar. Lidt efter kommer mor ind igen.

– Hvor er Mus, spørger mor.

– Katten har spist den, siger pigen henkastet. Moren kigger forbløffet på hende med store øjne.

– Er du okay, Tulle, spørger hun. Pigen svarer ikke. Mus fniser fornøjet i hendes øre.

– Er det sjovt at være lille, spørger pigen.

– Nogen gange, siger Mus, vi kan bytte størrelse, hvis du vil. Det vil pigen gerne og Mus fortæller at de begge to bare skal lukke øjnene og tænke rigtig meget på en gul is. Pigen kniber øjnene sammen og tænker og tænker på en gul is, men da hun slår øjnene op, er hun bare sin normale størrelse. – Øv, det virker ikke, siger hun.

– Prøv igen, siger Mus, og husk, det skal være en hel gul is, en københavnerstang er snyd. Pigen prøver igen og da Mus hvisker: NU, åbner hun øjnene og er lillebitte! Bordbenene er kæmpe stolper og bøgerne på reolen er så store som huse. Hun går hen ad en af striberne på sit gulvtæppe og det føles som et meget langt fortov. Der ligger en nullermand, så stor som en sko og et stykke snulder fra blyantsspidseren krummer sig sammen med en blå takket kant og kunne bruges som en spids hue. Hun fortsætter over dørtrinnet ind i stuen og har svært ved at orientere sig. Alting virker så anderledes, når hun ser det hernedefra. Terrassedøren står åben og hun går hen til kanten og springer ned på fliserne. Hun hører en raslende lyd og får øje på et tusindben, der trækker sine mange fødder hen over fliserne i en forskudt bevægelse. Pigen står helt stille og kigger fascineret på dyret, der er lige så langt som hendes ene arm. Så fornemmer hun et varmt pust, hun kigger op og der står katten og smiler.

– Tulle, hvor er du…er du allerede gået i seng, er der noget i vejen, moren går hen til pigens seng, sætter sig på kanten og trækker forsigtigt lidt i dynen. Et stort loddent hoved kommer til syne og moren springer op og skriger og skriger. Faren kommer løbende, men stopper op, da han ser de sorte plirrende øjne midt i en masse pels på datterens pude. Moderen begynder at græde og faderen trækker hende ind til sig og begynde at ae hende over håret. – Den har spist hende, den har spist hende, hikster moren.

Pigen spurter af sted, men katten indhenter hende og placerer en pote på hendes ryg, så hun kan mærke de skarpe kløer trænge igennem huden. Hun ligger helt stille og gisper. Katten fjerner langsomt poten, men pigen bliver liggende. Ud af øjenkrogen kan hun se, at katten har sat sig afventende og stirrer på hende. Hun krummer sig sammen og styrter af sted i et hurtigt spring. Hun tumler fremad i siksak, men katten er lige bag hende. Igen sætter den en pote på hendes ryg, trykker hende mod flisen, så hun mister al luften. Hun bliver liggende og forsøger at få vejret og at regne ud, hvordan hun kan slippe væk.

Katten bliver utålmodig og pirker til hende med poten, så de skarpe kløer skærer hende i siden. Hun bliver liggende og spiller død, men det viser sig at være en dårlig plan, for katten bider omkring hendes krop, løfter hende op og laver et kast med hovedet, så hun flyver igennem luften og lander på hænder og knæ. Det gør ondt i håndleddene og hun har skrabet sine knæ, men katten vil tydeligvis lege mere med hende, inden den æder hende, så hun må forsøge at komme væk. Hun spurter igen frem og når hen til terrassedøren. Hun kaster sig op over kanten med sine sidste kræfter, triller rundt og ser far og mor stå og holde om hinanden.

Katten, der skal til at sætte tænderne i den saftige pige kommer med et forskrækket Miau og sætter sig på bagbenene, da pigen i det samme får sin normale størrelse igen.

– Åh lille skat, der er du…jeg troede…,begynder moren.

– Hvad troede du, spørger pigen.

– Åh, ikke noget…hvad er der dog sket…bløder du…., moren kigger forskrækket på den lange flænge i pigens trøje.

– Kom her, siger faren. Pigen går hen mod sine forældre og de står alle tre længe i en fælles krammer. Så er der noget der kilder ved pigens ene fod. Det er Mus, hun samler ham op og hvisker til ham at det nok er bedst, han kommer tilbage i sit bur.

– Mus… jamen, jeg troede…,begynder mor igen.

– Hvad troede du, spørger pigen.

– Bare glem det, siger moren og giver faren et ekstra klem. De kigger efter pigen, der går mod bryggerset med hænderne omkring Mus.

– Hun er sørme blevet stor, siger far og kigger kærligt på mor.

Pigen og Mus smiler.

Skiftekjolepåvejudaddørenscene

-Skal vi køre, han stak hovedet ind i soveværelset og klirrede med cykelnøglerne. Hun stod midt på gulvet, omgivet af vasketøjsdyngen.

-Fandens til doven hushjælp, sagde hun. – Skal jeg vælge den sommerlige gule med hvide prikker og rødvinsplet i skødet eller den gennemknappede i brun babyfløjl og med remoulade på ærmet. Eller hvad med den pigelige rosa med underskørt og kaffestænk på brystet. Nej, den her kan du li’ – den korte blå med sperm på røven.

Han lo, tog hendes hånd og trak hende med. Hun greb en sweater i forbifarten.

En langsom opvask

Hun rejste sig med et suk. Kroppen føltes tung, musklerne var bløde og ville ikke rigtigt lystre. Hun stod og svajede lidt, mens hun holdt fast om bordkanten med begge hænder, bøjede nakken og trak vejret dybt. Hun rettede sig op og samlede de fire blomstrede middagstallerkener i en bunke. Skrabede efterladte fedtkanter, kartoffelpil og sovs over på den ene tallerken og samlede de øvrige underneden. Lagde knive og gafler øverst på stablen og bar den hen til vasken. Åbnede køkkenlågen under vasken og skabede affaldet i den gule Netto-pose, der fungerede som skraldepose i ophænget på indersiden af lågen. Hun gik tilbage til spisebordet tog de tre resterende kartofler fra skålen og lagde dem direkte på nederste hylde i køleskabet ved siden af bakken med gulerødder og posen med skyllet salat. Hun bar støbejernspanden hen til vasken, tændte for det varme vand og ventede til det begyndte at dampe, så skrubbede hun grundigt de sortbrændte frikadellerester af det varme jern med skuresvampens hårde blå side. Hun slukkede for vandet og tørrede panden med to stykker sammenfoldet køkkenrulle inden hun stillede den til tørre på grydelappen, som trængte til at blive vasket, så hun nu. Hun tog baljen under vasken og fyldte den med dampende varmt vand fra hanen, puttede et par dråber opvaskemiddel i og startede med at drukne de fire vandglas i baljen. Vandet var for varmt at stikke fingrene i, så hun tog en ren klud fra midterste skuffe til højre og dyppede den i opvaskevandet. Hun pressede forsigtigt det overskydende vand af kluden. Det brændte under neglene. Med kluden tørrede hun komfuret og fliserne af for små fedtstænk og lidt irgrønt kartoffelvand, der var kogt over og tørret ind på komfurets hvide porcelæn. Hun satte den blå opvaskebakke på kanten af vasken og slog køkkenvinduet op. Luften var kold og frisk og dampen fra opvaskebaljen søgte i en horisontal bevægelse ud ad vinduet. Hun lukkede et øjeblik øjnene, lænede kroppen mod køkkenbordets kant og åndede den kølige luft fra vinduet ned i lungerne. Så trak hun glassene op ad vandet og polerede dem ét for ét med glasstykket og stillede dem på den øverste hylde bag glaslågen. Hun væltede bestikket og tag-tingene i baljen og børstede omhyggeligt hvert stykke for sig på begge sider, inden hun lagde det på bakken. Hun satte forsigtigt tallerkenstakken i baljen, så sæbevandet ikke skvulpede over kanten og så tørrede hun bestikket, knive og gafler for sig, og lagde i de rette rum i bestik-skuffen. Hun tænkte at hun ikke længere orkede at servere og dække bord og varte op og tage ud og vaske op. Alle andre i familien havde så travlt, nåede knap nok at sluge maden, før de var ude af døren igen. Det var faktisk længe siden måltidet havde været et hyggeligt samlingspunkt, selvom hun gjorde sig umage med borddækningen og dagligt prøvede at opdrage både mand og drenge til at være hjemme klokken seks, så de kunne spise sammen. Siden ikke andre end hun selv tilsyneladende værdsatte det fælles måltid, kunne hun ligeså godt indrette sig og ikke lade sig skuffe af deres uengagerede spisen. Fremover ville hun lade gryderne stå på komfuret, så kunne hver enkelt tage en tallerken og spise hvor og hvornår han skulle have lyst. Bagefter kunne han så vaske sit eget brugte service op. Hun vaskede de fire blomstrede tallerkener på begge sider i cirkulære bevægelser med børsten, inden hun lagde dem med bunden op på bakken. Hun bankede vandet af baljen mod vaskens kant, satte den på plads i skabet og smækkede lågen.

En hurtig opvask

Hun rejser sig. Kroppen er tung og musklerne bløde. De vil ikke rigtigt lystre. Hun står lidt. Så retter hun sig op. Samler de fire blomstrede middagstallerkener i en bunke. Skraber fedtkanter, kartoffelpil og sovs i skraldeposen. Hun lægger de resterende kartofler direkte på nederste hylde i køleskabet. Hun skrubber støbejernspanden under den varme hane. Fylder baljen med dampende vand fra hanen. Hun drukner de fire vandglas i baljen. Dypper en klud i opvaskevandet. Vandet brænder under neglene. Hun tørrer fedtstænk og irgrønt kartoffelvand af komfurets hvide porcelæn. Slår køkkenvinduet op. Luften er kold og dampen fra opvaskebaljen søger ud ad vinduet. Hun lukker øjnene et øjeblik. Så trækker hun glassene op ad vandet og polerede dem. Hun vælter bestikket i baljen. Dernæst tallerkenstakken. Tænker at mand og drenge knap når at sluge maden, før de er ude af døren igen. Hun er træt af deres uengagerede spisen. De kan få lov at spise fra gryderne på komfuret. Og så kan de selv vaske op. Hun sætter baljen på plads i skabet og smækker lågen.

(Etandet par, et andet sted)

– Synes du jeg skal tage den røde eller den grønne? Hun stod og drejede sig foran spejlet, med den grønne changerende silke på bøjlen i strakt arm foran sig, hvilket betød at hun allerede havde truffet valget og blot ville bekræftes i at den stod bedst til hendes teint. – Eller gør den grønne mig for bleg?

– Den røde understreger dine lilla blodudtrædninger, så hellere bleg, svarede jeg. Hun fnøs og påskønnede åbenbart alligevel ikke min mening.

– Charmerende som altid, laver du mig lige en Cosmopolitan? Jeg adlød og løsnede den røde butterfly, vidste jeg måtte binde den lilla, nu hvor valget var faldet på den grønne, ville hun tage kuverttasken i lilla krokodille.

– Her min blomst, dobbelt vodka, så du ikke skal risikere at møde vores venner i sober tilstand. Hun knurrede som svar med munden fuld af hårnåle, da jeg stillede glasset på hendes toiletbord. Jeg fandt de gule sokker i skuffen, skænkede en whisky til mig selv og satte mig med avisen med fødderne på sengetæppet.

– Behøver du absolut være så demonstrativ herinde. Hun vred et par hårtotter frem i panden, så den frisure hun havde brugt timer på, kunne fremstå skødesløs.

– Så vidt jeg kan se mangler du både smykker og sko, så jeg kan vel nok nå halvanden sektion. Hun sendte mig et lynende blik igennem spejlet og tømte sit glas. Jeg stirrede tilbage, men lod hende vinde, rystede avisen og lod som om jeg var optaget af en politisk artikel.

Da hun var klar en lille time og endnu en Cosmopolitan senere, lagde jeg kappen over hendes skuldre og bød hende min arm. Hun så blændende ud og på vej ud til bilen  smilede hun sit kælne ”vi er så lykkelige-smil”. Vores show kunne begynde.

Lover du ikke at overlade mig til mig selv?, spørger hun og snor en tot af hans hår omkring en finger.

Hvis du lover ikke at drikke dig fuld og flirte med alle og enhver, siger han og trækker strømperne på.

Jeg vil slet ikke med, hvis du bare skal snakke med dine venner og glemme mig.

Nu er du tarvelig, selvfølgelig skal jeg snakke med mine venner, men jeg vil jo også have dig med.

Vil du vise mig frem, være stolt af mig, holde om mig, spørger hun og trækker knæene ind mod kroppen og vugger med armene om sig selv.

Ja, selvfølgelig vil jeg det, siger han og rejser sig for at finde en ren skjorte i skabet.

Du skal love det, ellers tager jeg aldrig med mere.

Hold nu op, vi behøver vel ikke at sidde lårene af hinanden og du er vel en voksen kvinde, der kan klare dig selv lidt.

Jeg tror faktisk slet ikke, jeg har lyst til at tage med, siger hun og kryber tilbage under dynen med ryggen mod ham.

Nå, men så bliv da for fanden hjemme og skid på at jeg måske gerne vil have dig med.

Det ved du jo godt, at jeg ikke kan, siger hun med lille stemme og bortvendt ansigt.

Nej, når du ikke kan overskue det, så må ingen tage af sted og have det sjovt.

Du har aldrig forstået, hvordan jeg har det, råber hun, slår dynen til side og sætter sig op med en pludselig bevægelse, helt rød i ansigtet.

Jeg bestiller sgu ikke andet end at forstå og forstå og tage hensyn og behandle dig som et råddent æg, råber han tilbage og går mod badeværelset.

Forstå…du bare tromler ind over mig hele tiden, skriger hun.

Jeg bliver sgu så træt af, at du og dine behov skal være i centrum hele tiden, siger han og læner sig tungt mod dørkarmen.

Jeg vidste, du ikke var god for mig, siger hun og krummer sig sammen.

Nu er du ikke sød, jeg vil bare gerne se mine venner.

Og hvad så med mig, skriger hun fortabt. Hendes arme hænger slapt ned langs siden og hun har tårer i øjnene nu.

Tag dog hjem til din mor eller drik dig fuld og find en anden fyr at tyrannisere, siger han og smækker døren efter sig.

Rummet

Jeg åbner døren, tager en dyb indånding og står et øjeblik stille i det farvede lys fra loftsmosaikken. Jeg mærker roen og samtidig en parathed i hele kroppen. Jeg føler mig fyldt af ham og af glæden. Jeg går op ad midtergangen, lukker et par af lågerne, samler en salmebog op fra gulvet og retter på stagerne. Ved alteret stopper jeg og betragter ham, som han hænger der, smuk og lidende. Jeg føler stor taknemlighed og kærlighed og knæler på bænken, folder mine hænder og lader hovedet støtte mod mine underarme.

Jeg fyldes af duften af rummets støvede lys og kølige sten. Luften er tung og ladet med fylde og betydning.

Jeg åbner døren og føler mig ubetydelig i det store rum. Tør næsten ikke trække vejret. Hvad fik mig til at tro, at jeg bare kunne gå ind, at jeg kan tillade mig at være herinde. Jeg lister langs med muren, stirrer på mine fødder og forsøger ikke at støje. Jeg sætter mig inderst på den bageste række. Folder hænderne og lader hovedet falde mod mit bryst. Jeg sidder musestille med tilbageholdt åndedræt og håber at der ikke er andre i rummet, at ingen har bemærket mig. Luften er tung og presser mod min ryg og mine skuldre.

Jeg åbner døren, lukker øjnene og trækker vejret helt ned i maven. Jeg mærker mine brystvorter hæve sig mod blusens stof. Jeg stiller mig med let spredte ben med ryggen mod muren. Forsøger at lade dens kølighed og tyngde forplante sig til min krop. Men jeg er en brændende sitren. Jeg går op ad midtergangen bevidst om min krops kurver og bevægelser. Jeg knæler på det blankslidte nappa. Den kølige kontakt med min varme hud danner et sugende undertryk, der øger mit blods dunken. Jeg folder hænderne og bøjer nakken tilbage. Luften er tung af kroppe, hengivelse og lidenskab.

Aftenvandring

Det er aften, men sort som midt om natten. Her imellem træerne trænger lyset fra den rygsvømmende måne ikke ned. Alligevel vænner øjnene sig så meget til mørket, at jeg kan skimte skikkelserne foran. Vi går i tavshed efter hinanden ad den smalle sti, der føles som ler under mine klipklapper. Temperaturen er behagelig, kun en hinde af kølig sved på huden. Duften af hibiscus, lime, trækul og menneskekroppe i bevægelse. Cikaderne sitrer, frøerne puster sig op og holder koncert. Kariukis stok slår regelmæssigt mod jorden for at skræmme slanger og leoparder væk. Adisa synger pole pole, når stien skråner.

Om lidt er vi fremme ved vores lerklinede hytte, hvor soveposerne er bredt ud på bananblade. Tidligere på dagen måtte vi ryste alle bladene, fordi en fugleedderkop gemte sig. Den blev slået ihjel med en skovl.

Min mave er tung af ugali, kogebananer, kasawa og bønner. Jeg prøver at spise op af høflighed, men det er umuligt for mzungu at indtage så meget stivelse. I morgen er vores sidste aften, så vil de slagte en ged og servere spinat, chili og peanutsovs. Mændene vil dele den rå gedelever og kvinderne vil danse med en ekstra kanga bundet i en knude om numsen. Mændene vil slå rytmen til deres sange med kæppe, så den røde jord hvirvler op. De gamle kvinder vil ryste skuldre og hvine.

Men nu er vi stille. Ildfluer lyser mørket sort, blade rasler, en fugl skriger. Her kunne jeg gå altid. Her er jeg lykkelig.

Hvis telefonen havde ringet eller hun havde knækket en negl, da hun trak støvlerne på, havde hun ikke nået bussen og så ville han ikke have stået der og spurgt om vej, da hun stod af. Så havde de ikke drukket kaffe sammen. Hun ville ikke være faldet for hans mørke krøller og hans betagelse af hende. Hun ville have fortsat med at gå i byen med vennerne og hun havde på et tidspunkt sat kløerne i den smukke mand, med den reserverede udstråling, som hun havde haft et godt øje til længe. Så var det hende der var blevet arkitektens kone og havde boet i det mondæne kvarter tæt på skov og strand. De ville have fået børn og barnepige og hun ville læse spændende brødløse fag som kunst og poesi. De ville rejse til eksotiske steder og møde intelligente afslappede mennesker.

Hvis hun havde sagt ja tak til mere snaps til julefrokosten, havde hun ikke modstået kollegaens hånd på sin lænd og den kildrende varme mod sit øre, da han bød hende op at danse. Det ville være hende og ikke assistenten fra den anden afdeling, der ville lade sig føre med, også når han foreslog en fælles taxi senere på natten. Han ville klæde hende af med langsomme bevægelser, kysse hvert nyt stykke blottet hud. Han ville tage hende ømt og dybt. Hun ville vågne og skulle tage stilling til om hun skulle skynde sig hjem eller om hun skulle blive liggende og lade ham forføre sig igen. Hun ville være let at overtale.

Dovent ville hun slentre ind i lejligheden op ad formiddagen og ikke lægge skjul på at hun stadig var ør og tung af elskov. Han ville spørge hvor hun havde været og hun ville fortælle ham at hun havde mødt en anden, at det var på tide at gå hver til sit. Eller han ville ikke spørge og hun ville fortsætte sin affære uden at lægge skjul på at nogen forstod at tilfredsstille hendes behov. Hun ville sidde ved morgenbordet, arrangere badekåben så der var et kig til hendes bryster. Hun ville kærtegne sine læber med en fingernegl og kigge forvirret på ham, når han spurgte om hun ville have mere kaffe. Hun ville gå med høje sko og parfume til hverdag. Få skødesløse, mætte bevægelser, der ville hidse ham og få ham til at gå i opløsning for øjnene af hende.

Hvis hun ikke havde været så tavs, men havde talt om sommerferieplaner eller menuen til vennemiddagen, havde han ikke været så koncentreret, da lastbilen kom i slinger og styrede mod deres bil. Lastbilen ville have ramt førersiden og han ville være blevet knust. Hans kød og knogler ville have filtret sig sammen med bilens metal. Hun ville have været stum af chok og siden ved begravelsen ville sorgen ramme hende som en eksplosion. Hun ville skrige og skrige og kaste sig mod kisten, så snot og tårer og jord ville blande sig. Ingen ville sige at hun var fattet, men de ville være grebet af hendes store sorg.

Siden ville hun komme tilbage til livet med et dybere blik og en klædelig sårbarhed i sine bevægelser. Hun ville møde en yngre mand, der værdsatte hendes modenhed og som ville være nysgerrig og forslugen i sengen. De ville være et smukt par, der komplementerede hinanden på alle måder. Hun elegant, han en adonis. Hun livsklog, han fuld af appetit.

Hun hører håndtaget bevæge sig, men bliver liggende med lukkede øjne. Han løfter dynen, lægger sit ben over hendes, kærtegner hendes skulder, spørger om hun er vågen. Hun svarer ikke. Han sukker og vender sig med ryggen mod hende. Hun mærker tårerne der laver små søer i hendes ører.

Lone Kramer