Hvis telefonen havde ringet eller hun havde knækket en negl, da hun trak støvlerne på, havde hun ikke nået bussen og så ville han ikke have stået der og spurgt om vej, da hun stod af. Så havde de ikke drukket kaffe sammen. Hun ville ikke være faldet for hans mørke krøller og hans betagelse af hende. Hun ville have fortsat med at gå i byen med vennerne og hun havde på et tidspunkt sat kløerne i den smukke mand, med den reserverede udstråling, som hun havde haft et godt øje til længe. Så var det hende der var blevet arkitektens kone og havde boet i det mondæne kvarter tæt på skov og strand. De ville have fået børn og barnepige og hun ville læse spændende brødløse fag som kunst og poesi. De ville rejse til eksotiske steder og møde intelligente afslappede mennesker.
Hvis hun havde sagt ja tak til mere snaps til julefrokosten, havde hun ikke modstået kollegaens hånd på sin lænd og den kildrende varme mod sit øre, da han bød hende op at danse. Det ville være hende og ikke assistenten fra den anden afdeling, der ville lade sig føre med, også når han foreslog en fælles taxi senere på natten. Han ville klæde hende af med langsomme bevægelser, kysse hvert nyt stykke blottet hud. Han ville tage hende ømt og dybt. Hun ville vågne og skulle tage stilling til om hun skulle skynde sig hjem eller om hun skulle blive liggende og lade ham forføre sig igen. Hun ville være let at overtale.
Dovent ville hun slentre ind i lejligheden op ad formiddagen og ikke lægge skjul på at hun stadig var ør og tung af elskov. Han ville spørge hvor hun havde været og hun ville fortælle ham at hun havde mødt en anden, at det var på tide at gå hver til sit. Eller han ville ikke spørge og hun ville fortsætte sin affære uden at lægge skjul på at nogen forstod at tilfredsstille hendes behov. Hun ville sidde ved morgenbordet, arrangere badekåben så der var et kig til hendes bryster. Hun ville kærtegne sine læber med en fingernegl og kigge forvirret på ham, når han spurgte om hun ville have mere kaffe. Hun ville gå med høje sko og parfume til hverdag. Få skødesløse, mætte bevægelser, der ville hidse ham og få ham til at gå i opløsning for øjnene af hende.
Hvis hun ikke havde været så tavs, men havde talt om sommerferieplaner eller menuen til vennemiddagen, havde han ikke været så koncentreret, da lastbilen kom i slinger og styrede mod deres bil. Lastbilen ville have ramt førersiden og han ville være blevet knust. Hans kød og knogler ville have filtret sig sammen med bilens metal. Hun ville have været stum af chok og siden ved begravelsen ville sorgen ramme hende som en eksplosion. Hun ville skrige og skrige og kaste sig mod kisten, så snot og tårer og jord ville blande sig. Ingen ville sige at hun var fattet, men de ville være grebet af hendes store sorg.
Siden ville hun komme tilbage til livet med et dybere blik og en klædelig sårbarhed i sine bevægelser. Hun ville møde en yngre mand, der værdsatte hendes modenhed og som ville være nysgerrig og forslugen i sengen. De ville være et smukt par, der komplementerede hinanden på alle måder. Hun elegant, han en adonis. Hun livsklog, han fuld af appetit.
Hun hører håndtaget bevæge sig, men bliver liggende med lukkede øjne. Han løfter dynen, lægger sit ben over hendes, kærtegner hendes skulder, spørger om hun er vågen. Hun svarer ikke. Han sukker og vender sig med ryggen mod hende. Hun mærker tårerne der laver små søer i hendes ører.
Lone Kramer