Aftenvandring
Det er aften, men sort som midt om natten. Her imellem træerne trænger lyset fra den rygsvømmende måne ikke ned. Alligevel vænner øjnene sig så meget til mørket, at jeg kan skimte skikkelserne foran. Vi går i tavshed efter hinanden ad den smalle sti, der føles som ler under mine klipklapper. Temperaturen er behagelig, kun en hinde af kølig sved på huden. Duften af hibiscus, lime, trækul og menneskekroppe i bevægelse. Cikaderne sitrer, frøerne puster sig op og holder koncert. Kariukis stok slår regelmæssigt mod jorden for at skræmme slanger og leoparder væk. Adisa synger pole pole, når stien skråner.
Om lidt er vi fremme ved vores lerklinede hytte, hvor soveposerne er bredt ud på bananblade. Tidligere på dagen måtte vi ryste alle bladene, fordi en fugleedderkop gemte sig. Den blev slået ihjel med en skovl.
Min mave er tung af ugali, kogebananer, kasawa og bønner. Jeg prøver at spise op af høflighed, men det er umuligt for mzungu at indtage så meget stivelse. I morgen er vores sidste aften, så vil de slagte en ged og servere spinat, chili og peanutsovs. Mændene vil dele den rå gedelever og kvinderne vil danse med en ekstra kanga bundet i en knude om numsen. Mændene vil slå rytmen til deres sange med kæppe, så den røde jord hvirvler op. De gamle kvinder vil ryste skuldre og hvine.
Men nu er vi stille. Ildfluer lyser mørket sort, blade rasler, en fugl skriger. Her kunne jeg gå altid. Her er jeg lykkelig.