Forfatter: Lone

Ud i det blå

I det sidste år har jeg været så privilegeret, at jeg har rejst i New Zealand, Australien og Mexico med et underviserjob for Dansk Studie Center. Jeg har været med på en flok unge menneskers eventyrlige rejser ind i fællesskabet og ud i verden. Det har været fantastisk at vandre i bjerge ved Lake Wakatipu og møde den afslappede befolkning i Quenstown, NZ. At dyrke yoga på stranden, se springende delfiner og møde surfer-hippie-stemningen blandt drømmefangere og hæklede bikinier i Byron Bay, Australien. At snorkle med skildpadder, besøge mayatempler og være en del af det hektiske og kulørte byliv i Playa del Carmen, Mexico.

Tidligere har jeg været på længere rejser til Kenya, Filippinerne, Borneo, Thailand og Sri Lanka. Koralrev, regnskov, bananpandekager, kokosnødder, dyreliv, gæstfrihed og tropisk varme. Porto, Nice, Firenze, Barcelona og Naxos er også besøgt med hav, kunst, pinjeskove, skaldyr og byliv.

Men det er slet ikke nødvendigt at tage så langt væk for at opleve fremmedartede og smukke steder. Med en veninde har jeg brugt flere sommeruger rundt på danske øer: Anholt, Læsø, Samsø, Fanø, Ærø, Strynø og har oplevet ørken, sydesalt, tidevand, festivaller, cykelture og dialekter. Og vi har stadig mange danske øer til gode at udforske.

De sidste par år har min mand og jeg taget bilen, og er kørt ud i det blå, ud i det danske sommerland. Vi har overnattet i shelters fulde af myg og i telt i klitterne. Vi har mødt gæstfrihed i et parcelhuskvarter i Hjørring, har festet i Thylejren, betragtet arbejdslivet på fiskerihavnen i Hanstholm, besøgt de selvdrevne landsbyer Vrads og Alken, og turistmagneter med konsulentudtænkte navne som The Bay og Cold Hawaii. Vi har opdaget Lønstrup og Hjardemål Klit, som på en sommerdag kan måle sig med enhver badeby eller strand sydpå. Uden for åbningstiden er vi blevet budt på personalekaffe i Skovmøllen ved Moesgård, vi har nydt brunch i Klostergade i Århus, og fisk og skaldyr i Nykøbing Mors. Vi har besøgt fuglekøjer på Fanø og Vadehavscenteret ved Ribe. Vi har hørt natravnene i Frederikshåbs Plantage ved midnat. Vi har set lyngen blomstre, vi har svømmet med sæler, og vi har samlet muslinger og østers.

Igen i år tager vi en tur ud i det blå. Vi skal mødes med familien i sommerhus på Reersø. Vi skal klatre i træer i Gorilla Park i Rødme ved Stenstrup. På en lille cykelferie på Ærø. Måske ride på islandske heste hos Naturkompagniet i Hundstrup. Bade fra Præstens Skov ved Ballen. Gå noget af Øhavsstien, og samle kantareller på vores hemmelige sted i skoven.

For nu er det sommer, og den er nu bedst i Danmark.

Bragt i FAA 7/7 2017

Læsningens steder

#bogsnak inspireret af bibliotekar Lisbet Vestergaard. Når vi læser, er vi altid et konkret sted. Vi kan måske genkalde os, hvordan stedet så ud, hvordan det lugtede, hvilke lyde og hvilken temperatur der var. De mennesker, der var tilstede i vores liv på det tidspunkt, står tydeligt for os. Jeg har lavet ni læsenedslag i mit liv, der særligt fremkalder bestemte steder.

Sommeren 1972: Jeg er 8 år og læser min første bog på egen hånd. Det er Robert Fiskers Peter Pjusk, som handler om en gråspurvefamilie. Vinduet i mit værelse vender mod øst. Når solen vækker mig om morgenen, er det første jeg ser rækken af gråspurve, der sidder på el-ledningerne, der fører ind i huset lige ved mit vindue.

Efteråret 1974: Jeg er 10 år og ligger på sygehuset med benet i gips. Jeg drikker stærk, rød saft og keder mig, men så låner en ældre pige mig en bog. Det er min første krimi, den hedder Hun så det ske, og jeg er helt opslugt. Jeg når ikke at læse den færdig, inden jeg bliver udskrevet og må vente med slutningen, til jeg kan låne den på biblioteket.

Vinteren 1977: Jeg er 13 år og i toget på vej til Norge med min mor og lillebror. Jeg skal snart konfirmeres og i stedet for en fest, får jeg min første tur på skiferie. På biblioteket har jeg lånt George Orwells Kammerat Napoleon. Det er første gang, jeg oplever, at en bog kan indeholde flere lag, at der kan være andre fortællinger bag den tilsyneladende historie.

Sommeren 1980: Det er min 16 års fødselsdag og jeg bliver fejret af en flok venner fra efterskolen. Det er en helt igennem lys og dejlig dag, og jeg bliver lidt fuld og svimmel. Mine venner forærer mig Nordahl Griegs Ung må verden endnu være.

Sommeren 1983: Jeg er 19 år og lige færdig med gymnasiet. Jeg er rejst til Kenya, hvor jeg deltager i en international arbejdslejr, hvor vi laver mursten til en skolebygning. Jeg køber flere romaner af Ngugi wa Thiongo, der bl.a. handler om hverdagslivet under Mau Mau oprøret mod kolonistyret.

Forår 1985: Jeg er 20 år og køber Køn og skæbne af Germaine Greer, fordi der er en sød fyr, der anbefaler den. Vi sidder på gulvet i køkkenet og snakker efter en af de utallige fester med højskolevennerne i kollektivet i Mejlgade i Århus.

Sommeren 1994: Jeg er 30 år, nyskilt og bor på en italiensk campingplads med min veninde, bader, soler og savner mine børn. Jeg læser Jung Changs slægtshistorie Vilde svaner.

Vinteren 2008: Jeg sidder i flyet på vej hjem efter en fantastisk måned på Borneo med mand og datter. Jeg har byttet mig til Khaled Hosseinis Drageløberen på et hostel. Jeg tuder hele vejen hjem.

Vinteren 2015: Jeg sidder i stuens grimme, men behagelige stressless lænestol og holder pause fra karkludsstrikningen med Iben Mondrups vilde grønlandske barndomsfortælling Godhavn. Måske du er blevet inspireret til at genfinde din læsnings steder?

Bragt i FAA 15/6 2017

Er lykke altid lykken?

Ifølge Gyldendals ’Den Store Danske’ er lykke en fyldig eller rig tilstand, en tilværelse, der lykkes og er præget af tilfredshed og glæde. Ifølge Freud er lykke mest mulig nydelse og mindst mulig smerte i et længere eller kortere øjeblik. For filosoffen Seneca handler lykken mere om, hvordan man møder verden, end hvad man møder. Her er lykken en indstilling til livet eller en måde at møde verden på.

Lykke tænker vi altså oftest på som noget positivt. Men forventningen om lykke kan også være et ubærligt pres. ’Bare du er lykkelig’, siger vi måske i bedste mening til vores børn. Men er det ikke et urimeligt krav at stille? Så er man jo en fiasko, hvis man ikke føler sig lykkelig. Så forhindrer vi dem måske i, at vise deres sårbarhed og tale om det, der er svært og gør ondt. Kan lykken overhovedet være en permanent tilstand? Er det ikke snarere korte øjeblikke af selvforglemmelse, af fællesskab, af fordybelse og flow, som så nemt fordufter igen, hvis vi retter vores opmærksomhed mod dem.

På verdens lykkeindeks boner Danmark ofte højt ud, når man spørger indbyggerne om deres tilfredshed med livet og ser på den forventede levealder. Men er tilfredshed og lykke det samme? Og hvis vi dividerer med vores økologiske fodspor, altså vores forbrug af klodens ressourcer, så står det ikke helt så godt til (se selv mere på www.globalis.dk). I bjergstaten Bhutan i Himalaya måler man landets velstand på bæredygtighed og folkets lykke (bl.a. ligelig fordeling af ressourcer, beskyttelse af miljøet, bevarelse og fremme af kulturen, demokrati med gennemsigtighed og ærlighed), fremfor på økonomisk vækst.

Lykke bliver misbrugt til mangt og meget, fx handler lykkepillen ikke ret meget om lykke. Lykken kan begrænse, når man ikke glædes over det, man forventes at glædes over. I familien kan manglen på lykke blive tolket som sabotage af de andres lykke. Den dårlige stemning bliver så lagt på en bestemt person, frem for på de skjulte og fornægtede følelser i den familie, hvor alt skal se godt ud. Så bliver man måske kaldt lyseslukker, hvis man nægter at spille det lykkelige spil.

Også politisk bruges lykken, fx når alt skal se godt ud, som den nationalromantiske forestilling om værdikanonens emner. Men står det nu også så godt til med de værdier? Fungerer tillid, frisind, velfærdssamfund og kønsligestilling nu også så fint, eller er nogle af disse værdier allerede passé eller aldrig opfyldt? At nægte at lade sig begrænse af lykke, kan måske åbne for andre måder at være til på.

Bragt i FAA 24/5 2017

De personlige og politiske følelser: Smerte, had, og angst

Når vi føler smerte, bliver vi bevidst om grænsen mellem vores krop og verden. Vi mærker kroppens overflade. En følelsesmæssig smerte kan også være næsten kropslig. Der er en tæt sammenhæng mellem smerte og sorg, og mellem sorg og kærlighed. Når vi mister et menneske, vi holder af, føler vi smerte. Hvis vi rammes af sygdom og ikke længere kan leve det liv, vi plejer, føler vi smerte. Eller hvis vi mister en drøm som fx ved skilsmisse. Særligt børnene vil føle smerte, savnet bliver en konstant i deres hverdag – når de er hos mor, savner de far, og når de er hos far, savner de mor.

Smerte er en personlig følelse og handler om nærhed, om at miste nogen eller noget, der står os nær. Eller nogle vi forestiller os kunne have stået os nær, nogle der er som os. Hvis der fx er danskere blandt krigsofre eller ofre for store naturkatastrofer, rammer det os mere følelsesmæssigt, end hvis det er fremmede folkeslag, vi ikke kender. Smerte bruges også politisk. Politikerne kan påvirke, hvem der er værdige til sorg, hvem vi inkluderer eller ekskluderer i følelserne. Når syrere eller afrikanere drukner i Middelhavet, berører det os så lidt, at vi kan vælge at skyde efter bådene? Mennesker der har en anden hudfarve eller en anden religion er ikke værdige til sorg i samme grad, som hvis det er europæere eller danskere? Vi ignorerer de forfulgte og flygtendes smerte. Marie Krarup m.fl. har fx en meget snæver tolkning af, hvem næstekærligheden gælder.

Vi lader hadet klæbe til bestemte personer. Had bruges i national tankegang til at adskille nogle fra andre. Frygt er for noget bestemt, der ikke er der helt endnu. Angst er for noget, der slet ikke er der. Det betyder at angsten kan akkumulere ved at samle flere og flere objekter. Når vi fx er bange for terrorisme, bliver vi bange for muslimer, bange for folk, der ser mellemøstlige ud, bange for fremmede, bange for flygtninge. Jo mere vi ikke ved, hvad eller hvem vi frygter, jo mere angste bliver vi. Ikke bare terrorismen selv, men også de politiske svar på terrorisme viser frygtens “økonomi” – hvordan den vokser. Angsten begrænser vores bevægelsesfrihed. De europæiske nationalstater spærrer sig selv inde bag grænser, og Trump vil bygge mure om USA.

Vi kan vælge ikke at lade politikere udnytte vores angst og lade os diktere, hvem der er værdige at føle med og sørge over. Hvis du erstatter ’muslim’ eller ’flygtning’ med ’dansker’ eller ’menneske’, føler du så stadig had og angst, kan du så føle den andens smerte? Vil vi lade os begrænse af had og angst? Vi kunne måske vælge at vise lidt mere tillid, det er trods alt en af de 10 værdier i den nye Danmarkskanon.

Bragt i FAA 10/4 2017

De personlige og politiske følelser: skam

Kønsforskeren Sara Ahmed viser i sine bøger om affektteori, hvordan følelser både er indre og ydre, sproglige og kropslige, personlige og politiske. Affektteorien undersøger, hvordan bestemte følelser kommer til at hænge sammen med bestemte handlinger, situationer, ting og personer. Hvordan vi føler noget bestemt i bestemte situationer, fordi vi har lært at det skal vi, det forventes af os. Også den kognitive terapi viser, hvordan det vi tænker påvirker vores følelser, kropslige fornemmelser og handlinger, og omvendt.Følelser smitter og forstærkes, fx kan glæden smitte via smil eller vreden akkumulere i et skænderi. Følelser kan også forskyde sig fra en følelse til en anden, fx kan ked af det blive til vrede. Følelser kan glide sidelæns til andre ting, fx udløste en ung studerende på vej til eksamen på universitetet med en printer i tasken panik og politiopbud, fordi han blev associeret med terror. Følelser kan også strække sig bagud i tid, så fx den nye kæreste bebrejdes for at åbne en øl mere, fordi den tidligere kæreste drak for meget.

En udbredt følelse er skam. Skam er over den vi er, hvor skyld er over det vi gør. Skam er følelsen af at være forkert, og ønsket om at skjule det. Skam intensiveres af at andre ser, at vi skammer os. Selv hvis vi er alene, kan vi skamme os, fordi vi forestiller os de andres blik på os. Der er en tæt sammenhæng mellem skam og anerkendelse. De andres anerkendende, vurderende eller dømmende blikke inkluderer eller ekskluderer os.

Skam former idealer, og i disse år forventes det i særlig grad at unge skal præstere på mange fronter. De skal være smukke, slanke og smarte, og de skal få gode karakterer, skynde sig igennem uddannelsessystemet, imens de har de rigtige studiejob. Når man ikke magter at leve op til alle forventningerne om at være perfekt, begynder man at skamme sig. To forsvarsmekanismer mod skam er perfektionisme og fordømmelse af andre.

Den arbejdsløse skammer sig over ikke at kunne få et job (fordi politikerne kalder dem dovne), kontanthjælpsmodtageren skammer sig over ikke at have styr på sin økonomi (fordi politikerne kalder deres situation selvforskyldt), kvinder skammer sig over deres krop og over deres seksualitet (fordi de risikerer at blive udsat for slutshaming). Problemer vi burde adressere kollektivt og strukturelt bliver gjort individuelle og intime. Det vi skammer os over taler vi helst ikke højt om, for så dømmer vi os selv ude, viser vi er forkerte.

Den norske ungdomsserie Skam gør befriende op med den begrænsende skam, for her tales der for at stå ved sig selv. At hvis du viser din sårbarhed, så griber de andre dig. Vi er alle sårbare, og når nogle tør vise deres sårbarhed, bliver vi berørte og favner dem. Det stærkeste våben mod skam er at vise sårbarhed.

Bragt i FAA 17/3 2017

Trump, panik og modmarcher

Det er skræmmende at Trump, der i den grad er drevet af profit og egeninteresser, sidder i spidsen for en verdensmagt. Skræmmende fordi han tromler, nedgør og ydmyger alle, der ikke har samme skånselsløse fremdrift som ham selv. Hvis man kun tænker på sig selv, så kan man nå langt, men kan også ødelægge det for rigtigt mange. Ja, i sidste ende for os alle sammen, fordi han skider på kloden.

Trump har forsøgt at lukke for indrejse til borgere fra muslimske lande, også for borgere der allerede har opnået opholdstilladelse eller visum til USA. Han vil nedlægge fonde der støtter kunstneriske og kulturelle formål. Han planlægger tilbagerulning af Obamacare og bygning af en mur mod Mexico. Han nægter at klimaforandringerne er menneskeskabte. Han åbner olieledninger, trods massive miljøpåvirkninger. Det måske mest skræmmende er Trumps chefstrateg Steve Bannon, der producerer systematiske løgne fra Det hvide hus.

Carsten Jensen skriver om værdisammenbrud i den vestlige verden: at det vi kalder politisk realisme er afstumpethedens skole. Vi opgiver menneskerettigheder og pligten til at hjælpe medmennesker i nød. De højrepopulistiske partiers syn på flygtninge og immigranter fylder i USA og Europa. Vi ser ikke længere os selv som et aktivt handlende fællesskab, men som et passivt modtagende, der altid mener, det er de andres skyld. Mennesket vil under katastrofer naturligt hjælpe hinanden, men hvis befolkningen bildes ind at modsætningerne er uoverkommelige, og der tales til deres usikkerhed og magtesløshed, så mister de selvtilliden, og magthaverne kan sikre egne privilegier. Trump har interesse i panik og kaos, derfor er hans politiske program uklart og normaliteten suspenderet. ”En stærk mand kan ikke bruge et stærkt folk til noget. Det er duknakkerne, der er hans eksistensberettigelse”. Populisternes identitet handler om tabet af verden, som den var, og ser flygtningen/immigranten/muslimen, der selv har tabt sin verden, som en oplagt syndebuk. Den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer er dog mere skræmt over højredrejningen i Europa end over et enkelt skørt valg i USA.

Heldigvis er der positive modbevægelser som fx Womens March. På YouTube findes en masser parodier på Trumps America First udsagn, hvor forskellige europæiske lande konkurrerer om at være second. Sveriges vicestatsminister Isabella Lövin har ladet sig fotografere flankeret af syv kvinder ved underskrivning af en ny klimalov, som et hint til Trump, der, omgivet af mænd, underskrev et forbud mod at give penge til internationale organisationer, der oplyser om muligheden for at afbryde en graviditet. En march eller en satire fører måske ikke til konkrete ændringer her og nu, men den skaber håb, fællesskab og ny energi til at protestere og kæmpe imod afstumpetheden.

Bragt i FAA 23/2 2017

Anerkendelse

Den tyske filosof Axel Honneth har udviklet en kritisk samfundsteori. Den bygger på tre anerkendelsessfærer; kærligheden, retten og solidariteten. Målet er vellykket selvrealisering, men individuel frihed er kun mulig gennem erfaringen af social anerkendelse.

Den første anerkendelsessfære er kærlighedens. Gensidig kærlighed er forudsætningen for udviklingen af selvtillid, den kommer helt grundlæggende til udtryk i forholdet mellem forældre og børn, og siden i kærlighedsforhold og venskaber. Denne sfære er altså emotionel.

Den anden anerkendelsessfære er rettens, den bygger på lighed: på almen respekt gennem et ligeværdigt medlemskab af samfundet. De lovsikrede rettigheder fører til selvrespekt. Denne sfære er fornuftsstyret.

Den tredje anerkendelsessfære er den solidariske. Den bygger på præstation og på relationen til gruppen, fællesskabet, samfundet. Fælles værdier og normer danner grundlaget for selvværd. Deltagelse og positivt engagement bliver anerkendt og socialt værdsat i kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber. Den solidariske sfære er både emotionel og fornuftsstyret.

I Danmark er en lang række vilkår sikret for fx den ledige, den handicappede og flygtningen via lovgivningen, selvom der har været tale om betydelige forringelser det sidste årti. Det halter også alvorligt i sfæren for solidaritet. Følelsen af at være socialt betydningsfuld i et fællesskab er fx begrænset for den, der står uden for arbejdsmarkedet. Hvis den enkelte føler sig krænket eller ringeagtet, som det bl.a. sker via italesættelse af ledige som dovne eller flygtninge som uønskede, risikerer man at miste det positive forhold til sig selv.

Hvis det ikke er muligt at opnå anerkendelse af det dominerende samfund via anerkendelseskampe i det offentlige rum, kan der etableres modstandskulturer, der etablerer alternative anerkendelsesrelationer i subkulturer som i fx bandefælleskaber. Men ofte har de svageste grupper ikke ressourcerne til hverken offentlig kamp eller etableringen af modkultur, blandt andet på grund af den politiske og økonomiske individualisering af deres problem. Solidariteten har således trange kår i dagens Danmark.

Honneth ser anerkendelse i ren form som en naturlig reaktion på andre mennesker – anerkendelse af den vi er. Men når vi glemmer, at vores erkendelse (evnen til kognitiv objektivering og intelligent problemløsning) har rod i en anerkendende holdning (empati og engagement), opfatter vi andre mennesker som livløse ting. Det kan ske når et samfund har endimensionelle mål, stereotyp tænkning eller har fordomme.

I disse Trump-tider hvor selvhævdelse, nedgørelse af politisk uenige og decideret brug af løgne er dominerende, er der særligt brug for at samfund, grupper og fællesskaber viser anerkendelse og solidaritet med de svageste.

Bragt i FAA 1/2 2017

Nytårssorg

I 2016 har vi mistet mange store kunstnere: Bowie, Prince, Cohen, Umberto Eco, Trille og Sonnergaard bl.a. De er en del af vores fælles kollektive historie, de er soundtracket til vores ungdom, men heldigvis kan vi stadig lytte til deres musik eller læse deres romaner.

Vi har mistet mennesker til krig og terror, og mange af os har mistet personlige venner eller familie. Med den døde forsvinder en del af vores fortælling, de oplevelser vi har haft sammen kan ikke genbekræftes, de forsvinder ligesom lidt uden hende eller ham. Vi bliver alene med minderne. Som en veninde sagde efter vores fælles venindes pludselige død: ’Jeg havde bare lyst til at ringe til hende og snakke med hende om det’. Vi kan ikke længere dele vores tanker og oplevelser, og det er smerteligt.

’En dag skal vi alle dø. Men alle de andre dage skal vi leve’, sagde Per Olav Enquist. Livet bliver så levende, når nogen dør, så håndgribeligt. Det er paradoksalt, men en meget konkret erfaring. Vi bliver bevidste om hvor skrøbeligt livet er, og vi kan mærke, at vi skal passe på hinanden. Vi får lyst til at leve mere åbent, mere ærligt, med mere kærlighed og rummelighed. At være nærværende og værdsætte de mennesker vi har i vores liv. At få det usagte sagt.

Freud sagde, at sorg er en sund respons på tab, da det giver slip på den elskede, men at melankoli er en usund reaktion, da man ikke giver slip, men bevarer tabet. Silverman og Klass derimod siger, at vi i sorgen ikke giver slip på den elskede, men forhandler meningen med tabet over tid. Det er sundt at holde den elskede og fortiden i live i nutiden. Eng og Kazanjian skelner som Freud mellem sorg og melankoli, hvor sorgen giver slip over tid, og melankolien bevarer tabet. Men de forstår melankoli som et etisk svar på tabet. At give slip kan være at slå ihjel igen, hvorimod det er en etisk pligt at holde den døde i live.

Nu hvor verden går ad helvede til, hvor grådighed og egoisme fylder meget, hvor det meste er selvoptagethed og overflade, så har vi brug for at (gen)finde måder at udtrykke det at være menneske på. Der rækker logikkens og fornuftens sprog ikke. Det politiske sprog er blevet hult og floskelfyldt. Vi har brug for kunstneriske sprog og udtryk, som vi kan mærke med andet end vores intellekt. Noget vi kan mærke med kroppen og med hjertet, med åndedrættet og på huden.

Vi har brug for at opleve at være helt tilstede, selvforglemmende og nærværende. Det kan vi finde i kunsten, i naturen, i fællesskabet, i kærligheden. Oplevelser der kan sætte os på plads, som de små myrer vi er, der blot kan holde sammen på verden med kærlighed. Kærlighed er alt, ’alt er love’, som de siger i den norske ungdomsserie SKAM. I kærligheden er vi sårbare, udsatte og afhængige, men samtidig er det kærligheden, der giver vores liv mening og retning, og nogen og noget at leve for.

Bragt i FAA 10/1 2017

Men så har vi kulturen

Trump og hans klimafornægtende og racistiske kumpaner gør klar til at overtage magten i USA. Den uhyrlige krig i Syrien fortsætter, mens Europa lukker grænser og begrænser nødstedte menneskers adgang til vores ressourcer. Med fattigdom og pålæggelse af personlig skyld udskammer vores hjemlige politikere kontanthjælpsmodtagere, ledige og flygtninge. Hvor bliver oprøret af, sammenholdet mod urimelighederne, demonstrationerne i gaderne? Vi stirrer ned i skærmen, liker med en vred eller sur smiley, deler måske, og hvis det går højt, underskriver vi en elektronisk protest og scroller ellers videre.

Det er trist og tungt, og derfor vil jeg i denne klumme vende mig mod noget, der giver håb: kulturen. Den kan give os nye perspektiver, og øge vores følsomhed og empati.

Sidste år vandt Danmarks Forsorgsmuseum Den Fynske Kulturpris med udstillingen ’Fattigdom på tværs’, en debatskabende udstilling om fattighjælpens udvikling. I år var det Mungo Park Kolding og BaggårdTeatret, der med teaterkoncerten ’Carl’ viste, hvordan det kunstneriske liv blev afløst af pessimisme, da 1. Verdenskrig begyndte.

Svendborg Kulturpris gik i år til Mikael Josephsen, der bl.a. skriver om livet som psykiatrisk patient i sin digtsamling ’Knæk’. Ungdomstalentprisen fik den 16-årige filmskaber Julie Annlie Kjærgaard, der med kortfilmen ’Døren Til Solen’, komponeret over et Mikael Strunge-digt, har vundet priser i England og USA.

Svendborg bliver vært for DGI Landsstævne 2021 ikke mindst pga. byens charme og rige kulturliv. Det kulturliv skal vi passe på, og fortsat sikre at kunstnere og kulturelle ildsjæle får mulighed for at udfolde.

I år har jeg særlig nydt sART Danseteaters forestilling ’ToyBoy’, der var rørende og poetisk med musik af folkemusiksanger Jullie Hjetland. Tankevækkende var Det Flydende Teaters ’Je suis Storm P’ om at vi alle har et ansvar, uanset om vi siger fra eller lader stå til. Amerikanske Eric Davis figur ’Red Bastard’ under CPH Stage Festival smigrede, skældte og lokkede publikum til at være ærlige over for sig selv og udfordre middelmådigheden. Endelig er ’Bertolt Brechts Svendborgdigte’ en varm, men skræmmende aktuel forestilling om krig og flygtninge.

To måneders hæsblæsende (og vanskelig) læsning af James Joyce nyoversatte ’Ulysses’ i et rablende, sanseligt sprog blev siddende i kroppen længe efter. Og så var der Anne-Cathrine Riebnitzsky og genlæsning af Tove Ditlevsen og Karen Blixen.

En fortættet, varm og stemningsfuld aften med Tue West og Mads Mouritz på Harders, og Moonjams koncert under Hansted Live i Krøyers Have.

Den fine udstilling ’Retro 1915’, på Faaborg Museum, hvor kunstnernes tilstedeværelse ramte følelsesmæssigt og fysisk, når man trådte ind i rummet.

Og så selvfølgelig den forrygende norske ungdomsserie ’Skam’, der realistisk viser unges liv og smerte.

Bragt i FAA 19/12 2016