Forfatter: Lone

Afrika er helt fantastisk og helt forfærdeligt. Kontrastfyldt og komplekst.

Turkisblåt hav, kridhvide strande, billige drinks på lækre hoteller i kolonistil med smagfulde indslag af håndfarvede stoffer, ibenholtsfigurer og safaristole.

Ludfattige fiskere med solgarvet hud, der hver morgen sejler ud i deres dhow eller vandrer ud på revet efter dagens beskedne indkomst i form af en blæksprutte at sælge til hotellet, så den hvide turist kan spise.

Den blæksprutte som regeringen vil forbyde fangsten af, for at redde den vigende bestand. Men hvad så med turistens måltid og fiskerens sultne børn?

Seaweed-damerne går i bagende sol og høster deres havmarker for at sælge den tørrede tang til en beskeden kilopris til den danske sæbevirksomhed Kelko.

Kokosmælkssælgeren på stranden vandrer frem og tilbage langs stranden hele dagen og råber: ”fresh coconutjuuuuice, fresh cocnutjuuuice”, i håb om at fange en tørstig turists opmærksomhed og tjene 3 kroner.

Masaien går rank iklædt sine røde tæpper, kovogter-stok og plasticsandaler parat til at åbne sin ”polepole shop” for bikiniklædte kvinder.

Fra sin pose udbreder han et tæppe i sandet og opstiller sine træfigurer og armbånd sirligt knyttet af småbitte plasticperler.

Masaien, det stolte folkefærd, nomaden.

Om masaierne skrev Karen Blixen, at de kunne ikke gøres til slaver for de ville dø i ufrihed.

De har nu friheden til at vandre langs stranden i deres karakteristiske røde tæpper, i forsøget på at charmere unge kvinder.

Og de har friheden til at opføre deres traditionelle danse på turisternes hoteller med håbet om at sælge et perlearmbånd som tak.

Skal vi beundre deres integritet og forsøg på at fastholde egen kultur?

Eller skal vi bekæmpe deres flerkoneri og omskæring af unge giftemodne piger på 12-14 år?

Hoteller, barer og bungalows ligger i forreste række mod havet.

Ejet af arabiske og vestlige spekulanter, der fører penge ud af landet.

I bagerste række ligger landsbyen uden el og vand. De lokale presses væk fra stranden og ind i landet.

Her sidder børn i skolen med 45+ i hver klasse, mange på gulvet fordi der ikke er bænke nok.  Halvdelen dumper de nationale test efter 6. klasse.

Dagens høst af kartofler, løg, mango sælges i små sirlige stabler.

Stegte majs eller grillspyd over en tønde med trækul.

Ugali, gedekød og stærk sovs.

Side om side med kaffebarer med expats, udstationerede europæere, der drikker for meget eller tager noget til næsen for at holde desillusionen over egne strandene frelserdrømme og swahilikulturen ud.

”Polepole” betyder stille og roligt. Ingen kommer til tiden.

Fundien (håndværkeren) ejer kun en mulepose med lidt rustent værktøj og et par bøjede søm.

Korrupte politifolk sælger pot til unge mzungus for bagefter at presse bøder ud af dem.

Eller de opfinder uigennemskuelige vejafgifter for at tjene nok til at forsørge familien. Myndighederne trækker opholdstilladelser og arbejdsvisa i langdrag i håb om penge under bordet.

På ethvert gadehjørne får du tilbud om en personal shopper, der vil hjælpe dig med at finde taxa, frugt, medicin mod et par shillings som tak for hjælpen.

Arabere og europæere har gennem flere århundreder stjålet Afrikas ressourcer.

Socialismen er afrikanerens måde at gøre tingene på, men kapitalismen og grådigheden er løs.

Før herskede de hvide, nu hersker de sorte tyranner.

Den hvide turists rigdom i forhold til den lokales gør at indbrud, pengeafpresning, drugcrime, tyveri og bilulykker er hverdag, som du må have vagter siddende på din terrasse for at undgå.

Du kan ikke sidde i tropenatten og nyde et glas vin uden at skulle forholde dig til om vagten følger med i samtalen eller om du burde byde ham på en smøg og en lur i hængekøjen.

Men du kan aldrig få en virkelig ven i Afrika, for I vil aldrig være lige. Du kan vælge at rejse hjem igen, det kan han ikke.

I Afrika er livet uforudsigeligt. Det går sjældent som tænkt.

Inshallah, om gud vil, ses vi i morgen.

Du er her lige nu med disse mennesker, og det må du få det bedste ud af.

Spred godt humør, tag en dag ad gangen.

Mzungu, den hvide, den rige, skal lokkes til at købe, skal give til tiggeren, skal give en højere pris for varen.

Jeg kan ikke blende ind, jeg stikker ud med min blege hud og det den repræsenterer.

Turisten giver arbejde til tjenere, håndværkere, kokke og rengøringspersonale.

Turisten tærer på de knappe ressourcer, og turisten producerer enorme mængder skrald, der hober sig op i gader, floder og have.

Alle både sejler mod den samme flok af delfiner eller den samme stump døende koralrev.

Alle safarijeeps kører mod det sovende løvepar, de badende flodheste og elefantflokken, der danner ring om den nyfødte unge.                                                                                                 

De vilde dyr bor i beskyttede reservater, men uden turisten fandtes de måske ikke mere?

På genbrugsmarkedet kan jeg købe den kjole, jeg har fortrudt jeg afleverede i genbrugscontaineren hjemme i DK.

Imens de lokale producenter af stof og tøj må lukke butikken.

Det længe ventede besøg hjemmefra drukner i frustration over splittelsen mellem arbejde og tid sammen. Vi var et progressivt par med et afslappet forhold til et ægteskab fordelt over to kontinenter. Vi var overskud og leg. Nu er vi rådne æg.

Virkeligheden er kompleks og Afrika er kontrasternes kontinent.

Og jeg fucking elsker jer alle sammen. God fest.

I 90’erne var der politisk optimisme efter murens fald og ophævelsen af grænser. I 10’erne er EU i frit fald og nationalstaterne vogter deres grænser.

I 90’erne opgav Sydafrika apartheid og Nelson Mandela blev landets demokratiske leder. I 10’erne står ISIS og Boko Haram for uhyrligheder mod anderledes troende. Og de vestlige demokratier højredrejes og begrænser ytringsfriheden.

I 90’erne blev fåret Dolly klonet. I 10’erne producerer Monsanto genmodificerede fødevarer til hele kloden.

I 90’erne kunne unge tage med Den Fri Ungdomsuddannelse på dykkerskole eller danseakademi. I 10’erne skal ”fjumreår” begrænses med ”fremdriftsreform” og nedskæringer i SU.

I 90’erne fik DR konkurrence af TV2, men familien samledes stadig og så Tæskeholdet og Taxa, eller lejede en moviebox på tanken. I 10’erne ser vi ikke længere stream-TV, men ser film på Netflix eller HBO hver for sig, når det passer os.

I 90’erne var internettet stadig nyt, og der var begrænsninger på brug af modemet, når de voksne skulle bruge telefonen. Og selvom mobiltelefonsalget steg, kom Nokia 3210 først på markedet i 99. I 10’erne er det utænkeligt at klare sig uden netadgang, og både børn og voksne har deres egne tablets.

I 90’erne gav Spice Girls drømme om girlpower til helt unge piger, der plagede deres forældre om g-strenge og mavebluser, og Aqua fik succes med Barbie Girl. I 10’erne har vi Lukas Graham og MØ på verdens hitlister.

I 90’erne solgte Charlotte Bircow aerobic-videoen ”Balder af stål”. I 10’erne går vi til Zumba eller Bodyflow i fitnesscenteret, eller kører mountainbike og løber maraton.

I 90’erne spillede vi Super Mario på playstation. I 10’erne spiller vi Pokemon Go på mobilen.

I 90’erne så vi Pulp Fiction, Nattevagten og Dogmefilmene i biografen. I 10’erne ser vi Hunger Games, Fifty Shades of Grey og Jussi Adler Olsens krimier.

I 90’erne viste man hygiejnebinds sugeevne med blå farve, Always Ultra var ”tørrere” end andre bind. I 10’erne kan friblødende unge kvinder bringe sindene i kog.

I 90’erne var alt ironisk og individualiteten voksede. I 10’erne er en ny alvor på spil og identitetspolitikken kræver særhensyn i mangfoldighedens navn.

Men at komme til Vinterbal i Ollerup er som at træde ind i en tidslomme, hvor fællesskabet, det skæve og hjertevarmen stadig er stærk.

Jeg falder i søvn med ham

Jeg vågner op med ham

Han er med mig hele tiden

En lille druknet dreng

Jeg ville vittigt fortælle om hypen af den bløde morkrop og den runde dadbod

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville joke om de digitalt indfødte og om 12-tals-pigerne

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville kækt proklamere misantropens længsel efter økokatastrofer og pludselig død

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville perspektivere identitetskarnevalismen med en ret til at være queer og både mand og kvinde, homo og hetero, sort og hvid

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville sarkastisk spidde SKATs og regeringens skødesløse omgang med folkets milliarder

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville spidsfindigt reflektere over bagsiden ved sekulariseringens affortryllelse af naturen

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville fabulerende fantasere over en solstorms konsekvenser for vores liv på jorden

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville tale om det moderne menneskes eneste frihed: forbruget

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville tale om porno som magtkritik, og om menneskets flokintelligens

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville tale om mødre der stirrer på iPhones i stedet for i deres nyfødtes øjne

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville beskrive suget efter dionysisk ekstase, sanselighed og vin

Men en lille druknet dreng er hos mig

Jeg ville tale om altruisme, kærlighed og håb trods alt

Men en lille druknet dreng er hos mig

Lone Kramer, Ollerup Vinterbal 2015

Almindelighed som studerende er, at man slet ikke kan tale almindeligt mere.

Almindeligheder i mit liv er affektteori, internalisering, artikulation, interpellation, dekonstruktion, performativitet, narrativitet og kulturanalysestrategier.

Almindeligheder i min mands liv er tangens, sinus, CO2 udledning, BNP, hyperbolske parabler, spidslastkedler, kussenus, admirans og konduktans.

Almindelighed i al almindelighed er, at det økonomisk-juridiske paradigme sejrer over det humanistisk-etisk-æstetiske. At fornuft er bedre end følelse. At vækst er bedre end at stoppe op. At bliven er bedre end væren.

Almindelighed i al almindelighed er, at klimaændringerne ER menneskeskabte, og at vi behøver fem jordkloder, hvis vi vil fortsætte som hidtil, men at ingen rigtigt orker, at tage det seriøst nok til, at ændre de globale uligheds-strukturer.

Almindelighed i al almindelighed er FOMO; fear of missing out, hele familien bag hver sin skærm. MAMIL; middle aged men in lycra, der løber fra livet. 

Almindelighed i al almindelighed er, at perfekt er det nye normale. Sabbatår er uambitiøst og uansvarligt. Leg er blevet det modsatte af læring. Krig er blevet bedre end dialog, og arbejdsløshed er din egen skyld.

Almindelighed i al almindelighed er det hetero-normative, hvor vi kun kan elske det modsatte køn, eller evt. det samme køn på en hetero-normativ måde, men altid enten-eller, aldrig både-og.

Almindelighed i al almindelighed er, at latterliggøre politisk korrekthed, og korv med rejesalat, at forsvare negerkonger og hængte sorte, men forveksler vi kampen mod racisme med censur, forveksler vi satire og ironi med ytringsfrihed, og må man gøre grin, når man hører til de privilegerede.

Almindelighed i al almindelighed er, at vi pga. af cocktailen af selvironi og selvovervurdering stadig er verdens lykkeligste folk, for uden den alvors-afmonterende ironi, hvad skulle vi så ellers gøre.

I al almindelighed er det sådan, at det du giver din opmærksomhed og gentager ofte nok bliver almindeligt. Så gør fortsat plads til eftertanken, fordybelsen, legen, aktivismen og retten til at stoppe op og sige fra.

Nu er vi færdige med nye badeværelser, nye børn og udekøkkener.

Nu er vi klar til skilsmisse nummer to.

Nu skal vi prøve grænser af.

Nu taber vi os og løber halvmaraton.

Vi køber motorcykler og mountainbikes.

Vi tager en ny uddannelse og flytter til andre kontinenter.

Gråt er hot og halvtreds er fit.

De erotiske drømme får gas: Fifty shades of grey. Mumporn.

Jeg har forsøgt mig i genren botanisk-erotiske tekster. Botanikken er fyldt med saftige erotiske udtryk som fnok, svøb, kødfuld, glinsende, håret, bloster og knop.

I får 3 korte tekster fra Snapse. De er bygget op over en tredelt struktur: En plantebeskrivelse, en erotisk bid, en snapseopskrift. Her kommer den første:

Pære – Pyrus

Mørkebrun eller sortagtig bark med smalle, dybe revner.

Høj kegleformet krone med afrundet eller hældende top; opstigende grene. I ungdommen smal og spirformet.

Skud brune, ofte svagt hårede; kraftigt voksende grene med tornskud. Blade kredsrunde til ovale eller elliptiske, fint rundtakkede, glinsende mørkegrønne eller gulgrønne, stilk slank.

Blomster hvide samlet i skærmlignende klynger; frugt rund eller pæreformet, frugtkødet med stenceller.

Han lavede sådan nogle sjove lyde, når han kom. Ligesom en hund, der peb, altid tre gange i træk. Det distraherede hende så hun selv gik glip af udløsningen, hvis hun ikke allerede var kommet. Men hun kunne godt lide lydene, det fik hende til at fnise uden lyd.

Han havde ønsket at konen skulle opdage hans bedrag. På anden måde kunne hun ikke tolke det. Efter et år, hvor de havde mødtes en gang om måneden, når han var til konference i byen, havde han bedt hende ringe hjem til sig privat på en bestemt dag. Indtil da havde de kun kommunikeret via arbejdsmailen. Det blev tydeligt lidt inde i samtalen, at konen sad ved siden af i sofaen og kunne høre det hele. Han behøvede åbenbart at leve sit liv farligt eller han behøvede, ikke at blive taget for givet.

Et par dage efter ringede han og fortalte at de holdt tænkepause, men at han regnede med at vinde konen tilbage. Hun følte sig lidt som et redskab i noget, der ikke havde med hende at gøre, men hun havde ikke noget i klemme følelsesmæssigt. Senere ville han mødes igen, men da havde hun selv fået en kæreste og ville ikke ses mere.

Pæresnaps er morsomt at lave, men kræver tålmodighed og god karakter for at blive fuldendt. En flaske bindes på en gren med en pæreknop. Når pæren har vokset sig stor og moden, fyldes flasken med snaps, tilproppes og henlægges 3-4 år til lagring

Og endnu én:

Perikum – Hypericum

Buskene er lave, løvfældende eller til tider stedse­grønne. Bladene er modsatte eller kransstillede og har oliekirtler, der op mod lyset ses som gennemskin­nelige prikker. Blomsterne er samlet i endestillede kvaste, gulfar­vede og regelmæssige med femtalligt bloster. Støvdragerantallet er stort; de sidder samlet i knipper og kun ved basis sammenvoksede. Der findes 3-5 grifler, og frugten er en kapsel, der er kødfuld og bæragtig.

Hun havde danset uden BH og han havde sagt at hun havde hængepatter. Som hævn havde hun voldbollet ham på dansestedets toilet og havde hurtigt trukket trusserne på, da han var færdig og havde efterladt ham der.

Hun havde følt sig stærk og godt tilpas i sin rå seksualitet.

Siden fik hun konstateret clamydia.

Perikums gule blomster tørres, og en enkelt top er tilstrækkeligt til en halv flaske snaps. Den bør trække et par døgn, og resultatet bliver en smuk højrød drik med en lidt tør smag.

Og den sidste:

Ene – Juniperus

Formen varierer fra smalt søjleformet til bred og flad buskformet. Nålene i tre-tallige kranse, sylformede, rendede. Hunblomsten består af tre i en kreds stillede frugtblade, hvert med et frø, og danner ved modenheden en sort, blådugget bærkogle. På sandede kratbakker, overdrev, i heder og moser, sjælden og i stadig aftagen.

Han sagde at hun skulle ringe til sin mand som det første næste morgen, ellers ville det blive for svært. Han lød som verdensmanden, der havde prøvet det masser af gange før og vidste hvordan utroskaben og løgnen skulle tackles.

De havde bygget op til det i flere måneder, men det var egentlig lidt en skuffelse, da det skete. Strejfene af en arm eller presset fra et knæ, når de sad ved siden af hinanden havde opbygget en spænding, der havde været stærkere som længsel end som forløsning.

Man kommer en snes tørrede enebær i en halv flaske snaps og lader den trække en uge eller to. Så sies bærrene fra, og man har en blød og fint krydret bjæsk.

Niller og jeg kender hinanden fra 80’erne, hvor det hed piger og kvinder, bløde mænd og macho mænd.

Nu er det tabermænd og queer, bitterfisser og speltkusser.

Vi undrer os over hvor kinakålen og rejecocktailen blev af.

Nu spiser vi rucola, sushi og perlebyg.

Vi gik til rytmegymnastik, jazzballet og folkedans, så sveden drev af ruderne.

Nu dyrker vi astrangayoga, zumba og poledance.

Vi havde masser af hår alle vegne.

Nu skal vi være glatte eller barbere mønstre strategiske steder.

I 80’erne kunne en rigtig mand åbne en bodystocking med tænderne.

Jeg har hørt de er kommet på mode igen.

Som benvarmere, blå mascara og skulderpuder.

Vi er nok lidt det hele, kan frit vælge fra fadet af provins og by, kvinde og mand, 80’er og 2011, normal og queer.

Jeg vil i aften læse lidt op fra Den Blå Avis. Men det er ikke en helt almindelig blå avis. Det er Vest-nummeret fra d.10/11, hvor over 150 digtere og digterspirer indrykkede små poetiske tekster og digte i avisen. Jeg var en af dem. Men der var også prominente digtere som Ursula Andkjær og Josefine Klougart. De fleste skrev anonymt, så I får ikke forfatternes navne.