Lone – Side 17 – Lone Kramer

Overgange

Tilværelsen byder på overgange, der bringer os nye steder hen. Det kan fx være at blive forelsket, at flytte hjemmefra, at starte på og afslutte et studie, at rejse til nye steder, at blive forældre, at få job, at blive skilt, at miste sit job, at blive syg, at gå på pension. Det kan synes banalt, da det er overgange de fleste af os kommer ud for, nogle af dem flere gange i livet. Men for den enkelte opleves det som stort og voldsomt, når vi oplever disse overgange for første gang.

Der findes de helt små overgange, som da min mand og jeg fx for 15 år siden mødte en bekendt i hvidevarebutikken, da vi så på opvaskemaskine. Begejstringen må have lyst ud af os, for hun spurgte: ’Er det jeres første?’ og ja, det var det.

Så er der de lidt større overgange, som når det sidste barn flytter hjemmefra. Der står jeg lige nu, og er blevet lidt barnløs efter 30 år med hjemmeboende børn. Her er lidt tomt og de faste rytmer er brudt op. Der er ikke længere nogen, der beder om at blive kørt, hentet og bragt. Der er ikke nogen, jeg føler mig forpligtet til at tilberede aftensmad til. Ikke nogen, jeg skal gå på listefødder omkring, for er det en god dag eller en sur dag. Ikke nogen, der skaber glæde med overraskende knus og pludselige fortrolige fortællinger fra hverdagen. Det er stadig helt nyt, så hvordan det bliver, når vi har vænnet os til fraværet, er svært at sige. Men de to gange jeg har set hende på den måned, der er gået, har jeg følt et stik af savn i brystet, og har måttet kæmpe lidt med tårerne. Det er vist ikke gengældt, men det er, som det skal være.

En af de store overgange er, når vi mister mennesker i vores liv. Inden for det sidste halvandet år har min mand mistet begge sine forældre. De var rumlige og kærlige mennesker og savnet er stort. De blev begge over 90 år, men alligevel bliver savnet næsten større som tiden går. For vi forstår, at de kommer ikke tilbage. De er væk for altid og lever kun i vores erindringer. Så må vi holde dem i live med vores fortællinger og minder.

Et ældre familiemedlem er blevet dement, og en nær veninde er bange for at blive det pga. genetikken. Det er en overgang, der er svær for dem der er tæt på, men det må være forfærdeligt for den ramte at miste sig selv. Og så måske alligevel ikke. Ikke nødvendigvis. Måske man kan være heldig blot at opleve at komme et nyt sted hen, hvor verden ser anderledes ud. Hvor man efter et stykke tid finder sig til rette i sit nye sted, sin nye virkelighed.

Overgangene forandrer os, og vi bringer smerter og glæder med os. Ifølge Nudansk Ordbog er banalt ’noget som er yderst almindeligt og derfor uinteressant’. Men det banale og almindelige som fx overgangene i vores liv opleves ikke desto mindre intenst.

Bragt i FAA 6/9 2018

Flygtninge og humanisme

Mange mennesker fra Afrika, Mellemøsten og Asien flygter fra blodige krige, politiske og personlige forfølgelser, fattigdom og naturkatastrofer. I takt med de accelererende menneskeskabte klimaforandringer vil der blive stadig flere flygtninge. Dertil kommer mennesker der ’bare’ søger lykken og håbet om bedre økonomiske kår for dem selv og deres familier, som fx også over 300.000 danskere, svarende til en tiendedel af befolkningen, der fra 1850 til 1914 sammen med 35 millioner europæere rejste til Amerika.

Vi bør som et af verdens rigeste lande tage vores del af ansvaret for disse flygtningestrømme. Lige nu hober flygtninge og immigranter sig op i Spanien, Italien og Grækenland. Det er på høje tid at landene i EU realiserer en fair fordeling af de mange flygtninge i Sydeuropa.

Desværre går Danmark den helt forkerte vej ved at lukke grænser og end ikke modtage de blot 500 årlige kvoteflygtninge under FN. Dertil kommer en horribel mængde af lovgivning, der udelukkende har til formål at gøre livet og integrationen svær for flygtninge og efterkommere, der allerede er i landet.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har åbent erkendt at hun ’går til kanten af konventionerne’. Der laves alle mulige juridiske krumspring og spidsfindigheder for at gå under radaren for diskrimination ved fx at kalde burkaforbuddet for et maskeringsforbud eller ved at lade bestemte postnumre bestemme hårdere straffe. På den måde forsøger man at genere den muslimske befolkningsgruppe maksimalt uden at overtræde internationale konventioner.

Burkaforbud, tvangsvuggestuer, obligatorisk svinekød i institutioner, dobbelt straframme i udsatte boligområder, ingen tolkebistand hos lægen efter 3 år i Danmark for blot at nævne enkelte af de seneste krumspring for at genere minoriteter i Danmark. Dertil kommer de 98 stramninger på udlændingeområdet den nuværende regering har indført.

Vi kan ikke længere bryste os af at være en civilisation, der viser overskud, retsind, tolerance, åbenhed og humanisme ved at sikre minoriteter lige rettigheder uanset religion, etnicitet eller kulturel baggrund. Vi er åbenbart for smålige, usikre og dovne til at overbevise de nytilkomne om vores demokratiske og humanistiske værdier. Dermed opgiver vi ikke blot, som antropolog Dennis Nørmark påpeger, en hel minoritetsgruppe, men også os selv.

Ofte fremføres økonomien som det store problem, men en gruppe franske økonomer har set på asylansøgeres følgevirkninger på den samlede økonomi i 15 europæiske lande fra 1985 til 2015. De konkluderer at flygtninge ikke er en økonomisk byrde, snarere tværtimod.

Uanset om vi ser gennem økonomiske eller humanistiske briller kan man prøve at udskifte ordet flygtning eller muslim med fx svensker, jøde, kvinde eller rødhåret, og høre om det vi siger, lyder rimeligt.

Bragt i FAA 15/8 2018

Klima, miljø og landbrug

Vores land er desværre ikke længere, i modsætning til hvad Lars Løkke og regeringen vil have os til at tro, førende indenfor klima og miljø. Danmark ligger som nr. 32 på listen over 40 lande, når det handler om anvendelsen af grøn elektricitet. Det er længere nede på listen end Ukraine.

Vandmiljøet er den også helt gal med. Fortielse af ændrede metoder i målingen af vandmiljøet førte til at man mente, at vandmiljøet var blevet bedre. Derfor fik landbruget lov til at gøde mere, og man afskaffede i 2016 de dyrkningsfri arealer omkring vandområder. Men det modsatte var tilfældet. Vores vandmiljø er blevet dårligere med langt mere kvælstof og fosforindhold end for 10 år siden. Kvælstof og fosfor får alger til at vokse. Det gør vandet grumset, og når algerne dør og nedbrydes opstår iltsvind, der kan føre til fiskedød. Kun to (!) ud af 119 danske vandområder lever i dag op til kravene om god økologisk standard. En fatal konsekvens af nedlæggelsen af amternes miljøafdelinger ved kommunalreformen i 2007.

Selv kraftig reduktion i mængden af gødning kan ikke redde vandmiljøet, man må tage landbrugsjord ud af drift for at rette op på udvaskningen af kvælstof og fosfor, ifølge professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet. Desværre har landbrugsorganisationerne uhørt magt, og politikerne har ikke det fornødne mod og vilje til at skære igennem og redde vores miljø.

En anden alvorlig trussel fra landbruget er de stadig nye fund af nye pesticidrester i vores drikkevandsboringer. Både sprøjtegifte og svampemidler anvendt i landbruget dræber vores honningbier og vilde bier. I Danmark er en af biernes foretrukne afgrøder raps, og de fleste rapsmarker i Danmark bliver både sprøjtet med svampemidler og flere typer af insektmidler, men de danske politikere vil ikke være med til at forbyde disse midler.

Jeg mener vi må gå drastisk og konsekvent til værks. Luk det konventionelle landbrug og omlæg til økologi NU. Hvis ikke politikerne vil redde vores drikkevand og miljø ved langt strengere lovgivning og tvangsomlægning til økologi, må vi selv handle. Bl.a. sociologen Rasmus Willig har været med til at starte folkebevægelsen Andelsgaarde. Andelsgaarde vil købe landet tilbage gård for gård, omlægge jorden bæredygtigt og gøre noget for klimaet, drikkevandet og biodiversiteten. Du kan læse mere her: http://andelsgaarde.dk/

Danmark er ikke længere førende på det grønne område, og er heller ikke længere øverst på listen over mindst korruption og lykke. Vi er overhalet af New Zealand som det mindst korrupte land, og af både Finland og Island som de lykkeligste folk.

Vi trænger i den grad til langt mere visionære ledere i Danmark. Vi ligger på en 5. plads i HDI (Human Development Index fra 2015) over verdens rigeste lande, og har dermed et stort ansvar for at gå foran.

Bragt i FAA 24/7 2018

Bibliotek og læsning

Cheføkonomen Mads Lundby Hansen fra den liberale tænketank Cepos kom for nylig med et absurd angreb på folkebibliotekerne og på gratis museumsadgang. Han påstod at det nedbringer arbejdsudbuddet, at de arbejdsløse gratis kan gå på nettet, læse aviser, se på kunst og låne bøger.

Udlån på bibliotekerne er fra 2009 til 2015 faldet med 27%, til gengæld er besøgstallet vokset fra 36,3 til 38,2 mio. årligt. Det er egentlig utroligt, når vi i 2018 har 439 udlånssteder mod 1.106 udlånssteder i 1988, altså en beskæring på 60% på 30 år.

Bibliotekerne har stadig en særdeles vigtig rolle at spille som fysisk sted for oplysning, uddannelse og debat. De skattekroner er godt givet ud, skatten er jo vores kollektive brugerbetaling, og den er så langt at foretrække for den individuelle brugerbetaling, der ville risikere at afskære fattige studerende, ledige og pensionister fra adgang til oplysning, fællesskab og demokrati-understøttende aktiviteter.

Intet tyder på at den fysiske bog er ved at uddø. Litteraturfestivaler og mikroforlag skyder op alle vegne. De mange nye litteraturfestivaler er sikkert et udspring af oplevelsesøkonomien, hvor det siden 1990’erne har været populært at pakke varer ind i oplevelser og fortællinger. Mødet mellem forfattere og læsere har, sammen med bølgen af autofiktion, suppleret interessen for teksten med interessen for forfatteren, som en konkret krop og biografisk person bag teksten.

Litteraturen og samtalen er så vigtig, for mennesket er så meget andet end økonomiske modeller kan forklare. I Zetland 25/1 2018 siger forfatter og forlagsredaktør Simon Pastinak: ’Litteraturen er det sted, hvor vi kan være beskidte, vi kan være langt ude, vi kan tale om uafgørlige, grimme ting – om politik, køn, sex, racisme, død, skyld, ondskab, vi ikke kan tale om andre steder, hvor alting skal være mere entydigt. Altså litteraturen er et felt, hvor vi siger: Det her er ikke det politiske sprog, det er ikke det journalistiske sprog, det er ikke den almindelige samtale, det her er et sted, vi kan samle alt det, der er svært at snakke om, men som vi skal snakke om, fordi det findes.’

I Læseforeningen skaber man læsende fællesskaber for mennesker i udsatte livssituationer. Frivillige læseguider læser højt og faciliterer en samtale om de læste digte og noveller. Alle får mulighed for at byde ind med tanker, oplevelser og refleksioner, som det læste sætter i gang. Her er den personlige og sociale oplevelse i centrum, der er ingen ’rigtige’ tolkninger af teksterne.

Som deltidsansat frivilligkoordinator for Læseforeningen på Fyn kan jeg oplyse, at vi pt søger frivillige, der har lyst til at tage uddannelsen til læseguide i ’guidet fælleslæsning’, og efterfølgende læse for og med ensomme ældre i Rosengårds- og Hunderupområdet i Odense. Se mere på www.laeseforeningen.dk

Bragt i FAA 2/7 2018

Den tropiske alder

Den tropiske zone findes i et bælte om ækvator og er klodens varmeste klimatype. I Brøndums Encyklopædi fra 1994 skriver Jørgen Leth i opslaget om kussen, at den er den kvindelige krops tropiske zone. Jeg kalder årene omkring de 50 for den tropiske alder. Andre ord for samme tilstand er klimakterium, menopause, overgangsalder.

Der ligger noget skamfuldt over denne alder, måske fordi den er så intimt forbundet med kropslige ændringer, og kvinders kroppe forbindes med seksualitet. Overgangsalderen beskrives ofte som noget næsten sygeligt med fokus på fysiske og psykiske problemer, som man kan lindre med hormoner eller planter eller yoga. Andre forsøger at omskrive denne fase i alle kvinders liv til en mulighed for omorientering og nye udviklingsmuligheder.

Tidligere, hvor kvinder blev mødre i en ung alder og hvor arbejdet i hjemmet var den vigtigste identifikationsfaktor, forbandt man overgangsalderen med depression og irritation, fordi det var i den periode børnene flyttede hjemmefra og man blev alene med manden, der måske var blevet kedelig. Hvad skulle man dog nu få tiden til at gå med? Sådan er det for de færreste i dag, hvor mange bliver mødre senere og har hjemmeboende børn til de nærmer sig efterlønsalderen, og desuden har travlt med erhvervsarbejde og fritidsaktiviteter.

Jeg kan hverken identificere mig med at være syg, depressiv eller ramt af ny vis livsindsigt, men oplever nogle gange at være blevet usynlig. Når man ikke længere er fertil, taljen forsvinder og huden er knap så spændstig, bliver man mindre attraktiv både for flirtende blikke som for arbejdsmarked. Med tiden kan den usynlighed måske føre til en følelse af frihed. Når der ikke er de store forventninger til den gamle usynlige, kan man jo tillade sig at være fjollet eller grim eller sig selv!

Der er flere kvinder der gør op med den urimelige skam over at blive ældre fx har læge Lotte Hvas i 2017 udgivet bogen ’Overgangsalderen – bedre end sit rygte’, hvor hun undersøger overgangsalderen kulturelt, socialt, psykologisk og biologisk. Psykolog og tidligere model Renée Toft Simonsen har i april i år udgivet en bog om sin oplevelse af at være i overgangsalderen ’Jeg er f*cking hot!’. På DR1 viser de dokumentarserien ’Panik før lukketid’.

Jeg kan anbefale at opholde sig i troperne under overgangsalderen. Der er varmt og man sveder uanset hvad under det løse tynde tøj, og opdager derfor ikke om det er klimaet eller hedeturene, der fremkalder sved på panden. Det mærker man desto mere hjemme igen i den uldklædte kulde. Den tropiske alders største frihed er, at man ikke længere behøver bekymre sig om menstruation og prævention. Og måske man er blevet viisere med alderen?

Bragt i FAA 8/6 2018

Om at spise dyr

Lone Bellings klumme om bæredygtig dannelse i en 5. Kl. fik mig til at tænke på børns intuitive empatiske reaktion på deres omverden. Da min søn gik i 0.kl. og jeg hentede ham efter skole, var der en dag en større dreng, vi ikke kendte, der havde slået sig ved leg i skolegården, og hans kammerater var løbet efter hjælp på lærerværelset. ’Mor du skal gå hen og trøste ham’, forlangte min søn.

Empatien strækker længere end til andre mennesker, også dyr er omfattet af børns umiddelbare empati. Da min søn var fem år, spiste vi kanin hos en veninde. Da han hørte, hvad vi havde på tallerkenen, begyndte han at græde og sagde: ’Jeg spiser ikke bløde dyr’.

Jeg er selv datter af en husmand og er vokset op på et lille landbrug, som man ikke ser mere. Min far havde 25 malkekøer, der gik i løsdrift, som var en ny metode dengang i 1970’erne. Derudover havde han 10 søer med pattegrise. Lidt kalve, høns, gæs, ænder, duer. Vi børn havde geder, ponyer og kaniner, og så var der familiens hund og en håndfuld katte.

Det hørte med til livet på landet, at vi spiste de kalve, grise og høns, som vi havde kælet med, da de var små. Men indimellem krævede det tårer, hvide løgne og en vis fortrængning i forvandlingen fra dyr til kød. Jeg har et par stærke oplevelser af følelsesmæssig samhørighed med dyrene fra min barndom. Normalt blev malkekøernes kalve taget fra deres mor, straks de var født. Den første råmælk fik kalven i en sutteflaske, men så skulle koen producere mælk til mejeriet, og vi lærte kalven at drikke komælkserstatning af en spand, mens den med sin ru tunge suttede vores fingre. Da jeg var 8-10 år, havde en ko kælvet ude på marken, og min far opdagede det først efter et døgn og fjernede så kalven. Koen stod i to døgn på det sted, hvor kalven var taget fra den, og brølede så hjerteskærende, at jeg syntes min far var verdens ondeste mand. Den længselsfulde brølen, var så forskellig fra den måde køerne brølede på, når de ville malkes eller fodres.

Lugten af gødning i grisestalden var ikke behagelig, men så fuldstændig anderledes end den voldsomme stank fra de grise, der skrigende blev gennet op i ladbilen på vej til slagteriet. De svedte angstens sved.

Dyrene kunne give trøst og glæde, som når jeg var ked af det og krøllede mig sammen med hunden i hundekurven, eller når geden hvilede hovedet i mit skød eller ponyens bløde mule nussede mig i håret.

Min yngste datter er veganer og har været det i tre år. De gode grunde er mange: sundhed, dyrevelfærd og klima. I Politiken søndag kom 301 danske forskere med et opråb: Tag klimaet alvorligt nu. Læs evt. ’Om at spise dyr’ af Jonathan Safran Foer.

Selv spiser jeg stadig af og til kød, men dybest set burde vi ikke spise kød af den indlysende grund, som vi desværre aflærer, når vi vokser op: af intuitiv empati med et andet levende væsen.

Bragt i FAA 17/5 2018

Gå glip

Det er titlen på psykologen Svend Brinkmanns seneste lille bog. Her undersøger han det at gå glip af noget, som en nødvendighed for at håndtere nuværende og fremtidige samfundskriser.

Overforbrug, uhæmmet vækst, udpining af naturens ressourcer og øget global ulighed er en realitet. Derfor må vi ifølge Brinkmann balancere vores forbrug og gøre en dyd ud af nødvendigheden.

I sin bog opstiller han fem argumenter for at gå glip. Det politiske argument handler om vores fælles liv på kloden. Vi må leve bæredygtigt, så vi ikke fortsætter med at nedslide og udpine naturens ressourcer. Vi må gøre op med idealet om at have, gøre, opleve og forbruge mere. Den moderne forbrugerkapitalisme skaber behov og begær, den gode borger/forbruger stiller sig aldrig tilfreds, men vil konstant have mere. I virkeligheden har mennesket brug for ganske lidt for at leve et godt liv, men vi underkaster os det endeløse slid for at kunne forbruge. I et samfund må vi hele tiden afveje den individuelle frihed mod fællesskabets bedste, som også er klodens bedste. Samfundsmæssige problemer bør løses politisk og ikke privatiseres til den enkelte, Brinkmann foreslår fx at momsen sænkes på økologiske fødevarer, at der lægges afgifter på fossile brændstoffer og at skattesystemet er progressivt.

De næste fire argumenter for at gå glip handler mere om individuelle indstillinger til livet. Det eksistentielle argument er ikke at ville det hele, men at livet får den største fylde, når det leves med opmærksomhed på noget bestemt. Det er spørgsmålet om, hvad man bør kere sig om i livet; at finde det, der har dyb eksistentiel betydning.

Det etiske argument handler om forholdet til andre og ærefrygt for det at verden findes. Om at være lidt tilbageholdende og lære at lytte til andre. Man kan også kalde det at have karakter: at modstå, at vælge fra, at sige nej. Et etisk forpligtet liv er at ville gå glip af noget, for at være der for konkrete andre.

Det psykologiske argument handler om at opøve selvkontrol, at være taknemmelig for det, man har. Det er ikke det at realisere sine egne ønsker, men tætte sociale relationer og forpligtende fællesskaber, der skaber lykke. Problemet er ikke at vi ikke er lykkelige hele tiden, men at vi tror vi skal være lykkelige uafbrudt.

Det sidste argument er det æstetiske, at der kan være skønhed i det enkle, og dyb glæde forbundet med at gå glip af noget. Gør ikke alt i livet til valgsituationer, forpligt dig, lad være med at sammenligne så meget, lev med begrænsninger. Brinkmann skriver, at det at gå glip ikke er en tom øvelse i askese, men for at sikre, at der er nok til alle. Og så tilføjer han, at vi skal være mådeholdne med måde. Gør mindre, men gør det grundigere.

Bragt i FAA 25/4 2018

Hvad skal vi svare?

Det er titlen på en lille bog af den norske filosof Arne Johan Vetlesen og den danske sociolog Rasmus Willig. Emnet er klimakrisen, og hvad vi skal svare vores børn, når de spørger, hvordan fremtiden ser ud.

Forfatterne skriver, at vi må gøre op med forestillingen om, at den personlige frihed er det højeste gode, der trumfer alle andre moralske værdier og principper. Vi har udnyttet naturen som et middel til menneskelige formål, men i sidste ende er vi mere afhængige af naturen end omvendt. Derfor bliver vi nødt til at handle for at stoppe ødelæggelsen af klima og miljø.

Fortsat brug af fossile brændstoffer og CO2- udledning fører til temperaturstigning. Ved 2 graders stigning smelter fx isbræerne i Himalaya og dermed fjernes tilgangen til vand for godt en mia. mennesker. Det industrielle landbrug og særligt kødproduktionen har medført tilbagegang i biodiversiteten, og er en af de største farer for kloden. I Danmark, der er det mest intenst dyrkede land i Europa, dyrkes foder på 81% af arealet og kun menneskeføde på 10%. I Norge koster det to kilo foderfisk at opdrætte et kilo laks.

Arters uddøen, isområders afsmeltning og forurening skyldes kapitalismen, neoliberalismen, forbrugerismen. Jo større magt din stilling og dine ressourcer giver dig, desto større ansvar. Jo større viden om, hvor skadelig en praksis er, desto større er ansvaret for at indstille den. Men vi fortsætter vores overforbrug af klodens ressourcer i håbet om et teknologisk fix, der kan løse problemet for os. I en globaliseret verden kan vi ikke længere bilde os ind, at vores valg er lokale og private. De valg vi træffer her og nu har konsekvenser andre steder i verden eller for fremtiden. Forfatterne skriver, at vi må være ulydige og gøre noget andet end det, de herskende magter dikterer.

Hold op med at spise kød, benyt den kollektive trafik, drop flyrejser. Spar på vand, varme og el. Spis økologisk og lokalt. Gør det i en periode og se hvad der sker. Man bliver gladere og mere optimistisk, lover forfatterne. At leve i overensstemmelse med sine værdier er ikke at give afkald, men at opnå en dybere tilfredsstillelse. Det er, når vi er i splid med os selv, at vi bliver ulykkelige. Der er ingen reel frihed forbundet med forbrug. Når flere lægger deres liv om følger politikere og markeder med, og vi vil have en chance for at rette op på de enorme kriser.

Vi må stå sammen mod den forløjede samfundsmodel, der er baseret på fortsat økonomisk vækst. Vores kærlighed til kloden og vores raseri over ødelæggelsen må føre til aktiv modstand. Med Obamas ord til klimatopmødet i Paris: ”Vi er den første generation, som mærker effekten af klimaforandringer, og vi er den sidste, som kan gøre noget ved problemet.”

Bragt i FAA 3/4 2018

Borgerforslag

I december 2017 vedtog Folketinget en lov om borgerforslag, der betyder at alle med stemmeret til folketingsvalg kan oprette og støtte forslag til noget, som man mener bør ændres i lovgivningen eller i samfundet. Hvis 50.000 personer støtter et borgerforslag inden for fristen på 180 dage, kan det blive fremsat i Folketinget. Forslaget bliver dog ikke automatisk fremsat, da Grundloven siger, at det kun er medlemmer af Folketinget og ministre, der kan fremsætte forslag. Partierne i Folketinget skal derfor derefter tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag.

På borgerforslag.dk kan man se hvilke forslag der er fremsat og hvor mange støtter de har fået. Her er stort og småt imellem hinanden fx:

indfør DNA-register på hunde
indfør forsøg med borgerløn
gratis tandlæge
afskaffelse af sommertid
automatisk tilmelding til organdonation
legalisering af cannabis
18 års mindstealder for omskæring
statsborgerskab til unge mennesker, som er født og opvokset i Danmark
oprydning af giftgrunde, der er til fare for drikkevand og havmiljø

Man kan støtte de eksisterende forslag ved at logge ind med NemId, eller man kan selv byde ind med andre forslag, hvis man har to medstillere.

Indtil videre har kun et enkelt forslag opnået mere end 50.000 støtter og afventer at blive taget op i Folketinget. Det er forslaget om afskaffelsen af det såkaldte uddannelsesloft, der forhindrer folk i at tage mere end én uddannelse på samme niveau.

Selvom der fortsat skal være et folketingsmedlem, der ønsker at fremsætte forslagene som beslutningsforslag i Folketinget, giver det en mere direkte og synlig adgang til forslag, og det kan afspejle opbakningen i befolkningen.

Jeg kunne umiddelbart selv få øje på et par forslag, jeg måske skal gå videre med eller inspirere andre til at tage op:

Forslag om at det offentlige udelukkende indkøber elbiler ved nyanskaffelser af biler.
Forbud mod at sælge ud af vores fælles infrastruktur, senest er seruminstituttet solgt til Saudi-Arabien med milliardtab til følge.
Flere humanister i ministerierne, så der er andet end jura og økonomi, der tæller.
Tage klimaudfordringerne alvorligt ved en hurtig omstilling til vedvarende CO2-neutral energi, ud med de fossile brændstoffer som olie og gas. Vi må tage det alvorligt og ikke læne os tilbage og blot håbe, at den teknologiske udvikling kan redde os. Vi kan ikke længere udvikle os ud af problemerne.
Statsopkøb af det forgældede landbrug, forpagte ud og omlægge til økologi, neddrosle kødproduktion og svinefarme.
Forbyde plastposer, hvis Kenya og Thailand kan – kan Danmark også.
Afskaffe forsørgerpligten, så pensionister og ledige ikke kommer i klemme. Vi må i 2018 betragte voksne mennesker som selvstændige uafhængige individer, selvom de har én at kysse på.

Bragt i FAA 12/3 2018

Hjemme igen

Så er jeg hjemvendt fra Afrika. Med en god portion social indignation vakt af den store ulighed mellem rig og fattig, hvid og sort, turist og lokal. Neokolonialismen med europæers, araberes og kineseres stadige udnyttelse af afrikanske ressourcer på bekostning af lokalbefolkningen er svær at være en del af. Varmen lægger et søvndyssende tæppe over den mest kritiske tankevirksomhed, og hverdagen luller os ind i en belejlig blindhed, der er nødvendig for at passe vores arbejde i tæt samspil med de lokalt ansatte.

Jeg har nydt solskin og varme, at kunne bade i havet hver dag og at have folk til at gøre rent, vaske tøj og lave mad. Men det bliver svært igen at rejse ud som den lidt naive turist, der kan lukke øjnene for uligheden i, at de lokalt ansatte dagligt langer halvdagsudflugter, kropsmassager og rødvinsflasker over disken til priser, der svarer til kvarte månedslønninger.

Jeg har dog haft fem fantastiske måneder på Zanzibar med dygtige og engagerede unge lærere. Søde og sjove danske og norske elever (omend de fleste nok mere har købt opholdet som badeferie end dannelsesrejse) og skønne loyale lokalt ansatte.

Hjemme på Fyn igen gør det mig glad at erfare alle de lokale tiltag for fællesskab. Josefine Ottesens forsamlingshus. Kirstine Karlshøjs højskole på Langeland og Claus Brandstrups Byens Højskole i Odense. Vi har brug for forsamlingshuse og højskoler. Som modvægt til tidens individualisering, og politikeres og økonomers tale om effektivisering og vækst, har vi brug for fællesskab, stillingtagen, solidaritet og handling. Tak for alle jer lokale fællesskabstyper!

Jeg er igen ledig og søger job inden for undervisning, kultur, ledelse, formidling. Og så glæder jeg mig til en masse kulturoplevelser: Brandts nyophængning af museets fotosamling. SAKs udstilling, hvor 16 nutidskunstnere har ladet sig inspirere af Kai Nielsens figurer. Johannes Larsen Museet i Kerteminde, der udstiller John Olsens værker og lader publikum bidrage til ’undreskabe’ med sære og magiske naturfund. Baggaardteatret, Odense Teater og BengtssonSydows samarbejde om en musikforestilling til efteråret om Tom Kristensen med udgangspunkt i albummet GLIMTVIS over hans digte. Jeg får lyst til at besøge hans (og tidligere Karin Michaëlis’) hus Torelore og Bergmannhus, der er indrettet som kulturmuseum på Thurø.

Og allerede her i februar DRs dramatisering af Jakob Ejersbos ’Liberty’ om expat-miljøet i 80’ernes Tanzania. For mig er problematikkerne med de ulige relationer mellem velmenende hvide, der moralsk depraveres, og de økonomisk fattige sorte, der offergøres eller dæmoniseres, hvis de ikke godtager offerrollen, mere aktuelle end nogensinde, og jeg er spændt på, hvordan den svenske instruktør Mikael Marcimain har løst opgaven med at overføre bog til TV.

Bragt i FAA 16/2 2018